Annonce

Annonce

Svar: Dagpleje opstart


26. september 2025

Kategori:
Alder:
12 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille dreng - jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig/jer:)

For det første lyder det, du fortæller, helt normalt. Det er helt naturligt, at jeres dreng reagerer på at starte i dagpleje, og at det er svært for ham. De første dage går det ofte fint, for her er alt nyt og spændende, men efter et par dage, så går det pludselig op for jeres dreng, at det er hverdag, og sådan det skal være nu - og så reagerer han.

Jeg tænker, at du skal se hans gråd ved aflevering som et tegn på tilknytning. Det er ikke tegn på, at du svigter. Han græder, fordi han nu faktisk forstår, at du findes - også når han ikke kan se dig. Derfor protesterer han, når du går fra ham. Afskeden sætter en lille alarm i gang i ham, en slags "nu går min trygge base", og han græder for at kalde på dig, få dig tilbage. Indtil hans nye trygge voksen så tager over, så kan han lande igen. Det tager dog naturligt også tid for ham at knytte sig til dagplejer og finde ud af, at hun er en ny tryg base, som han kan bruge, når hans primære omsorgspersoner (mor og far) ikke er til stede, og derfor vil han naturligt kunne være ked af det i en periode.

At der sker det samme hver morgen vil hjælpe ham. Han vil lære rutinen at kende, og det vil gøre ham tryg, når han ved, hvad der skal ske. Altså han vil lære, at mor afleverer ham i favnen på dagplejer, I vinker farvel, dagplejer tager ham ind i legeværelset, her leger og hygger han med de andre børn, de spiser, sover osv. og så kommer mor eller far og henter ham igen. Når han begynder at forstå, hvordan dagen er skruet sammen, så vil han stille og roligt blive tryg ved det hele.

Det er et godt tegn, at han virker okay, når du henter ham. Han lyder ikke til at have grædt hele dagen, men lyder faktisk til at være okay, spise, sove osv. sammen med de andre børn. Og det lyder som om, at dagplejer godt kan trøste og berolige ham.

Du beskriver også en dreng, der umiddelbart virker som sig selv derhjemme - ja, han er mere træt, og han bruger sandsynligvis også ekstra energi på at være adskilt fra jer og vænne sig til den nye verden, som dagplejen er. Ligesom søvnrutinerne spiller ind. Men han lyder ikke til at være ulykkelig - det du beskriver, lyder umiddelbart okay. Hans gråd ved aflevering lyder til at handle om kommunikation og protest over adskillelsen, og som om han er i gang med at lære "mor går - og mor kommer igen."

Hvis dagplejer melder tilbage, at hun ikke kan trøste ham inden for 20-30 minutter, eller at han generelt er grædende i løbet af dagen, at han ikke vil spise, ikke vil sove, og hvis det er svært for hende at engagere ham i leg og aktiviteter, fordi han simpelthen er for ked af det - og dette fortsætter igennem de næste 3-4 uger - så skal I overveje, hvad der så skal ske. Så kan det godt være tegn på, at han ikke trives, hvor han er eller at noget bør ændres. Men det er helt naturligt, at han har brug for tid, og lige nu er der kun gået ca. 14 dage.

Med hensyn til, om det er lettere eller sværere at aflevere ham nu, så kan man sige, at jo yngre han er, jo mindre bevidst vil han være omkring sin trygge base. Han vil derfor ikke blive så ked af at blive afleveret, hvis han kun er 6 måneder i forhold til, hvis han er 12 måneder gammel. MEN, det betyder ikke, at det er bedre at aflevere sit barn der, og det vil kunne give nogle andre reaktioner. At et yngre barn græder mindre betyder ikke, at det er en mindre belastning for barnet. For små børn er tilknytningen under opbygning, og de har rigtig meget behov for samme kendte personer omkring sig for at kunne føle sig trygge. At yngre børn græder mindre, betyder ikke, at behovet for tryghed er mindre, det er blot et tegn på, at et lille barn ikke kan protestere på samme måde, som et ældre barn.

