Svar: Nedsmeltninger og trods

---

Hej med dig.

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datters reaktioner. Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig.

For det første vil jeg sige, at det lyder helt normalt for en 2årig, at hun har disse nedsmeltninger - og at hun på den ene side søger kontakt og på den anden side skubber dig væk, når du forsøger at hjælpe.

Hun har en alder, hvor der ikke skal så meget til, før verden bryder sammen for hende, og hun får et anfald af fortvivlelse. Det sker ofte over noget, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Det kan være, at du giver hende den blå kop i stedet for den røde, at du skræller æblet, og hun ville have haft det helt, eller at skoene driller, da hun selv vil tage dem på. Når hun rigtig gerne vil noget, og det ikke går som hun gerne vil, så bryder verden sammen - og her har hun rigtig meget brug for omsorg, forståelse og støtte.

Når man ikke er ældre end jeres datter, så er man styret af sine følelser. Hun har ikke evnen til at tænke rationelt. Og når hendes følelsessystem kører op, så lukker hendes tænkehjerne ned. Hun kan ikke finde ud af, hvad hun skal, og hun kan ikke regulere sig selv - hun skal låne din ro.

Ofte er det bedste, hvis du kan sætte dig i nærheden, bare 1-2 skridt fra hende og f.eks. sige "jeg sidder lige her, jeg går ikke fra dig." Du kan også gentage én rolig sætning "det er okay, skat. Mor passer på dig." Når hun mærker, at du kan bevare roen i situationer, hvor hun ikke kan, så kan hun låne din ro. Hendes nervesystem spejler dit, spændingen i kroppen begynder at falde, og hun vil igen kunne tage imod trøst. Måske vil hun ikke være klar til at sidde på skødet med det samme, men hun vil måske være okay med, at du nusser hendes fødder, stryger hende blidt på ryggen, imens du gentager "det er okay, skat. Mor passer på dig" og stille og roligt bliver hun klar til knus og kram og kan krybe op på dit skød. På sigt bliver hun på den måde bedre til at regulere sig selv.

Når jeres datter skriger og råber af jer, og når hun prøver grænser af, så er det fordi hun lige nu brager igennem selvstændighedsalderen. På den ene side har hun brug for at kunne selv, prøve selv og finde ud af, hvordan verden fungerer - og på den anden side har hun rigtig meget brug for tryghed. Det er altså en slags "jeg kan selv!" og "jeg har brug for dig" på samme tid.

Det er vigtigt, at I anerkender, at hun nu har en alder, hvor hun gerne vil flere ting selv. Det er i princippet rigtig godt, for når hun øver sig og lærer at gøre flere ting, så bliver hun selvhjulpen. Det giver hende selvtillid og mod, når hun oplever, at hun kan selv. At kunne selv lærer hende på sigt også tålmodighed, at man nogle gange er nødt til at forsøge sig frem, før ting lykkes. Og det er en kæmpe fordel for jer, for når hun har reel indflydelse, så falder antallet af konflikter ofte. Små faste "kan-selv-rutiner" kan gøre jeres hverdag langt mere glidende.

Det er dog vigtigt, at I er opmærksomme på, hvordan I kommunikerer med hende. Det er vigtigt, at I kommunikerer med den adfærd, som I ønsker at se, og ikke det, som I oplever, at hun gør forkert. Det vil sige, at I skal have fokus på det, som I gerne vil.

Nogle eksempler på dette kunne f.eks. være:

- I stedet for at sige "du må ikke smide med maden", så sig "maden skal ind i munden."

- I stedet for at sige "du må ikke råbe!", så sig "prøv at sige det med rolig stemme."

- I stedet for at sige "lad være med at løbe inde i huset", så sig "jeg vil gerne have, at du går stille indenfor."

- I stedet for at sige "jeg vil ikke have du smider med legetøjet", så sig "kom, lad os lægge legetøjet på plads."

Når du sætter grænser på denne måde, så viser du hende vejen, og hun lærer, hvad det er, I gerne vil - i stedet for at fortælle hende igen og igen, hvad hun gør forkert - hvilket naturligvis vil kunne gøre hende rigtigt ked af det og verden bryde mere og mere sammen.

Det samme gælder, når I gerne vil støtte hendes selvstændighed ved at lade hende deltage og have medbestemmelse. Det er vigtigt, at I sætter rammen, at I træffer det overordnede valg. I bestemmer hvad der skal ske og hvornår - f.eks. tandbørstning, ud af døren, måltider, sengetid osv. Sagt på en anden måde, så bestemmer I reglerne. Men hun har indflydelse på, hvordan det sker - og hun får to muligheder.

Eksempler på dette kan f.eks. være:

Ud ad døren. Reglen er, at I skal af sted, sådan er det. Hendes valg er: "Vil du selv tage skoene på, eller skal jeg hjælpe dig?"

Tandbørstning. Reglen er, at tænderne skal børstes, det kan ikke diskuteres. Hendes valgt er f.eks. "vil du stå på en skammel eller sidde på mit skød?"

Skærm. Reglen er max 30 minutters tv, så skal der slukkes. Hendes valg er "vil du trykke på fjernbetjeningen, eller skal jeg?"

Måltidet. Reglen af, at hun ikke må kaste med maden. Hendes valg er "vil du spise med din gaffel eller med en ske?"

Sikkerhed. Reglen er, at hun skal holde i hånden ved en trafikeret vej. Hendes valg er "vil du holde i min hånd eller sidde i klapvognen?"

Hvis I f.eks. siger "vi skal køre nu, kan du selv tage skoene på?" så inviterer I til et ja/nej svar, og nogle gange vil hun måske bare sige nej af refleks. Det giver dermed en konflikt.

Det samme gælder f.eks. spørgsmål som "vil du i bad?" - her vil hun sandsynligvis også sige nej, og hvis I så kort efter løfter hende op og begynder at klæde hende af for at gøre hende klar til bad - så overhører I hendes nej. I skal derfor ikke spørge om noget, som I allerede har besluttet skal ske. Det er f.eks. også spørgsmål som "vil du have en ren ble?" "Skal du have børstet tænder?". Sig i stedet "Vi skal i bad. Vil du gå som en frø derud, eller flyve som en raket?" eller "Det er ble-tid. Vil du have skiftet din ble på puslebordet, eller vil du stå op?"

Med hensyn til at lege med jer hele tiden, så er det helt naturligt, at hun har brug for at være tæt på jer. Og det er også helt naturligt, at hun ikke kan koncentrere sig om en leg i længere tid ad gangen. Her kan det være en god idé, at I giver hende den kontakt og nærhed, som hun naturligt har behov for - og så forsøger at sætte rammen for lidt selvstændig leg ved ...

---

---

... siden af jer bagefter.

Det kan f.eks. være at lade hende lege med køkken- eller dukketing. I kan starte med at bruge 5-10 minutter sammen med hende, og derefter kan I gå i gang med de praktiske ting, som skal gøres. Lad hende være i nærheden, så hun kan se jer. Fordelen ved køkken- og dukkeleg er, at det er lege, hvor hun kan gå til og fra, og I kan vejlede hende lidt undervejs verbalt. I kan f.eks. bestille lidt mad fra legekøkkenet, som hun så skal finde og lave klar til jer - komme hen og servere det for jer. I bruger lige et par minutter på at lege med, og derefter går hun tilbage til køkkenet igen for at lave en ny ret.

Det samme med dukketing. Hun kommer måske for at få jeres hjælp til at skifte bleen eller få dukken givet tøj på, og derefter opfordrer I hende til at putte dukken til at sove, give dukken sutteflaske eller lignende, hvor hun så leger lidt for sig selv. Men stadig, så I har kontakt og er i nærheden af hinanden.

Derudover, så er det en rigtig god idé, at I inddrager hende i de dagligdags ting, som du skriver, at du også forsøger. En 2årigs fordybelse er dog ofte max 10 minutter ad gangen, så 45 minutter er rigtig længe. Samtidig kan for mange ting på én gang skabe unødigt uro.

Hvordan kan hun være med i jeres køkken? Har I plads til f.eks. et læringstårn. Det kan være en kæmpe hjælp i hverdagen, især i ulvetimen, hvor hun og I er trætte efter en lang dag. Fordelen ved et læringstårn er, at hun kan stå sikkert i køkkenet. Hun kan føle sig nær jer, uden at hun behøver blive båret - og det dæmper hendes krav om konstant opmærksomhed, at hun netop er i nærheden. Samtidig giver det hende en følelse af selvstændighed, det anerkender hendes behov for at kunne selv, og hun kan samtidig deltage i små ting, når du/I f.eks. er i gang med at lave mad.

Små opgaver kan f.eks. være at hælde op i en skål, røre i skål, lægge grønt op i en si, skylle med vand, vaske frugt og grønt osv. Hvis I bager brød eller boller, kan hun være med til at udbløde gæren, prøve at stå med dej i hånden og være med til at ælte og forme. Hvis I vejer, kan hun også være med her. Hun må også gerne prøve at vride en klud og mærke, hvordan den våde klud føles, ligesom hun kan være med til at tørre bordpladen af. Undervejs, når I gør maden klar, kan hun være med til at smage på maden og I kan tale om maden, hvad det er, hvordan den ser ud (farver, form, smag), og når det er ved at være spisetid, kan hun være med til at dække bord og bære lette ting hen til bordet. Og i et læringstårn kan hun selv klatre op og ned og dermed gå til og fra, når hun har behov, inden for de ca. 45 minutter du f.eks. er i gang med at lave aftensmad.

Med hensyn til at blande sig, når mor og far taler sammen, så er det vigtigt, at hun i hverdagen oplever, at hun ikke kan skille jer ad. At I er et fælles hele, men at hun naturligvis er velkommen sammen med jer. Det lyder for mig som om, at det hun beder om er tryghed og indflydelse. Hun kan ikke lide at føle sig udenfor, hvilket jo er helt naturligt. Det betyder, at I meget gerne må vise jeres datter, at mor og far hører sammen i hverdagen. Det viser I ved f.eks. at holde i hånden, når I går tur, at sidde tæt sammen i sofaen, at kysse og kramme osv. Men at hun naturligvis må være med.

I skal være opmærksomme på, om I har tendens til at slippe hinanden, tendens til at lade f.eks. mor tage over, hvis far afvises - fordi det kan være med til at signalere, at hun faktisk har ret til at skille jer ad. Det kan bekræfte, at det er bedre, at det f.eks. er mor end far. Så hvis hun f.eks. protesterer over, at far vil hjælpe hende med skoene og kræver "det skal mor gøre," så vil det være rigtig godt, at I holder fast i, at far hjælper hende. Far må gerne sige det direkte "jeg ved godt, du gerne vil have mor, men nu hjælper jeg dig", og mor må gerne sige det direkte "far hjælper dig, så hjælper jeg med jakken bagefter." Så I begge holder fast i, at far naturligvis kan lige så godt som mor, samtidig med, at hun hører, at I godt forstår, hvad det er, hun vil.

---

---

Og så er det som sagt også vigtigt, at I inviterer hende med. "Vil du også have et knus, kom op og sæt dig her hos os," så hun ikke har følelsen af at være udenfor. I kan sagtens være sammen alle tre.

I må naturligvis også gerne holde fast i, at I lige er midt i en samtale. F.eks. sige "mor og far taler lige. Vi går ikke fra dig/eller jeg har hørt dig" og så lige lade hende vente et par minutter og sige "nu er jeg klar. Hvad vil du gerne fortælle?". Så hun på den måde stille og roligt lærer, at hun kan vente på sin tur. I en alder af 2 år kan hun naturligvis ikke vente særligt længe, og det er helt okay. Det bliver hun gradvist bedre til. Går der for lang tid, risikerer i naturligvis, at hun har glemt hvad hun ville sige, ligesom den kat i haven, som hun måske ville vise jer er forsvundet. Derfor er det vigtigt, at I prioriterer hende og giver hende tid - men det er naturligvis en balance, for I må selvfølgelig gerne tale sammen:)

Nogle gange kan det også være en god idé, at I skiftes til at fortælle om jeres dag rundt om middagsbordet, så hun lærer, at snakken går på tur, og at I skiftes til både at tale, lytte, kommentere. Igen vil hun naturligvis blive bedre til dette, når hun bliver ældre. Der er naturligvis meget stor forskel på om man er 2 eller 4 år gammel.

Lige nu er hun stadig kun 2 år, hvilket betyder, at fokus naturligt vil være meget på hende f.eks. ved middagsbordet. Det er ikke rart for hende at sidde med ved bordet, hvis I taler voksensnak hen over hovedet på hende. Derfor er det vigtigt, at I husker også at inddrage hende og tale med hende.

Det vigtige er, at hun har en følelse af, at hun er sammen med jer - og ikke kan komme imellem jer, hvis I forstår, hvad jeg mener. I hører sammen alle tre, men mor og far har naturligt også et særligt bånd.

Jeg vil anbefale dig/jer at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn." I den finder I masser af gode råd og eksempler på, hvordan I kan møde jeres datter i hverdagen, skabe rammer og kommunikere, så mængden af konflikter nedsættes.

Jeg håber, at jeg er kommet lidt omkring det hele:)

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---