Annonce

Annonce

Svar: Søvnproblemer og motorisk uro


31. juli 2025

Kategori:
Alder:
5 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Hej med dig

Tak for dit brev - og hvor godt, at du skriver tilbage.

Det lyder som en skøn stor dreng! Men det er naturligvis uholdbart, hvis du får betændelse i håndledene, smerter i hele kroppen, og I skal være to til at lægge hænderne på jeres dreng, for at give ham ro, når han skal sove.

Du skriver, at I laver øvelser mod motorisk uro, men at dette ikke hjælper. Det lyder dog for mig som om, at det er her, I skal sætte ind. Når jeg læser din beskrivelse, så får jeg indtryk af en dreng, der har et ekstra stort behov for sansestimulation. Det kan give stor motorisk uro, og det kan gøre det svært at sove.

Det er helt normalt, at børn har behov for sansestimulering, og alle børn søger naturligt at få input gennem kroppen og sanserne for at mærke sig selv og skabe indre ro. Og hos de mindste børn handler det især om følgende 3 sanser:

1) Den proprioceptive sans (led- og muskel-ledsansen): Her søger han tryk, tyngde, bevægelse og modstand.

2) Den vestibulære sans (balancesansen): Her søger han gyngen, vuggen, rulning, bevægelse i rummet.

3) Den taktile sans (berøringssansen): Her søger han at røre, gnide, pille, mase.

Når han er sansesøgende, så vil det f.eks. komme til udtryk ved, at han:

- Konstant er i bevægelse - arme og ben er hele tiden i gang, han vrider sig, skubber sig op imod ting.

- Hele tiden virker urolig - også selvom han egentlig 'ligger stille', så bevæger kroppen sig. Det er som om, at det føles ubehageligt for ham, hvis kroppen ikke får input.

- Bruger stor kraft - han sparker, maser, trækker og rykker i ting omkring sig.

- Søger tryk og tyngde - f.eks. virker en tyngdedyne kortvarigt, men ikke tilstrækkeligt.

- Har en kropslig rastløshed - han kan ikke finde ro. Han vender sig, kravler op, trækker sit tæppe af osv.

- Sover afbrudt eller har svært ved at falde i søvn, da han skal "arbejde sig igennem" sit sansebehov først.

Og det er netop det sidste punkt - at arbejde ham igennem sansebehovet før han skal sove, som er vigtigt. Han skal have mættet sin krop, mættet sit sansesystem. I skal altså med øvelser give ham en rolig kropsfornemmelse, så han kan lande i sin krop og på den måde forhåbentlig finde mere ro ved sengetid.

Eksempler på øvelser, som I kan lave, kunne f.eks. være:

1. Proprioceptive sans (led- og muskeltryk) - "den beroligende sans", som er den vigtigste i forhold til søvn og regulering:

- Tung kropskontakt: Kram, tryk med hænderne ned langs kroppen som en "massage", hvor han f.eks. ligger på et tæppe.

- Bæreleg: Hvor han bæres i en bæresele, gerne med tæt kropskontakt og bevægelse. Jeg er med på, at han er en stor dreng, så det er vigtigt, at selen kan klare hans kropsvægt, at han sidder anatomisk korrekt, og så du/far rent fysisk kan bære ham uden at få ondt i ryggen.

- Trilleleg: Hvor han trilles rundt på en madras på gulvet, en yogamåtte, eller hvad I nu har. Trilles fra både mave til side, til ryggen, til siden, tilbage til maven osv.

- Modstandslege: Lad ham skubbe med sine fødder mod en fast flade, f.eks. jeres hænder, så han oplever modstanden her.

- Ligge på pilatesbold: Hvor I ruller ham frem og tilbage. Naturligvis holder godt fast i ham.

Disse øvelser må gerne laves flere gange i løbet af dagen. Gerne 20-45 minutter før det er sovetid.

2. Vestibulærsans (balance og bevægelse)

- Gyngen, vuggen, trillen: I armene, i barnevognen eller f.eks. på en pilatesbold
- Flyveture: Hold ham på maven og lad ham "flyve" i jeres arme eller fra den ene til den anden af jer.
- Vende ham fra side til side i slyngevugge, i sengen. Langsomme bevægelser.
- Snurre ham forsigtigt rundt, danse med ham eller bruge en snurre, en tummelumsk eller lignende (til nyfødte/børn fra 0 år).

MEN vigtigt - stop, hvis han bliver overgearet eller I fornemmer, at han får ekstra svært ved at regulere sig selv bagefter.

3. Taktil sans (berøring)

- Børsteleg: Brug en blød børste eller en klud til at stimulere hans hud - især på arme, ben og ryg.

