Svar: Gråd i barnevogn - 2 mdr.
Kære K
Tak for dit brev, det er super godt, at du skriver tilbage - jeg vil naturligvis meget gerne uddybe og også besvare dine nye spørgsmål:)
Det er ikke problematisk at give en baby på 11-12 uger en sut. Tværtimod viser forskningen, at brug af sut kan nedsætte risikoen for vuggedød, samt give barnet ro og hjælpe til selvregulering - især i forbindelse med søvn.
Det er rigtigt, at nogle børn bliver meget glade for deres sut, men det er ikke alle børn, der udvikler afhængighed eller behov for at få sutten tilbage i munden igen og igen i løbet af natten. Rigtig mange babyer lærer at sove videre, når sutten falder ud af munden. At give lillesøster en sut, når hun skal sove, tænker jeg derfor vil være en stor hjælp for jer - og så kan I gradvist udfase dette behov, når hun bliver ældre, og hvis det viser sig at blive et problem.
Prøv at bruge sutten, når lillesøster skal sove. Brug den som del af hendes putteritual og giv hende sutten både til lur og til nat. Hvis hun taber sutten undervejs i søvnen og vågner op, når hun går fra et søvnstadie til et andet, så kan sutten hjælpe hende videre.
Prøv at undvære sutten, hvis hun småklynker lidt eller virker lidt utilfreds. Her vil det være godt, at I forsøger at berolige hende med nærhed, hænder, kærtegn, bevægelse, små ord, nynnen, sang osv. Når hun er vågen, og I går rundt med hende, så skal hun ikke have sut i munden.
Det er rigtig godt, at du nu er opmærksom på lillesøsters træthedssignaler og har haft nogle dage, hvor det har fungeret med 3 lure dagligt. Men, det er naturligt super hårdt, når du føler, at du egentlig har knækket koden, og så virker det alligevel ikke! Det er dog meget normalt i denne alder, at dagene kan variere - rigtig mange børn vil omkring 3 måneders alderen blive ekstra opmærksomme på verden, de kan se længere og bliver lettere overstimulerede - og det gør, at deres lunte bliver lidt kortere, de får behov for ekstra nærhed og tæt fysisk kontakt, og de får sværere ved at finde ro på egen hånd.
Hvis lillesøster flere gange har oplevet at være træt hed og ked af det i barnevognen, så kan barnevognen desværre blive et sted, som hun forbinder med ubehag. Derfor lyder det som om, at I skal tage en pause fra barnevognen lige nu. Alternativet kan være en bæresele, hvis du kan bruge en sådan med din ryg. Eller du kan f.eks. lægge dig med hende i dobbeltsengen og lade hende sove ved siden af dig og tæt med dig. I stedet for at du måske tænker, at I lige nu skal "træne søvn", så prøv i stedet at holde fokus på, at det vigtigste lige nu er, at hun finder ro og bliver tryg ved at overgive sig til søvnen igen.
Sørg for at soveværelset er mørkt, lad gerne vinduet stå åbent, før I lægger jer derind, så rummet er køligt (luk vinduet igen, når I skal sove, så I ikke får træk). Snak ikke for meget, brug samme gentagende rutiner f.eks. flaske, sut, ligge tæt med dig, nynne en beroligende sang, hold dine hænder på hendes krop, samle hendes hænder på brystkassen med din hånd, så du på den måde hjælper hende med at holde fysisk sammen på sig selv.
Prøv at holde fast i, at du faktisk har fundet noget, som virker. De to lange lure + en kort lur lyder super godt - og som om, at du faktisk har fundet nøglen. Når det ikke virker hver gang, så er det fordi lillesøster stadig er et spædbarn. Det er helt okay, at nogle dage fungerer bedre end andre dage - og jeg tænker, at hvis du lige nu kan skabe ro og bedre søvn ved ...
... f.eks. at lægge dig med hende i dobbeltsengen, så får hun denne rytme og ro ind i kroppen. Gradvist derefter kan du så begynde at putte hende i barnevognen igen. Den skal bare lidt på afstand lige nu.
Jeg tænker altså, at før lillesøster kan lære nye søvnvaner, så skal hendes krop først lære, hvordan det føles at falde i søvn på en tryg og rolig måde. Når du lægger dig med hende og giver hende kropskontakt, så genopbygger du denne tryghed. Barnevognen er et naturligt næste skridt, men først når lillesøsters indre system er kommet lidt mere i balance igen.
En blid introduktion til barnevognen herfra kunne f.eks. se således ud:
- Brug barnevognen som et hyggested. Det kan være at lægge hende i barnevognen under et stort træ, som hun kan ligge og kikke på, og hvor hun ikke forbinder barnevognen med gråd, men blot skal prøve at ligge der og finde ud af, at det ikke er farligt.
