Svar: Søvn, 8 måneder
Hej med dig
Tak for dit brev og dejligt at høre, at jeres ferie og flyveturen gik godt!
Mange børn bliver syge i 8-10 måneders alderen og det lyder som om, at I desværre ikke har været forskånet her... :(
Det vil være rigtig godt, hvis I kan elevere hans hovedgærde, så han ikke ligger helt fladt, når han sover. Det kan I gøre ved at komme en pude eller lignende ind under hans madras i hovedenden af sengen, så hele madrassen løftes lidt op. Det kan også være nødvendigt at give ham smertestillende medicin i en periode, hvilket I kan tale med lægen om.
Når han vågner om natten, kan der naturligvis godt være sammenhæng med øreproblemer, men det kan også sagtens hænge sammen med hans alder, og den udvikling som han går igennem netop nu. Og så spiller hele dagens rytme naturligt også ind på nattens forløb :)
Nu hvor jeres dreng er blevet 8 måneder, så vil det være relevant at tilbyde ham 3 flasker i døgnet. Og jeg vil anbefale, at I lægger disse flasker før middagslur, aften og sen aften. Det betyder faktisk, at jeres dreng skal tilbydes færre flasker, end I gør lige nu og da du fortæller, at han ofte afviser flasken, så tænker jeg, at det er helt naturligt, netop fordi han ikke længere har behov for så hyppige flasker mere. I stedet skal han tilbydes lidt mere mad, lidt flere måltider dagen igennem og drikke vand af kop :)
Jeg anbefaler ofte også at man tilbyder barnet et bad om aftenen, som en fast del af putteritualet. Afslutter badet med god frottering med håndklædet, blive smurt med lidt creme, få lidt babymassage og lignende. Badet vil ofte have en god beroligende effekt på kroppen i 8-10 måneders alderen, hvor børn udvikler sig meget motorisk og derfor kan være meget urolige - især når de skal sove.
Derudover anbefaler jeg, at man tilbyder en godnatgrød. Den skal gives efter badet og l lige før jeres dreng puttes. Den har flere fordele, blandt andet er den med til sammen med badet at give ro i maven og i kroppen og den sikrer f.eks. også, at han ikke vågner og søger flaske om natten, fordi han reelt er sulten.
Mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra dine angivne tider ser derfor således ud:
Tidlig morgen 05: Flaske og sover lidt videre
Morgen 6.30: Havregrød, vand af kop.
Puttes til dagens første lur ca kl 7.30 som nu...
Formiddag 9.30: 1/2 bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos og vand af kop.
Frokost 11: Rugbrødsdhapsere med forskelligt smørbart pålæg og tilbydes også stadig grøntsagsmos med kød/fisk. Det kan være rester fra aftensmaden eller det kan være en lun middagsret fra glas, som passer til børn på 8 måneder. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur 11.30
Eftermiddag 14: 1/2 bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos og vand af kop.
Puttes til dagens 3. lur, som ofte er dagens korteste lur - og skal ikke tilbydes flaske først.
Aften 17: ...
... Aftensmad - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta. Der skal være mad i hapsede og større stykker, som han kan sidde og gumle på selv, og der skal være mos, som han tilbydes med en ske. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme osv. efter behov.
Tilbydes evt. en godnatgrød ca kl 18.15... får børstet tænder.
Flaske og puttes til natten ca 18.30
Sen aften 23: Drømmeflaske
Som du kan se, så har jeg lavet dagsplanen efter dine angivne tider og har lagt de tre flasker før middagslur (ca. 11.30), aften (ca. kl 18.30) og sen aften (ca. kl. 23..). Derefter må han meget gerne sove til næste morgen tidlig omkring kl 05, så han sover 5-6 timer uden mælk om natten. Det betyder, at du skal forsøge at hjælpe ham videre i søvnen kl 03 med kærtegn, stillingsskift beroligende ord osv. og uden at give ham mælk, så han kommer tilbage til den tidligere rutine med at kunne sove et længere søvnstræk.
Når du giver ham flaske, er det vigtigt, at han ikke falder i søvn med flasken i munden og ikke falder i søvn i din favn, men registrerer at han puttes i sin seng og uden flaske, så han forbinder sin seng med stedet, hvor han skal sove. Det er vigtigt, fordi han ellers kan vågne, opleve at han ligger et fremmed sted og derfor have svært ved at sove videre, fordi det virker uvant og dermed utrygt.
