Svar: Græder, når jeg går

---

Kære mor til V.

Tak for dit brev og fine spørgsmål:)

Det er rigtig godt, at du spørger, hvad der sker, og hvad forklaringen er, siden jeres datter bliver så ked af det, når du går. Det er naturligvis ikke, fordi du eller far gør noget forkert - det handler om den udvikling, som jeres lille pige går igennem lige nu.

Det helt lille barn forstår ikke, at du findes, når det ikke kan se dig. Det betyder, at når du går ud af rummet, så vil din datter kunne føle, at du forsvinder. Og det vil naturligt gøre hende ked af det. Hun kender ikke tid, og hun ved ikke, om du er væk i 3 minutter, 3 timer eller 3 dage - hun føler, at du forsvinder for evigt.

Med tiden udvikler børn det, vi kalder objektpermanens. Det er forståelsen af, at personer eller ting eksisterer, også når de er ude af syne. Det er en vigtig milepæl i den kognitive udvikling, som betyder, at jeres datter begynder at kunne danne og fastholde mentale billeder. Det vil sige, at mor, far, dukken eller legetøjsbilen stadig ”er der”, selvom de ikke kan ses. Før denne evne er på plads, vil fravær ofte føles som forsvinden.

Med den alder, jeres datter har nu, så begynder hun at udvikle objektpermanens i det små, det vil sige, at det lige nu begynder at blive lidt mere tydeligt. Hvor jeres datter tidligere ville glemme, at legetøjsbilen stadig var der, hvis I gemte den under et lille tæppe, så vil hun nu og de næste måneder frem begynde at lede efter bilen. Hun vil måske løfte tæppet for at se, om den ligger der, ligesom hun kan kravle hen og kigge under sofaen, når bolden triller derind osv.

Ofte oplever man det også ved middagsbordet. Hun begynder måske at tage maden og skubbe den ud over bordkanten, eller hun kaster bevidst maden på gulvet. Og hvor hun tidligere ikke reagerede på, hvor maden blev af, så begynder hun nu at kigge efter maden, for at se hvor den er. Hun læner sig ud over højstolen for at se, hvor maden røg hen og finder ud af, at den måske ligger under bordet. Så hun kan ikke se den, når hun sidder lige i sin stol, men hun kan se den, når hun læner sig tilbage.

I forbindelse med, at barnet begynder at forstå, at personer eller ting stadig kan være til stede, selvom de ikke direkte kan ses, så kan man naturligvis forestille sig, at barnet får lettere ved, at man går fra det - f.eks. går på badeværelset eller ind i et andet rum. Men det er faktisk ikke tilfældet.

For samtidig med at barnet oplever objektpermanens, så får hun også en stigende bevidsthed om nærhed og adskillelse. For nu ved jeres datter, at du stadig findes - når du går - og derfor kan savnet mod dig føles ekstra stærkt. Hun har dog stadig ingen tidsfornemmelse, så hun ved stadig ikke, hvornår du kommer tilbage. Og vil stadig kunne blive rigtigt ked af det, når du går fra hende, eller når du f.eks. putter hende til natten. Hun har brug for at se dig og også ofte brug for at mærke dig, brug for din tætte fysiske kontakt for helt at forstå, at du er der, at du ikke forsvinder.

Det bedste du kan gøre er at tage det ganske roligt og betrygge jeres datter i, at du stadig er der for hende. Du må meget gerne kalde på hende, så hun kan høre dig og ...

---

---

... måske kravle efter din stemme - og på den måde på sigt lære, at hun kan søge efter dig, hvis hun ikke lige kan se dig. Du må også meget gerne kigge kort ind til hende, fra det ene rum til det andet, så hun lige ser dig, og du lige bekræfter "jeg er lige her, skat". Det vil være rigtig fint at gøre det.

Du må også meget gerne fortælle hende, hvad du gør - så du f.eks. siger "jeg går lige ud med skraldeposen, jeg er tilbage om et øjeblik". Så ser hun, at du tager posen, hun hører hoveddøren gå op, dine skridt, et klonk, når posen smides ud, og så er du atter tilbage. På den måde hjælper du hende med at forstå, at du kun er væk et kort øjeblik, så kommer du tilbage igen.

Og far må meget gerne gøre det samme. Han må gerne sætte ord på, berolige og betrygge og f.eks. sige "mor kommer igen, mor er bare lige ude i køkkenet" og så naturligvis glæde sig sammen med hende, når du er tilbage "se, der var mor igen."

Far må også gerne sætte ord på, at han er der til at hjælpe. Far kan f.eks. sige "savner du mor? Det er okay, skat. Jeg er lige her." Så han siger det roligt og bruger samme ord hver gang.

Det kan også være en god idé, at far holder jeres datter tæt, tager hende på skødet, har hende i sin favn, fordi fysisk kontakt ofte hjælper til ro. Hvis du er væk i lidt længere tid, og jeres datter bliver ked af det, så kan far rejse sig med hende, holde hende ind til sig og f.eks. sige "skal vi finde mor, se mor er herude". Og så kan han bære hende ud, hvor du er, så hun kan se, at du ikke er forsvundet. Du kan evt. give hende et lille kram og bekræfte "Mor er lige her. Far passer på dig" eller lignende, så hun hjælpes til at far naturligvis også er et trygt holdepunkt, til mor kommer tilbage.

---

---

Nu ved jeg jo ikke, hvordan I har fordelt tingene hjemme hos jer, men det kunne også være en god idé, at far og datter har nogle faste ting, som de to gør sammen. Far kan f.eks. med fordel være den, der giver jeres datter bad om aftenen, smører hende med creme og gør hende klar til natten. Eller far og datter kan f.eks. tage i svømmehallen eller lignende sammen.

Svømmehalsture er særligt gode, fordi vand og tæt kontakt giver ro i kroppen. Det lune vand, de rolige flydende bevægelser osv. dæmper hendes nervesystem - altså hvis far holder hende tæt, så hun føler sig tryg hele tiden, og det hele ikke bliver alt for overvældende for hende. Det styrker fars og datters relation, fordi hun vil mærke, at far er der hele vejen - han er der under bad, tøjskift, leg - han støtter, trøster, leger og varmer hende bagefter osv. Så jeres datter vil opleve, at far er der, når hun i begyndelsen måske er lidt utryg ved alt det nye og han bliver hos hende hele vejen, indtil hun til sidst er helt tryg ved alt, det der sker.

Det vil gøre det naturligt for hende at søge tryghed og ro hos far - også når mor nogle gange går. Far er en naturlig tryg base, også uden mor:) Og det vil derfor hjælpe jer begge, jer alle tre bedre igennem denne lidt urolige periode.

Jeg håber, at du/I kan bruge mine tanker videre, og at det giver lidt idé om, hvad der foregår, og hvorfor jeres datter reagerer, som hun gør.

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---