Svar: 9 måneder - kommer ikke mad i munden
Kære A
Tak for dit brev, det er rigtig godt du skriver - og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)
Det er vigtigt at sige, at det kan være helt normalt, at børn i din drengs alder endnu ikke helt har knækket koden med at føre mad og ting til munden.. men det er noget, du skal være opmærksom på.
At føre mad til munden, putte legetøj i munden osv. er vigtigt. Det at undersøge ting med munden er en vigtig del af barnets udvikling, og noget man skal støtte barnet i at gøre. De fleste børn vil i 2 måneders alderen begynde at komme fingrene i munden og i 4-5 måneders alderen vil de fleste begynde at komme rangler og legetøj i munden og undersøge det på denne måde. I 6 måneders alderen vil de fleste børn begynde at kunne styre deres bevægelser mere bevidst og vil ofte nyde at sidde med f.eks. rugbrødsbjælker, agurkeringe og lignende i hånden og selv gumle, gnaske, smage osv. Ligesom de også begynder at kunne samle hænderne og flytte ting fra en hånd til en anden.... i den alder løfter de ofte også fødderne op fra gulvet og kan ligge og sutte på deres storetå...
Der kan være flere grunde til, at jeres dreng ikke kommer mad eller ting i munden. Måske har han brug for lidt mere tid - børn udvikler sig forskelligt, og de normale rammer kan være meget vide. Måske har du ikke været så opmærksom på, at han skulle sidde med mad selv og har været tilbøjelig til at made ham meget, så han nu har lært, at det er sådan han spiser :) Måske har du holdt hans hænder og forhindret ham i at deltage, da han var yngre, så han nu tror, at han ikke selv skal være med... :) Måske bliver han så optaget af storesøster, når han skal spise, at han "glemmer" at holde fokus på maden og ikke finder ud af selv at spise, så er det lettere blot at åbne munden og lade maden glide ind...
Når det er sagt, så er det at spise selv afhængig af nogle forskellige faktorer. Han skal for det første have en vis styrke i kroppen, kunne sidde, holde hovedet osv og også kunne have styrke i sine arme og hænder til at tage maden og føre maden til munden. Det lyder som om, at han har dette, men prøv at være opmærksom på, hvordan han generelt bruger sine arme. Ligger han højt på maven, løfter sig op i strakt arm, er han begyndt at stå på alle fire i kravlestilling og vippe frem og tilbage, er han begyndt at kravle, rejse sig ved møblerne osv. Det kan give et indtryk af, hvordan hans kropslige styrke er...
Derudover så skal han kunne koordinere sine bevægelser. Det gælder også, når han kravler, men bestemt også, når han spiser. Det kræver stor øvelse at tage maden op med fingrene. I første omgang vil han tage med hele hånden, så 3 fingre og derefter 2 fingre, det der også hedder pincetgreb. Derefter skal han føre maden fra tallerken og op til munden - og han skal ramme munden. Det kræver koncentration og øvelse, og han skal gøre det mange gange for at finde ud af det.
Ofte vil han spejle sig i dig og gøre det, som han ser, at du gør, efterligne dig og dine bevægelser og derfor vil det ofte hjælpe, at du guider og viser ham hvordan. Så han prøver at føre mad til sin mund, imens du fører mad til hans mund - så han kan følge dig, og det du gør. Det er godt at lade ham spise med fingrene og hvor du bruger dine fingre. Du må dog også gerne forsøge med en gaffel og se om han måske vil styre denne til munden - I kan bruge to gafler, så du skifter mellem dem og han igen kan spejle sig i dig.
Og så er det vigtigt, at hans syn er i orden. Man taler om "hånd-øje-koordination", og det er naturligt vigtigt, at han kan se maden, og ved hvad det er, at han skal putte i munden... det lyder det dog umiddelbart også som om, at han kan... :)
Det er også vigtigt, at du med den alder han har nu, er opmærksom på hvor meget mælk han drikker. Nogle gange, når børn ikke spiser, så er det ...
... fordi de ikke er sultne nok, og det kan godt hænge sammen med for højt et mælkeindtag. Det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på, at han ofte vil trives med 3 amninger/flasker nu, og at dette kan sættes ned til 2 amninger/flasker i 10 måneders alderen, netop for at give lyst til mere rigtig mad og lyst til generelt at spise :) De 2-3 amninger/flasker vil ofte ligge før middagslur, aften og sen aften - når de ligger der tager de ikke pladsen op for den egentlige mad. Derudover skal han tilbydes vand af kop til alle måltider.
Dertil kommer, at nogle børn har det som kaldes sansemotoriske udfordringer og det kan godt give lidt problemer omkring spisning. Nogle børn reagerer f.eks. på madens duft, andre på temperaturen, nogen reagerer på konsistensen.
Vi er afhængige af vores sanser og vi bruger vores sanser til at forholde os til verden og for små børn er det meget vigtigt at sanseapparatet fungerer optimalt - og nogle børn har et overfølsomt eller sensitivt sanseapparat...