Jeres dreng har en tidlig søvnfase - han står tidligt op, og sover tidligt hele dagen igennem, og det betyder, at han stadig har brug for 3 lure dagligt. Det skal du endelig bibeholde, det lyder til at fungere for jer, og det er netop vigtigt med den 3. lur om eftermiddagen, så natten ikke bliver for lang for ham :)
Det er helt naturligt, at han på grund af sin alder kan have svært ved at koble fra og finde ro, når han skal sove, ligesom han let kan lade sig forstyrre, når han skal spise af sin flaske. Der er meget som er mere spændende at følge med i, end at sove og at spise, og han har en alder nu, hvor han naturligt gerne vil opleve verden og er langt mere bevidst. Når du sætter antallet af flasker ned, kan det godt øge hans interessse for at få dem, når det er tid. Og du kan naturligvis godt forsøge med en større flaskesut. Om det er tid til at skifte afhænger lidt af mærket du bruger og også hvor stor han er. Du må her forsøge at følge producentens anbefalinger. Der sker dog ikke noget ved at skifte og få lidt fornemmelse af, om det vil hjælpe ham. Hvis det fungerer er det godt, fungerer det ikke, kan du gå tilbage til nuværende størrelse igen :)
Tandfrembrud kan naturligvis også spille ind på søvnrytme og faktisk også hans lyst til at spise og drikke... Men det burde ikke vare mere end et døgn eller to... lige så snart tænderne er brudt frem, så burde det ikke gøre ondt mere...
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker og dagsplan lidt videre - rigtig meget held og lykke med ham :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Din guide til sund babyhud fra top til tå
Brug Olívy som naturlig hudpleje til babyer og småbørn
Vidste du, at Olívy baby care – diaper change kan bruges til meget mere end bleskift? Det er udviklet til den særligt sarte hud i bleområdet, og de unikke egenskaber fra ekstra jomfruolivenolie og kalk gør Olívy velegnet til blid pleje ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
14. august 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Tvillinger på 6.5 mdr uden rytme
Kære Helen. Jeg har 2 dejlige tvillingepiger på 6.5 måned, som blev født i...
10. juli 2026 | Sovevaner | 2 år
Kære Helen Min datter på 2 år er vanvittig svær at putte. Hun har egentlig...
6. juli 2026 | Sovevaner | 1 mdr.
Hej igen Helen, Hermed forlængelse af mit tidligere brev ang...
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
Viden om børn:
Frysning af babymad
Du kan fryse grøntsagsmos, frugt- og bærmos ned i mindre portioner. Rens grøntsager og frugter grundigt, kog sammen med lidt vand i en tykbundet gryde, blend med kogevandet og frys ned.
Mosen bør kommes i små bægre, der er beregnet til frysning af babymad og som er fri for skadelige stoffer.
Når grøntsags- eller frugtmosen skal bruges, bør den optøs direkte i gryden. Derved bevares vitaminer og mineraler bedst.
Grøntsagsmos kan du med fordel fryse...
Fennikel, Fennikelte og børn
Fra 6 mdr´s alderen må dit barn få stort set alle slags grøntsager. Du bør dog være opmærksom på bl.a. fennikel, som indeholder nitrat, og som derfor ikke bør udgøre mere end 1/10 af portionen. Alternativt bør det kun gives med 14 dages mellemrum.
Nitrat omdannes let til nitrit. Nitrit i stor mængde giver opkastninger og blåfavning af huden, fordi det reagerer med blodets hæmoglobin, så det ikke kan binde sig og transportere ilt rundt i kroppen.
Det anbefales...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen!
Tusind tak for dit tip om "drilleblæren" og "drillenumsen". Det var lige i øjet!
Pludselig blev af-med-ble et projekt, som vores datter kunne forholde sig til og føle sig som en del af. Lige fra den håbefulde: "Vi skal nok få krammet på den drilleblære, ikk?" til den lettere truende: "Jeg har sagt til drillenumsen, at hvis den ikke opfører sig ordenligt, så ringer jeg til politiet, også kommer den i fængsel".
Så nu er hun uden ble (om dagen) og siger fint til selv og overholder de faste toilettider - om morgenen og aftenen og efter måltider - uden (ret meget) brok.
Tak for hjælpen. Det er stor lettelse for os ikke at skulle skændes med hende om den åndssvage ble.
Venlig hilsen
Helt Utrolig Lettet









