Annonce

Annonce

Svar: Mad og sutteflaske - 6 mdr.


14. april 2022

Alder:
6 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Kost og ernæring.

Kære mor

Tak for dit brev :)

Det er rigtig dejligt, at din dreng er blevet interesseret i rigtig mad og også gerne drikker vand af kop. Det skal du udnytte for jo mere forskelligt, du kan servere for ham, jo bedre er det. Det er med til at forebygge kræsenhed senere hen, hvis han nu og de næste måneder frem gradvist tilbydes mere og mere varieret familiemad.

Og i takt med at indtaget af rigtig mad sættes op, så vil antallet af flasker naturligt blive sat ned. Når det er sagt, så har han dog stadig behov for at få sin erstatning, og det vil derfor være rigtig godt, hvis du kan forsøge at lave en dagsrytme, hvor han tilbydes skemad, mad i hånden og vand af kop, når han vågner af en lur - og så tilbydes flasken før han puttes. På den måde giver du bedst plads i maven til både skemad og mælk.

Samtidig vil det være rigtig godt, at du holder mængden af skemad på et niveau, som stadig giver plads i maven til mælken. Det vil sige, at det er bedre, at du f.eks. giver ham ¾ dl. grød eller mos, og han så efterfølgende tager imod sin flaske, end at du giver ham 1.5 dl. skemad, og han så afviser flasken. Det er en svær balance at finde, men prøv:)

Han skal tilbydes vand til alle måltider, så han sammen med grød og mos får vand af kop ved siden af. Derudover må han også gerne tilbydes vand som tørstslukker imellem måltiderne, hvis du tænker, at han godt kan være tørstig. Og så skal han tilbydes flaske, og hvor mange flasker han har behov for varierer. Jeg ved ikke, hvor hyppigt du tilbyder ham flaske nu, og hvor mange flasker han får i døgnet, men hvis du f.eks. kan få ham til at drikke 5 flasker, så vil det være super godt. Det kunne f.eks. være tidlig morgen, før formiddagslur, før middagslur, aften og så en drømmeflaske sen aften eller først på natten.

Det er vigtigt, at du også laver hans grød og mos med modermælkserstatning, så maden energiberiges ekstra den vej igennem, og så han også får mælk på denne måde.

Derudover kan du prøve at skifte til en anden type erstatning, da de smager lidt forskelligt alt efter, hvilken producent du vælger. Du kan også prøve at variere temperaturen af modermælkserstatning, måske vil han hellere drikke kold mme af en kop, før han f.eks. puttes til sin middagslur, og det må han også gerne. En mulighed er også, at du udskifter et par af flaskerne med vælling, som nogle børn synes smager rigtig godt. Du kan f.eks. prøve at give ham en flaske vælling før middagsluren, eller han kan få vælling om aftenen. Efter at have været væk fra det danske marked, så er vælling nu tilbage på hylderne - Semper laver og sælger igen majsvælling.

Det er rigtig godt, at du give ham mad i hånden, som han selv kan sidde og sutte på, gumle og gnaske sig igennem. Det er med til at styrke ham mundmotorisk og rigtig god træning, og samtidig giver det en ny fornemmelse for smag og konsistens, samtidig med at han får en følelse af at ...


Annonce

... kunne selv. Du skal dog være meget opmærksom, når han har fået tænder, for han får meget let bidt et stykke af, som kan sætte sig fast i halsen.

Derfor er det vigtigt, at du giver ham blød frugt og bløde grøntsager. Det kan være f.eks. appelsinbåde, som han kan sidde og sutte saften ud af, eller du kan sidde og holde et stykke moden melon, som han så sidder og sutter og gnasker i. Du kan koge f.eks. broccolihoveder, eller du kan give ham bagte kartoffelbåde fra ovnen, som han kan sidde med. Han skal altid være under opsyn, og du skal med det samme kunne reagere, hvis han pludselig får bidt for stort et stykke af. Hårde frugtbåde som æblebåde, eller frugt med skræl eller rå gulerod må han ikke få.

Du kan også købe en frugt feeder, frugtnet, frugtsut, og hvad de nu hedder, som er en lille beholder, du kan komme frugt og kogte grøntsager i, og så kan han sidde og sutte på det - men uden at få stykker i munden. Det giver naturligt ikke helt samme træning, som at sidde med maden direkte i hånden, men det er bedre end ingenting, og det vil naturligt også give ham en vis øvelse, ligesom det er vigtigt at anerkende hans lyst til at spise selv og prøve selv.

Jeg vil lige sende dig en dagsplan, som jeg tænker, at den kunne se ud nu:

Tidlig morgen 05: Flaske og sover lidt videre

Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.

Formiddag 9: Frisk blød frugt i hånden, frugtmos og vand af kop.

Flaske og puttes til formiddagslur

Frokost 11.30: Grøntsagsmos og der begyndes med kød eller fisk i mosen. Suppleres med kogte broccolistykker, ristede rugbrødsbjælker og lignende i hånden, vand af kop.


Helens bog om børn og mad
LÆS OGSÅ: "Helens bog om børn og mad" - sådan får du dit barn til at spise

Flaske og puttes til middagslur

Eftermiddag 15-16: Tilbydes frisk blød frugt i hånden og lidt frugtmos, vand af kop.

Puttes evt. til en powernap, måske springes den over

Aften 17.30-18: Grøntsagsmos og der begyndes også her med kød eller fisk i mosen, suppleres igen med kogte grøntsagsbuketter, en kartoffelbåd fra ovnen eller lignende i hånden, vand af kop.

Flaske og puttes til natten 19.30-20 - tidspunktet kan naturligt variere lidt efter, hvorvidt han har sovet to eller tre lure i løbet af dagen

Sen aften eller først på natten 23-01: Drømmeflaske og sover videre

Som du kan se, så har jeg i denne dagsplan givet plads til 5 flasker, samtidig er planen lavet sådan, at han får skemad og vand af kop først - og så tilbydes flaske efterfølgende i forbindelse med, at han skal puttes og sove.

Jeg håber, at mine tanker hjælper lidt videre på vej - og jeg vil også anbefale dig min bog "Helens bog om børn og mad". I den guides du igennem maden fra nu og indtil 18 måneders alderen, der er dagsplaner, opskrifter, og du kan slå forskellige fødevarer op, hvis du er i tvivl om, hvad han må få, hvornår og hvordan. Vær opmærksom på at få fat i nyeste udgave - den er fra 2021 (3. udg. 3. opl 2021)

Rigtig meget held og lykke og rigtig god appetit! Og god påske!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:

3. december 2025 | Kost og ernæring | 14 mdr.

Mad om eftermiddagen

Hej Helen. Jeg syntes det er lidt svært at finde ud af hvad der er en god...

Læs hele brevet og Helens svar


27. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Mad til 7,5 måneder datter

Kære Helen, Det kunne være rart med rådgivning og gode forslag i forhold...

Læs hele brevet og Helens svar


20. november 2025 | Kost og ernæring | 13 mdr.

Mælk - 13 mdr.

Hej Helen. Jeg har et spørgsmål ift anbefalingerne omkring mælkeprodukt....

Læs hele brevet og Helens svar


3. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Mad, 7 måneder

Kære Helen. Tak for din gode brevkasse. Vi har spørgsmål til: 1) hvordan...

Læs hele brevet og Helens svar


20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.

Småtspisende baby - 3 mdr.

Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Krydderurter

På persille, purløg og andre krydderurter og bladgrøntsager som f.eks. spinat og salat, kan der være jord og dermed jordbakterier - selv efter grundig vask. Bakterierne kan vokse, hvis maden gemmes eller ved genopvarmning, og de kan medvirke til dannelse af nitrit. Nitrit kan reagere med blodets hæmoglobin, så det ikke kan transportere ilt rundt i barnets krop.

"Grønt drys"på varm mad må derfor ikke gives til spædbørn og småbørn. Friske krydderurter og bladgrøntsager må dog...

Læs mere i Babylex

Hjemmefødsel

Lang de fleste kvinder kan selv vælge, om de vil føde hjemme eller på sygehuset. Der er dog visse undtagelser - hvis du venter tvillinger, hvis dit barn vender forkert, eller hvis der er specielle komplikationer, så vil du blive frarådet at gennemføre en hjemmefødsel. Tal derfor altid med din jordemoder og læge om, hvad du godt kunne tænke dig.

Der kan være mange fordele ved at føde hjemme. Du har f.eks. din egen jordemoder, du er på hjemmebane - hun er på besøg, du er mere...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om dit barns udvikling. Bogen er propfyldt med nyttig viden for alle forældre!

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen

Tusinde tak for dit svar. Det er rart at blive mindet om alt det positive ved børnehavestarten, det er jo det jeg skal forsøge at give videre ;-)

Tak fra Tina


Annonce