Svar: Voldsom separationsangst

---

Kære du

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter, afleveringerne i børnehave og alle dine tanker:)

Jeg vil gerne starte med at sige, at det er helt almindeligt, at jeres datter reagerer på at begynde i børnehave. Når man har tvillinger, og også en ældre datter, så kan man naturligt ofte ikke lade være med at sammenligne - men børn er forskellige, og de reagerer forskelligt.

Det er for mange en stor omvæltning at gå fra vuggestue til børnehave. I vuggestuen har jeres datter været vant til at være en af de ældste, og i børnehaven går hun nu pludselig til at være en af de yngste. Og det er svært at finde sin nye rolle her. Der er naturligt også nye børn og nye vokse, som hun nu skal lære at kende, der er nye rutiner, nye lege, nye måder at gøre tingene på og krav om mere selvstændighed - en masse nyt, som naturligt kan virke overvældende og svært at træde ind i. Hun er heldig, at hun har sin bror og sin søster hos sig, så hun på den måde kan føle sig lidt mere tryg i alt det nye, men det er helt naturligt, at hun stadig reagerer.

Du stiller en række spørgsmål, og jeg vil forsøge at svare på dem alle. Du spørger blandt andet, om en hurtig aflevering er nødvendig. Og ja - det tror jeg faktisk, at det er. Især fordi du fortæller, at pædagogerne siger, at efter 5 minutter så er hun glad, leger og har det godt. Hun er faktisk rigtig glad for at være i børnehaven. Du fortæller også, at hendes søskende bliver meget påvirkede af hendes gråd, så de ender med at blive kede af det, hvis hun er det. Og det lyder for mig som om, at hvis du bliver hængende der eller signalerer, at afleveringen er svær, så vil det blive sværere for hende at sige farvel.

Når det så er sagt, så er det meget vigtigt, at en hurtig aflevering ikke er kold. Hun skal afleveres med varme. Det betyder blandt andet, at hun skal hjælpes ind ad døren med et fast ritual, og det er vigtigt, at der altid er en navngiven voksen, som tager imod hende, som kan hjælpe hende med at regulere hendes følelser og aflede hende.

Jeg vil anbefale jer, at I forsøger følgende model:

1. Hun skal tages imod ved samme pædagog hver dag, så hun ved, hvem der står og venter på hende. Hvis det ikke er muligt, så kan det godt være to pædagoger som skiftes til at tage imod - men der bør ikke være flere. At det er den samme, eller de samme to, vil give hende tryghed.

2. I skal indføre et fast ritual, når I afleverer hende. Ud over at hun skal hænge sit tøj i garderoben, stille sin drikkedunk frem, tage sutsko på, eller hvad I nu gør, så skal I også have et kort farvel-ritual. Det kunne være f.eks. 3 kram + high-five + en fast farvelsætning. Når I gør det samme hver dag, så hjælper det hende med at finde ud af, hvad der skal ske, og hvornår I går - tiden bliver ikke trukket ud. Og pædagogen hjælper hende naturligt videre.

3. I skal aflevere hende på samme tidspunkt hver dag. Du skriver, at hvis I afleverer på legepladsen, så nægter hun at tage overtræksbukser på, og det kan ende med at føles som et overgreb. At der pludselig er et krav om overtræksbukser, gør afleveringen ekstra svær for hende. Hun havde måske forestillet sig, at hun skulle sige farvel i garderoben, men når I afleverer udenfor, så bliver det for meget for hende.

Samtidig så forsøger hun naturligt at 'holde fast i noget', når mor går. Hun siger nej til, at du skal gå, hvilket hun ikke har kontrol over - så hun forsøger at sige nej til overtræksbukser - hvilket hun jo egentlig har ret til; men også her bliver hun ikke lyttet til, og det ender med, at hun tvinges dem på - hvilket naturligvis ikke er rart for nogen.