Hvis jeres dreng f.eks. har en sensitiv følesans, så vil han f.eks. kunne vise dette ved at føle ubehag, når I vasker ham med en klud eller tørrer ham i ansigtet og på hans hænder. Han kan have det svært med brusebad og strålerne, der rammer kroppen, eller han kan have det svært med karbad, fordi vandet enten føles alt for varmt eller alt for koldt. Og på samme måde kan han have svært ved at røre ved mad og spiser måske ikke ret gerne med fingrene - ligesom han måske ikke vil bryde sig om at lege med sand og vand i sandkassen... Nogle gange reagerer disse børn også på fysisk kontakt. De bryder sig ikke om kærtegn og har svært ved at putte sig ind til mor og far. De kan have svært ved at fornemme, hvad der er kærlig og kærtegnene berøring og hvad der er ubehageligt...
Hvis han har en sensitiv smagssans, så kan han have svært ved at smage på forskellig mad - han kan synes, at det hele smager ens, eller han kan synes, at noget smager meget surt, meget salt, meget fedt osv. og derfor reagere på, hvis der er for mange forskellige smagsnuancer i et måltid. Det kan også være, at han har det modsat, at han er træt af at få samme grød eller mos og netop har brug for nye smagsstimuli for at ville spise...
Hvis han har en sensitiv luftesans, så vil han måske reagere på lugte generelt. Ikke kun duften af mad, men også reagere på parfume, lugten på et offentligt toilet og lignende. Det kan være svært at vide med så lille et barn, om han reagerer på dufte/lugte, men det kan godt spille ind.
Nogle børn har en sensitiv høresans og reagerer på mange forskellige lyde. Det kan f.eks. være lyden af en støvsuger der tændes eller en køkkenmaskine, som får barnet til at blive frygteligt ked af det. Det kan også være svært at være sammen med mange mennesker til fødselsdage og lignende, hvor lydniveauet er højt...
Og så er der også børn, som har en sensitiv synessans, og som kan reagere, hvis der er alt for mange synsindtryk på en gang. Det kan være meget skarpt lys eller lys der blinker i hvide eller forskelligfarvede blink. Nogle børn vægrer sig mod øjenkontakt...
De lyder som om, at du umiddelbart er bekymret for lillebrors motoriske udvikling og hans manglende lyst eller evne til at føre hænderne til munden. Da I har en storesøster at sammenligne med, og at da det lyder som om, at du umiddelbart har gjort og gør alt det rigtige, så tænker jeg, at du med fordel kan kontakte en ergo- eller fysioterapeut, som har viden om børn med sansemotoriske problemer for at finde ud af, om noget sådan spiller ind hos jer. Alt efter hvad du tænker om ovenstående, så kan du naturligvis også vente og se, om det mon kommer af sig selv, og om han mon blot har brug for lidt mere tid...
Knus herfra og jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Derfor vælger flere Tiny Tumult – blødt tøj til sensitiv hud
Kender du følelsen, når selv det blødeste tøj ikke er blødt nok til dit barns sensitive hud? Hos Tiny Tumult skaber vi præcis dét, mange forældre leder efter: silkeblødt, ansvarligt produceret børnetøj, der giver dit barn komfort og bevægelsesfrihed – og dig som forælder ro i maven.
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
5. september 2025 | Udvikling | 11 mdr.
Sproglig udvikling - pege og sige ord
Hej Helen. Min søn på 11 måneder, hverken peger eller siger ord. Jeg er i...
1. september 2025 | Udvikling | 15 mdr.
Ny i vuggestue og tandfrembrud
Kære Helen, Vores søn på 15 måneder startede i vuggestue i sidste uge. Vi...
21. august 2025 | Udvikling | 3 år
Kære Helen, Jeg skrev til dig for ikke så længe siden om vores dreng J på...
10. august 2025 | Udvikling | 18 mdr.
Kære Helen. Tak for alt din hjælp. Jeg har et spørgsmål vedrørende mit...
9. august 2025 | Udvikling | 18 mdr.
Kære Helen . Mit barn er 18 mdr. hun leger rigtig fint. Hun kan også...
Viden om børn:
Leg
For det lille barn er leg meget vigtigt, da det er igennem leg, at barnet udforsker verden og dermed udvikler sig. Og I begyndelsen er I forældre det bedste legetøj, og jeres barn vil elske jeres mimik, lyde og berøring.
Jeres barn har stor glæde af, at I tumler, triller, hjælper barnet med at cykle med benene, danser med barnet i armene... Ligesom jeres barn har brug for at mærke jer tæt på, ligge hud-mod-hud, blive kysset, krammet, kærtegnet og sunget for.
I takt...
Bedsteforældre
Det er dejligt at have bedsteforældre og for de fleste børn og børnefamilier spiller bedsteforældrene en stor rolle.
Bedsteforældre kan være ressourcepersoner, der træder til og hjælper jer i hverdagen med de praktiske opgaver. De vil ofte også gerne hjælpe med børnepasning, hvis I forældre har brug for lidt tid for jer selv.
Børn har glæde af at kende deres bedsteforældre, det er vigtigt for børn at kende deres historie og det er dejligt for dem at have...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen.
Jeg vil bare sige tusind tak for hjælpen! Det var et wake-up-call at få dit klare svar ... Dejligt at få at vide så entydigt at tingene ikke er i orden.
Alt går meget bedre nu, vi kan nemt aktivere ham, putning går stort set problemfrit nu og aflevering i vuggestue er også meget bedre. Det har været så godt at komme ud af den dårlige vane - jeg har bare ikke tidligere tænkt på at det var vaner der skulle ændres.
Tusind tak for hjælpen - det har betydet utrolig meget for os.
Med venlig hilsen
Rikke, mor til dreng på 21 måneder