Svar: Placering af amninger og vågenperiode om natten
Kære S
Tak for dit brev :) Dejligt at høre, at det går bedre hos jer :)
Det lyder ganske rigtigt som om, at lillebror er en lille lærke (A-menneske) som sin storebror - i hvert fald indtil videre, og det er naturligvis helt okay. Det betyder naturligvis også at tidspunkterne for søvn, aktivitet, mad og mælk naturligt vil ligge lidt anderledes, end hvis han f.eks. først startede dagen kl 07 - men også det er helt okay.
De dagsplaner jeg ofte laver er tænkt som en måde at vise, hvordan dagens kan skrues sammen, mere end at tidspunkterne behøver at passe. Børn er jo forskellige, og derfor vil rytmer naturligt variere:)
Når jeg anbefaler at fjerne formiddagsamningen, før man fjerner amningen før middagsluren, så er det fordi, mælken om formiddagen ofte fjerner appetitten fra mellemmåltidet og frokosten. Hvis man derimod ammer, når barnet har spist alle sine måltider og dermed før middagsluren, så sikrer man plads i maven til både mad og mælk. Hos jer lyder det dog som om, at det fungerer bedst at fjerne middagsamningen først, og så kan du naturligvis roligt gøre dette:)
Derudover så er det ofte lettere at fjerne formiddagsamningen, fordi man her let kan sætte et mellemmåltid i stedet. På den måde lærer barnet gradvist at blive puttet uden at behøve brystet, og man adskiller derfor på en god og naturlig måde bryst og søvn. Men igen - børn kan naturligt godt hjælpes til at falde i søvn til formiddagsluren, uden at sove i favn og med brystet i munden, og når jeg ser på din skitserede dagsplan, så har du faktisk valgt at amme og derefter tilbyde mellemmåltid - og derefter så putte til lur - så på den måde er bryst, favn og søvn naturligt adskilt - og igen - det fungerer :) Og som udgangspunkt skal man ikke ændre på noget, der fungerer :)
Du kan overveje at indføre et lille mellemmåltid f.eks. lidt frugtmos og vand, før han puttes til sin middagslur, så han får et ekstra lille mellemmåltid der, det vil være helt fint, og mellemmåltidet vil så erstatte den nuværende amning kl. 13:)
Med hensyn til amningerne om aftenen, så er det naturligt, at amning indgår som en fast del af hans putteritual, når han puttes omkring kl 18.30-19, ligesom det er super fint, hvis han kan ammes sen aften. Tidspunktet for den sene aftenamning vil naturligt rykke sig frem, jo tidligere han går til ro for natten. Og det vil igen godt kunne gøre, at han har behov for en ekstra amning om natten. På sigt kan det dog være rigtig smart, hvis de to nuværende amninger kl 02.30 og 04.30 kunne slåes sammen til blot én enkelt amning - præcis som du også selv har tænkt.
For at nå hertil, så kan det være nødvendigt, at du forsøger at amme ham lidt senere om aftenen. Det vil sige, at det f.eks. kunne hjælpe, hvis du kunne amme ham kl 23 i stedet for klokken 22. Men da han ofte vågner af sig selv om aftenen og søger brystet, så er det ofte ikke så let at indføre en senere rytme, og jeg tænker derfor, at tiden her vil arbejde lidt for jer...:)
Når jeres dreng bliver 8 måneder, så vil han sandsynligvis have glæde af at få en godnatgrød om aftenen, som en fast del af sit putteritual. Godnatgrøden vil kunne mætte ham lidt ekstra til natten og dermed være med til at gøre, at behovet for brystet bliver rykket til lidt senere - og på den måde vil hans behov for brystet om natten kunne slåes sammen til blot én amning, og gradvist derfra kan han så helt ...
... begynde at undvære sin natamning. Den kan ofte undværes i 8-9 måneders alderen. Så på den måde vil der naturligt ske nogle ændringer i løbet af de næste par måneder.
Det lyder også som om, at han lige nu vil have glæde af amning omkring kl 03, og at du skal arbejde på at denne amning gradvist flyttes lidt frem i takt med at han bliver lidt ældre, og at det derfor er amningen kl 04/05, som du trapper ud af...
Lige nu tænker jeg, at en dagsplan kunne se således ud:
Vågner og starter dagen omkring kl 06-06.30
Morgen 7-7.30: Havregrød, vand af kop.
Ammes og tilbydes derefter mellemmåltid i form af frugtmos, frisk frugt og vand af kop.
Puttes til formiddagslur ca. kl 9
Frokost 11.30: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med rugbrødsbjælker, kogte grøntsagsbuketter og lignende, giv gerne rester fra aftensmaden eller lav også gerne grøntsagmuffins eller lignende, som han kan sidde og gnaske sig igennem, vand af kop.
