Svar: Hidsigt temperament

---

Kære Sarah

Tak for dit brev og fine spørgsmål omkring jeres dreng og hans temperament :)

Det er helt naturligt, at jeres dreng viser mere og mere egen vilje, mere og mere selvstændighed - det hører alderen til og er et sundhedstegn, derfor er det dejligt at læse, at du ser hans temperament som noget fantastisk ;)

Han er dog stadig så lille, at han ikke kan fortælle med ord, hvad det er han gerne vil eller ikke vil, og derfor reagerer han fysisk med at skrige, kaste sig i gulvet osv. Når han mærker, at I vil noget andet end ham, så bliver han frustreret og ked af det - og det betyder blandt andet, at der udsendes adrenalin i kroppen. Adrenalin er et af vores "kamp- eller stresshormoner" og når det pumper rundt i blodbanen, så påvirker det rigtig mange ting. I vil f.eks. opleve, at hans muskelmasse øges, så han bliver meget svær at holde, og han virker fysisk meget stærk. Hans pupiller trækker sig ofte også sammen, hans blodtryk og puls stiger, han sveder måske... Det er ikke farligt, men det er vigtigt, at I forsøger at hjælpe ham til ro.

Det gør I ved at lytte til ham. I skal forsøge at finde ud af, hvorfor han er så frustreret og så hjælpe ham med at løse det, som han ikke selv kan. Der vil naturligt være situationer, hvor I ikke ved, hvad der udløser hans reaktion, nogle gange ved han det måske ikke engang selv, men andre gange vil I godt kunne finde en løsning, måske tilbyde et alternativ. Andre gange er løsningen at inddrage ham, så han føler sig lyttet til :)

Det er vigtigt, at I ikke ignorerer ham eller siger f.eks. "stop det, hold op med at være hysterisk" eller lignende, fordi adrenalin virker som ild - hvis I puster til det, så blusser det op, og I puster netop til det, hvis I ikke lytter. Det er derimod vigtigt, at I sætter ord på og viser ham, at I forstår ham. Det kan være at sige "såå bliver du bare så ked af det lige nu" eller "hov driller skeen, det er også dumt" eller "havde du bare slet ikke lyst til at skulle skiftes lige nu" eller lignende.. så han igen og igen hører, at I forstår hvorfor han reagerer og han føler sig mødt og anerkendt. I ved godt, at det nogle gange er lidt dumt og lidt irriterende, at man f.eks. skal i bad, have børstet tænder, får afbrudt sin leg, at legetøjet driller, at blusen er lidt for stram osv. osv. som kan gøre, at han bare bliver rigtigt ked af det.

Derudover så er det vigtigt at anerkende hans selvstændighed, altså lyst til at være medbestemmende og tage del i det der sker omkring ham og her kommer jeres eksempler ind:

Når han prostesterer mod skiftning og det at ligge på puslebordet, så er det f.eks. en god idé at overveje, om I spørger ham "skal du have en ren ble?" og han signer måske nej (kropsligt eller verbalt nej), og derefter så tager I ham og begynder at løfte ham op.. I skal ikke spørge ham, hvis I ikke lytter til hans nej.

Det er også en god idé at inddrage ham, så han f.eks. selv er med til at finde en ren ble frem, selv finder vaskeklude, måske selv får lov til at prøve at vaske sig, selv lægger sig til rette, selv løfter numsen op, når bleen skal under ham, selv holder cremetuben.

Nogle gange er det en god idé at indgå kompromis, så han ikke behøver ligge ned, når han skal skiftes. Hvis det kun er en tissetår, så kan buksebleer være en rigtig god idé. Så kan han stå på gulvet, evt. på badeværelset og få en ren ble på og derefter lege videre. Han ...

---

---

... behøver ikke blive vasket hver gang, hvis han kun har tisset...

Når han ved middagsbordet f.eks. nægter at spise, før han får lov til at få mælken, så er det på samme måde et behov for at føle sig inddraget i det der foregår - og måske er han også tørstig. Det er derfor vigtigt, at I lytter til dette og lader ham få en tår mælk, men naturligvis også holder fast i, at han også skal spise. "Du må gerne få mælk, spis lige lidt af din frikadelle også". Han er stadig så lille, at det naturligt er svært for ham at styre motorikken helt endnu, men prøv at lade ham være med, hvor han kan - han kan f.eks. godt spise selv, og stille og roligt kan han også være med til at dække bord, begynde at kravle op i sin høje stol selv, få lille en kande med mælk, som han selv kan hælde af osv. Jo mere han er medinddraget i det der foregår ved bordet og omkring måltiderne, jo bedre vil det være.

Når han vil have mor i stedet for far, så er det sandsynligvis fordi det er dig, som han holdt barsel og tilbragt mest tid sammen med ham. Derudover så ved jeg fra dit tidligere brev, at du venter dig igen - og han mærker naturligt, at du ikke længere er så mobil som tidligere, du løfter ham ikke som før, bærer ikke rundt på ham, pladsen på dit skød bliver mindre og mindre.. og instinktivt begynder I måske at arbejde på, at far skal tage mere og mere over, kunne hjælpe mere og mere... Og det skal far naturligt også, men jeres dreng kan godt føle, at du afviser ham, skubber ham væk, og det kan faktisk gøre, at han begynder at søge dig ekstra meget, klynger sig ekstra til dig.

Du skal derfor være opmærksom på stadig at give ham masser af nærhed og tæt fysisk kontakt, det er vigtigt, at han mærker, at du stadig er der for ham. Det er også vigtigt, at I overvejer, hvornår far tager over og hvordan. Det vil f.eks. være rigtig godt, at du putter ham om aftenen, men far må meget gerne gøre alt det, som leder op til putning. Det vil f.eks. være rigtig godt, hvis far giver ham bad om aftenen og gør han klar til natten, så det er en rutine, som de to har sammen. Derefter kan far give godnatgrød og børstet tænder og putte i seng, og så kan mor komme, læse godnathistorie, synge sang... På den måde kan far komme mere og mere på banen, men du siger naturligt stadig godnat til ham.

---

---

Det er også vigtigt, at du støtter op om, at far kan, og at det er fint, at far hjælper. Hvis jeres dreng f.eks. vil have, at mor skal give ham aftenbadet, så kan du sige "far giver dig bad, jeg kommer bagefter" og far kan på sammen måde sige "far bader dig, mor kommer om lidt", så I holder fast i, at nu er det far, som gør det, men samtidig anerkender, at han gerne vil have sin mor, så du kommer naturligt efter badet...

Det samme når I sidder ved middagsbordet, og han måske vi have, at det er mor som skal hælde mælken op i koppen, men det er far, som gør det - så kan du også sige "far giver dig mælk, jeg er lige her", så han hører at du bakker op om, at far sagtens kan give mælken, og at det ikke betyder, at du ikke også er der for ham.

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre, og jeg vil anbefale dig at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den finder I mange gode råd til, hvordan I kan møde jeres dreng og samtidig lære ham nogle af de regler, som I naturligt gerne vil have f.eks. omkring middagsbordet :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---