Brev:

Kommer jeg til at elske mit barn

Kære Helen.

Kommer alle mødre til at elske deres børn og blive glade for dem?

Jeg har fået talt ørerne fulde i mange år om at man aldrig bliver klar til at få børn, men at man bare skal kaste sig ud i det, for det hele skal nok løse sig og at man aldrig fortryder de børn man får. Jeg har også fået fortalt hvor fantastisk og lyserødt det er at være gravid og at man skal nyde den i fulde drag, for den er hurtig overstået.

Jeg er nu i uge 23 med mit første barn og jeg genkender intet af dét jeg har fået fortalt.
Jeg hader graviditeten, jeg frygter og afskyr fødslen og jeg er bange for, at jeg ikke kan elske barnet, fordi de her måneder er så ubehagelige og min krop bliver ødelagt.
Jeg skal nok opfylde barnets behov, men jeg tror ikke på, at jeg kommer til at elsker barnet eller være glad for beslutningen om at få børn.

Jeg har aldrig haft lyst til at få biologiske børn. Allerede da jeg var barn, syntes jeg at graviditet virkede meget lidt tiltrækkende og syntes gravide maver var grimme. Da vi i 8. klasse så en film om hvordan en naturlig fødsel forløb og senere hvordan et kejsersnit foregik, var jeg sikker i min sag om at jeg aldrig ville udsættes for en fødsel - og da slet ikke et kejsersnit!

Da jeg mødte min mand for ca. 15 år siden, gjorde jeg det klart for ham, at jeg ikke ønskede mine egne børn, men plejebørn og adoption var jeg åben for, hvis han ønskede børn. Han accepterede det den gang, men det gjorde hans familie ikke. Jeg oplevede meget pres fra svigerfamilien, veninder og andre fra omgangskredsen om at jeg skulle se at få børn, så mit liv kunne få mening og jeg kunne opleve ægte kærlighed.

Desværre begyndte min mand også at skifte mening for nogle år tilbage og da vi kom op i 30’erne, blev der lagt endnu mere pres på os med, at nu skulle vi se at komme igang, for inden længe ville jeg være for gammel til at fortryde vores valg som frivillige barnløs.

Jeg gik desværre under for presset.
Jeg fik forhandlet og lavet aftaler med min mand om hvordan jeg måske nemmest kunne overskue graviditet, fødsel og småbørnslivet. Fx skulle graviditeten skjules så længe som muligt overfor andre. Ingen babyshower. Ingen billeder af den voksende mave. Jeg vil ikke høre på kommentarer om min krops forandringer. Jeg vil ikke have at nogen rørte ved min mave andre end jordemoder og lægen, så heller ikke min mand. Jeg vil ikke have nogle fødselsledsager med til fødslen, så heller ikke min mand, da jeg ikke ønsker nogen skal se mig i så nedværdig og frastødende situation, som jeg synes en fødsel er. Jeg vil ikke amme. Min mand skal tage så meget af barslen som muligt. Vores sexliv må ikke nedprioriteres, og skulle vi gå fra hinanden, skal barnet bo hos ham efter bruddet.
Min mand accepterede alle mine krav, så vi forsøgte at blive gravide.

Jeg blev så gravid og jeg kan ikke se det skønne i det, som alle andre kvinder beskriver. Jeg synes kun det er bekymringer og ubehag. Jeg føler mig i et fængsel, fordi jeg er så begrænset og føler at en anden (barnet) har taget styringen over min krop.
Jeg kan ikke lave nogle af mine hobbyer og der er så mange ting jeg savner fra min gamle hverdag som fx ...

... mad/drikke, min gamle garderobe, tur til frisøren, sport, rejser osv..
Min mand træner stadig 4 gange om ugen, hvilket var vores ting vi havde sammen. Det synes jeg ikke han kan være bekendt, når jeg sidder derhjemme og bliver tyk og svag for hans skyld. Jeg har godt nok kun taget 2 kg på siden vi startede, men jeg føler mig allerede stor og besværet af min mave, bryster og bækkensmerter, og føler der er sket alt for mange ændringer i min krop allerede og jeg mærker tydeligt hvordan min muskelstyrke er faldet, så jeg hurtigere får ondt og bliver træt.

Jeg har i nogle uger kunne mærke bevægelse og små spark. Mine veninder synes det er fantastisk og sige, at det er den bedste følelse, når man kan mærke barnet sparke. Jeg synes derimod det er mærkeligt og nærmere ubehageligt, at jeg kan mærke noget bevæger sig inden i mig. Jeg forbinder det med en alien, der er ved at overtage min krop.

Min situation omkring graviditeten er også begyndt at påvirke min mands humør negativt. Han troede, at jeg automatisk ville blive glad under graviditeten, som folk nu havde fortalt os. Han siger at mit dårlige humør ødelægger hans oplevelse af graviditeten. Min mand har så heller ikke kunne overholde at lade være med at kommentere på min krops forandringer og han bliver ved med at røre ved min mave, selvom jeg siger han skal lade være.

Jeg går egentlig bare og venter på hvornår den glæde og spænding opstår, som jeg har fået at vide man føler under graviditeten. Men den er endnu ikke dukket op.

Jeg har da oplevet under scanningerne, når man så den lille på skærmen, at jeg følte det var en pudsig, sjov og en lidt hyggelig oplevelse. Og det var da også rart at se hvor glade familien/svigerfamilien blev, da vi ikke længere kunne skjule graviditeten og det fik nyheden at vide.

Men ellers føler jeg mig bare bekymret og ulykkelig. Jeg har flere gang de sidste 6 uger brugt nætterne på at Google for at se om der er nogle lande jeg kunne rejse til for at afbryde graviditeten, for jeg kan slet ikke holde ud, at være i det her og jeg kan ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle blive lykkelig igen.

Jeg har forsøgt at snakke lidt med nogle om det, men jeg får bare at vide, at den dag jeg holder barnet i mine arme, forsvinder mine bekymringer. Men hvad nu hvis de ikke forsvinder? Mit mål har jo ikke været at få et barn, men at gøre min mand og hans familie glade. Men hvad nu hvis det ikke bringer mig lykke, at gøre dem lykkelige? Og kommer jeg mon nogensinde til at føle det rigtige for barnet, som en mor bør føle?

Jeg har nævnt det overfor jordemoderen at jeg ikke er særlig “begejstret” for graviditet og fødslen, hvilket ellers virkede til at hun tog seriøst. Jeg fik at vide, at jeg ville bliver ringet op af en person, som ville lave en plan for mig og sørge for, at jeg kunne tale med en person om mine bekymringer. Det er nu 7 uger siden personen skulle haft ringet mig op. Jeg har rykket for det hos min jordemor, men der sker ikke noget, hvilket har bidraget med endnu mere stress, for det er jo ikke meget hjælp jeg kan nå at få inden fødslen, når jeg endnu ikke er kommet i kontakt med dem som skulle kunne hjælpe.

Hilsen den ulykkelige

Læs Helens svar »

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

28. januar 2025 | Diverse | 0 mdr.

Svedproblemer efter fødslen

Kære Helen Så kom lillesøster til verden, og det er gået rigtig godt....

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: