Svar: Vil ikke acceptere bonusfar

---

Kære Mette

Tak for dit brev og fine beskrivelse :)

Det er svært at sige, hvad der lige præcis spille ind hos jer, men jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge...

Det er rigtig dejligt, at din kæreste giver udtryk for gerne at ville din datter. Det er naturligvis vigtigt for jeres forhold, at I kan acceptere hinandens børn og nyder at være sammen alle sammen. Det er dog også vigtigt at acceptere, at din datter ikke nødvendigvis vil elske sin bonusfar. Hun har sin egen far, som hun stadig har kontakt med, og hun har ikke valgt den familiekonstellation, som I har - det betyder ikke, at hun ikke stadig skal kunne behandle ham pænt, men det er vigtigt at acceptere, hvis hun ikke holder lige så meget af ham, som du gør...

Og jeg tænker, at I skal passe på, at I ikke presser hende for meget. Jeg er helt med på, at din kæreste rigtig gerne vil hende og derfor tager hende med til udendørsaktiviteter, går i legetøjsforretninger osv. og at han ved en masse om, hvad børn i den alder synes er sjovt osv. Og det er rigtig dejligt - det er jo skønt at have en bonusfar, som gerne vil lære en at cykle og lave bål i haven! Men pas på, at hun ikke føler sig presset på en måde, hvor hendes grænser overskrides, hvor I to voksne bliver primære omsorgspersoner for hende, for det er I nok ikke - DU er hendes primære omsorgsperson, og du og din kæreste er ikke på den måde lige - og nogle gange har hun naturligt brug for sin mor, og det skal være okay.

Derudover tænker jeg, at det lyder lidt som om, at din kæreste lægger rigtig meget vægt på regler, grænser, faste rammer, konsekvens osv. Og det kan være rigtig fint - men nogle gange også for meget. Jeg kan ikke helt ud af dit brev gennemskue, hvordan jeres hverdag foregår, men det kunne godt lyde som om, at der er en del fokus på, at hun skal gøre som I siger - hun skal være sød og velopdragen, og det lyder som om, at I holder meget fast i at den måde, som I ønsker at være sammen på, er den rigtige... Du skriver f.eks. at "han sætter tydelige grænser for, hvilken opførsel han vil finde sig i. Hvis hun f.eks. svarer ham surt, så holder han fast i, at hun skal snakke pænt til ham. Hvis han har bedt hende om at tage en ble af, så holder han fast i, at hun skal gøre det osv". Og du støtter op om denne form for opdragelse, og du synes også, at du selv "bliver bedre og bedre til at holde fast i, at hun skal gøre, hvad hun bliver bedt om"... Hvad sker der egentlig hos jer, hvis hun ikke gør, som hun har fået besked på?

Det lyder som om, at I (og især din kæreste) hælder til at være det, man kan kalde autoritære forældre. Her lægges vægt på myndighed og kontrol, der er klare forventninger til, hvordan barnet skal opføre sig - og hvis hun ikke gør, som I siger, så falder der en straf - det kan være "hvis du ikke tager jakken på nu, så får du ikke lov til at komme på legepladsen" eller lignende... De regler I har bliver ikke diskuteret, det er som det er, fordi I voksne ved bedst - netop fordi I er voksne. Og det forventes, at jeres datter følger jeres regler og gør som I siger, uden at stille spørgsmål og uden at beklage sig...

Det eksempel du giver, hvor din kæreste, hans to børn og din datter har været oppe at handle, og han oplever at "hun lukker ned" tænker jeg måske netop handler om, at det har været meget på hans præmisser. Du skriver, at de var i legetøjsbutikken og bagefter skulle ud at spise - og jeg får lidt på fornemmelsen, at turen har været lidt tilrettelagt efter, at de skulle starte med at lave noget, som hun skulle blive glad for - og da hun så ikke rigtig viser interesse for det, så bliver det et problem... og det mærker hun naturligt, og hun bryder sig ikke om at føle sig som et problem eller føle sig forkert... Da du senere tager hende med i Matas, så er der ikke nogen skjult dagsorden, og I går ikke i Matas for at "tilfredsstille et særligt behov", men er blot sammen og hygger jer omkring det, som lige opstår i nuet - og det er langt mere hyggeligt. Der er ingen krav, ikke noget hun skal leve op til eller passe ind i, der er ikke nogen forventninger til, hvordan hun skal opføre sig eller reagere...

Du fortæller, at din kæreste beskriver din datters kommunikation som "konkluderende", når hun f.eks. siger "det der er en and, er det ikke rigtigt?" eller "det her er min hue - ikke din" - jeg opfatter ikke dette som konkluderende, men snarere som forsøg på en kommunikation, og hvor din datter faktisk søger din kærestes accept. Da han går meget op i regler, så forsøger hun naturligt at finde ud af reglerne "det er min, ikke din", og da han går meget op i hvad der er rigtigt og forkert, så spørger hun "det er en and, er det ikke rigtigt?". Samtidig er hun 3.5 år gammel, og hun stiller naturligt derfor en masse spørgsmål - børn i den alder er naturligt videbegærlige og vil ofte spørge med "hvornår?", "hvorfor?", "hvordan?" - og ofte spørgsmål, som kan være rigtigt svære at svare på, men det er rigtig vigtigt, at vi forsøger.