- Lad hende falde i søvn i din favn og flyt hende sovende ned i barnevognen. Tril evt. en tur på 20-30 minutter, og vær hos hende hele tiden, så hun på den måde faktisk oplever at sove i barnevognen.
- Put hende derefter døsig i barnevognen, så hun næsten sover, men nu oplever at blive trillet i søvn. Undgå for hurtige bevægelser og tal stille og roligt til hende, så hun hele tiden føler sig tryg ved situationen og måde at falde i søvn på.
Husk lige nu på, at barnevognen ikke er målet lige nu - ro og tryghed ved at falde i søvn er det, som skal være i fokus.
Med hensyn til VOKSI, så synes jeg, at du skal bruge den, da du allerede har den. Den er super, og der er ikke grund til at bruge penge på en anden. Fordelen ved en VOKSI eller lignende sovepose er, at lillesøster vil føle sig naturligt omsluttet og holdt. Det kan give en tryg fornemmelse og dæmpe f.eks. moro-refleksen (faldrefleksen), som vækker nogle børn. Det kan også gøre det lettere at putte hende f.eks. i barnevognen, fordi skiftet fra din favn, og ned hvor hun skal sove, bliver mindre voldsomt.
Jeg tænker umiddelbart, at det kan være et forsøg værd i barnevognen her i foråret, og indtil sommervarmen kommer - og netop en måde gradvist at vænne hende til barnevognen på. Prøv det, og hvis det fungerer for hende, så er det super - men hvis hun bliver irriteret, mere urolig og vred på soveposen, så drop den. Det skal ikke starte en kamp.
Om den bliver for varm indendøre afhænger af, hvor varmt soveværelset er, og hvor varm posen er. Indendøre vil jeg umiddelbart anbefale dig, at du forsøger at berolige hende med dine hænder og nærhed og uden VOKSI. Ved at samle hendes hænder på kroppen med din ene hånd, så kan du hjælpe hende til ro, uden at holde hende fast, og du kan også berolige med lidt vuggen, imens hun ligger ved siden af dig, beroligende ord, lidt nynnen osv. Alt sammen noget, som på sigt kan følge med over i egen seng og berolige hende der.
Du beskriver lige nu en lille pige, som reagerer på svøb, og som ikke vil ned i barnevognen, og det tænker jeg er et tegn på, at dine beroligende hænder og tætte kontakt nok er bedre lige nu. Hvis hun senere viser behov for at føle sig mere holdt, så kan jeres sommer-VOKSI godt bruges. Du er nødt til at se, hvordan hun reagerer, så det må tiden vise. Det afhænger naturligt også af, hvor lang tid hun har brug for, før hun er klar til barnevognen igen og også af, hvor varmt vejret viser sig at være :)
Jeg håber, at du kan bruge denne uddybning lidt videre :)
Rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.
Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...
Viden om børn:
Fladt baghoved
Da små børns kranieknogler er bløde og ikke helt sammenvoksede, kan de tage facon efter, hvordan barnet lejres. Det kan give barnet en flad eller skæv hovedfacon, - dette kaldes lejringsbetinget skævhed af kraniet.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn altid lejres på ryggen, når de skal sove, fordi dette mindsker risikoen for vuggedød. Du skal være opmærksom på, at barnet ikke ligger med hovedet til den samme side, hver gang det sover, da dette kan medføre, at barnet får en skæv...
Termin
Termin er betegnelsen for, hvornår man forventer at føde, når man er gravid.
Terminen fastsættes normalt til 40 uger efter man er blevet gravid. Termintidspunktet er således sluttidspunktet for graviditeten.
Man beregner normalt terminen efter første dag i den sidste menstruation.
Terminen bruges også til at vurdere, hvor langt du er henne i din graviditet. I løbet af graviditeten tæller man uger, således at man f.eks. siger at kvinder er 34+6 uger...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen ...
Jeg ville bare blot meddele dig, at det går så godt i øjeblikket at jeg næsten ikke kan få armene ned..
Jeg gik jo rundt og tumlede med tanker om at min datter "kørte" på mig osv.. Men du fortalte mig at hendes humør skifter rigtig hurtigt og at lige netop hendes alder / denne såkaldt selvstændighedsfase gør at det kan være svært for både forældre og barn..
Jeg tror, at fordi jeg er blevet opmærksom på det, så tager jeg det ikke mere personligt og det gør at jeg ikke bliver ked af det mere..
Hvor er det dog dejligt at der også er nogle perioder der faktisk går godt..
Jeg er sikker på at der ligger udfordringer der ude i fremtiden som venter på os, men dem kan jeg ikke komme udenom..
Så rigtig mange tak herfra Helen..
HVOR HAVDE DU DOG RET!!!!!!!!!!!!!
Med venlig hilsen
M´s Mor