For at undgå konflikter som disse, er det derfor vigtigt, at I afleverer på samme tid. Ikke fordi tidspunktet i sig selv ændrer noget, men fordi det skaber forudsigelighed og nedsætter hendes stressniveau, og derfor mindskes konflikterne. Og det betyder også, at det vil være rigtig godt, at hun ikke afleveres på legepladsen - men i garderoben eller på stuen.

Så længe hun ikke er tryg ved afleveringen, er det vigtigt, at det foregår det samme sted, at hun modtages af den samme person, og at hun har samme ritual hver dag.

Jeg er med på, at det kan være svært at komme ud af døren på samme tidspunkt hver dag med tre børn, men det er vigtigt lige nu. Og I må tale med børnehaven om, hvilket tidspunkt der vil passe bedst. Hvornår tænker de, at afleveringen passer bedst ind, hvornår har pædagogen hænderne fri, så hun er klar til at tage imod jeres datter - og så må I forsøge at indrette jeres afleveringer efter dette. Måske passer det bedst, hvis I kan aflevere jeres børn lidt før samling, så kan de få overtøjet af, pædagogen kan tage imod jeres datter, I kan køre jeres ritual, og pædagogen kan tage hende med ind, og samlingen kan begynde. Det kan også være, at det passer bedre tidligere om morgenen, hvor der måske er færre børn mødt ind - tal med pædagogerne om, hvad der vil være bedst.

I må meget gerne tale med jeres datter om, at I ved, at aflevering er svært for hende, så I nu har lavet en plan. Og så beskrive den plan for hende: "Når vi kommer ind i børnehaven, så går vi hen til (navn på pædagogen). Vi siger farvel med tre kram og en high-five. Mor/far går og (navn på pædagogen) holder dig i hånden og tager dig med ind til samling. Vi kommer og henter dig igen efter frugt."

Du spørger, om I bekræfter hendes angst for adskillelse ved at aflevere hende hver dag. Jeg kan sagtens forstå din tankegang, men hvis I sørger for, at afleveringen er kort, forudsigelig og ikke mindst VARM, så lærer hun gradvist, at adskillelse kan føles svær, men den ender trygt. Det er derfor, det er så super vigtigt, at der er en fast pædagog, som tager imod ...

---

---

... hende, rummer hendes følelser, beroliger og betrygger.

I må gerne sætte ord på hendes følelser: "Det er svært at sige farvel. Det er helt okay, min skat." I kan også sige "Jeg savner også dig. Vi ses efter frugt." På den måde anerkender I, at det at savne er helt normalt, og I giver hende også noget helt konkret at holde fast i - I ses efter frugt.

Det, I ikke skal gøre, er at:

- trække tiden unødigt ud. Hvis I har svært ved at gå, så kan det sende et signal til hende om, at det ikke er et rart sted at være, at I er utrygge ved at forlade hende der - og så vil hun spejle sig i jeres utryghed.

- gøre hende ansvarlig for jeres følelser. Undgå f.eks. at sige "jeg bliver så ked af det, når du græder..."

- lade hende møde ind i børnehaven alene. Det er vigtigt, at en fast voksen tager imod hende, hjælper hende med at sige farvel og hjælper hende videre med dagen.

- snige jer væk. Det er vigtigt, at I siger farvel, så hun ved, at I er gået.

- bruge trusler eller belønning som f.eks. "hvis du ikke, så...", eller "du får en is, hvis...". Undgå også at sammenligne hende med hendes søskende. Det vil få hende til at føle sig forkert.

Sagt på en anden måde, så er det skadeligt, hvis hun gentagende gange overlades uden trøst, eller hvis afleveringen bliver uoverskuelig, kaotisk eller tvangspræget. Det er meget vigtigt, at hun afleveres på en varm og omsorgsfuld måde, så hun kan være tryg ved det hele, selvom det er svært for hende.

Du fortæller, at du har hørt om separationsangst og vigtigheden af 'repair', fordi det er med til at forberede hende på fremtiden. Det handler om, at børn naturligt vil opleve små brud, når de vokser op. Små brud er de små situationer, hvor forbindelsen mellem barnet og den voksne glipper - f.eks. gråd ved farvel, konflikter om tøj, tandbørstning, overgange fra leg til middagsbord, iPad og sluk, søskendekonflikter, hvor du fokuserer på den ene og mindre på den anden, at du bliver lidt kort for hovedet, stresser, eller det hele går for hurtigt i forhold til barnets behov eller tempo.

