Svar: Rutiner og weekend

---

Kære Mor til H.

Tak for dit brev og fine spørgsmål omkring forskel på hverdage og weekends.

Det er, som du også selv er inde på, helt normalt, at der kan være forskel på hverdags- og weekendoplevelser. Rutinerne i weekenden er naturligt nogle andre, hele familien er samlet, og der er en anden dynamik i hjemmet, når alle er hjemme.

Samtidig har du fuldstændig ret i, at hjemme er et "safe space", og børn vil naturligt afprøve flere grænser overfor deres forældre. Det er en del af deres udvikling og forsøg på at forstå verden omkring dem.

Når jeres dreng afprøver grænser overfor jer forældre, så er det fordi, han har en grundlæggende tillid - han ved, at I elsker ham højt, så derfor tør han afprøve grænser overfor jer. I spiller en vigtig rolle i at etablere sunde grænser og give ham den vejledning, som han har brug for, når han skal finde ud af, hvem han selv er, og hvad han står for. Så selvom det er rigtig hårdt, så prøv at sige til jer selv, at det er sundt og godt, det han er i gang med:)

Jeres dagsplan og rytme er super! Den skal I endelig ikke ændre på, alt er som det skal være. Du fortæller også, at han selv kender rytmen, han ved, hvad der skal ske. Samtidig er rytmen med til at sikre et stabilt blodsukker og en vis mængde energi, hvilket er vigtigt i forhold til hans anfald af fortvivlelse - det er vigtigt at sikre sig, at han ikke bryder sammen, fordi hans blodsukker f.eks. ofte er ustabilt. Dagsplanen og de faste måltider, hans generelle indtag er med til at sikre, at han generelt har det godt, får sin mad, sin søvn osv.

Du nævner, at konflikterne f.eks. kan komme, når H. gerne vil bestemme forskellige ting i hverdagen. Og jeg tænker, at du her skal overveje, hvilke valg du giver ham, altså medtænke, hvordan du kan give ham medbestemmelse.

Det er helt naturligt, at han siger nej - han skal sige nej, han skal ville noget andet end jer, ellers kan han ikke udvikle sin egen vilje. Og børn kan sige nej på mange måder. Det kan være et kropsligt nej, hvor han f.eks. holder sig for ørerne, eller ikke vil høre, hvad du siger. Han kan også sige nej ved at skubbe til jer eller slå ud efter jer, eller ved f.eks. at gå. Han kan have et bestemt nej, hvor han tydeligt siger "Nej!", "Jeg vil ikke!". Det kan være et prøvende nej, hvor han f.eks. kikker på jer og alligevel gør noget, som han ved, at han ikke må. Han kan også have et legende nej, hvor han grinende løber sin vej, selvom I siger nej, fordi han vil have, at I løber efter, fanger ham, og f.eks. giver ham en kildetur... og han kan have et afmægtigt nej, hvor han rigtig gerne vil noget, men ikke mestrer det og derfor bryder sammen - "nej, nej, nej, kan ikke...!".

Hvordan I skal reagere afhænger derfor helt af situationen. Men generelt kan man sige, at det er godt, hvis I kan bestemme de overordnede ting, f.eks. at han skal sidde i sin klapvogn, når I går ved vejen, at han skal have tøj på, og at han skal have børstet tænder. Men - I kan stadig give ham medbestemmelse.

I kan f.eks. sige:

- "Vil du selv klatre op i klapvognen, eller skal jeg hjælpe dig?". I spørger ikke, om han vil i sin klapvogn, og I løfter ham ikke op i vognen mod hans vilje. I har taget det overordnede valg, at han skal sidde i sin klapvogn, men I lader ham selv vælge, hvordan det skal ske.

- "Vil du have den røde eller blå trøje på?". I viser ham de to trøjer og lader ham selv vælge mellem dem. Men det er jer, som bestemmer, at han skal have trøje på.

- "Kan du selv finde din tandbørste? Hvor mon tandpastaen er henne, kan du finde den?" I stedet for at sige "nu skal du have børstet ...

---

---

... tænder", og han så siger "nej" og løber sin vej.

Når han protesterer mod at komme i seng, så kan det sagtens handle om, at han nu har en alder, hvor han stille og roligt begynder at blive bevidst om, at når han er langt i seng, så sidder I og hygger i stuen. Det vil han naturligvis gerne være en del af, derfor protesterer han, for I forlader jo det hyggelige, det rare, og han vil ikke have, at dagen slutter.

Derfor er det godt, hvis det er mindst lige så hyggeligt at komme i seng. Og det er rigtig godt, hvis han også her har lidt små opgaver selv, så hans lyst til at bestemme også anerkendes i denne forbindelse. Det kan f.eks. være at han selv vælger, hvilken godnathistorie I skal læse, og at han selv tænder for sin natlampe, selv finder sine puttebamser frem osv. Så I ikke siger for meget "nu skal du i seng", hvortil han vil svare nej, men i stedet siger "kan du finde din bamse?", "kan du selv tænde din natlampe, eller skal jeg hjælpe dig?" osv. Så han har sine egne små opgaver at koncentrere sig om, og som samtidig forbereder ham på, at nu er det sovetid.

Det er svært for man, når han mærker, at I vil noget andet, end han vil. Når han møder modstand, så bryder hans verden sammen, så får han anfald at fortvivlelse. Når det sker, så er han ikke i stand til at lytte til jer. Han kan kun give udtryk for sine følelser ved at kollapse: Græder voldsomt, kaster sig i gulvet, vrider sig, sparker...

Han er i disse situationer oprigtigt fortvivlet, det gør ondt indeni, og han er ked af det. Det er vigtigt, at I her viser ham forståelse og sætter ord på. I kan f.eks. sige "sååå, skat, driller skoene, det er også dumt", eller "nåå lille ven, bliver du bare ked af det nu? Det er okay, jeg er lige her, skal jeg hjælpe dig?". Så han hører, at I forstår ham, så han føler sig lyttet til og mødt - og med jeres ro, som han kan spejle sig i, så kommer I fælles videre.

---

---

Det gælder f.eks. også, når I skal hjem fra legepladsen, og verden bryder sammen for ham, fordi han bare så gerne vil lege lidt mere. Også her kan I vise ham forståelse "du bliver bare så ked af det nu, du ville rigtig gerne lege lidt mere?" - nogle gange kan I her måske lave en aftale "du kan tage to rutsjeture mere på rutsjebanen, så går vi hjem, okay?". Det viser ham, at I lytter, og at man ved at tale sammen kan finde et kompromis, så begge parter føler situationen okay.

Andre gange er det måske nødvendigt, at I holder fast i, at I skal gå, og så vil svaret måske være "du vil bare så gerne lege. Det er også dumt, at vi skal hjem nu, men vi går på legepladsen igen, så du kan gynge igen i morgen" eller lignende. På den måde viser I ham, at selvom I siger nej nu, så betyder det ikke nej for evigt. Det, han rigtig godt kan lide at gøre, f.eks. gynge, kan stadig lade sig gøre en anden dag.

Når I har disse snakke med ham, så er det vigtigt, at I ikke bare står og siger det til ham, men at I sætter jer ned, holder om ham eller tager ham på skødet. Fysisk kontakt er vigtigt. I skal også tale stille og roligt, vise ham forståelse og omsorg med jeres stemme, jeres mimik, jeres kærtegn. I skal vise ham den ro, som han ikke selv mestrer - på den måde lærer I ham at kunne bevare roen, når han senere i livet står i situationer, hvor tingene måske ikke altid er, som han gerne vil have det:)

Når der er ro på, så vil han naturligt også lettere kunne lytte til jer igen, og I kan alle komme videre.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)

Og så vil jeg også anbefale min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn".:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---