Svar: Græder, når familien henvender sig med smil

---

Kære bekymrede mor

Tak for dit brev - og hvor er det dejligt at høre, at jeres datter har fået langt mere styrke i både nakke og ryg. Det lyder super godt, og hun lyder til at være helt alderssvarende med nu - super at hun sidder med i sin høje stol og nu er glad for at ligge på maven. Virkelig dejligt! :)

Min umiddelbare tanke er, at jeres datter har brug så meget energi på at bruge sig selv motorisk, at det med øjenkontakten, pludren og smil til verden har fået mindre fokus. Hun har måske haft ondt, og du nævner også, at hun er blevet behandlet mod silent refluks, og jeg tænker umiddelbart, at hun har brugt sin energi på dette - og derfor kommer det med kontakt, smil osv. lidt senere... Og det er helt okay :)

Du har bemærket det hele tiden, - at hun havde mere øjenkontakt og smil til jer, men ikke til andre, og det er rigtig godt, at du løbende har drøftet det med jeres sundhedsplejerske, som har skønnet, at hendes kontakt var alderssvarende. Man skal i en sådan situation også altid overveje, om barnet kan have brug for briller, men det lyder som om, at jeres datter ser fint - og det går stille og roligt den rigtige vej, men hun kan ikke det hele på en gang... Så selvom du synes, at det burde være anderledes nu, hvor hun er 7 måneder gammel, så tænker jeg, at du skal forsøge at holde fokus på, at hun udvikler sig hele tiden. Hun tager det måske lidt i sit eget tempo - men hun lyder til at være rigtig godt igang, og motorisk lyder hun som sagt alderssvarende nu :)

Derudover så er det sådan, at mange børn i 4-5 måneders alderen har en vægring mod fremmede. Man ser det ofte i 8-10 måneders alderen - det der også kaldes separationsfasen - men hos mange børn ses det faktisk også, når de er 4-5 måneder gamle. I denne alder kan barnet se længere, fornemmer rummet det i, skelner tydeligt mellem om det er hjemme eller ude - og de kan protestere voldsomt, hvis nogen forsøger at holde dem, trøste dem eller bare kikker for meget på dem. De har det bedst fra mors eller fars favn - og det er en naturlig del af deres udvikling.

Du har gjort det rigtige - det er netop vigtigt, at du ikke i denne situation begynder at give din datter til andre, fordi du på den måde forsøger at "hærde" hende - for det kan du ikke. Hun lærer det ved at blive i din favn, være i sin trygge base og fra din favn eller dit skød observere de andre. Derfor er det rigtig godt, at du ikke har ladet hende passe eller på anden måde forsøgt at vænne hende til andre ved at lade andre tage over, men har holdt fast i din fornemmelse af, at hun havde behov for dig og far :)

Du må dog gerne begynde at øve lidt med hende, forstået på den måde, at når hun sidder hos dig, og du kan mærke, at hun reagerer på andre, så sætte ord på og med dit kropssprog signalere, at det er okay, at der ikke er noget at være bange for. Når hun sidder hos dig, så vil hun mærke, hvordan du reagerer - hun vil fornemme, hvis du spænder i kroppen eller slapper af, hun vil også kikke på dig og aflæse dit ansigtsudtryk osv. og det er her vigtigt, at du signalerer ro og tryghed. Når hun mærker, at du er tryg ved de andre, så vil hun naturligt også blive det.

Det er især vigtigt i forhold til familie - den nære familie som bedsteforældre, som naturligt rigtig gerne vil hende, og som ...

---

---

... måske også skal passe hende en dag. Jo mere tid I kan bruge sammen, jo bedre vil det være. Jo mere bedsteforældrene kan stå på sidelinjen, sidde med ved bordet, når I skal spise, gå ture sammen med jer osv. Jo mere vil de naturligt kunne tage over, hvis I en dag ikke er der. Igen fordi hun hele tiden vil se på mor og far, afkode hvordan I reagerer og spejle sig i det, hun fornemmer hos jer :)

Når hun starter i dagpleje, så vil hun få brug for tid. Det er en svær alder at starte i, netop på grund af separationsfasen, og det kan godt gøre, at hun måske vil klynge sig lidt ekstra til dig - og det skal naturligvis være helt okay, bare du er forberedt på det. Dagplejer har sandsynligvis oplevet det før :)

Det vil være rigtig godt, hvis du har mulighed for at være i dagplejen sammen med hende nogle dage - så I er der sammen - og så hun igen og igen kan spejle sig i dig og den tryghed, som du viser ved dagplejer, ved rutinerne og de andre børn, fordi det naturligt vil gøre hende mere tryg ved alt det nye... Og så vil det være rigtig godt, at du afleverer hende direkte i favnen på dagplejer, når du begynder at gå - fordi det signalerer "nu går jeg, og dagplejer passer på dig"...

Men det vil naturligt tage tid. Det bånd, som skal bygges op mellem dagplejer og din datter, tager tid at skabe. Hun vil have brug for tid til at finde ud af, at dagplejer er god nok og godt kan bruges som trøst og omsorgsperson, når mor og far ikke er der... Derfor vil det være godt, hvis du kan give hende en lidt længere indkøringsperiode, hvor du er med hende i starten, og hvor hun efterfølgende får lidt kortere dage, så hun kan overskue adskillelsen fra dig - dog stadig hvor hun oplever både at spise der, sove der og lege der... :) Tal med dagplejer om, hvordan I kan gøre det i starten, så det fungerer bedst for alle parter :)

---

---

Du har naturligvis også ret i, at hendes personlighed spiller ind. Det kan sagtens tænkes, at hun har brug for at se folk lidt an - og det skal der naturligvis være plads til. Måske ligner hun en af jer forældre? Måske er I også lidt tilbageholdende, når I er fremmede steder og hører ikke til dem, der først rækker hånden op og melder sig til en given aktivitet eller med et svar. Måske er I heller ikke dem der smiler mest, når I er nogen steder... :)

Hvis du selv er lidt tilbageholdende i din personlighed, og når du møder andre mennsker, så er det naturligvis lettere at sætte sig ind i, hvordan jeres datter har det, og hvordan du kan hjælpe hende.. Hvis du derimod elsker at være ude, møde og være sammen med andre og får energi af dette, så kan det være svært at sætte sig ind i, når man ikke har det sådan.. men så kan far måske sætte lidt ord på, hvordan det er... eller måske ligner hun en af sine bedsteforældre eller en faster, moster, farbror, morbror eller...

Vi er alle samme forskellige, og vi skal have lov til at være, som vi er. Jeres datter lyder til at være inde i en god udvikling, og det lyder som om, at der sker rigtig meget med hende både motorisk og mentalt. Og det er super dejligt. Nyd alt det som sker - og viser det sig, at hun har svært ved nye situationer og mødet med nye mennesker, så støt hende i dette ved at være der :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---