Svar: Alle andre kan putte - men ikke mor

---

Kære Julie

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres dreng, jeres putning og alle dine tanker:) Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge...

Jeg vil begynde med det sidste, du skriver: "Det er jo ikke en holdbar løsning at min mand skal putte hver dag alle dage, hvor han er hjemme til putning". Hvorfor egentlig ikke? Far kan putte på kort tid, jeres dreng falder trygt og roligt i søvn i sin seng, du undgår hovedpine og frustrationer - det fungerer rigtig godt for jer alle tre, og som udgangspunkt skal man ikke ændre noget, der fungerer...

Samtidig fortæller du, at jeres dreng altid har været meget "morsyg", og det lyder som om, at du generelt har været og stadig er rigtig meget omkring ham hele dagen. Han forestrækker ofte mor i mange situationer, og du har måske en følelse af, at han "hænger meget på dig" - men om aftenen er far bare rigtig god, så hvorfor ikke lade far putte, når far er hjemme til det. Og de aftener, hvor far så ikke er der, så kan du putte på den måde, som fungerer bedst for jeres dreng og dig...

Og så til dine spørgsmål - hvad det skyldes kan være flere ting. Du fortæller, at det er far, som har "kørt ham ind i at sove på eget værelse", og det lyder som om, at de to har fået en rigtig fin rutine omkring dette. Selvom du forsøger at gøre det samme, så forbinder jeres dreng sandsynligvis dig med noget andet og en anden måde at skulle sove på. Måske har du ammet, så han forbinder søvn og mor med bryst, måske har I tidligere praktiseret, at mor og søn lå sammen - og det søger han naturligt så stadig, når det er dig, der putter, hvorfor han igen og igen viser behov for at komme i soveværelset og skulle falde i søvn i dobbeltsengen. Simpelthen fordi de er de rutiner, som mor og søn har haft igennem rigtig lang tid. Far og søn har nogle andre rutiner og en anden måde at være sammen på, blive puttet på osv.

Det kan også skyldes hans alder og udvikling. Netop i 13-15 måneders alderen går børn ofte igennem en slags separation-gentilnærmelses-fase, hvor de kan virke ekstra klyngende og samtidig også kan afvise en. Det vil sige, at han f.eks. viser stort behov for at komme op til dig, hiver dig i bukserne, strækker armene op, vil op i din favn, og når du så tager ham op, så går der ikke ret lang tid, så vil han ned igen, han skubber dig måske væk, viser behov for at ville selv - så det kan hurtigt føles som op-ned-op-ned, og det kan være rigtig svært at finde ud af, hvad det rigtige er at gøre her.

Det er dog vigtigt, at du forsøger at anerkende hans behov for dig og behov for at mærke dig tæt på. Det er meget vigtigt, at du ikke siger "ikke lige nu" eller "gå nu hen til far" eller på anden måde skubber ham fra dig eller afviser ham - for det vil gøre hans behov for dig større, og han vil klynge sig ekstra meget til dig. Det er derfor vigtigt, at du lige bruger lidt ekstra tid på at knuse og kramme ham, fylder hans mor-depot rigtig godt op, så han har noget at tære af, når han er på afstand af dig.

Det samme gælder, hvis du igen og igen i forbindelse med putning virker afvisende - bliver ved med at kræve at han skal lægge sig ned, at du sidder hos ham, men forsøger at undgå kontakt med ham for på den måde at signalere, at han skal sove nu. Jeg ved ikke helt, hvad der sker hos jer, men du skriver, at du ofte ender med at "tage ham med ind i jeres seng", og du skriver også, at "du ved det ikke bliver bedre på denne måde", og jeg læser lidt mellem linjerne, at du forsøger at presse en putning igennem, som ender med ikke at lykkes, hvilket du så føler er et nederlag - og disse følelser mærker jeres dreng naturligt også og reagerer han naturligt også på...

Jeg kan godt forstå, hvis I gerne vil holde fast i rutinen med, at han skal ...

---

---

... sove på eget værelse og i egen seng. Jeg kan sagtens forstå behovet for at have dobbeltsengen for sig selv - men måske ville løsningen hos jer være, at I havde en lænestol (en stol, som er rar for dig at sidde i) på værelset, som du kunne sidde i med din dreng på skødet, læse en bog, synge en sang, holde om ham osv. Så han på den måde fik masser af tryghed og nærhed fra mor, og dermed lettere kunne finde roen, og derfra så kunne blive puttet i sin seng. Det ville også lære ham at sove på eget værelse. Måske kan den stol, som I allerede har på værelset sagtens bruges, det kommer an på, hvad det er for en stol - uanset hvad, så er min tanke, at jeres dreng kan starte med at være på dit skød.

En løsning kunne også være en madras på gulvet. Så kan du ligge ved siden af ham, når han er puttet, så du på den måde stadig er der, men dog på afstand - og igen kan han lære at sove i egen seng og på eget værelse.

Og nej - du skal bestemt ikke sidde hos ham i flere timer, imens han skriger, græder, bliver helt ulykkelig, ender med at bryde fuldstændig sammen. Det er rigtig synd for jeres dreng, og du kan heller ikke holde til det. Som du selv skriver, så kan du "huske følelsen af at blive så hysterisk som barn, at du ikke selv var i stand til at finde ro" - det er ret vildt, at du kan huske det - og det er meget vigtigt, at I ikke havner der. Det er vigtigt, at det at blive puttet forbindes med noget trygt, dejligt og rart.

---

---

Det er meget vigtigt, at dagen slutter på en god måde for jer alle tre. Og måske skal du bruge din erindring til at huske på, hvor hårdt det var, og hvor meget hjælp du havde behov for, når du som barn havnede i situationer som disse, der var så svære. Det er netop vigtigt, at du reagerer og hjælper din dreng med at håndtere de store følelser, han har, og hjælper ham til ro:) Den måde, du reagerer på ham nu, har betydning for hans evne til at regulere sine følelser senere hen i livet, og derfor er det vigtigt, at du reagerer på hans gråd, lytter til ham, giver ham den nærhed, kontakt osv. som han har behov for. Det er meget vigtigt, at I ikke holder fast i putning i egen seng for princippets skyld.

Når jeg læser dit brev, så får jeg fornemmelsen af, at du føler dig meget splittet. På den ene side, så føler du, at det er helt forkert, at lade jeres dreng græde. Du føler det er rigtig synd for ham, når han tydeligvis slet ikke kan finde ro, gisper for at få vejret osv. og du vil bare rigtig gerne tage ham op, bære han ind i soveværelset fordi du ved, at det giver ro med det samme. På den anden side, så har du måske læst eller fået at vide, at han bare er hysterisk og stædig, og at du skal stå igennem det, blive ved til han lærer det... Og jeg vil bare sige: LYT til dit hjerte, og det der føles rigtigt!

Jeres dreng er ikke i gang med at kæmpe imod jer eller dig. Han er et lille menneske, som reagerer, som han gør, fordi han ikke er i stand til andet. Han forsøger ikke at manipulere eller spille jer ud mod hinanden, han er styret af sin mellemhjerne og er i følelsernes vold - og han gør ikke noget for at genere jer - derfor er det vigtigt, at I ikke "venter på at han overgiver sig" eller ser ham som "stædig og hysterisk" - og det er rigtig vigtigt, at du lytter til din fornemmelse af, at han har brug for din nærhed og kontakt, når han skal sove. De gode søvnvaner kommer ikke af magtkampe, men af at du lytter og er der for ham, måske indfører lidt trin på vejen f.eks. i form af en stol på værelset. Og som jeg startede med at skrive, hvis det lige nu er lettere, at far putter, så lad far stå for denne del. Når der så er ro på, rutinerne er skabt, jeres dreng er blevet lidt ældre, en godnathistorie måske er indført osv. så kan mor prøve igen.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---