I en alder af 12 måneder, vil jeres dreng naturligt kunne fortælle jer, at det her er svært -og det er vel egentlig godt, at han kan det? At han kan vise sine følelser er en vigtig del af hans udvikling, af hans tilknytning og trivsel. Når han tør vise sine følelser, så viser han, at han stoler på, at du vil hjælpe ham. Og følelser skal ud for at blive reguleret. Når han får lov til at reagere i dine ...


Annonce

... arme, og du sætter rolige ord på, så spejler han sig i din ro og lærer, at du godt kan håndtere hans følelser. Når noget er svært for ham, når verden er kaos for ham, så er mor helt rolig.

Når dagplejer tager imod ham, trøster og beroliger, så lærer han, at gråd er kommunikation, og at voksne kan hjælpe. Han opbygger stille og roligt tillid til, at dagplejer er en tryg base, og at hun kan hjælpe med til at dæmpe den alarm, som han føler indeni, når hans faste base går på arbejde.

Det kan nogle gange være en god idé med et lille fotoalbum, en bamse, nusseklud eller lignende kobler dagplejens hjem og jeres hjem. Fotoalbum kan indeholde billeder af mor/far, jeres hjem, kæledyr, yndlingslegetøj - og også af dagplejer - og hun kan tale med ham om billederne. Sige korte sætninger som "mor på arbejde, mor henter dig igen" eller lignende, dagplejer kan på den måde betrygge ham i, at I ikke er forsvundet, at I kommer igen og samtidig også anerkende, at han savner jer. Det er helt okay. I kan have en kopi af samme album hjemme, og også hjemme tale om dagplejen og dagplejer, så han mindes om, at det er også et okay sted at være.

En bamse, nusseklud eller lignende, som han altid puttes med og som derfor er genkendelig og tryg er også altid en god idé.

Og så til putning. Jeg synes, at jeres dreng skal tilbydes to lure dagligt. Det er ikke nogen god idé, at dagplejer trækker ham/holder ham vågen i håb om, at han kan få en længere middagslur. Han er for lille. Det vil sandsynligvis ske i løbet af de næste 4-6 måneder i takt med at han bliver ældre, men lige nu hvor han er i gang med indkøring, bør han puttes til to lure. Og selvom han ikke viser tydelige træthedstegn, så er han højst sandsynligt træt. Han har ikke godt af at være vågen fra kl. 13-19 og det er ikke nogen god idé, at han får en lur mellem kl. 15-16 - den vil ødelægge jeres nætter.


Helens bog om børn og opdragelse
LÆS OGSÅ: "Helens bog om børn og opdragelse" - tydelige voksne giver trygge børn

Derfor skal I tale med dagplejer om, at da alt er så nyt for ham, så har han stadig brug for de to afbræk, som dagslurene giver ham. Det fungerer ikke, når eftermiddagen bliver for lang. Og hun skal putte ham, selvom hun umiddelbart ikke synes, at han viser træthedstegn. Det er faktisk vigtigt, fordi det sikrer, at han ikke bliver overtræt, hvilket vil gøre, at dagen naturligt bliver sværere for ham. Søvnen er særligt vigtig netop nu, hvor han skal vænne sig til dagplejen og alt det ny.

Jeg ved ikke, hvad tid I står op om morgenen, men jeg tænker, at hvis han f.eks. vågner ca. 6.30-7.00, så skal hans første lur ligge omkring kl. 9.30 og middagsluren omkring kl. 13.30. Og så kan han blive puttet omkring kl. 19 om aftenen. Hvis han starter dagen allerede kl. 06, så skal hans første lur ligge omkring kl. 09 og anden lur omkring kl. 13. Og står han endnu tidligere op, vil lurene naturligt ligge tidligere (+/- 20-30 minutter)

Det gennemsnitlige søvnbehov ligger mellem 13.5-14 timer i døgnet. Ofte fordelt sådan, at barnet sover 11.5-12 timer om natten og 2-3 timer i løbet af dagen. Det vil sige, at jeg tænker, jeres dreng f.eks. sover nattesøvn fra kl. ca. 19-06.30. Og så sover han f.eks. formiddagslur mellem kl. 9-10 (45-60 minutter) og middagslur mellem kl. 13-15 (1.5-2 timer). Det er vigtigt her at nævne, at han sagtens kan sove lidt mindre eller lidt mere lige nu fordi der sker så meget nyt, og det er naturligvis vigtigt at være fleksible i forhold til hans behov - men to lure har han stadig behov for.

