Svar: 4 mdr søvn og mad
Kære Alfreds mor
Tak for dit brev og den fine beskrivelse af hele jeres forløb og alle dine tanker :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig og svare på dine spørgsmål...
Det lyder som om, at jeres dreng har behov for mere mad. Når han vågner og melder sig om natten og dier hos dig stort set hele natten igennem, så lyder det ud fra din beskrivelse, som et reelt behov og mere end en vane... Og det vil være rigtig godt, hvis hans mæthed derfor kan skabes om dagen - det er en forudsætning for at kunne undvære brystet om natten :)
Vælling anbefales ikke til børn før 6 måneders alderen, men jeg forstår godt, hvorfor I har valgt at forsøge med vælling - og hvis I vælger at bibeholde vælling, så vil jeg anbefale, at I ikke giver mere end én flaske i døgnet. Vælling er en tilskudsbladning og i princippet ikke noget børn har behov for - I kan i stedet starte med lidt grød :)
Jeg anbefaler, at man starter op med grød om dagen f.eks. til frokost. Det er min erfaring, at hvis man starter om aftenen, så vil man ofte opleve modsatte effekt end ønsket, - at barnet faktisk sover mere uroligt om natten, fordi maven arbejder på højtryk for at nedbryde den fastere føde. Og det kan godt være dette, som er problemet med vællingen hos jer, og derfor at det ikke virker...
I bør tidligst begynde med skemad, når jeres dreng er 4 måneder = 17 uger gammel. Det vil i begyndelsen være tale om smagsprøver og I kan f.eks. begynde med lidt grød af majs, hirse, boghvede... Grøden skal være cremet og mild i konsistensen i starten og derudover skal han have mælk, som han plejer. Ud over hans alder, så er det vigtigt, at han også i øvrigt virker parat til at skemad - det er f.eks. vigtigt, at han kan holde hovedet, åbner munden bevidst for skeen, at han viser interesse for skemaden, ligesom det også er vigtigt, at hans mave fungerer og han virker parat til fastere føde.
Du fortæller, at du både ammer og giver flaske, og det kunne være en overvejelse værd, om du vil øge hans indtag af erstatning i løbet af dagen. Modermælkserstatning mætter normalt mere end modermælk. Jeg har engang lært, at halveringstiden for brystmælk er mindre end 48 minutter, hvor det for modermælkserstatning er 78 minutter. Det betyder, at børn der ammes, ofte spiser lidt hyppigere end børn, der får flaske. Derfor vil man nogle gange godt kunne opleve, at børn sover et lidt længere stræk, ligesom der kan gå lidt længere imellem måltiderne, når barnet får en flaske med modermælkserstatning end barnet gør på en amning..
En måde at give jeres søn ekstra mæthed på - før han bliver helt parat til skemad og vælling - kunne derfor være at tilbyde ham ekstra erstatning. Samtidig er modermælkserstatning lavet, så det passer til hans alder, så hans mave kan følge med samtidig med, at han får de næringsstoffer, som han har behov for.
Det vil sandsynligvis være nødvendigt at bibeholde Movicol Junior, og det er rigtig fint. Du nævner, at han får Lefax dråber - jeg har slået disse op og kan se, at de ikke anbefales til gravide og til børn under 12 år, da der ikke foreligger tilstrækkelige undersøgelser. Jeg vil derfor ikke anbefale jer, at give jeres dreng disse med mindre det er aftalt med jeres læge :)
Det er rigtig godt med Grøn Allomin, ...
... det er en fin erstatning, som indeholder alle de næringsstoffer jeres dreng har behov for, og samtidig virker den også mod fordøjelsesbesvær og mavekneb. I kan dog overveje at prøve Allomin Syrnet SensiPro (den gule), fordi den indeholder lactobacillus reuteri, som er mælkesyrebakterier, og det vil evt. have en gavnlig effekt på jeres drengs mave. Det er vigtigt, at I nedkøler vandet til ca. 40 grader, før I blander erstatningen. Hvis vandet er for varmt, vil det ødelægge mælkesyrebakterierne. Jeg vil anbefale dette fremfor Lefax-dråber...
Dagsplanen I sender ser umiddelbart rigtig fin og alderssvarende ud. Når I på et tidspunkt starter op med lidt skemad, kan dette med fordel lægges ind omkring frokost - og mit bud ser derfor således ud:
Tidlig morgen 06: Ammes/flaske og sover videre
Formiddag 9-9.30: ammes/flaske og puttes til formiddagslur
Frokost 11: Tilbydes smagsprøver på lidt grød, vand af kop.
