Brev:

Har vi sprunget seperationsangsten over?

Kære Helen.

Kort efter fødslen blev vores datter lagt hos far for at få ekstra mælk. Det første jeg spurgte om, var om det ville påvirke tilknytningen at hun blev fjernet fra mig. Med andre ord har jeg haft fokus på tilknytning og en stærk kontakt helt fra fødslen.

Jeg har fra hun var spæd været meget opmærksom på hud mod hud, øjenkontakt, amning, trykmassage og alt der styrker kontakten mellem os.

Som månederne er gået, er det hurtigt gået op for mig, at vi har en kanonkugle af en baby, der bare vil frem i livet. Ikke en puttebaby der gider ligge og nusse. Hun er motorisk fremme i skoene, tog sine to første skridt på hendes 8 måneders dag og gik 14 dage senere. Så hun har fra tidlig alder rent fysisk bevæget sig væk fra os. Hun er generelt bare nysgerrig og smiler til alle der passerer hende.

Hun har altid haft svært ved at finde ro og hænger aldrig bare på os.
Hun har altid kunne holdes af alle og jeg har altid bare kunne sætte hende fra mig når vi har været ude. Når vi er på legeplads, kan hun snildt vandre efter det der fanger hendes opmærksomhed og udforske og observere børn, forældre og legepladsen.

Hun har altid været ...

... meget opmærksom på mig, men når vi er ude er hun ekstremt opmærksom på alt og alle omkring hende, og jeg føler lidt en distance til hende. Måske fordi jeg har en forestilling om, hvordan mor-barn kontakten “bør” være når vi f.eks er ude.

Jeg ved at vores datter er glad, har tillid og bare trives i de fleste omgivelser. Men jeg har brugt timer på at bekymre mig om det er en sund udvikling og om vi har skulle ændre på noget eller være opmærksomme.

Jeg ved at seperationsangst er en vigtig og naturlig del af udviklingen, og et sundhedstegn på tilknytningen til omsorgspersonerne. Men oplever på ingen måde dette. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har en sund og stærk kontakt, men jeg savner til tider bare at mærke, at hun søger sin mor og at det kun er mor der dur. Som jo bare er normalt.

Hun har selvfølgelig også pylredage, hvor hun helst vil sidde på armen derhjemme og jeg er begyndt at gøre meget brug at bæreselen. Måske også lidt for min egen skyld.
Men. Kan jeg gøre noget? Eller skal jeg være opmærksom på noget eller bare acceptere at hendes nysgerrighed og tillid til livet er en del af vores datters personlighed?

Med venlig hilsen

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

16. maj 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Lure i dagplejen

Hej Helen, Min søde datter er startet i dagpleje her d 1 maj. Indkøringen er...

Læs hele brevet og Helens svar

14. maj 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Svær søvnmangel pga mange opvågninger

Kære Helen Min datter er netop blevet 10 måneder og jeg skriver til dig for...

Læs hele brevet og Helens svar

29. april 2025 | Diverse | 10 mdr.

Indkøring af hjemmepasser

Kære Helen. Tak for dit sidste svar angående mad. Jeg synes, at det går...

Læs hele brevet og Helens svar

10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Mor kan ikke putte - 10 mdr.

Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...

Læs hele brevet og Helens svar

9. april 2025 | Sovevaner | 9 mdr.

Mælk flere gange hver nat

Hej Helen. Tak for et godt forum med mange gode input. Vi har en datter,...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: