Svar: Fortvivlet situation
Kære forældre
Stort tillykke med den lille pige - og tak for jeres brev:)
Det lyder som om, at I bliver fulgt af både sundhedsplejerske og egen læge, og det er rigtig godt. Det er naturligvis vigtigt at sikre sig, at jeres lille pige spiser nok, tager på og vokser som hun skal - så det er super godt, at I er opmærksomme, og at I reagerer:)
Det er altid svært at vurdere præcist, hvor meget en baby får ved brystet. Især når amningerne trækker ud, og lillepigen falder i søvn. Og generelt skal man heller ikke sætte tid på en amning, men lade barnet styre dette selv. Når det så er sagt, så er det dog godt, hvis jeres datter kan starte med at die hos mor, og derefter få sit supplement - uden at det bliver til to måltider. Det handler både om at bevare måltidsrytmen, men også om at støtte mors mælkeproduktion. Hvis der går for lang tid mellem amningen og det efterfølgende supplement (fordi jeres datter falder i søvn), så er der naturligt en risiko for, at lillepigen bliver så mæt at sit supplement, at hun ikke er sulten nok ved næste amning. Supplementet skal derfor fungere som en ekstra fylde ovenpå amningen.
Jeg vil derfor sige, at hvis jeres datter kan spise effektivt i f.eks. 10 minutter og derefter falder i søvn, så vil jeg anbefale, at I giver hende supplement der. På den måde bliver hun mættet godt af, kan sove et lidt længere søvnstræk og er så klar til at spise igen. Og supplementet skal netop være med til at give hende energi til at spise, når det igen er spisetid - præcis, som I skriver, at I også håbede, at det ville :) Der er altså ikke nogen grund til at sidde med hende ved brystet i lang tid, hvor hun mere eller mindre bare sover og ligger med brystet i munden. Sagt på en anden måde, så skal supplementet undersøgte amningen og ikke konkurrere med den.
Jeg ved ikke, hvordan I giver jeres datter supplement. Måske får hun det på sprøjte eller på en flaske - og I skal naturligvis gøre det, som jeres sundhedsplejerske og læge har anbefalet jer. Jeg vil dog lige nævne, at I f.eks. kan købe et Medela ammesystem. Det består af en flaske og en tynd slange, som hæftes på brystet. Når jeres datter ligger ved mors bryst og dier, vil hun samtidig med, at hun dier, få mælk fra flasken. På den måde kan hun få hele sit måltid på en gang. Det kan således også gøre, at måltidet ikke trækker unødigt langt ud. Dette system fungerer dog ikke sammen med ammebrikken:)
I skriver, at jeres datter tilbydes udmalket modermælk. Det er super godt, hvis mor har overskud til også at malke ud. Det er vigtigt at stimulere og malke ud, når jeres datter ikke har kræfter til at die tilstrækkeligt ved brystet, og I gerne vil holde mælkeproduktionen ved lige. Det kan være en god idé at malke ud lige efter amning, hvis jeres datter ikke har kunnet tømme brystet helt. Eller det kan være mellem to amninger, for på den måde at stimulere til mere mælk. Jo hyppigere amning/udmalkning, jo mere mælk produceres.
Det kan også være en god idé at dobbeltudmalke - altså sætte en brystpumpe på begge bryster samtidig. Det sparer tid, men det sender også et signal til kroppen om, at der er behov for mere mælk, fordi kroppen tror, at mor f.eks. har født tvillinger. Når det så er sagt, så er det dog også vigtigt, at mor ikke overproducerer, for hvis brysterne ofte er overfyldte, så nedsættes mælkeproduktionen også.
Og så til jeres egentlige spørgsmål:
Ad 1) Kan hun få for meget tilskud. Det kan være rigtigt svært at finde balancen mellem hvor meget tilskud, der skal gives, og hvornår det påvirker mors mælkeproduktion. Det er naturligvis vigtigt, at jeres datter får mælk nok, og generelt er det en god idé at øge med små mængder ad gangen f.eks. fra 50 ml til 60 ml. Og så skal I naturligvis observere hendes trivsel og afføring.
Det er korrekt, at manglende afføring godt kan være tegn på, at hun får for meget mælk, så hun har svært ved at fordøje det eller får forstoppelse. Manglende afføring kan dog også være tegn på, at hun optager al næringen fra mælken, så der ikke er så meget tilbage, der kan komme ud som afføring. Det afhænger også lidt af, hvorvidt hun har fået mest modermælk eller modermælkserstatning.
Umiddelbart lyder 60 ml ikke af for meget. Da hun vejer ca. 3800 gram, så vil hendes udregnede døgnbehov være ca. 640 gram. Fordelt på ca. 8 måltider svarer dette til ca. 80 ml per måltid. Et tilskud på 60 ml betyder så naturligvis, at hun får en ret stor mængde mælk som tilskud og mindre via brystet - når det er sagt, så er det dog også noget nemmere for hende at spise tilskuddet, og derfor kan hun godt ende med at blive så mæt af sit tilskud, at hun ikke spiser nok ved brystet.
Men - tilskud lyder til at være en rigtig god idé. Det kan give hende et energiboost, så hun begynder at ...
... tage på i vægt og får flere kræfter, så hun kan die mere effektivt senere. Hvis hun er meget træt og ofte falder i søvn, så kan supplement sikre hende energi til at vågne og begynde at spise bedre næste gang. Jeg tænker derfor umiddelbart, at det lyder fint, hvis I tilbyder hende f.eks. 50-60 ml supplement nu, og når hun så begynder at tage på og få mere energi, så kan I reducere mængden lidt igen, fortsat lade hende amme, og så observere om hun stadig tager på.
Ad 2) Vægtøgning. I fortæller, at jeres datter har taget ca. 400 gram på over 6 uger. Det betyder, at hun i gennemsnit har taget ca. 67 gram på om ugen den første måned. Den sidste uge, har hun dog taget 90 gram på, hvilket jo er et skridt i den rigtige retning, men det er desværre stadig i den lave ende.
Det anbefales, at hun tager mellem 150-200 gram på om ugen, så længe hun ikke er ældre, end hun er. Det er derfor vigtigt, at I følger den plan, som er lagt af sundhedsplejerske eller læge - med amning og supplement hver gang, så I er sikre på, at hun får mælk nok. Jeg går ud fra, at I har aftalt yderligere kontrol af vægt om en uge, så hun kan øges i supplement, hvis hun stadig ikke tager nok på.
I skal derudover også se på, hvordan hun trives. Hvis hun er vågen, glad, har god hudfarve og har tilstrækkeligt med våde bleer og afføring, så er det gode tegn. Hendes urin må ikke være gul, den skal være klar, og hun må ikke virke sløv. Hun skal reagere på skiftning, på at komme i bad osv.
Ad 3) Skal I vække hende eller lade hende sove. I skal vække hende. Det kan være fristende at lade hende sove, hvis hun virker til at sove tungt, men det er vigtigt, at hun får nok næring. Da vægten lige nu ikke stiger som ønsket, bør hun vækkes og tilbydes mælk ca. hver 3. time - også om natten. Timer tælles fra et måltid starter, og til det næste måltid begynder. Det vil sige, at hvis hun er begyndt at die kl. 12, så skal hendes næste måltid helst begynde kl. 15.
Det er derfor, det også er vigtigt, at måltiderne ikke trækker unødigt ud. Hvis et måltid pludselig tager 45 minutter, så er I jo allerede næsten en time bagud. I har naturligvis en pointe i, at hvis hun får lov til at sove lidt længere ad gangen, så vil hun naturligt også kunne vågne mere aktivt og mere sulten, og så hun faktisk vil kunne spise bedre. MEN umiddelbart tænker jeg, at hun er for lille til dette. I skriver, at når først hun sover, så kan hun godt sove igennem uden at melde sig, og det er en helt reelt bekymring, at hun så ikke får mælk nok og taber sig for meget.
Hvis hun sover i længere tid uden at spise, så vil hun bruge mere energi, end hun har fået tilført. Hun vil også kunne vågne op med mindre appetit, fordi hendes krop begynder at spare på energien, og det kan føre til kortere og mindre effektive måltider. Derfor er det ret vigtigt, at I vækker hende og forsøger at holde hende i gang, så I er sikre på, at hun hele tiden får mælk nok og dermed energi nok - og netop energi nok til at melde sig og spise mere effektivt. Derfor bør hun vækkes hver 3. time, så længe hun ikke tager på som forventet.
I kan vække hende ved at tage hende op og lægge hende på puslebordet, tage bleen af hende osv. I kan også lægge hende mod mors bare bryst, så hun kan dufte mor og mors mælk, mærke varmen og derfor måske begynde at vågne og søge mod brystet. Nus hendes kinder, hårbunden og under fødderne for at vække hende og holde hende lidt i gang. Og hvis hun falder i søvn ved det ene bryst, så tag hende fra og læg hende til modsatte side for at se, om ikke det kan stimulere hende til at spise lidt mere.
Jeres datter skal have mælk nok for at kunne vågne op og spise effektivt. Det er en ond cirkel, når baby ikke får mælk nok, for så bliver hun mere træt, amningen bliver ineffektiv, og så får hun endnu mindre mælk. Derfor er det vigtigt, at hun får masser af mælk og dermed mere energi, så hun har kræfter til at spise effektivt og derved producerer mor også mere mælk til hende.
Lige nu tænker jeg altså, at hun skal have mælk ca. hver 3 time. Det er vigtigt, at hun får sit supplement og derudover så er det super godt, hvis mor kan stimulere ekstra og malke ud med en brystpumpe. Udmalkning sender et signal til mors krop om, at der er behov for mere mælk, og jo mere brystet stimuleres og tømmes, jo mere mælk vil mor producere. Når mors produktion af mælk er høj, vil det naturligvis blive nemmere at trappe ned i supplement senere, og i takt med at jeres datter spiser mere og bliver stærkere, vil hun naturligt kunne die bedre og mere effektivt hos mor, hvor der så naturligt vil være mælk til hende:)
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker videre - og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie fortsat - stort knus herfra:)
Rigtig meget held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
16. marts 2025 | Amning | 6 mdr.
Kære Helen, Først skal lyde et kæmpe TAK for dine råd og din vejledning ift....
24. februar 2025 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Min søn har nu faktisk hele sin levetid været vågen plus 10 gange...
29. december 2024 | Amning | 7 mdr.
Smertefuld amning grundet tænder - del 2
Hej Helen Mange tak for dit lange og uddybende svar til min udfordring...
28. december 2024 | Amning | 7 mdr.
Smertefuld amning grundet tænder
Kære Helen Jeg er mildest talt frustreret og ulykkelig over at føle mig...
Viden om børn:
Barneseng
Når man skal vælge seng til sit barn er der visse ting, man kan gå efter. Noget af det vigtigste er at sengen er sikkerhedsmæssigt i orden.
Forbrugerrådet tester jævnligt de børnesenge som er på markedet og her ser man bl.a. på at sengen skal kunne tåle at blive slået, banket på og hevet i. Sengene bliver tjekket for at barnet ikke kan få fingrene i klemme og at tremmeafstanden er korrekt, så barnet ikke kan komme i klemme med sit hoved og sidde fast i sengen.
Den...
Udstyr til nyfødt - tjekliste
Når du er gravid og første gang besøger en babyudstyrsforretning, så kan du blive helt svimmel over alt det udstyr du kan købe. Tænk fremad når du skal vælge - meget babyudstyr er dyrt og bruges kun i kort tid. Derfor kan visse ting med fordel købes brugt, eller måske kan I låne eller arve. Det kan godt betale sig.
En tjekliste over babyudstyr, som kan være godt have have klar før fødslen:
- Autostol - nødvendigt, hvis I skal fragte baby i bil fra sygehuset og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.