- Kropsleg: Leg med tekstiler, klude, skind, bolde, fjer osv. på huden.

- Bad med variation: Lidt lunere vand, lidt køligere vand, forskellige legeting, vaskeklud på kroppen, skum i vandet osv.

- Giv ham stadig masser af hud mod hud, også selvom han er større end gennemsnittet.

Det vil være en rigtig god idé, at I kontakter en fysioterapeut med speciale i børn og motorisk uro/sanseintegration - da han eller hun kan give jer mange flere konkrete råd i forhold til lige netop jeres dreng, og hvad han har behov for.

Derudover, så er det naturligvis vigtigt, at I tænker på jer selv. Det betyder, at I skal minimere løft. Mor må sætte sig med ham på gulvet i stedet for at have ham på arm - hvor det er muligt :) Brug også bæresele, ammepude osv. så du sørger for at have god støtte, når du sidder med ham eller bærer rundt på ...


Annonce

... ham. Og del også opgaverne imellem jer, så I ikke begge er på ham hele tiden. Overvej om han ikke kan lære at finde ro uden at skulle have fire hænder på sig...:)

Jeg vil også lige skrive, at det naturligvis er vigtigt, at I giver ham sele på i barnevognen. Det er særligt vigtigt nu, hvor han er så mobil og har så stor motorisk uro. Så der er et sikkerhedsmæssigt aspekt her, I er nødt til at tage hensyn til.

Derudover, så tænker jeg faktisk, at en barnevognsele kan være med til at give ham en afgrænsning og en tryghed. I skriver, at han lige nu ofte kravler helt op i hovedenden af barnevognen hvor han ligger fuldstændig sammenkrøllet. Det vil barnevognselen være med til at forhindre.

Det kan godt være, at han i begyndelsen vil protestere, men jeg tænker umiddelbart, at en barnevognsele kan være med til at forebygge overstimulation. Hvis han ikke hele tiden føler, at han skal kæmpe eller sparke sig fri, fordi selen naturligt holder ham tilbage, så vil han lettere kunne falde til ro.

Med hensyn til jeres dagsrytme, så kan jeg godt høre, at I virkelig gør jer mange bestræbelser på at imødekomme jeres dreng og hans behov:)

Jeg tænker umiddelbart, at når han er begyndt kun at sove ca. 40 minutter ad gangen, så er det sandsynligvis, fordi han her har sovet én søvncyklus og derefter vågner. Han sover mange lure (4 lure dagligt) - men hans søvn bliver ikke rigtigt dyb nok og derfor heller ikke så restituerende, som man kunne ønske sig. Og så har han jo rigtigt svært ved at falde i søvn, selvom I forsøger jer med faste rammer og tryghed.

Jeg tænker umiddelbart, at I skal forsøge ovenstående råd med sansestimulering og derudover måske prøve at rykke lidt på tidspunkterne. Du fortæller, at han nu får skemad to gange dagligt og derudover flaske, så jeg har forsøgt at lave planen, så der også er plads til dette. Derudover fortæller du, at han skal udredes for refluks, så selvom jeg normalt ville anbefale flaske lige før putning, så har jeg her forsøgt at lave en plan, hvor der er mulighed for at skabe lidt tid mellem flaske og søvn.

Mit forslag ser således ud:

Kl. 07.00: Vågner, og I står op. Dagen begynder altid ved dette tidspunkt. Og han tilbydes sin morgenflaske.

Kl. 7.45-8.15: Sansestimulation: Trille, tryk, ligge på en pilatesbold, være i bæresele. Giv kroppen "et morgenkram" med aktivitet.

Kl. 8.45-9.00: Ren ble, sut, nusseklud, kanin, forberedes til lur. Fast rutine, dæmpet lys og lyd.

Kl. 9.00-10.00: Puttes til første lur. Målet er, at han skal sove en time. Brug sele i barnevogn og hjælp ham med fysisk ro med selen, hænder, sovepose.. hvad der nu er muligt i forhold til vejr og vind...

Kl. 10-11.30: Leg, tumle, flaske. Hold ham vågen og aktiv med masser af kontakt.

Kl. 11.30: Frokost (skemad), vand af kop. Roligt tempo.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Tiden inden anden lur forlænges lidt, han må her gerne være vågen i ca. 2.5 time, fra han er vågnet af første lur.

12.00-12.30: Rolig leg og sansestimulation (dybe tryk, ligge hen over en pilatesbold osv.) Hjælpe hans krop med at finde ro før næste lur.

12.30-12.45: Flaske, ren ble og putning. Fast og forudsigelig overgang.

12.45-14.00: Sover middagslur. Målet er igen gerne, at han sover en time. Undgå for meget overstimulation lige før lur. Og put ham igen med sele i barnevognen eller i tyngdepose eller lignende, hvis han sover indendøre.

14.00-15.30: Leg, tumle, aktiv vågentid med plads til bevægelse.

15.30-16.00/16.15: Dagens 3. lur, som godt kan være en kort powernap eller lidt mere. Måske sover han her 30-40 minutter.

16.00/16.15-17.00: Leg, og aktivitet. Får evt. en flaske her. Undgå overstimulation.

17.00: Aftensmad (skemad) og vand af kop. Skab ro omkring måltidet.

17.30-18.00: Bad, rolig leg, sansestimulation. Dybe tryk, massage, berøring. Forbered hans krop på søvn.

18.30-18.45: Flaske, ble, nussekanin og fast putterutine, ikke for meget lys, roligt tempo.

19.00: Sovetid...

Sen aften eller først på natten 22-01: Drømmeflaske og sover videre.

Som I kan se af denne dagsplan, vil jeg foreslå, at I forsøger at gå fra 4 til 3 lure. Det skal I gøre ved at forlænge vågentiden mellem 1. og 2. lur, så han er vågen i ca. 2.5 time ad gangen her. Det betyder også, at den 3. lur kommer til at ligge lidt senere. Til gengæld vil hans puttetidspunkt blive rykket frem, så han sover allerede omkring kl. 19. Tidspunktet for putning vil dog naturligt variere alt efter, hvor lang dagens 3. lur er, og hvornår han står op fra den.

Planen er noget mere deltaljeret med tidspunkter, aktiviteter osv. end jeg plejer at gøre det, og det er ikke meningen, at den skal følges på en "rigid" måde. Men jeg håber, at det kan give jer lidt mere overblik over, hvordan jeg tænker, at en dag kan skrues sammen for jer nu:)

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Pas på din babys sarte hud

Sådan undgår du unødig kemi på puslepladsen
Som forælder vil man altid gøre det bedste for sit barn – også når det kommer til pleje af den særligt sarte babyhud. Men det kan være forvirrende og svært at finde rundt i, hvad der er sundt for huden og sikkert at bruge. Ved at vælge produkter, ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

17. august 2025 | Sovevaner | 2 mdr.

Baby og søvn - 8 uger

Hej, Vi er førstegangsforældre til en pige på ca. 8 uger og kæmper med...

Læs hele brevet og Helens svar


7. august 2025 | Sovevaner | 15 mdr.

Vågner mellem 4-5 og vil kun sove videre hos mor og far

Hej Helen Min kæreste og jeg har en dejlig søn - navngiver ham her V - på 15...

Læs hele brevet og Helens svar


3. august 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Mad og søvn - 10 mdr. dreng

Hej Helen Jeg har lidt spørgsmål ift mad inden sengetid. Min søn på...

Læs hele brevet og Helens svar


26. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.

Råd til sikker søvn

Kære Helen Jeg er førstegangsforælder og mor til en dejlig dreng på fem...

Læs hele brevet og Helens svar


7. juli 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Søvn - terroristen

Kære Helen. Vi har haft - og har fortsat store udfordringer med vores...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Bæresele

En bæresele giver barn og forældre mulighed for at være tæt sammen, hvilket er ideelt især de første måneder, hvor barnet har brug for tæt kontakt og man også gerne vil have hænderne fri til at lave praktiske ting en gang imellem.

I starten bruges selen kun kortvarigt. Et barn har brug for afveksling, nogle gange vil det have ro og være i fred, andre gange har det behov for varme og nær kropskontakt.

Indtil barnet kan holde hovedet selv, er det vigtigt, at...

Læs mere i Babylex

Bøvse

Når babyer spiser, sluger de ofte en masse luft. Derfor har mange brug for at bøvse efter et måltid.

Den nemmeste måde at dit barn kan komme af med luften på er hvis du lægger barnet op mod skulderen og klapper eller stryger forsigtigt på ryggen. Hold barnet så højt, at barnets arme bliver løftet, så har luften lettere ved at komme ud.

Du kan også sidde med barnet foran dig på dit skød eller lægge barnet på din underarm og gå lidt rundt.

Spædbørn...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om amning og flaske, hjæper dig med at få et mæt og tilfreds barn.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Tusinde tak for dit svar på mit sidste brev vedrørende min dreng. Det varmede at blive mødt med forståelse og indsigt – i forhold til lige netop den problematik vi var i på daværende tidspunkt.

Venlig hilsen
Mor til dreng på 3 år


Annonce