Og her spiller det naturligt ind, hvordan din ...

---

---

... kæreste reagerer. Og det lyder lidt som om, at han måske nogle gange synes, at hun stiller tossede spørgsmål, og at det kan være irriterende eller igen - opleves som et problem, så hun kommer til at føle sig forkert. Du nævner, at hun i Matasbutikken sammen med dig f.eks. spurte ind til, hvad tingene skulle bruges til, og hun pegede på ting, som hun ville ønske sig osv. Og det lyder som om, at du har reageret med brugbare svar, du har givet hende følelsen af at være inddraget, og du har ikke signaleret, at hun spurgte for meget eller stillede forkerte spørgsmål, men har syntes, at det var rigtig hyggeligt - og det har naturligvis betydning for, hvordan hele situationen opleves...

Med hensyn til hendes temperament, så er det helt naturligt, at børn på din datters alder nogle gange bryder sammen. Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår, og derfor er det utrolig vigtigt, hvordan vi som forældre, reagerer på vores børn. Alt det vi gør sammen med vores børn, vil påvirke deres udvikling og liv fremover.

Hjernen kan beskrives på flere forskellige måder, men jeg synes, at det kan være en god idé at se hjernen inddelt i tre dele, når man skal forstå, hvad der sker, når man har med små børn at gøre:

Storhjernen, som også kaldes den rationelle hjerne. Denne del af hjernen styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke osv.

Mellemhjernen, som også kaldes Pattedyrhjernen eller det Limbiske system. Denne del af hjernen udløser store følelser, de skal styres af storhjernen. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske mv.

Krybdyrhjernen, som er den nederste del af hjernen. Den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner, som sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur. Det er også den del af hjernen, der styrer, at vi kan bevæge os og kæmpe eller flygte, hvis vi føler os truet.

---

---

Forbindelserne mellem storhjernen og mellemhjernen fungerer ikke optimalt hos børn. Det er mellemhjernen, som er den styrende del af hjernen, og det betyder, at børn er i "følelsernes vold". Det er derfor de kan reagere næsten "dyrisk", med at smide sig i gulvet, græde voldsomt, bide, slå, sparke osv. og det er altså præcis det der sker, når din datter bryder sammen. Og ofte bryder verden sammen over ting, der i dine/jeres øjne virker som bagateller - det kan f.eks. være at hun skal tage den blå hue på, og hun vil hellere have den lyserøde hue... for dig har det ikke større betydning, om det er den ene eller anden hue, men for hende betyder det bare alverden...

Og her er det rigtig vigtigt, at I viser hende forståelse, lytter til hende, anerkender hende og giver hende en følelse af, at I forstår hende. Der sker en aktivering af hendes pattedyrhjerne, og da denne styres af den rationelle del af hjernen, så er det vigtigt, at I med jeres reaktion aktiverer den rationelle del af hjernen.Det er vigtigt, fordi du med din reaktion netop er med til at skabe de vigtige forbindelser mellem de to hjernehalvdele.

Derfor nytter det ikke noget, at I bare konsekvent holder fast i, at det skal være som I vil. Det går ikke, at I holder fast i, at I altid ved bedst, fordi I er de voksne. Den autoritære tilgang hjælper hende ikke her - tværtimod. I er derfor nødt til at overveje jeres nej, og nogle gange kan det måske godt blive, som hun gerne vil... I skal overveje, hvilke kampe I tager og hvorfor...

Nogle gange er det naturligvis relevant at sige nej og det kan være nødt til at være som I vil. Og når I så siger nej, og holder fast i jeres nej, så vil din datter få anfald af fortvivlelse, og det betyder, at hun ikke er i stand til at lytte til jer. Hun kan kun give udtryk for sine følelser ved rent fysisk at kollapse. Hun vil ofte græde, smide sig på gulvet, måske slå ud efter jer - alt sammen fordi hun føler en smerte i sig selv, hun er oprigtigt ked af det. Og I kan ikke her kræve, at hun skal lytte til jeres forklaring eller tale om sine følelser. Det hjælper hende ikke, hvis I kræver at hun "skal høre efter, hvad I siger" eller "prøve at forstå, hvorfor du siger nej".

I skal derimod lytte til hende. Det er rigtig vigtigt, at I viser hende, at I forstår, at det er svært. At I viser hende lydhørhed, forståelse, forsøger at sætte jer ind i hendes situation og måske finder en løsning, som alle kan være tilfredse med. Når hun har anfald af fortvivlelse, så hjælper det ikke at skælde ud eller give ordre som "stop så" eller "hold op med at være hysterisk". Det er at puste til ilde, og hun får det bare værre...

Jeg vil anbefale dig meget at læse to bøger. Den ene er min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan du blandt andet læse om de forskellige forældreroller, hvordan man skaber gensidig respekt, hvad det gør ved børn, når vi skælder ud, hvordan vi lærer vores børn gode manerer osv. Den anden bog er bogen "Fantastiske forældre" af Margot Sunderland.. du kan sandsynligvis få den på biblioteket...

Håber du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---