Brev:

Farsyg dreng - 2 år

Hej Helen

Min kæreste og jeg har en lille søn på 2 år. Vi har siden fødselen fået at vide af alle, at han var meget fremme i sin udvikling. Han har haft meget svært ved at sove, og da han begyndte hos sin dagplejemor, sagde hun, at hun godt forstod, hvorfor vi havde haft problemer. Hun sagde, at det var fordi han var så bevidst og havde været det hele tiden. Han er ca. ½ længere fremme end sine jævnaldrende.
Min kæreste arbejdede rigtigt meget lige efter, vores søn var blevet født, samtidig med af han skrev sin afhandling. Derfor var han ikke meget hjemme.

Men da afhandlingen var overstået (da var vores søn omkring 10 mdr.) fik han mere tid hjemme (normal tid for udearbejdende forældre). Det har dog altid været mig der har hentet og bragt. Vi har forsøgt at lave lidt om på det fordi, som jeg skriver længere nede, at han vil have sin far hele tiden. Derfor afleverer hans far ham de dage, de er i legestue, fordi det ligger på vejen, og han henter ham så tit det er muligt – ca. 1 gang hver anden uge.

Efter min kærestes afhandling var færdig begyndte vores lille dreng mere og mere at ville have sin far, og det var jo heldigt, at der nu var tid til det. Han fik sin fars opmærksomhed, så vidt det var muligt. Det har udviklet sig, og vi har måske ikke helt vidst, hvor vi skulle sætte grænsen, så nu er det blevet til at, det kun er far, der må putte, give tøj på, trøste etc. når han er hjemme. Det har vi begge føjet, og jeg har givet dem tid til at gøre mange ting sammen. Men efterhånden er det nærmest blevet til at han vil bestemme alt. Og nogle af tingene er helt urimelige. Eks. vil han bestemme, hvem der skal hente vand til ham ved middagsbordet, og at han af og til ikke vil sidde ved siden af mig, når vi skal spise. Forleden gik han helt i flitsbue, da han skulle spise morgenmad med mig alene, fordi hans far gik i bad. En ting vi ellers plejer at gøre. Han skreg, rev, bed og slog og jeg kunne slet ikke komme igennem til ham. Til sidst var jeg nødt til at slippe ham og lade ham løbe ud til sin far, for det var nærmest overgreb at blive ved med at holde på ham.

Jeg føler lidt, at det er mig, det går ud over, når ikke han får sin vilje med sin far eller med andre ting. Jeg er godt klar over, at jeg jo er en selvfølge, der er der altid, og at den tid han har med sin far er knap. Min kæreste har prøvet at tage nogle konflikter med ham, og vi forsøger begge to at løse dem, ved at dreje tingene lidt, sådan at ...

... det fra hans side godt kan se ud som om, han har fået sin vilje, men hvor det er vores måde, det egentligt bliver gjort på. Og når min kæreste tager konflikterne bliver han lige så gal, men vil dog stadig helst trøstes af sin far.

Hvis vores søn slår sig kigger han bebrejdende op på mig og løber over til far for at blive trøstet. Og fornyelig stødte han hovedet ind i spisebordet, og ville han også kun trøstes af far, selvom han ikke var hjemme. Vores søn endte med at sidde inde under bordet og smågræde. Vi ved, at han ellers har en meget høj smertetærskel, så meget af det er vel opmærksomhed fra far. Men når min kæreste er hjemme bruger han så meget tid som muligt på at være sammen med og lege med vores søn. Vi har overvejet om det er en mulighed, at jeg får ham, selvom han løber over til sin far, når han har slået sig. At min kæreste simpelthen giver ham tilbage til mig, og siger til ham at denne gang stod mor vist tættest på eller noget i den stil. Vi ved bare ikke, om det er overflødigt, hvis han går i flitsbue og kun vil være hos sin far.

Jeg synes, at jeg har forsøgt at melde mig på banen, at være konsekvent og gennemføre de ting vi var ved. Om natten vågner han eks. af og til op grædende. Så går jeg ind til ham og tager ham med ind til os. I starten ville han ikke med mig og slå ud efter mig, men jeg holdt fast og tog ham med. Efterhånden var det ok for ham, og nu rækker han frivilligt ud efter mig, hvis sådan noget sker om natten. Andre gange har jeg taget ham med hen et andet sted, og forklaret ham, at det han gjorde ikke var ok, og fortælle ham, hvordan det er hensigtsmæssigt at gøre tingene. Det kan jeg dog ikke, hvis han er derude, hvor han går i flitsbue.

Til slut vil jeg lige sige, at vi har overvejet, om det er en fase, han skal igennem, som vi måske ikke skal tage så tungt. Han er der måske bare før andre, som han har været mange gange før. Vi har også overvejet om han simpelthen reagerer meget kraftigt på afvisninger, og om han ser disse situationer som afvisninger. Jeg skal dertil kort tilføje at der i perioden omkring hans fødsel skete mange ting i min familie. Bla. død og skilsmisse og dermed en masse fortiede ting, der kom op til overfladen. Derfor kan jeg godt, fordi der var så mange andre ting at tage stilling til og forholde sig til, have gjort at han har følt sig afvist – uden at jeg ville det, ubevidst måske, og dermed have gjort ham ekstra overfølsom overfor afvisninger.

Hilsen
Mor

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

28. januar 2026 | Udvikling | 23 mdr.

Svære afleveringer i vuggestuen

Hej Helen. Vores datter på 23 måneder har gået i vuggestuen, deltid, siden...

Læs hele brevet og Helens svar

26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.

Sut - 23 mdr.

Kære Helen Min datter er 23 mdr og bruger sut, mest til trøst og når hun...

Læs hele brevet og Helens svar

26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.

Selvstændig 2 årig

Kære Helen Min datter er lige knap 2 år. Der er tydeligt, at hun er begyndt...

Læs hele brevet og Helens svar

28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.

Søvnunderskud og lange putninger

Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...

Læs hele brevet og Helens svar

21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Nedsmeltninger og trods

Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: