Svar: Hvordan skal vi, på en kærlig måde, sætte grænser for vores 2-årig

---

Kære mor

Velkommen tilbage, dejligt at høre fra dig igen og velkommen til 2års alderen :)

Mange familier oplever 2års alderen som særligt svær, og det lyder som om, at det er lidt svært hos jer lige nu. Det er dog meget vigtigt, at I husker på, at jeres dreng stadig er en meget lille dreng, og det er helt naturligt, at han reagerer som han gør - han reagerer, både fordi han har den alder, han har, men også fordi han har fået en lillesøster (stort tillykke med det:)) og nu skal dele mor og far med hende...

Når man er 2 år gammel, så begynder man at danne sit selvbillede. Man forsøger at finde ud af, hvem er jeg, hvordan påvirker jeg andre, hvordan påvirker andre mig - og det gør han f.eks. ved at hælde vand ud på bordet eller ved at kaste med sit legetøj eller ved at smide med maden. Hans udforskningstrang er stor, og han afprøver hypoteser: "Hvad mon der sker, hvis jeg kaster med maden?" - Han prøver, og du siger nej. Ny hypotese afprøves "hvis jeg kaster med maden, så siger mor nej?"- ja det gjorde hun. Ny hypotese "hvis jeg kaster med maden, så siger far også nej?" - ja det gør han....

Det er generelt en god idé at holde fokus på, at vandet skal blive i koppen, at man ikke skal smide med sit legetøj men lege med det, at maden skal i munden og ikke kastes med. Altså fokus på det, som I gerne vil lære ham og ikke så meget på det, som han gør forkert. Kaster han f.eks. med maden, så kan I sige "spise maden, ind i munden skat" eller "vil du smage min mad?", "må mor smage din mad?" - og ikke sige så meget "Nej!", "Spis pænt!", "Stop nu!".

Det er også en god idé at appellere til hans selvstændighedstrang og egen vilje og derfor inddrage ham i de ting, som skal foregå. Han kan f.eks. godt være med til at lave mad, han kan dække bord. Han kan selv kravle op og sætte sig parat til at spise, han kan få en lille kande og kan selv hælde vand op i sin kop, han kan bære små skåle med udskåret frugt eller grønt hen til bordet, bære en tallerken af gangen osv. Jo mere I kan inddrage ham, så han føler sig set og anerkendt, jo mere vil det nedsætte hans behov for og lyst til at lege med maden, når I så sidder ved bordet.

Derudover så er hans udforskningstrang naturligt stor, og det er derfor også naturligt spændende at finde ud af, hvordan vand kan løbe, eller mad kan føles, eller hvordan det ser ud, når det skubbes ud over bordkanten, eller hvordan det ser ud, når det har været i munden - hvorfor han spytter det ud... Hvis han lige nu er særligt fascineret af at finde ud af det med vand, så vil det være rigtig godt, hvis I kan anerkende denne lyst og derfor lade ham lege med vand, sand osv. Han kan have kander, skåle, små bøtter osv. i sit badekar, og I kan også lade ham lege med vand i haven.

Hvis han synes, det er særligt spændende at kaste med sit legetøj, fordi det giver en masse larm, så kan I anerkende denne lyst til at undersøge og lave lyd ved at give ham f.eks. en tromme, et hammerbræt eller lignende. Så når han kaster med noget, så kan I sige "jeg vil ikke have, at du kaster med.. men du kan spille på din tromme".

Hvis han synes, det er meget spændende at mase maden ud mellem fingrene eller kører det rundt i håret, eller måske tager maden ud af munden, når han har tygget det, for der at mærke på det, se på det osv. Så kan I anerkende denne lyst ved at bage boller med ham og lade ham sidde med bolledej i hånden, eller I kan lade ham bruge fingermaling eller lignende, ligesom I også her kan lege med sand, vand osv. Jo mere i kan stimulere hans sanser uden for middagsbordet, jo mindre behov vil han have for at stimulere disse sanser, når I sidder ved middagsbordet...

Derudover så skal I være meget opmærksomme på, at det lige nu er meget svært for ham at være ham, fordi han skal dele jer med lillesøster. Hun er naturligt en rival til jeres kærlighed, og han er stadig så lille, at han ikke kan sætte ord på sine følelser og den utryghed, som han naturligt føler. Han er naturligt usikker på, om der stadig er samme plads i jeres hjerter til ham, og om I stadig slesker ham lige så højt som før, og det kan han ikke sige til jer...

Når han reagerer med at slå, sparke, kradser, bider, så er det som sagt, fordi han mangler ord, og derfor kommer der en fysisk reaktion. Det er helt normalt med den alder han har og selvfølgelig skal han stille og roligt lære en mere hensigtmæssig måde at regere på. Han skal lære empati, han skal lære, hvad det han gør, gør ved andre. Han skal lære at se, når andre bliver kede af det, når andre bliver vrede, han skal lære, hvad det er at trøste andre, og hvordan man kan gøre andre glade. Det er altsammen en proces og en udvikling, som starter nu, ...

---

---

... og som I skal støtte ham i - men han lærer det netop ved, at I viser ham hvordan. Det er ikke nok at fortælle ham det eller tale om det, han skal vises det i måden I er sammen med ham på, og måden I guider ham på i hverdagen :)

Derfor er det ikke nogen god idé at sende ham væk eller ignorere ham. Det er derimod vigtigt, at I forsøger at vise ham det, som I gerne vil lære ham - at I lytter, anerkender, ser hinanden, forsøger at forstå hinanden og sætte jer i hinandens sted - så han netop lærer at kunne dette. Det er helt naturligt, at der kommer konflikter med en 2årig, men det er vigtigt, at I kommer igennem konflikterne på en god måde, for gør I det, så lærer han rigtig meget af det.

Det at skulle dele mor og far med en anden - og de følelser, som opstår - kan sammenlignes med at mor kom hjem med en ny mand, eller far kom hjem med en ny kvinde og sagde: "Er han/hun ikke sød", "hvor er han/hun bare dejlig" og samtidig sad og kælede og nussede med ham/hende i sofaen og alle som kom på besøg sagde "nej hvor er han/hun dejlig" og til dig sagde de "Er du ikke glad?", "hvor må du være stolt", "se hvor han/hun smiler til dig" ... Hvordan ville du/I have det? De fleste af os ville have det rigtig dårligt - og ville sandsynligvis også få lyst til at skubbe, slå, sparke.. Og det er vigtigt, at I viser jeres dreng, at I forstår ham og forstår, at det er rigtig svært, men at I stadig er der for ham og elsker ham højt.

Du skriver blandt andet "Udfordringen er nu, at når vi pointerer at han ikke skal noget, så intensiveres adfærden bare. Han forsøger at kaste endnu mere og slår ud efter os" og det lyder for mig som om, at det sker, fordi han ikke føler at I lytter og ikke føler, at I forstår ham.. og derfor bliver han ekstra frustreret, ked af det, fortvivlet...

Nogle af de følelser som han har lige nu er f.eks.:

Han føler sig tilsidesat. Det er svært at du f.eks. er sammen med lillesøster og han skal afleveres i institution, eller det er svært at han skal sove på eget værelse og hun sover hos mor og far...

Han føler ikke, at han er den foretrukne. Han får måske nogle gange at vide, at han lige må vente lidt, - du tager dig af lillesøster, før du kan være der for ham.

Han føler sig uværdig til jeres kærlighed og sammenligner sig med sin søster, som er en rival til jeres kærlighed. Når du sidder med lillesøster, så taler du med en særlig stemme, kærtegner hende osv. og det er svært at se på, svært at høre, svært at mærke..

---

---

Han føler sig usynlig. Når du f.eks. sidder og ammer, så ser han, at I har noget sammen, som han ikke er en del af. "De to deler noget med hinanden og ikke med mig" - og det gør også ondt.

Han bliver bange for, at der ikke er kærlighed nok til alle. Tænk hvis de voksne bedre kan lide lillesøster, end de kan lide mig.

Han føler "min plads i mors/fars hjerte er alt for usikker". Tænk hvis min mor og far elsker min lillesøster mere end de elsker mig...

Det er dybe følelser, og det er vigtigt at tage det alvorligt, lytte og anerkende - og give ham ekstra nærhed, fysisk kontakt og kærlighed netop nu :)

At I skal lytte, anerkende, møde ham, vise ham forståelse er naturligt ikke det samme som, at I så ikke må sige nej. Nogle gange skal han naturligvis bremses i det han gør, eller det han gerne vil. Hvis han kan yde skade på sig selv eller andre, så skal han naturligvis stoppes. Han må ikke slå eller sparke andre bevidst - hverken jer eller lillesøster - ligesom I f.eks. skal holde fast i ham, hvis han er ved at løbe ud på vejen - også selvom han bliver voldsomt vred over at blive holdt fast... her er det nødt til at være som I vil, fordi I som voksne ved bedst :)

MEN, I skal overveje, hvorfor I siger nej - nogle gange siger I måske nej, fordi I er trætte og ikke rigtig har overskud. Og nogle gange kan det være en god idé, at I lige stopper op og tænker "hvad er der egentlig i vejen for, at han får sin vilje?" eller at I tænker "kan jeg mon finde et alternativ i stedet for at sige nej?"...

Og så skal I også overveje, hvad hans reaktion skyldes, og om der mon ikke ligger noget bagvedliggende, som I skal tage hensyn til - og at løsningen derfor ikke er at stoppe ham, sætte grænser, sige nej, sætte ham væk, men i stedet at lade ham mærke, at I er der for ham stadig væk, og godt forstår, at det lige nu bare er rigtig svært at være ham...

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre, og at det kan give lidt idé om, hvorfor jeres dreng reagerer som han gør, og hvordan I derfor bør møde ham bedst :)

Jeg vil også anbefale jer min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn :) Fortsat held og lykke, og rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---