Svar: Gen-etablering eller delamning
Kære Louise
Tak for dit brev :)
Jeg har fuld forståelse for, at du gerne vil amme, og at du - når det fungerer - synes, det er hyggeligt og dejligt. Det er for mange kvinder også en stor sorg, når amningen ikke fungerer, og det kan være rigtig svært at nå til denne erkendelse.. og en del af at komme dertil er, at man har en følelse af, at man har gjort alt.. og den følelse har du ikke endnu.
Der er dog ingen tvivl om, at du allerede har kæmpet rigtig meget, og din dreng er nu 4 måneder gammel. Det er en alder, hvor han naturligt sagtens kan begynde at få andet end bryst - og i forhold til f.eks. forebyggelse af allergi, så har du allerede gjort det rigtig godt! Sundhedsstyrelsen skriver blandt andet: "Hos allergidisponerede børn har undersøgelser vist, at amning eller anvendelse af højt hydrolyseret modermælkserstatning til fulde 4 måneder har en forebyggende effekt på udvikling af komælksallergi. Efter 4-månedersalderen er der ikke påvist en sådan forebyggende effekt" - dette er fra "Amning - en håndbog for sundhedspersonale 2018".
Det er vigtigt, at din dreng tager på og får den næring, som han har behov for. Det er vigtigt, at "han vokser, trives og har overskud til livet", præcis som du skriver. Amning er godt, men det skal ikke være for enhver pris, og man er altså en lige så god mor, selvom man ikke ammer sit barn. Der skal også to til at få amningen til at fungere og nogle gange så fungerer det bare ikke... :)
Det er svært at sige, hvor hurtigt din mælkeproduktion vil nedsættes, og hvor lang tid du vil kunne amme, hvis du ammer 2-3 gange i døgnet og derudover supplerer med samme antal flasker. Det er faktisk meget forskelligt, hvordan det udvikler sig, når man både ammer og giver flaske. For nogle kvinder lykkes det at gøre begge dele i mange måneder, for andre går det meget hurtigt med at amningen stopper.
Din mælkeproduktion afhænger af, hvor meget efterspørgsel der er - det vil sige, at jo hyppigere din dreng dier hos dig, eller jo hyppigere du kan malke ud med en brystpumpe, jo mere vil du producere. Det giver mere mælk, at du ammer/malker ud hver 2. time i stedet for hver 4. time. Det er dog også sådan, at din dreng vil kunne stimulere dig langt bedre end en brystpumpe, så din mælkeproduktion vil ikke kunne holdes ved lige, hvis han helt holder op med at die hos dig. Du kan altså ikke malke ud i stedet for, på et tidspunkt vil mælkeproduktionen ikke være tilstrækkelig...
Udmalkningen kan lige nu bruges for at holde mælkeproduktionen oppe på et niveu, hvor han så forhåbentlig stadig har lyst til at die hos dig og derfor får lyst til at spise hyppigere hos dig - hvorved du så forhåbentlig kan stoppe med brystpumpen og i stedet lægge ham til. Du kan malke ud, det hvor du normalt ville amme, men hvor han afviser brystet, så du på den måde stadig får vist din krop, at der skal produceres mælk på dette tidspunkt.
Som alternativ til Syntocinon spray kan du også med fordel malke ud, lige før du lægger ham ...
... til for på den måde at sætte nedløbsrefleksen igang, så han ikke bliver utålmodig, når han ligger ved brystet og derfor ender med at afvise.
Du kan også dryppe lidt udmalket modermælk eller modermælkserstatning ind i munden på ham, når han ligger ved brystet - f.eks. med en 2 ml sprøjte - så han med det samme kan mærke, at der er noget at komme efter og derfor tager fat og begynder at die og selv får sat nedløbsrefleksen igang.
Du kan også bruge et SNS-ammesystem, det der også kaldes lact-aid eller hjælpebryst. Dette bruges dog normalt til nyfødte børn, præmature børn og børn, som har behov for ekstra hjælp de første måske 6-7 uger.. hvorvidt det vil fungere til et barn på 4 måneder tør jeg desværre ikke sige, og igen skal du overveje, om det er det værd, hvad du prioriterer og hvorfor.
Med den alder din dreng har, så er det vigtigt, at det ikke er amningen, udmalkning og det at få mælk som fylder i jeres hverdag, men at du i stedet bruger tiden på at lege og tumle med ham, stimulerer ham sprogligt og mentalt, hygger og nyder tiden med ham - så det hele ikke er gråd og kamp, men så det faktisk er en dejlig tid for jer begge. Dagen handler ikke længere om at spise, blive skiftet, spise igen og skulle sove. Nu skal dagens inddeles i aktive vågne perioder, og perioder, hvor han hjælpes til at spise og til at sove, - og han er ikke længere et spædbarn, men en aktiv lille baby. Det er vigtigt, at du har overskud til at give ham alt det, som han naturligt har behov for nu. Amning er godt, men meget andet er også vigtigt...
Du skal passe på med "power-pumpning", som du skriver, for det kan også gøre, at du pludselig producerer alt for meget mælk og derfor ender med at få brystbetændelse, hvilket ingen af jer har brug for... Det vil kun give yderligere problemer ...
Du kan naturligt godt tage med familien i sommerhus, forsøge at give ekstra hud mod hud kontakt, malke ud, når din dreng ikke vil die og på den måde se, om du kan holde din produktion på et niveau, der kan få ham til at tage fat igen. Den udmalkede mælk kan han få på flaske, så han stadig får din mælk. Eller evt. via det SNS system, som du har kikket på - så han får den udmalkede mælk imens du lægger ham til brystet. Men det kræver igen, at han vil die hos dig... og du har jo en dreng, som faktisk spiser glad af flasken i øjeblikket, så mit umiddelbare forslag vil være supplement med flaske...
Du skal, som tidligere nævnt, også medtænke, at han har brug for din mælk eller modermælkserstatning til han er 12 måneder gammel, og hvis amningen stopper helt om f.eks. et par måneder, når han er 6 måneder gammel, er det derfor vigtigt, at han stadig tager imod en flaske... Man kan godt risikere, at for meget kamp om amning udløser negativitet omkring måltidet, så der er også en god beslutning i at lytte til ham og de signaler han sender omkring glæden ved flasken, glæden ved at få mælk...
Jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
6. juli 2026 | Amning | 1 mdr.
Kære Helen Jeg håber, du kan hjælpe mig med nogle bekymringer omkring min...
23. februar 2026 | Amning | 0 mdr.
Hej Helen Jeg er gravid med vores andet barn, og jeg skriver, fordi jeg gør...
24. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Som du ved, har vi haft svært ved amning og jeg ved ikke, om mit...
21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Opfølgning 2 - dagsrytme og bryst
Kære Helen Tak for at give ro! Sidste spørgsmål i denne omgang: Med...
21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.
Opfølgning - dagsrytme og bryst
Kære Helen Tak for dine svar. Her lidt opfølgende spørgsmål: 1) Det gør...
Viden om børn:
Graviditet
Det første tegn på, at du er gravid, er normalt udebleven menstruation, eller at du bløder meget lidt. Derudover kan du få kvalme - især om morgenen. Dine bryster kan vokse og blive ømme. Du kan også opleve at være ekstra træt.
Har du mistanke om, at du er gravid, så er det en god idé at tage en graviditetstest. Du bør også altid kontakte din læge, for at aftale tid til en graviditetskonsultation.
Graviditeten varer normalt 40 uger, og lægen vil beregne din...
Skråstol
Børn har brug for at kunne bevæge sig frit for at udvikle sig bedst muligt. Børn der placeres i en skråstol vil sidde passivt og vil, hvis de sidder der længe, blive svage i nakke og ryg. Man kan sagtens vænne et barn til at sidde i en skråstol, hvis det har underholdning foran sig, og det kan være bekvemt for forældrene, men det er ikke det bedste for barnet.
Et barn skal have lov til at være på gulvet så meget som muligt. Det er på gulvet at barnet lærer at trille, krybe og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.









