Svar: Har vi sprunget seperationsangsten over?

---

Hej med dig

Tak for dit brev, din fine og ærlige beskrivelse omkring jeres datter og alle dine tanker. Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig:)

Du begynder dit brev med at fortælle, at jeres datter efter fødslen blev lagt hos sin far for at få ekstra mælk. Jeg kan ikke forestille mig, at dette skulle have en negativ påvirkning på tilknytningen, tværtimod. Tilknytning er ikke noget som opstår i et kort øjeblik. Tilknytning opbygges over tid via den måde, I er sammen på og den omsorg, I giver jeres datter. Og dit bevidste fokus på hud-mod-hud kontakt og nærvær har helt sikkert været med til at styrke jeres bånd.

Du fortæller også, at jeres datter begyndte at gå i en alder af kun 8 måneder. Det er meget tidligt, og det viser, at hun er fysisk meget aktiv. Der er ingen tvivl om, at dette naturligt har gjort hende mere udforskende og mindre fysisk afhængig af jer forældre. Det betyder dog ikke, at hun ikke er tilknyttet. Mange børn, især dem der har en aktiv og nysgerrig personlighed, viser tryghed ved netop at udforske omgivelserne og vende tilbage til forældrene efter behov. Og du fortæller netop, at hun altid har været opmærksom på dig. Dette ser jeg som et udtryk for, at hun netop ved, hvor hendes base er, når hun udforsker verden omkring sig.

At hun på legepladsen gerne vandrer af sted, når noget fanger hendes opmærksomhed, og at hun gerne udforsker og observerer andre børn og forældre, tænker jeg kan være tegn på, at hun måske har en åben og social personlighed. At hun ikke viser separationsangst på nuværende tidspunkt kan sagtens være, fordi hun er tryg og har tillid til, at du altid er tilgængelig for hende - og det lyder det jo som om, at du virkelig er.

Der er også børn, som ikke viser tydelige tegn på separationsangst i denne alder. De virker mere uafhængige, og man oplever ikke de gængse reaktioner med, at de pludselig græder, når mor eller far forlader rummet, går på toilettet og lignende. Hos jer kan det som sagt sagtens hænge sammen med, at jeres datter er begyndt at gå så tidligt. Det nedsætter naturligt behovet for konstant at være i favn eller kunne se jer. Når man er så tidligt i gang som jeres datter, så er det helt naturligt, at du får en følelse af, at hun er mindre afhængig af dig.

Det er også meget muligt, at hendes separationsangst vil vise sig senere, måske på et tidspunkt mellem 12-18 måneders alderen. I denne alder bliver hun mere bevidst om, at mor og far kan være væk, og at I ikke nødvendigvis er tilgængelige ...

---

---

... hele tiden. Man ser ofte børn vise tegn på separationsangst her, også selv om de tidligere har virket mere uafhængige. Hvis hun f.eks. starter i institution på dette tidspunkt, så kan det også være med til at udløse lidt separationsangst. Det kan derfor godt være, at hun på det tidspunkt måske vil begynde at vise øget behov for nærvær, når I går, og måske vil græde eller protestere mod at blive afleveret. Det må tiden vise...

Børn er som bekendt forskellige. De har forskellig personlighed og forskelligt temperament. Og nogle børn viser ikke særlig meget separationsangst, hvor andre er langt mere klyngende og søger ekstra tryghed. At jeres datter ikke viser tegn på separationsangst lige nu lyder for mig til at være indenfor normalen, især når hun så tidligt er begyndt at gå og motorisk er så aktiv, som du beskriver.

Når jeg læser dit brev, så får jeg indtryk af, at du er meget opmærksom, og at du gør, hvad du kan for at være tilgængelig for jeres datter - og det lyder som om, at det virker.

---

---

Sørg for at blive ved med at skabe denne tryghed og respekter hendes naturlige udvikling. Det er vigtigt ikke at "fremprovokere" separationsangst ved f.eks. at forlade hende pludseligt og uden at sige farvel, eller overbeskytte hende, så hun ikke får lov til at udforske på egen hånd. I stedet skal du blive ved med at gøre det, som fungerer godt, nemlig være tilgængelig. Nogle gange har hun blot brug for at kunne tjekke tilbage til dig med et blik, og på den måde blive bekræftet i, at du er der, og alt er okay - og så udforsker hun verden igen. Andre gange har hun måske brug for et kort kram, og så er hun videre på vej.

Du må naturligvis også gerne bruge lidt tid sammen med hende, hvor I har fysisk nærvær. Du fortæller, at hun aldrig rigtigt har puttet, men det kunne være en god idé at lave små hyggestunder med hende f.eks. om aftenen efter bad. Her kan hun blive frotteret godt med håndklædet, blive smurt med lidt creme, få lidt massage osv. Mon ikke du gør det allerede, du har i hvert fald tidligere fortalt, at I laver trykmassage og sanselege, og det er super godt. Måske kan I gøre det til en fast rutine i hverdagen.

Jeg tænker, at det vil kunne være med til at give lidt af det fysiske nærvær, som du savner. Og samtidig kan det være beroligende efter en aktiv dag, så lillepigen hjælpes med at geare ned og finde ro, når hun skal sove.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, og at det også giver lidt ro med på vejen - rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---