Svar: Lære at lytte/forstå alvor og komme når man beder om det

---

Kære E & Ns forældre

Tak for brevet og den fine beskrivelse og alle jeres tanker og betragtninger :)

Der er rigtig mange ting, som spiller ind hos jer, og jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med jer og forsøge at komme lidt omkring det hele :)

Der er ingen tvivl om, at det er super frustrerende, når vi har en oplevelse af at vores børn ikke hører efter, hvad vi siger. Vi forsøger jo at hjælpe dem og vil gerne guide dem i en god retning, og derfor er det godt, hvis de følger os og et eller andet sted, gør som vi beder dem om.. Men - det er vigtigt at huske på, at børn er ikke kopier af os. De er deres egne og jeres piger er i en alder af 2.5 år rigtig godt igang med at udvikle deres selvstændighed og igang med at finde ud af, hvem de selv er.

En del af den selvstændighed viser sig ved, at de gør det modsatte af, hvad I ønsker. De løber derfor deres vej, de vil ikke holde i hånden, de vil ikke have tøj på, de vil ikke skiftes, de protesterer. Det vil være meget lettere, hvis de bare gjorde, som vi sagde, hvis de ikke stillede sig på tværs og ikke sagde "nej!". Men de er nødt til at sige nej, de er nødt til at ville noget andet end jer, hvis de skal udvikle deres selvstændighed, finde ud af, hvem de selv er, og hvad de står for. Og de kan sige nej på mange forskellige måder.

De kan f.eks. sige "Nej!" med ord. Et fast og bestemt "Nej! Jeg vil ikke!".

De kan sige nej med kroppen. F.eks. skubbe dig væk, trække sig fra dig eller løbe sin vej, stikke af, forsøge at gemme sig.

De kan sige nej på en legende måde. F.eks. løbe grinende fra jer, selvom I siger nej, fordi de vil have, at I skal løbe efter, fange dem, give dem en kildetur eller lignende.

De kan have et prøvende nej. F.eks. vende sig, kikke på dig, og du kan se, at de ved, at du siger nej, men de gør det alligevel...

De kan have et afmægtigt nej. F.eks. når de forsøger at stable klodserne til et tårn, men da sidste klods skal på plads, så falder tårnet sammen - og det gør deres verden også, så de græder, føler afmagt og siger "nej, nej, nej".

Når jeres piger siger nej ved f.eks. at løbe væk eller gøre det modsatte af, hvad I ønsker, så er det altså en vigtig del af deres udvikling, og det er helt naturligt, at de reagerer, som de gør - det er faktisk et sundhedstegn, at de reagerer, som de gør - også selvom det er super hårdt for jer forældre :)

Det har også noget at sige, hvordan I kommunikerer med dem. Og i stedet for at tænke, at jeres piger ikke vil høre efter, hvad I siger, så er det en rigtig god idé at tænke "hvordan kan vi kommunikere, så de rent faktisk hører, hvad vi siger". I er altså nødt til at starte med jer selv, og hvad I kan gøre:)

Det er her super godt, at I formulerer jer med "jeg", fordi det er med til at gøre jer mere tydelige. Jeg tænker dog, at I måske kan blive endnu mere tydelige, hvis I fortæller pigerne, hvad de præcist skal gøre. Så i stedet for at I f.eks. siger "jeg vil gerne have du bliver hos mig, her er mange biler" eller "jeg vil ikke have, at du løber væk fra mig", så kan I siger "jeg vil have, at du holder mig i hånden". Det er mere konkret og lettere at følge - og med den alder de har, så er de nødt til at holde jer i hånden, når I går, hvor der er trafik.

I kan også nogle gange give dem en valgmulighed og f.eks. sige "vil du holde i hånden, eller vil du sidde i klapvognen?", fordi det er sådan ...

---

---

... valgmulighederne er, når der er mange biler. Samtidig er I nødt til at være bevidste om, at de naturligt kan have et "legende nej", hvor de faktisk løber fra jer, og hvis I derfor nærmer jer et sted, hvor I ved, at det kan være farligt, så er det vigtigt, at I allerede inden siger "så, nu skal I op i klapvognen", fordi det er nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde. Og det er simpelthen for farligt, hvis I skal løbe efter den ene eller dem begge måske i hver sin retning. I er derfor nødt til at tage jeres forholdsregler og sikre, at den situation ikke opstår . og som I skriver, så kan I ikke regne med dem, sådan at forstå, at de stadig er for små til at forstå farerne ved at løbe omkring på egen hånd, hvor der er biler:)

Det er også vigtigt, at I ikke bruger trusler. Når du f.eks. siger “vi kan ikke kan tage i centeret og hygge os, hvis I ikke kommer, når jeg kalder", så er det en trussel - og trusler hjælper ikke. De lærer ikke pigerne at komme, når du kalder og de lærer ikke, hvorfor de egentlig skal komme, tværtimod. Samtidig så passer det jo ikke - I tager jo i centeret igen, selvom de er løbet væk.. og det er vigtigt ikke at lyve for dem, hvis du gerne vil have, at de skal tage dig alvorligt, og følge dig og det du siger :)

Når du står i en situation, hvor det er tid til at tage hjem - hvis du har klapvogn med, så lad være med at sige noget, før I skal af sted, men løft dem op og sæt dem i klapvognen eller bed dem om selv at sætte sig i klapvognen. Sig f.eks. "sæt dig lige i klapvognen, så får du lidt at drikke" eller lignende, og når de så er sat der, så kan I køre videre. De vil sandsynligvis hellere have lidt at drikke end de vil hjem, og du får afbrudt situationen og gør det lettere for alle at komme videre.

Har I ikke klapvognen med, så kald dem til dig - brug igen gerne lidt at drikke og tag dem så i hånden og sig "kom med mig, nu skal vi hjem" - og så går I. Så hele situationen med at "lege fangeleg" ikke er mulig.

---

---

I skriver, at det har taget rigtig lang tid - I synes ikke, at der sker de store fremskridt. Og ja, det tager rigtig lang tid, faktisk siger man, at 90% af hjernen udvikles de første 5 år, og pigerne er jo stadig kun 2.5 år, så der er stadig rigtig meget, som de skal hjælpes til at lære;)

Jeres piger er styret af deres mellemhjerne, de er i følelsernes vold, de handler meget impulsivt og lyst styret. I er styret af jeres storhjerne og er derfor i stand til at tænke problemløsende, kreativt, I har selverkendelse, omtanke, empati osv. Det har jeres piger ikke endnu, og forbindelserne mellem deres mellemhjerne og storhjerne er ikke rigtig dannet endnu. De dannes af måden, som I møder dem på.

Derfor er det vigtigt, at I viser dem det, som I gerne vil lære dem. I skal lytte til dem, vise dem venlighed, beherske jeres vrede, sætte jer ind i, hvordan de har det osv., fordi det kun er sådan, de lærer at lytte til jer, viser jer venlighed og begynder at kunne sætte sig ind i, hvordan I har det. Det er super svært, men ikke desto mindre rigtig vigtigt, og det tager som sagt tid, før de har lært det :)

Jeg vil anbefale jer rigtig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan I læse meget mere om, hvordan vi får vores børn til at lytte, hvordan vi skal kommunikere med dem, så de rent faktisk hører, hvad vi siger osv.

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---