Tilbydes mellemmåltid ca. 13 - frugtmos, frisk blød frugt i hånden, vand - som så erstatter den nuværende amning - og puttes til middagslur
Eftermiddag 15.30-16: Flerkornsgrød med frugtmos som topping, frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Aften 17-17.30: Aftensmad, udgangspunktet mere og mere familiemad, kød, fisk, kartofler, grøntsager... Konsistensen med gradvist mere og mere bid og tilbydes også gerne kogte grøntsagsbuketter, en kartoffelbåd fra ovnen eller lignende at sidde og gumle på selv. Vand af kop.
Ammes og puttes til natten 19.30-20
Sen aften 22: Ammes rigtig godt, gerne fra begge bryster og sover herefter videre
Nat 03: Ammes og sover videre
Nogle børn har netop ofte i 7 måneders alderen en periode, hvor de vågner op om natten og kan være vågen i f.eks. en times tid. De er ikke kede af det, men ligger og pludrer løs. Det kan virke som om, at de nærmest udnytter nattens mørke timer til at ligge og lytte til deres egen stemme og øve sig i pludrelyde. Det er rigtig sødt - men naturligt lidt anstrengende, når man som forældre bliver vækket og gerne vil sove;)
Det lyder som om, at jeres dreng har en sådan periode lige nu, og du kan derfor overveje, om du vil prøve at amme ham her for at se, om du derved kan få ham hurtigt ind i søvnen, eller om du i stedet blot vil lade ham ligge og pludre og af sig selv derefter falde i søvn, for så at melde sig og blive ammet tidlig morgen. Du skal gøre det, som du umiddelbart tænker vil fungere bedst for jer. Som sagt vil denne amning ofte kunne undværes i 8-9 måneders alderen, så du kan også blot amme ham kortvarigt, give ham den ro og trøst og samtidig også vænne ham til, at han ikke skal fylde sig med mælk om natten mere... :)
Generelt er det en god idé, hvis du ikke begynder at respondere for meget på hans vågenperiode om natten, men igen og igen signalerer, at det er sovetid og ikke tid til leg og underholdning. Han må gerne ligge og pludre om natten - det stopper igen - men han skal helst ikke lære, at du pludrer med, for så bliver det pludselig lidt for hyggeligt og kan hurtigt blive til en vane, og du vil jo gerne lære ham at sove hele natten:)
Jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre. Det lyder som sagt som om, at det går rigtig godt hos jer, og det er super dejligt. Der er sket rigtig mange ting, og jeres dreng lyder til at være igang med en sund og god udvikling - så dejligt! Keep up the good work!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få eksperternes anbefaling af den bedste hudpleje til babyer
Sundhedsplejersker, jordemødre og børnelæger peger på Olívy
Når det gælder pleje af babyers og småbørns hud, skal man ikke tage nogen chancer. Her er kun det bedste godt nok. Det er derfor værd at lytte til, hvad eksperter og fagfolk siger. Olívy baby care – diaper change bliver anbefalet af ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
23. september 2026 | Amning | 1 mdr.
Hej Helen Jeg ammer min søn på 4 uger og er blevet i tvivl om jeg bør amme...
19. september 2026 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Beklager skriveriet. Men jeg vil lige uddybe lidt, da jeg...
18. september 2026 | Amning | 10 mdr.
Hej Helen Nu er vi i gang med lillebrors nedtrapning af bryst. Som du...
25. august 2026 | Amning | 10 mdr.
Hej Helen Efter 10 måneder med en amning, ingen troede var mulig, så tror...
6. juli 2026 | Amning | 1 mdr.
Kære Helen Jeg håber, du kan hjælpe mig med nogle bekymringer omkring min...
Viden om børn:
Høj stol til baby
Når barnet begynder at kunne sidde selv, er det en god idé at anskaffe en høj stol. Så kan barnet sidde med ved bordet under måltiderne, og det kan også følge med i, hvad I laver ved køkken- og spisebordet.
Der findes mange forskellige modeller af højstole, men de fleste vælger i dag en model, som kan stå ved spisebordet. Det giver mulighed for, at baby kan være med ved bordet, når familien sidder og spiser og på den måde naturligt tage del i måltiderne.
De...
Svangerskab
Svangerskab er et andet ord for graviditet. Det betyder at en kvinde bærer et barn i sig, man kan sige at "hun er svanger" = "at hun er gravid". Man kan også sige "gennemføre svangerskabet", "afbryde svangerskabet", "først i svangerskabet" "sidst i svangerskabet" osv.
Svangerskab bruges ofte, når man taler om svangerskabsforgiftning. Se derfor "svangerskabsforgiftning".
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.











