Svar: 4 måneder og rytme
Kære du
Tak for dit brev, tillykke med den lille pige og velkommen til :) Der er flere ting som spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig...
Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med børn i jeres datters alder. Netop i 3-4 måneders alderen udvikler hun sig rigtig meget både motorisk og mentalt - og hendes søvn ændrer sig også fysiologisk, altså ændrer sammensætning.
Jeres datter begynder nu at opleve mere af verden, hun følger meget mere med i, hvad der sker omkring hende og er nu langt mere bevidst om, hvorvidt hun er hjemme eller ude, om hun er i favn hos mor eller en fremmed osv. Det betyder blandt andet, at hun i løbet af dagen kan have svært ved at koble fra og finde ro, overgive sig til søvnen. Det kan virke lidt som om, at hun ikke rigtig vil give slip på oplevelserne, men har brug for at få det hele med. Og når hun så endelig sover, så sover hun ofte ikke ret lang tid af gangen.
Du fortæller, at I er flyttet og det betyder, at hendes omgivelser naturligt har ændret sig. Det vil sige nye dufte, nye lyde, nye skygger på væggene, nye rum... alt sammen naturligt spændende at begynde at kikke på, men som godt kan gøre, at det nu er sværere for hende at sove helt som hun tidligere gjorde.
Du fortæller også, at hun er født 4.5 uge for tidligt, hvilket godt kan gøre det ekstra svært for hende at finde ud af alt det nye og som du selv nævner, så kan hun let blive overstimuleret, hvilket I forsøger at tage hensyn til :) Det er helt naturligt, at hun kan have brug for lidt ekstra hjælp - det kan f.eks. være at skabe ro og forudsigelighed i hverdagen, skærme hende mod for mange sanseindtryk, støtte hende motorisk, hjælpe hende ekstra ved søvn og måltider, overveje hvorvidt hun skal i dagpleje eller vuggestue osv. Og det lyder som om, at I allerede har mange af disse tanker og tager flere hensyn, blandt andet skriver du, at hun skal i dagpleje, når hun bliver ældre. Det er super godt - og der er stadig tid til - og der sker rigtig meget de næste mange måneder :)
Søvnens ændring handler om, at den nu begynder at indeholde flere stadier og i sammensætning begynder at minde om den søvn, som større børn og voksne sover. Og mange børn har svært ved at komme fra et søvnstadie til et andet - så de vågner op, græder, virker søgende osv. og er tydeligt ikke friske og parate til at komme op, men skal lulles videre ind i søvnen.
Du spørger blandt andet, hvordan du kan hjælpe hende, når den lette søvn nærmer sig, og der er forskellige muligheder her...
Når jeg ser din plan for dagen, så beskriver du, at I nu er begyndt med skemad to gange dagligt. Hun er en fysisk stor pige, og det kan sagtens være relevant med skemaden nu, men da hun ikke er ældre end hun er, så giv hende ikke for store portioner af gangen. Det er vigtigt, at hendes hovedindtag stadig er mælk. Jeg kan ikke se, hvor meget du giver hende, men ½ dl. til frokost og aften vil være rigtig fint. Du må gerne give hende grød til frokost og grøntsagsmos til aften, så hun vænnes til at spise begge dele. Sammen med skemaden kan hun tilbydes vand af kop. Det er vigtigt, at du ikke presser hende til at spise - hvis hun føler sig presset til skemaden eller får for store mængder, så kan du risikere, at hun pludselig afviser skemaden, når hun bliver ældre og hvor skemaden begynder at blive et reelt behov...
Derudover så ser det ikke ud som om, at flasken indgår som en fast del af jeres datters putteritual, og det vil være rigtig godt, hvis du kan begynde at skabe en rytme, hvor hun får skemad, når hun vågner og flaske før ...
... hun skal sove. Der må gerne gå 1-1.5 time imellem, at hun tilbydes skemad, vand af kop - og flaske. Det sikrer god plads i maven til både skemad og mælk, og samtidig vil mælk før lur være med til at sikre en længere lur. Hvis hun spiser en time før hun puttes, så vil hun naturligt ikke kunne sove så længe, før hun naturligt vil have behov for at få mælk igen.
Mælk før lur kan også være med til at sikre, at hun vil have lettere ved at komme videre i søvnen, når hun først sover. Og I kan her forsøge at berolige med hænder, kærtegn, stilllingskift, en sut eller lignende. Derudover er det rigtig godt, hvis I kan forsøge at putte hende der, hvor I ønsker, at hun skal sove, så hun begynder at få lidt fornemmelse for, hvor hun ligger. Hvis hun falder i søvn i jeres favn og derefter flyttes til seng eller barnevogn, så vil hun kunne blive utryg over at ligge et andet sted, og vil derfor have svært ved at komme videre i søvnen efter en kort opvågning. Derfor er det vigtigt, at hun når at følge med i, hvor hun ligger.
