Svar: Reaktion på at være blevet storesøster

---

Kære K

Tak for dit brev, det er super godt, at du skriver tilbage - og tak fordi du deler så ærligt og detaljeret. Den pige, du beskriver, ser jeg som en lille pige, der naturligt søger kontakt, elsker meget - og som samtidig er helt overvældet af situationen.

Med elsker meget, så mener jeg, elsker sin lillesøster. Hun vil rigtig gerne være tæt på hende, hun vil rigtig gerne hjælpe hende (og dig), hun vil rigtig gerne lege med hende osv. Og det skal helst være nu, med det samme. Og når det så ikke kan lade sig gøre, fordi lillesøster er for lille, eller fordi du naturligt forhindrer det, så lillesøster ikke kommer til skade, så bliver storesøster rigtigt ked af det.

Storesøster vil så gerne lege, røre, kramme og være med i det hele - og i en alder af kun 22 måneder, så forstår hun ikke, at lillesøster er for lille og ikke kan tåle for voldsomme kærtegn. I denne alder er storesøster i følelsernes vold. Hun handler ud fra følelser og ikke med fornuft. Og når du stopper hende, så reagerer hun fysisk - hun slår dig, bider dig, eller banker hovedet ned i gulvet. Hun har ikke ord, som hun kan bruge - hun kan ikke sige "jeg vil bare være med, jeg vil også være din baby", eller "jeg vil gerne gøre det rigtige, men jeg ved ikke, hvad det er", eller "jeg elsker både mor og lillesøster, men jeg føler mig udenfor".

Jeg ved, at du gør alt det rigtige. Jeg ved, at du lytter til storesøster, forsøger at sætte ord på, anerkender at hun synes, det er svært, at du forsøger at inddrage hende og vise hende, at der stadig er masser af kærlighed og plads til hende - og derfor kan det føles urimeligt og opslidende, når hun alligevel reagerer med at slå og bide. Jeg tænker, at du skal prøve at se det som en kærlighedserklæring fra storesøster - at jo mere tryghed og kærlighed hun mærker fra dig, jo mere tør hun vise sine følelser, jo mere tør hun vise, hvor svært det hele er for hende. Og netop fordi du er der for hende og reagerer, som du gør, så viser du hende, at du kan rumme hende - også når hun ikke kan rumme sig selv.

Du gør det helt rigtige, når du tager hende op, får ro på og siger “du blev vred, jeg er lige her, og jeg passer på dig”. Det du siger er, at storesøster godt må have de følelser, som hun har. At du ikke forlader hende, men bliver hos hende, selv når det er svært. Og at du stadig elsker hende. Det er så fint, og det vil stille og roligt være med til at give storesøster en følelsesmæssig robusthed, og en helt grundlæggende følelse af, at du er hendes sikre base, og at hun altid kan komme til dig, hvis hun har det svært.

Du fortæller, at du er meget bekymret, når storesøster ikke slår med hånden, men i stedet henter noget legetøj og slår med dette. Det forstår jeg godt, for det kan naturligvis godt se bevidst ud, men i virkeligheden er det nok en blanding af impuls og frustration - og at hendes hjerne ...

---

---

... stadig er meget umoden og har svært ved at håndtere følelser. Jeg er ret overbevist om, at hun ikke gør det for at gøre skade.

Hvis jeg skal prøve at sammenligne det med noget, så kunne det f.eks. være, hvis en voksen smækker med døren i stedet for at råbe, sparke eller slå. Det gør en voksen naturligvis, fordi vi har en vis grad af selvkontrol, og det er en mindre skadelig måde at udtrykke vrede på - og den selvkontrol har jeres datter ikke. Hun bliver sin vrede, og hun reagerer med kroppen og ikke med overvejelser.

Når hun slår med et stykke legetøj, er det ikke, fordi hun har tænkt, at det er bedre end at slå med hånden, men fordi det er hendes måde at handle på en overvældende følelse. Lidt ligesom, når vi smækker med døren. Det er ikke ondt, det er ikke beregnende, det er mere en kropslig udvej for en følelse, som vi ikke rigtigt kan sætte ord på, endnu. Jeg håber, at du kan se, hvad jeg mener med denne sammenligning...:)

At hun pludselig græder, når hun afleveres i vuggestuen, er sandsynligvis fordi det er lidt svært indeni lige nu. Hendes fornemmelse af "at høre til" og "at have mor og far for sig selv", er naturligt blevet udfordret, fordi lillesøster er komme til. Og afleveringen er netop det sted, hvor dette mærkes fysisk - I går rent fysisk fra hinanden. Pludselig føles det ikke bare som et farvel, men som en stor usikkerhed for hende - og så kommer gråden. Det er rigtig godt, at pædagogerne er søde og tager sig godt af hende, hun er et godt sted.

---

---

Du kan tale med pædagogerne om, hvorvidt de tænker, at hun har brug for en kortere eller længere aflevering. Nogle gange kan det være en fordel, hvis du eller far kan blive der og tage del i hendes verden bare lidt - andre gange er det langt bedre at gøre afleveringen kort. Måske kan I aftale, at hun afleveres i favnen på en pædagog, så du direkte signalerer, at pædagogen passer på hende. Og når du henter hende, så brug lidt 10 minutter på at være sammen igen, så hun mærker, at du er tilbage:)

Jeg tror bestemt ikke, at I har fejlet eller gør noget forkert. I er nu blevet en familie på fire, og I skal hver især finde jeres plads og finde ud af at kærligheden er stor nok mellem jer alle. Det, du oplever, er ikke unormalt. Det er helt naturligt, at storesøster har nogle store følelser i spil: Man taler om sorg, vrede og angst - det er sorgen over, ikke længere at have mor og far for sig selv, det er vreden over at være sat i denne situation og det er angsten for, at I vil elske lillesøster lidt mere, end I elsker hende.

Sorg, vrede og angst er stærke følelser, men når du hjælper storesøster med at forstå og rumme disse følelse, så lærer hun stille og roligt, at hun naturligt stadig er elsket, og at ingen kan tage hendes plads. Det tager blot tid :)

Jeg håber, at mine tanker kan give dig lidt ro med på vejen :) Og sender dig et stort knus herfra.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---