Svar: Søvn, babysvømning og bøger
Hej med dig
Tak for dit brev :)
Din datter er blevet 8 måneder nu og det betyder, at hun måske er ved at komme i separationsfasen. Det handler om, at hun motorisk og mentalt øver sig i at være på afstand af dig - hun kryber, kravler - sidder ikke længere stille på et tæppe eller på dit skød, men bevæger sig mere og mere ud i verden på egen hånd. Og alt hvad hun oplever skal bearbejdes, når hun skal sove, hvorfor hun ofte også drømmer meget i denne periode.
For at kunne separere sig, er hun nødt til at føle sig ekstra knyttet til - derfor vil hun lige nu godt kunne virke ekstra tryghedssøgende. Nogle gange er det fint, at du er lidt på afstand, hun bevæger sig lidt væk, vender sig og kikker på dig og du kan berolige hende med dine ord "jeg er lige her skat, kravl du bare videre".. Andre gange er det ikke nok med dine ord, så har hun brug for at komme op, få et kram, mærke at du er der og så tør hun være lidt på afstand igen.
I denne alder oplever man derfor ofte også, at børn kan blive frygteligt ked af det, hvis du f.eks. går på toilettet uden at tage hende med, eller du lader hende være alene i stuen imens du går ud i køkkenet. Hun har brug for at se dig, for at vide at hun ikke er forladt og alene. Hun er stadig så lille, at hun ikke forstår, hvor du går hen. Og hun kan ikke forholde sig til tid, så hun ved ikke, om du er væk i 3 minutter, 3 timer eller 3 dage - hun mærker bare at du forsvinder.
Jeg tænker derfor, at det godt kan være dette som spiller ind hos jer netop nu, når hun skal sove. At hun lige skal sikre sig, at du er der og ikke forsvinder fra hende... Og lige nu synes jeg derfor det er fint, at du vælger at blive hos hende, når hun skal sove. Prøv dog om du på sigt kan gå kortvarigt fra hende, så hun også oplever, at det er okay at ligge i sin seng i 3 minutter - at du ikke forsvinder, at hun ikke behøver blive ked af det, at du er der hele tiden og at hun trygt kan lægge sig til at sove...
Med hensyn til babysvømning, så kan du desværre ikke skabe det samme i et badekar. Det kræver en pool/svømmebassin af en vis størrelse, men du kan naturligvis sagtens bade med din datter i et badekar og stadig give hende glæden ved at være i vand. Og jeg synes bestemt ikke, du skal køre i 2 timer, for at I kan komme til babysvømning...
Der findes flere bøger om babysvømning, blandt andet Politikens bog om Babysvømning af Ulrika Færch, som du måske kan være heldig at finde brugt. Hun har også lavet en nyere bog, hvor det er relationen mellem forældre og barn, der er i fokus. Der kunne måske godt være noget, som du kunne bruge - også i badekarret derhjemme :)
Med hensyn til eksem og bad, så anbefales det normalt, at man giver barnet korte bade og dermed ikke er meget lang tid i vandet. Og går I i badekar sammen, så vil det naturligt tage lidt tid. Du kan dog sagtens forsøge. Du kan prøve at smøre din datters hud med en fed fugtighedscreme, inden hun skal i vandet, og se om det ...
... fungerer for jer. Og ellers er det vigtigt at du, når du tager hende op af vandet, smører hende med fugtighedscreme igen. Når du smører hende efter badet, hvor huden stadig er fugtig, så hjælper du hendes hud til at holde på fugten.
Med hensyn til bøger og at læse højt, så er det begrænset hvor meget glæde hun vil have af dette med den alder hun har - du kan godt forsøge, men ofte vil hun interessere sig mere for at rive i siderne eller putte bogen i munden i denne alder :)
Når hun bliver 12-18 måneder gammel, kan det dog være en god idé at introducere en godnathistorie, og det vil være rigtig godt at vælge bøger som ikke indeholder alt for meget tekst, men små korte sætninger og billeder. Da mine piger var små, var de f.eks. glade for en bog der hed Bamse. Den handlede om en brun bamse, og der stod f.eks. "Her er Bamse, han er brun" - og så var der et billede af den brune bamse. "Bamse har et par blå bukser med seler" - og så var der et billede af bamse med blå bukser og seler". "Bamse har en lille seng han sover i" - og så var der et billede af sengen. "Her ligger bamse og sover i sin seng" - og så var der billede af bamse i sengen osv., - en tekst og et billede på hver side.
Altså helt små korte sætninger, hvor du læser op, viser hende billederne, læser igen, viser nyt billede osv. Så du på den måde inddrager hende lidt i det du læser. Og nogle gange kan du også bare sidde og læse, og hun kan så ligge i sin seng og lytte til din stemme, finde roen og falde i søvn.
Du kan også bruge bøger, som har billeder fra hverdagen og ting hun kender. Du kan f.eks. digte en lille historie om hende selv, og inddrage billederne fra bogen "der var engang en lille pige...", "pigen hed...", "hun boede sammen med sin mor og far og...", "pigen havde en sut" og så viser du hende billedet af sutten, "hun havde også en sutteflaske" og så viser du hende billedet af sutteflasken... osv.
Hun vil naturligt få mere glæde af godnathistorier, når hun bliver ældre. Jo ældre hun bliver, jo mere udbygget hendes sprog bliver osv. jo mere komplicerede kan godnathistorier blive, og det kan være guld værd, hvis man som forældre prioriterer at sætte sig på sengekanten og læse lidt højt, før barnet skal sove. Så godnathistorier bliver mere og mere aktuelle i takt med, at hun vokser op :)
Jeg har lavet to billedbøger "Inger og Carlo hjælper med at købe ind", og "Inger og Carlo hjælper med at lave mad". Det er dialogbøger, og der er masser af små tegninger af ting fra hverdagen, som du kan sætte ord på og på den måde støtte din datters sprog, samtidig med at rådene i bogen hjælper i hverdagen, når I skal lave mad og købe ind :) Jeg anbefaler disse bøger fra ca. 18 måneder til ca. 4 år...
Hvis du ikke kan få mit forslag til forskellige bøger sendt til udlandet, så kan du evt. få familien til at købe dem til dig og sende dem fra DK.. :)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre :)
Rigtig meget held og lykke fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
26. januar 2026 | Diverse | 6 mdr.
Påvirkning af trist mor på baby
Hej Helen Jeg har to overordnede spørgsmål, som jeg brændende ønsker svar og...
Viden om børn:
Rodfrugter
Især i de kolde efterårs- og vintermåneder er rodfrugter rigtig gode. Rodfrugter er sunde, nærende og giver god smag til mange vinterretter og så har de farver og en naturlig sødme, som mange børn sætter stor pris på.
Pastinakker og jordskokker er lyse, gulerødder orange, og rødbeder har en farve, der kan variere fra det violette over i det vinrøde, alt efter hvordan de tilberedes.
Det danske klima er godt at dyrke rodfrugter i og det er som udgangspunkt en god idé...
Fedt
Små børn har brug for fedt i maden. Det anbefales at tilsætte en tsk fedtstof i hver portion hjemmelavet mad. Det er udmærket at skifte imellem de forskellige typer fedtstof som olie, smør og plantemargarine.
Efter 1 års alderen kan barnet fortsat have behov for at få lidt ekstra fedtstof. Det er især i familier, hvor man spiser meget magert og gerne vil at barnet skal have sunde spisevaner fra starten.
I mager mad er der mange grøntsager, frugt og brød og kun lidt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Denne gang skriver jeg bare for at udtrykke min taknemmelighed over det store arbejde du gør for at informere alle os "usikre mødre".
Normalt anser jeg mig selv for at være relativt velinformeret om de emner, der interesserer mig .....- men jeg må indrømme, at det at blive mor har ført en helt uventet usikkerhed med sig.
Når det man ønsker aller mest er at give sit barn den bedste start på livet - og man bare ikke er sikker på, hvad der er det bedste at gøre, er det fantastisk at kunne rådføre sig hos dig.
Jeg har læst stakke af bøger, Sundhedsstyrelsens anbefalinger, diverse artikler og lavet utallige google-søgninger (hvor jeg i øvrigt ofte lander på din side) om børnerelaterede emner - og alligevel bliver jeg tit i tvivl.
Trods mange spørgsmål fra min side svarer du tålmodigt, grundigt og engageret på det hele - og det betyder meget for mig som nybagt mor at få en kommentar med på vejen :-)
Mit medlemskab hos netsundhedsplejerske.dk er en rigtig god investering - og min søn får en mindre bekymret mor med i købet ;-)
God sommer