Ammes/flaske og puttes til middagslur ca. kl 12 som nu
Eftermiddag 14.30: Ammes/flaske og sover dagens 3. lur meget gerne med gåtur i barnevognen som I ofte gør nu :)
Aften 18: Ammes/flaske og sover en 4. lur. Da han sover meget korte lure dagen igennem, er det helt okay, at han har brug for en ekstra lur her...
Ammes/flaske og puttes til natten ca kl 21-21.30
Sen aften 24: Ammes/flaske og sover videre
Midt nat 03: Ammes/flaske og sover videre
Som du kan se, så er der en del "system" i denne dagsplan - amning/flaske indgår altid som en fast del af hans putteritual og på sigt, vil det være rigtig godt, at skemad tilbydes, når han f.eks. vågner. Lige nu vil han naturligt stadig kunne have behov for ekstra amninger i løbet af dagen, fordi han søger at få tørsten slukket, men hvis du begynder at tilbyde ham mere flaske, og han via mme får mere mæthed, så vil antallet af amninger om dagen naturligt nok blive sat ned, og det vil generelt passe, at han skal spise ca. hver 3-4 time døgnet rundt. Det at du ammer så meget som du gør, ser jeg altså umiddelbart som et behov for ekstra mælk/mad...
Når det så er sagt, så har han dog også en alder, hvor han naturligt vil lade sig forstyrre, når han spiser om dagen. Han er så opmærksom på verden og på hvad der sker omkring ham nu, at han let lader sig forstyrre, når han spiser hos dig. Han dier, slipper brystet, smiler til dig, tager fat og dier igen, slipper, pludrer, tager fat og slipper - kikker efter far, som kommer ind i stuen - og så er det pludselig mere interessant at følge med i, hvad der sker, end det er at spise. Det kan gøre, at han kommer ind i en rytme, hvor han får tendens til at "slatspise" lidt hele dagen igennem og aldrig rigtig får taget godt nok fra - og hvis han ikke spiser nok i dagtimerne, så vil han naturligt søge det ekstra om natten. Derfor er det også rigtig godt, hvis du om dagen kan hjælpe ham til at spise effektivt ved brystet, gerne skifte ammestilling undervejs i amningen, så han hjælpes til at "tømme" så effektivt som muligt ...
Jeg vil anbefale dig min bog "Helens bog om børn og mad". Den guider dig igennem fra de første smagsprøver til jeres dreng er igang med familiemaden - og dækker alderen 4 - 18 måneder.. :)
Håber du / I kan bruge dette lidt videre, og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få eksperternes anbefaling af den bedste hudpleje til babyer
Sundhedsplejersker, jordemødre og børnelæger peger på Olívy
Når det gælder pleje af babyers og småbørns hud, skal man ikke tage nogen chancer. Her er kun det bedste godt nok. Det er derfor værd at lytte til, hvad eksperter og fagfolk siger. Olívy baby care – diaper change bliver anbefalet af ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
23. september 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.
Hej Helen, Tak for dit svar sidst. Det er blevet en smule bedre med søvnen,...
20. august 2026 | Kost og ernæring | 2 år, 9 mdr.
Hvordan får vi maden hen til spisebordet hjemme og i børnehave?
Kære Helen Vi har en dejlig datter, der sprogligt og motorisk er rigtig...
24. juli 2026 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Madopstart og mad på rejse i 3 måneder
Kære Helen, Min mand, datter og jeg bruger vores lille barselsbobbel på at...
11. juni 2026 | Kost og ernæring | 5 mdr.
Kære Helen Vi kunne godt bruge lidt hjælp til madopstarten af vores pige,...
9. juni 2026 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen Vi har lillebror på 7 måneder, som trives. Dog har jeg et...
Viden om børn:
Allergidisponerede børn
Når man taler om allergidisponerede børn skelner man imellem dobbelt forældre disposition og svær enkeltdisposition.
Dobbelt forældredisposition er når begge forældre har/har haft flerårig, svær lægediagnosticeret behandlingskrævende atopisk sygdom (Astma, rhinit, børneeksem eller sikker fødevareallergi).
Svær enkeltdisposition er når en af forældrene og/eller søskende har/har haft flerårig svær lægediagnosticeret, behandlingskrævende atopisk sygdom (Astma, rhinit,...
Vælling
Vælling er en tilskudsblanding, og det minder i sammensætning om en tynd grød. Tilskudsblading adskiller sig fra modermælkserstatning ved at have et højere indhold af protein og visse mineraler. I følge sundhedsstyrelsen er der ikke grund til at give barnet tilskudsblanding fremfor modermælkserstatning. Og børn der bliver ammet har heller ikke ernæringsmæssigt brug for at få vælling.
Vælling kan tidligst gives til barnet fra 6 mdr.´s alderen, og det anbefales, at man ikke giver...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.