Der er masser af situationer, hvor vi som forældre ikke altid er hundrede procent nærværende fysisk og mentalt. Det er helt naturligt, det er en vigtig del af at have en relation - og relationer svinger mellem kontakt-brud-reparation. Det, der bygger tryghed er repair/reparationen. Og reparationen sker, når du vender tilbage, sætter ord på, tager ansvar for din del og hjælper din datters krop til ro. Pointen er, at du ikke kan undgå alle brud, men du kan vende tilbage og genoprette jeres brud, når de sker. På den måde lærer din datter (og jeres andre børn), at når man er urolig, så hjælper den voksne, og så bliver man rolig igen.

---

---

Repair/reparation i jeres situation, sker når I mødes igen. Her kan du f.eks. sige:

- "Det var svært at sige farvel. Du savnede mig." Når du sætter ord på, så føler hun sig set og mødt, og det gør, at hun ikke føler sig forkert.

- Du kan også gentage jeres fortælling, gøre det til en lille dagshistorie, som hun kan huske. "Vi sagde farvel med 3 kram og high-five. Du gik ind med (navn på pædagogen), og så havde I samling." Det flytter fokus fra jeres afsked, til det der lykkedes - at være med til samling.

- Du må også gerne forberede hende på, at "i morgen gør vi det samme igen - 3 kram og high-five, og så går du med (navn på pædagogen)". Så hun ved, hvad der skal ske, og at det er sådan det foregår nu. Der er ikke noget at være i tvivl om.

Derudover så er fysisk kontakt og nærhed også vigtigt i repair/reparation. Det gælder både den pædagog, som tager sig af din datter, når I har sagt farvel, og som derfor tager hende i hånden - og det gælder jer forældre, når I henter, og når I er hjemme igen. Det betyder, at du/far f.eks. meget gerne må bruge 10 minutter på f.eks. at sidde hjemme i sofaen, sidde tæt, læse en bog og have lidt fysisk nærhed sammen.

Fysisk nærhed dæmper hendes nervesystem, så hun falder til ro. Når I sidder tæt, så udløses kærlighedshormonet oxytocin, det sænker stress og vil gøre, at hun føler sig mere tryg. I genskaber forbindelsen mellem jer, så hun mærker, at "vi er okay igen". På den måde husker hun ikke kun adskillelsen, men også at I har fundet hinanden igen, og det er selve idéen med repair/reparation.

Når alt dette er sagt, så skal du naturligvis være opmærksom på, om jeres datter har separationsangst i en grad, hvor der er særligt behov for hjælp. Det vil f.eks. være et tegn, at hun ikke falder til ro i børnehaven, men de næste mange uger bliver ved med at savne dig/jer og være ked af det - og ikke kun i farveløjeblikket, men også aftenen inden og i turen derhen. Det kan også være et tegn, hvis hun beder pædagogerne ringe efter mor eller far flere gange om dagen, eller hvis hun f.eks. begynder ikke at ville være i et andet rum uden jer. At hun har brug for at se jer hele tiden, for at hun føler sig tryg.

Nogle børn får også fysiske symptomer som ondt i maven, spisevægring, hovedpine, de kan få svært ved at falde i søvn og kan vågne mange gange om natten, fordi de har brug for at sikre sig, at deres forældre er der. De kan også begynde at spørge direkte "kommer du tilbage?", "er du her også i morgen?" og lignende.

Hvis I oplever sådanne tegn, så skal I tale med pædagogerne om det, og så vil det også være relevant at få en børnepsykolog på. Der er tilknyttet børnepsykolog til børnehaven, som pædagogerne ved hvem er. I kan også altid ringe til kommunens PPR og bede om at komme til at tale med den børnepsykolog, der hører til jeres institution.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre - jeg har forsøgt at komme lidt omkring det hele:)

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---