Og ja - det er ikke sikkert, at det passer med dagplejers rytme eller de andre børns nuværende rytme. Hvis de andre børn er ældre og kun sover én lur dagligt, så sover de måske mellem kl. 12-14, men det er jeres dreng for lille til. Og dagplejer skal kunne tage hensyn til dette lige nu. Hvis de andre børn sover fælles, og hun ikke føler, at det kan passes ind med deres søvn, uden at de bliver vækket, så kunne en løsning måske være, at jeres dreng har sin barnevogn med og så kan hun putte ham i barnevognen, så han sover et sted, som han kender og er tryg ved og kan puttes et andet sted end de øvrige børn. Det skulle meget gerne kunne lade sig gøre:)

Jeg håber, at I kan bruge mine tanker lidt videre - og at det også giver lidt ro med på vejen.

Rigtig meget held og lykke med det hele fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

6. oktober 2025 | Diverse | 2 mdr.

Grøn afføring - 10 uger

Hej Helen Vores dreng er nu blevet 10 uger, og han trives umiddelbart rigtig...

Læs hele brevet og Helens svar


27. september 2025 | Diverse | 14 mdr.

Svær og lang indkøring af 1 årig i vuggestue

Kære Helen, Jeg skriver, fordi jeg har brug for gode råd til indkøring i...

Læs hele brevet og Helens svar


20. september 2025 | Diverse | 6 år

Flytteovervejelser og skolestart/skifte

Kære Helen Mig og min kæreste er forældre til en sund og rask dreng på 6...

Læs hele brevet og Helens svar


10. september 2025 | Diverse | 3 år, 6 mdr.

Fridage fra institution

Kære Helen Tak for din inspirerende brevkasse. Det er så dejligt at læse...

Læs hele brevet og Helens svar


9. august 2025 | Diverse | 18 mdr.

Skedeindgang - pige 18 mdr.

Kære helen Jeg har et lidt spøjst spørgsmål. Men forleden da jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Jern - jerntilskud præmatur

Børn, der er født for tidligt, har behov for jerntilskud, da de har mindre depot af jern ved fødslen og større væksthastighed. Jern tilskuddet startes 6 uger efter fødslen:

Fødselsvægt < 1500 gram: Ca 8 mg jern dagligt i 12 måneder
Fødselsvægt > 1500 gram: ca 8 mg jern dagligt til 6 måneder

Børn, som får mere end halvdelen af deres ernæring som modermælkserstatning, skal have ½ dosis jern, dvs. ca. 4 mg hver dag eller 8 mg hver anden dag.

Det...

Læs mere i Babylex

Efterfødselsreaktion

Både mænd og kvinder kan få en efterfødselsreaktion - i Danmark rammes ca. 10-15% af nybagte mødre af en fødselsdepression, og ca. 7% af mændene får en depression i forbindelse med at blive far. Faktisk mener man at tallet for fædre kan være betydeligt højere, måske endda højere end antallet af kvinder der rammes.

Nogle af symptomerne kan være ens for både mænd og kvinder - begge køn kan f.eks. føle skyld, selvbebrejdelse, håbløshed og en følelse af ikke at være en god nok...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og sygdom, som giver dig ro og overblik, når dit barn har det dårligt.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Jeg beder dig om hjælp, for jeg ved ikke hvad jeg ellers skal stille op. Jeg har læst flere af dine råd på nettet og jeg syntes du er hamrende dygtig og har hjertet på rette sted.

Et kæmpe stort TAK fra en fan.

Rikke


Annonce