Svar: Baby 8 mdr. vil ikke rigtig spise
Kære Mathilde
Tak for dit brev og dejligt at høre, at du kunne bruge mit sidste svar - og at jeres dreng nu sover uden slyngevugge og i stillestående barnevogn - super godt!
Det er rigtig dejligt, at amningen kører så godt for jer, og at I begge stortrives med amning. Du har dog ret i, at nu hvor jeres dreng er 8 måneder gammel. så vil det være rigtig godt, hvis du kan skrue amningerne ned, så han naturligt har plads til mere rigtig mad i maven. Han har brug for at få mange forskellige næringstoffer, og selvom modermælk er godt, så skal der noget andet til nu.
Det vil normalt være passende med 3 amninger i 8-9 måneders alderen, og jeg anbefaler, at disse ligger før middagslur, aften og sen aften. Det betyder, at jeres dreng ikke længere skal ammes efter midnat, og det betyder også, at han ikke længere skal ammes formiddag og eftermiddag. Han skal i stedet tilbydes mellemmåltider her og vand af kop.
Det er rigtig fint, at du gerne vil give din dreng mad i hånden og lade ham styre måltidet selv. Det må du gerne gøre, det er kun godt, fordi det stimulerer ham mundmotorisk og gør ham opmærksom på, at det er spisetid. Men det vil også være rigtig godt, hvis du kan supplere med lidt på en ske, så han sikres mad i maven og får sit behov tilstrækkeligt dækket. Han vil højst sandsynligt ikke kunne spise tilstrækkeligt selv til at dække sit behov, når han ikke er ældre. Det er vigtigt, at du forsøger at sige til dig selv, at han ikke er nødt til at få modermælk, når han ikke spiser - men at du i stedet holder fast i det du skriver, at du er nødt til at fjerne ammemåltider, så han har appetit til rigtig mad. Det er netop den rette fremgangsmåde.
Dertil kommer, at han nu har nået en alder, hvor han ikke automatisk åbner munden, når du nærmer dig med skeen. Rigtig mange børn vil i 8-10 måneders alderen begynde at afvise skemaden - ikke fordi de ikke kan lide det, men fordi de i den alder netop gerne ofte vil spise selv. Det er derfor vigtigt, at du forsøger at finde balancen mellem at lade ham selv og også stadig forsøger stå få lidt grød og mos i ham. Jo ældre han bliver, jo sværere bliver det at få ham til at spise skemaden, så derfor er det vigtigt, at du gør en aktiv indsats nu.
Jeg vil derfor foreslå dig, at du starter med at sætte ham i den høje stol, giver ham mad i hånden, som han selv kan gumle og gnaske på - og så følger efter med lidt på en ske. Du kan evt. bruge ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende og dyppe dette i grød og mos for på den måde at lade ham selv sutte det i sig og gøre det lidt sjovere for ham, hvis han afviser skeen. Du må også gerne give ham grød og mos fra klemposer, hvis det er måden at få ham til at spise mere af det på. Du kan klemme indholdet ud på en ske. Gør det, som gør, at han spiser :) Og så er det som sagt også et spørgmsål om at holde mængden af mælk nede, så han er parat til maden, når den serveres.
Mit forslag til en ...
... dagsplan ser således ud:
Morgen 7.30: Tilbydes lidt blød frugt, bær, måske en grødmuffin eller bananpandekage i hånden - og du følger efter med lidt havregrød på en ske og vand af kop.
Formiddag 9-9.30: Tilbydes frisk blød frugt og bær, ½ bolle med smør, ost i stænger - og du følger efter med lidt frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur - og skal ikke ammes først. Mellemmåltidet erstatter amningen.
Frokost 11.30: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, kogte grøntsagsbuketter, en grøntsagsmuffin, lidt kylling, frikadelle, fiskedelle, ½ hårdkogt æg eller lignende - og du følger efter med lidt grøntsagsmos med kød/fisk. Vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost i stænger, frisk blød frugt og bær - og du følger også her efter med lidt frugtmos og vand af kop.
Ammes ikke længere eftermiddag - mellemmåltidet erstatter amningen.
Aften 18: Udgangspunktet mere og mere familiemad - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta. Der gives igen mad i hånden, som han selv kan sidde med, gumle på og du følger efter med lidt mos på en ske. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme, får lidt babymassage mm.
Tilbydes en godnatgrød - eller det kan være klatkager, madpandekager, grødmuffin, banan, vand af kop. Får derefter børstet tænder, hvis han har fået tænder :) Dette måltid er med til at sikre, at han ikke behøver søge brystet om natten, fordi han reelt er sulten.
Ammes og puttes til natten ca. 19.30-20
Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt og begynder herefter at sove hele natten og starter herefter med morgengrød om morgenen.
Som du kan se, så er denne dagsplan bygget op sådan, at din dreng starter med mad i hånden, spiser selv - og du følger efter med lidt på en ske og vand af kop. Han ammes før sin middagslur, før putning om aftenen og før midnat, men i løbet af dagen tilbydes han nu mellemmåltider og vand af kop. Det vil naturligt være en stor omvæltning for jer, hvis du ammer betydeligt mere end dette, og afhængigt af, hvor meget du egentlig ammer, så prøv at fjerne 1-2 amninger af gangen, så du gradvist får amningerne skruet ned. Du kan måske se planen som et mål, som I skal forsøge at nå inden for de næste ca. 10 dage:)
Når din dreng virker søgende om dagen, giver tegn til at ville have brystet, så er det godt, hvis du kan aflede ham og f.eks. tilbyde vand i stedet eller lidt mad i hånden. Det er vigtigt, at du lytter til hans behov for at få noget, men at du holder fast i, at vand og mad i hånden, mellemmåltider osv. sikrer hans behov nu. Trygheden kan han stadig få netop ved, at du lytter til ham, reagerer på ham og er der for ham. At han skal undvære brystet betyder ikke, at han også skal undvære mor :)
Jeg håber, at du kan bruge mine tanker videre, og at det har givet et lille skub til at komme videre:) Rigtig meget held og lykke - og rigtig god appetit :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hudplejeolie til mor og barn
Når huden hos mor eller barn bliver rød, øm eller irriteret, kan der være brug for mere end almindelig hudpleje.
Apotekets Lacto+ Probiom Olie kombinerer plejende olier med levende mælkesyrebakterier, der støtter hudens mikrobiom og naturlige balance.
Når huden er rød, tør ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
23. september 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.
Hej Helen, Tak for dit svar sidst. Det er blevet en smule bedre med søvnen,...
20. august 2026 | Kost og ernæring | 2 år, 9 mdr.
Hvordan får vi maden hen til spisebordet hjemme og i børnehave?
Kære Helen Vi har en dejlig datter, der sprogligt og motorisk er rigtig...
24. juli 2026 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Madopstart og mad på rejse i 3 måneder
Kære Helen, Min mand, datter og jeg bruger vores lille barselsbobbel på at...
11. juni 2026 | Kost og ernæring | 5 mdr.
Kære Helen Vi kunne godt bruge lidt hjælp til madopstarten af vores pige,...
9. juni 2026 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen Vi har lillebror på 7 måneder, som trives. Dog har jeg et...
Viden om børn:
Overtøj til børn
Vindtæt og vandtæt overtøj, som flyverdragt, jakke og overtræksbukser er ideelt, når børn skal lege ude og det er køligt.
Luffer eller vanter sættes fast i ærmet med trykknap eller specielle spænder, som man køber netop til formålet. Snore, halstørklæder og bælter er for farligt. De kan medføre at barnet hænger fast, når det klatrer rundt og bevæger sig i leg, og det kan i værste tilfælde medføre, at barnet hænger fast og bliver kvalt. I stedet for halstørklæde kan man købe en...
Ekstra væske baby
Børn, der får flaske, kan i visse perioder have behov for at få ekstra væske. Det kan være ved sygdom med feber, eller i særligt varme sommerperioder.
Nogle gange vil barnet vise behov for en ekstra flaske mælk, og det er helt fint. Børn der får flaske skal have lov til at selvregulere deres behov. Men andre gange vil det være fint at tilbyde væsken som vand. De første 4 mdr. skal vandet koges. Derefter kan barnet få vand fra hanen, med mindre man har privat vandboring.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.