Det kan være en god idé at trille hende en tur med barnevognen. Både fordi hun så vænnes til at tage lur i den, og også fordi I kan hjælpe hende igennem det første søvnstadie netop ved at trille. På den måde kan I hjælpe hendes indre ur til at få en fornemmelse af, at det er nødvendigt med en længere lur midt på dagen...
Nogle gange kan du også vælge at lægge dig med hende i dobbeltsengen og tilbyde hende flasken der, så du er tæt ved hende og hun kan mærke dig, men så hun stadig lærer at falde i søvn liggende stille ned. Når hun efter måske 30 minutter viser tegn på at ville vågne, begynder at smaske, virker søgende osv. så kan du berolige hende med dine hænder og nærhed, så hun mærker, at du er der og på den måde lulle hende ind i søvnen igen.
Mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra dine angivne tider, ser således ud:
Tidlig morgen 06: Flaske og sover videre
Formiddag 9: Flaske og puttes til formiddagslur
Frokost 11: Tilbydes lidt grød, max ½ dl, vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur ca. kl 12-12.30...
Eftermiddag 15-16: Flaske
Sover dagens 3. lur
Aften 17: Tilbydes lidt grøntsagsmos, max ½ dl., vand af kop.
Flaske og puttes til natten 19.30-20 - tidspunktet kan variere efter, hvor lang dagens 3. lur er og hvor sent den ligger
Sen aften 23-24: Drømmeflaske
Midt nat 03: Evt flaske
Som du kan se, så indgår der stadig flasker om natten i min dagsplan. Du skriver, at jeres datter ofte sover fra kl 20 og til næste dag.. uden mælk? Hvis det er tilfældet, så kan det også forklare, hvorfor hun sover så kort om dagen. Hun kan naturligt ikke sove ret lange lure, hvis hendes døgnbehov for mælk skal dækkes på 12 timer i stedet for på 24 timer...
Hun er en fysisk stor pige, så hendes mælkebehov er stort og i takt med at hun begynder at spise mere skemad i løbet af dagen, kan hun derfor naturligt godt begynde at søge mælken på ydertidspunkterne, hvilket vil være et reelt behov.
Jeg vil dog anbefale dig, at du giver hende en drømmeflaske sen aften, gerne før du selv går i seng. Hun vil sandsynligvis kunne spise denne mere eller mindre i søvne. Hvis hun derefter kan sove til næste morgen tidlig, f.eks. sove 6 timer uden mælk og så få flaske igen, så er det helt okay, det må hun gerne. Men det vil være rigtig godt for hendes rytme nu og fremadrettet, hvis hun ikke skal indtage hele sit behov for mælk mellem kl 08 og 20...
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)
Glæder mig til at følge jeres lille familie videre frem!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
16. april 2026 | Kost og ernæring | 17 mdr.
Hej Helen Jeg søger lidt gode råd ift vores søns madvaner. Han har...
4. marts 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.
Vil kun ammes i søvn og afviser oftest flaske med MME
Kære Helen Jeg har en datter på 8,5 måneder, hvis våde bleer efterhånden er...
5. februar 2026 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen Jeg har læst, at NAN modermælkserstatning kaldes tilbage, og jeg...
3. december 2025 | Kost og ernæring | 14 mdr.
Hej Helen. Jeg syntes det er lidt svært at finde ud af hvad der er en god...
27. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen, Det kunne være rart med rådgivning og gode forslag i forhold...
Viden om børn:
Klumpfod (varusfod)
I Danmark fødes ca. 1 ud af 1000 børn med klumpfod. Det svarer til ca. 60 børn årligt i Danmark. Hos ca. halvdelen er der klumpfod på begge fødder.
Klumpfod kaldes også varusfod eller talipes equinovarus. Det er en fejlstilling i en eller begge fødder. Når barnet bliver født, ser foden normal ud, men den kan ikke rettes til normal stilling. Når man ser på foden, vil hælen dreje indad, forfoden pege ind mod midten, og samtidig vil mellemfoden (svangen) være løftet. Foden...
Gråd og børn
Når det lille barn græder, så fortæller dit barn dig, at det ikke har det ikke har det helt godt eller ikke er helt tilfreds med, hvad der foregår omkring det.
Det nyfødte barns gråd er meget ensartet, men forholdsvis hurtigt vil barnets gråd ændre sig og vil have forskellige nuancer. I takt med at barnet vokser, vil du lære at tolke barnets gråd og finde ud af, hvordan du skal handle i forhold til barnets behov.
Nogle gange vil det være svært at finde ud af,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...









