Svar: Mit meget talende barnebarn presser os

---

Kære farmor

Tak for dit brev - og naturligvis må en farmor skrive! :)

Hvor er det bare en ulykkelig situation, du står i - og jeg kan godt forstå, at du føler dig presset og som "en lus mellem to negle", for i princippet står du jo til at skulle vælge mellem din søn (og barnebarn) og din mand. Og det er jo helt vildt urimeligt.

Som jeg læser dit brev og din beskrivelse, så er der tale om en helt almindelig 4årig dreng. Ja, han er motorisk aktiv, der er rigtig godt gang i ham - men sad han stille hele dagen foran en skærm, så var det jo også et problem. Ja, han taler meget, stiller rigtig mange spørgsmål til alt og alle - men det er jo måden, man lærer på og bliver klogere på verden, og 4 årige børn har naturligt mange spørgsmål og en stor undren og nysgerrighed, som det er vigtigt, at man lytter til og forsøger at besvare, så godt man nu kan.

Din søn og svigerdatter lyder til at være rigtig søde, opmærksomme forældre, der lytter, anerkender, forsøger at være der for deres dreng - og som også forsøger at finde en balance og en måde, hvorpå I kan være sammen, når I er sammen - selvom det lyder som om, at stemningen ofte må være presset, hvilket de (og dit barnebarn) naturligvis også godt kan mærke. Og det lyder heldigvis som om, at din søn og svigerdatter prioriterer meget samværet med dig og forholdet mellem dig, dem og dit barnebarn, selvom situationen er, som den er.

Du fortæller, at du selv er uddannet pædagog, og du skriver direkte, at "jeg synes overordnet ikke, de (din søn og svigerdatter) gør noget forkert", og du skriver også, at som du ser det, så "er han (dit barnebarn) en normal dreng, der bare er blevet vant til at lyde og kontant tale er normalen".

Den allerstøste gave vi kan give vores børn og børnebørn er ubetinget kærlighed. At kunne elske nogen betingelsesløst er meget svært - især måske når man ikke er biologisk i familie. Det er svært at elske en anden, som gør ting anderledes, det er svært at elske et barn, der gør det modsatte af, hvad man vil have ham til, eller som man føler ikke hører efter, hvad man siger.

Din mand har svært ved at elske uden betingelser. Og betinget kærlighed handler mere om at få end om at give - man kan først give kærlighed, når man selv har fået dækket alle sine behov. Derfor er betinget kærlighed meget egoistisk, fordi det er egne behov, som har første prioritet...

Du nævner, at din søn altid har haft et anstrengt forhold til sin stedfar, og jeg tænker, at det sandsynligvis altid har været noget ala dette, som har været en del af problemet. Jeg forestiller mig - uden at have talt med dig før og blot ud fra det du i dit brev idag fortæller - at der sandsynligvis altid har været en række betingelser fra ...

---

---

... stedfar til søn, når han er vokset op. Han har skulle gøre bestemte ting, følge bestemte regler, og det har ikke stået til diskussion. Din søn har skulle følge sin stedfar og sin stedfars vilje, og har han gjort det, har han fået belønning - måske kærlighed, måske lommepenge... Problemet er, at denne form for kærlighed netop er betinget - en slags "jeg elsker dig kun, hvis du gør, som jeg siger", og det dur ikke.

Ubetinget kærlighed betyder, at man elsker den anden, som den anden er - ikke fordi han gør noget særligt, eller følger det man siger, men blot fordi han er den, han er. Ubetinget kærlighed handler ikke om hverken opmærksomhed, opdragelse, gaver.. det handler om, at man bare elsker ham (barnebarnet), fordi han er lige præcis den han er. Han behøver ikke gøre noget bestemt, han behøver ikke lave sig om, han skal have lov til at være præcis, som han er, og han er elsket, som han er, netop fordi han er den, han er.

Og det betyder også, at selvom det f.eks. skulle vise sig at han f.eks. havde ADHD, var født med en hjernefejl eller havde behov for medicinsk behandling, så ville man naturligvis stadig elske ham!

---

---

Som jeg læser dit brev, så har du, din søn og svigerdatter ingen problemer med dit barnebarn, I ser ham som en sund og dejlig dreng - og I elsker ham højt, også selvom han naturligt "kan være en mundfuld", som du skriver :) Men der er én, som har problemer med ham, og det i en grad, som gør, at I må gå på listefødder, for ikke at vække hans vrede - og det er din mand. Jeg er dit barnebarns advokat lige nu, og som jeg læser dit brev, så er det din mand, der er problemet og ikke drengen. Elefanten i rummet er ikke dit barnebarn, men at din mand har rigtig svært ved at rumme ham og stiller betingelser for sin kærlighed...

Handler problemet ikke mere om dit og din mands forhold..? Du skriver, at I skændes meget om det her, du skriver, at du ser et mønster fra stedfar og søn gentage sig i forhold til dit barnebarn, hvilket du hader at se - og jeg tænker, at der ligger meget mere i historien, end der kommer frem i dit brev til mig, hvilket jo er helt naturligt, da der er begrænset plads at skrive på i en brevkasse:) Men jeg tænker, at der er nogle ting, som skal tales igennem, bearbejdes og løses mellem jer voksne, måske også i forholdet mellem din søn og mand... og det lyder som om, at der måske er behov for professionel hjælp her...

Lige nu og her er den bedste løsning dog nok, at I ikke alle sammen er sammen, men at du, din søn, svigerdatter og ikke mindst dit barnebarn mødes, uden at din mand er til stede.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre. Jeg sender dig et stort knus med på vejen herfra, og jeg håber, at I kommer godt videre alle sammen :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

---

Viden om børn:

---