Brev:
Datter meget bange for andre mennesker
Kære Helen,
Så blev det min tur til at skrive til dig efter at have læst utallige af dine altid grundige og venlige svar til andre forældre.
Jeg har en datter på 21 måneder, som siden hun var fire-fem måneder har været meget bange for fremmede. Jeg har altid gerne ville hjemmepasse de første par år, så hun går ikke i institution. Det var noget vi sparede sammen til i flere år inden hun blev født, så det ikke på grund af hendes angst for fremmede. Det havde dog været nærmest utænkeligt at starte indkøring i vuggestue eller dagpleje, da hun var 10 måneder. Hun var og er rædselsslagen for alle andre end mig, hendes far og til dels min mor.
Vi boede i udlandet, da hun blev født, så hun mødte først min mor, da hun var seks måneder gammel. Vi boede derefter hos mine forældre i seks måneder, mens vi fandt vores eget hus og selvom hun så min mor hver dag, så tog det tre måneder, før min mor kunne holde hende eller hun så glad ud, når hun så sin mormor. Min datter er glad for sang og musik, så min mor brugte tre måneder på at synge for min datter på sikker afstand, hvor min datter sad hos mig, min mand eller i barnevognen. Der var også korte stunder, hvor hun gerne ville sin morfar, men efter vi flyttede i eget hus og nu ikke ser dem så tit (pt slet ikke grundet Corona, selvfølgelig), så bliver hun også bange for ham.
Hun bliver bange når fremmede taler til hende i S-toget, Netto, osv. Hun bliver bange for gæster, selvom hun har mødt dem flere gange før. Dog er det sket et par gange, at hun har interageret, ja nærmest leget med venners jævnaldrende børn. Men først efter et par timer, hvor hun har grædt, siddet hos mig, leget lidt, grædt igen, fået sutten, blevet sunget for, osv. Oftest fortsætter det sådan under hele besøget.
Vi bor på en vej med flere børn på nogenlunde samme alder og hun kan godt lide at observere dem på afstand. Og hun er forholdsvis afslappet, når vi leger i forhaven og der går folk forbi huset. Men hvis de taler til hende, bliver hun ked af det/bange og græder, vil op, osv. Det er benhårdt.
Jeg havde helt klart forestillet mig en hjemmepasser-tilværelse med legegrupper, legeaftaler, svømmehal, babysamlesang og andet i den dur. Og vores lille vej bugner som sagt af søde små børn med søde forældre, der ofte inviterer os ind i sandkassen og rigtig gerne vil lege og socialisere. Efter så mange år i udlandet og nu bosat i en helt ny by, vil jeg rigtig gerne ud og møde nye mennesker og det var altid min plan, at vores datter skulle have med andre børn at gøre, selvom hun ikke gik i dagpleje eller vuggestue. At jeg selv synes dagene bliver lidt ensformig og jeg kigger langt efter alle de andre mødre, der mødes til saftevand og en sludder med deres børn i hænderne på legepladsen, det kan jeg godt leve med. Jeg er ikke skuffet over at min planer og illusioner for denne periode ikke er blevet til noget, men jeg er meget bekymret for min datter - og så ked af og efterhånden stresset over, hvordan hun har det.
Hun er en skrap madamme sommetider, men det meste af tiden er hun glad, tilpas og udvikler sig fint. Hun er faktisk rigtig godt selskab og måde min mand og jeg nyder hende for fulde gardiner. Hun er klog, charmende, energisk og har en dejlig humoristisk sans. Hun er tresproget, men taler allerede meget og er i det hele taget godt til at kommunikere. Hun er meget elsket og virker på mange måder tryg. Men med mange nye ting er hun utryg. Hun er meget lang tid om at ville noget nyt. Var rædselsslagen første gang hun fik sko med velcro på. Og første gang hun fik cykelhjelm på. Og første gang hun sad på en gynge (det er hun stadigvæk). Og første gang vi gik ind i legehuset i haven. Og første gang hun gik på græs. Og første gang vi badede i havet med hende. Hun har skreget hver gang, hun har fået børstet tænder i over et år nu. Hun er bange for bamser. Og lyden af stavblender. Og meget, meget andet.
Med tiden har hun vænnet sig til at mange af tingene, men der er jo altid nye 'nye ting’. Jeg tænker tit på om jeg har været for overbeskyttende. Eller om det var for stressende, at vi ...
... flyttede flere gange i løbet af hendes første leveår. Eller om det har påvirkede hendes nervesystem, at jeg havde nogle måneder med stress og angst under graviditeten. Jeg var ikke så god til at lade andre holde hende, da hun var nyfødt. Jeg ved godt, at det ligesom er en del af gamet, når folk kommer på barselsbesøg, men jeg følte nærmest, hun var limet fast til mig. Det føltes fuldstændig unaturligt at give hende fra mig, selv til sundhedsplejersken. Ja, næsten også til min mand. Som selvfølgelig fik lov at holde hende uafbrudt alligevel.
Jeg følte en enorm beskyttertrang fra det øjeblik, jeg blev gravid og den eksploderede det øjeblik, jeg fik hende i armene. Vi var førstegangsforældre langt væk hjemmefra og vi klarede alt selv. Hele vores verden drejede som om vores datter og så snart vi hørte, hun vågnede fra en lur, så løb vi vitterligt igennem lejligheden for at være hos hende så hurtigt som muligt. Det var efter jeg havde holdt mig vågen i 14 dage, fordi jeg var så bange for, at der skulle ske hende noget, mens jeg sov. Jeg ammede i døgndrift og græd flere gange om ugen af udmattelse, fortvivlelse og frygten for at gøre noget forkert. Hormonerne rasede og vi havde også en stor flytning hjem til Danmark at planlægge. Det var benhårdt. Og selvom tiden også var fyldt med glæde og kærlighed, kys og kram, så husker jeg den mest som hård. Måske var jeg for stresset og måske det påvirkede min datter? Og måske jeg skulle have ladet flere holde hende.
Jeg troede det ville blive bedre, når vi flyttede hjem til Danmark og blev omgivet af familie og venner. Men vi er nok efterhånden blevet dem, alle lidt frygter møder op til familiearrangementerne. De vil alle så gerne min datter og hun skriger bare af dem. Fra start til slut. Ingen, på nær min mor, må nærme sig eller tale til hende. Ikke engang hundene. Hun klamrer sig til mig eller sin far, græder voldsomt og ryster nogle gange. Hun er virkelig angst/bange. Det er ikke hysteri, som når hun ikke må få flere blåbær. Hun slapper først af, når gæsterne er taget hjem eller vi sidder i bilen. Så er hun glad og udmattet.
Det var lidt en lettelse med al den Corona-relaterede selvisolation faktisk… Så ”slap” jeg for at føle, at vi burde arbejde videre med eksponering, for nu måtte/kunne vi jo ikke. Det var været nogle fredelige uger. Jeg nåede faktisk at glemme det hele lidt, indtil vi mødtes med nogle venner til leg i haven i sidste uge og min datter skreg al tiden. Jeg havde lidt naivt håbet at en lille pause ville hjælpe, men tværtimod. Selvom vi kun mødtes en lille times tid, så sov min datter en meget lang lur bagefter. Det tager så hårdt på hende hver gang.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg er rolig omkring mine evner som forælder og jeg hverken dyrker eller affejer min datters angst for fremmede/andre. Jeg ved bare ikke, hvad der er bedst at gøre. Planen var oprindeligt at hun skulle starte i vuggestue, når hun var omkring to år gammel. Økonomisk kan vi godt strække den til hun skal i børnehave. Men hvad er bedst for hende? At blive hjemme og kun opleve andre børn ved at kigge igennem hækken til genboen? Eller en lang og skånsom indkøring i vuggestue om et halvt års tid? Jeg ville ønske, jeg vidste præcist hvad hun har brug for. Jeg vil bare gerne have, hun har det godt og trives. Både nu og senere. At hun må få et lyst sind og mange sjove stunder.
Min mand og jeg var begge generte som børn, men ikke angste på denne måde. Det er heller ikke tilfældet med andre familiemedlemmer. Vi har ingen erfaring med det overhovedet og ved ikke, hvordan vi skal gribe det an. Vi er også meget bekymrede for hvor meget det kan komme til at hæmme hende fremover. Tanken om at hun ikke får en dejlig barndom er ubærlig for os begge og jeg kan ikke skrive dette uden at tårerne presser sig på. Vi føler os meget alene med vores bekymringer. Har du hørt om lignende tilfælde med andre børn og hvordan er det gået dem? Hvad synes du, vi skal gøre fremadrettet?
Jeg håber hele mit brev gav mening. Det er et stort emne at prøve at opsummere.
Med venlig hilsen
Annoncer
Sponsorerede artikler
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.
Kære Helen Min datter er 23 mdr og bruger sut, mest til trøst og når hun...
26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.
Kære Helen Min datter er lige knap 2 år. Der er tydeligt, at hun er begyndt...
8. december 2025 | Sovevaner | 18 mdr.
Søvnrytme dreng 18 måneder - del II
Kære Helen, Tak for dine tanker og anbefalinger, det er meget værdsat. Jeg...
4. december 2025 | Sovevaner | 18 mdr.
Kære Helen Jeg har i flere henseende nydt godt af din skønne brevkasse og...
28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.
Søvnunderskud og lange putninger
Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...
Viden om børn:
Lattergas ved fødsel
Lattergas er en blanding af ilt og kvælstofilte, som man indånder gennem en maske.
Lattergas bruges som smertestillende og er et tilbud til kvinder, der er i fødsel. Jordmoderen vejleder kvinden i, hvordan masken bruges - lattergas virker bedst, hvis du trækker vejret i masken, når du mærker, at der er en ve på vej, og så lægger masken fra dig igen, når veen klinger af.
Lattergas virker på den måde, at kvinden mærker smerten, men ikke lader sig gå på af den, og den...
Naturlægemidler - børn
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der ofte indeholder tørrede planter, plantedele, eller udtræk af planter.
Naturlægemidler er frihandelslægemidler, hvilket betyder, at de ikke behøver blive solgt på et apotek. Læge og apotek behøver således ikke at være involveret i behandlingen, og derfor kan naturlægemidler kun godkendes til behandling af "lettere sygdomme".
Naturlægemidler anbefales ikke til børn under 2 år uden lægens anvisning....
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak! Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvor stor en omvæltning dit seneste svar har gjort for vores familie.
Med min korte beskrivelse af vores liv, har du simpelthen set noget vi ikke har set; at hele vores dag bare er en lang irettesættelse af vores søn. Vi var simpelthen kommet ind i en skæld-ud-spiral; skæld-ud medfører mere skæld-ud. Vi blev opmærksomme på at vi begge to tog en dyb indånding inden vi gik ind af hoveddøren, for nu vidste vi skulle ind og skælde ud. Frygteligt, at vi ikke har kunne se at det ikke var en umulig unge, men en umulig måde at tackle ham på!
Så vi besluttede i samme øjeblik vi læste dit brev at vi kun ville snakke med vores søn og slet ikke skælde ud. Selvom det kræver lidt tålmodighed, så er det bare helt vildt hvad det har gjort. Han har simpelthen været så sød og vi har hygget os så meget de seneste dage. Han er selvfølgelig ikke et dydsmønster:-) men måden vi tackler det på nu er, gør at konflikten er lynhurtigt overstået og der bliver færre af dem.
Vi er jo i virkeligheden en familie med stort overskud, med et nært og følsomt forhold til vores drenge. Vi er bare kørt ud af et helt forkert spor og det var dig der skulle åbne vores øjne.
Tusind tak, Helen! Også en hilsen fra min mand, som iøvrigt sidder med tårer i øjnene hver gang han læser svar fra dig :-)
Med venlig hilsen
En familie på fire