Svar: 2,5 år og selvstændighedsalderen

---

Kære K

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres ældste dreng, den store selvstændighed, som han lige nu viser mere og mere af - og alle dine åbne og ærlige tanker :)

Først - du gør det rigtig godt, det er jeg slet ikke i tvivl om! Og når jeres dreng reagerer særligt med at afprøve grænser eller bryder sammen, som han gør og på mange måder viser mange flere følelser overfor dig, end han gør i vuggestuen, så er det faktisk udtryk for, at du er en rigtig god mor. Det viser nemlig, at han overfor dig godt kan være sig selv med alt hvad det indebærer, at det er sikkert at afprøve ting overfor dig - fordi han grundlæggende har en følelse af, at du elsker ham og er der for ham. Så uanset hvordan han opfører sig, om han er glad, vred, ked af det, frustreret, irriteret, sjov.. så kan han vise dig det, fordi han ved, at du er der for ham. Du skal derfor prøve at se det som et sundhedstegn, når han reagerer, - også selv om det naturligt er hårdt :)

Derudover så er det rigtig vigtigt, at du ved at det er okay at begå fejl en gang imellem. at være en god mor, betyder ikke at man skal være perfekt, og dermed fejlfri. Det er okay, at du en gang imellem kan blive lidt for vred, komme til at råbe lidt for højt eller skælde lidt for meget ud - eller bliver ked af det og viser følelser, viser at der også kan komme tårer i dine øjne... det er helt okay. Det vigtigste er naturligvis, at det ikke sker dagligt og at det ikke fylder mere end måden I ellers er sammen på, og så er det vigtigt, at du er i stand til at sige undskyld. At du kan sige til din dreng "undskyld, jeg råbte af dig, det skulle jeg ikke have gjort" eller lignende.

For når vi voksne en gang imellem begår fejl og står ved vores fejl, så lærer vi vores børn at det er okay at begå fejl og det er med til at gøre, at han fremadrettet også vil komme til dig, hvis han en dag har gjort noget forkert. Og det er jo noget af de vigtigste - at vores børn kommer til os, hvis de har det svært, hvis de oplever problemer eller en dag har gjort noget, som de nok ikke burde have gjort....

Din dreng får det der kaldes fortvivlelsesanfald. Det får han ofte, når verden ikke helt vil som han vil og det sker ofte over ting, der i dine øjne virker som bagateller. Det er f.eks. episoden i Netto, hvor du kommer til at lægge mælken ind under klapvognen og hans verden bryder sammen, fordi det ville han have gjort... Hele hans verden bryder sammen og han er dybt fortvivlet...

Det bedste du kan gøre i en sådan situation er at sætte ord på. Det betyder at du skal vise ham at du forstår ham, at du lytter til ham og med ord fortæller, at du ved, hvordan han har det. Det kan være at sige f.eks. "ov, det var også dumt, at jeg kom til at lægge mælken ind under vognen", "det ville du jo have gjort", "og så gjorde jeg det, det skulle jeg ikke" eller lignende. Så han hører, at du forstår ham, og hvad det er han bliver så ked af.

Nogle gange kan det lade sig gøre at tage mælken ud og lade ham gøre det selv, andre gang er det nødt til at være som det er og så må du holde fast i, at det er sådan nu. Atter andre gange kan du feks. tilbyde at han kan lægge nogle af de andre varer under vognen, så han stadig får lov til det han gerne ville og atter andre gange, kan du være nødt til at aflede ham, gå videre, forsøge at få ham på andre tanker, så han glemmer det, glemmer situationen.

Og så sker det nogle gange, som hos jer, at han bare ikke kan slippe det, men bliver ved med at være ked af det og her skal du så forsøge at rumme ham og alle de følelser han har - igen sætte ord på og f.eks. sige "jeg kan godt forstå, du synes, det er dumt, at .. " og "du bliver bare så ked af det, sååå skat" - så du lader ham have ...

---

---

... de følelser han har. Men uden at ændre tingene.

At kunne rumme betyder, at du kan holde ud at han har det, som han har det, at du ikke forsøger at ændre det, og at du ikke tager det personligt :) Og det er netop at rumme ham og de følelser han har, som er vigtigt, når du skal lære ham at alt ikke kan være som han ønsker :)

Når din dreng har anfald af fortvivlelse, så er han oprigtigt ked af det, skuffet over at tingene ikke kan være som han gerne vil, og han har brug for en medlidende og omsorgsfuld reaktion. Han har brug for at du holder om ham og viser ham, at du godt forstår, at det er svært at være ham lige nu. Og nogle gange kan du ikke få lov til at vise ham dette med det samme - det er han slet ikke parat til, og så er du nødt til at holde dig lidt på afstand, samtidig med at du viser dig tilgængelig "kom skat, kom her hen mors lille ven", og vente på at han så falder til ro. Sidde i nærheden, vente på at han bliver parat til at kravle op på sødet, få et knus og komme videre...

Og så er der naturligvis også situationer, hvor du bare er låst fast, for du kan ikke gå fra lillebror i klapvognen og du kan ikke lade storebror løbe ud på parkeringspladsen, hvor han risikerer at blive kørt ned - og her er du så nødt til at holde fast i ham rent fysisk, fordi det simpelthen handler om sikkerhed. Og han er her naturligt rigtig svær at holde, for når han mærker, at du vil noget andet end ham, når han bliver frustreret, bliver ked af det, ophidset osv. så udsendes der adrenalin i blodbanen, og det gør f.eks. at hans muskelmasse øges. Han bliver derfor meget stærk og protesterer voldsomt fysisk - og bliver naturligt svær at holde, men her er du nødt til at holde fast... Og så må du se om I kan komme hen til bilen eller om du kan finde en bænk eller lignende, hvor du kan sætte dig og få ro på ham. Allerbedst er det naturligvis, hvis du kan forsøge at undgå at det kommer helt derud, men det kan du ikke altid - og det er okay - det tror jeg alle forældre oplever på et tidspunkt :)

---

---

Jeg er ked af at høre, at du har haft en missed abortion, det påvirker naturligt dit overskud lige nu, og du skal give dig selv lov til at reagere, men det er fint, at du også forsøger at "samle dig selv op og få det gamle overskud tilbage", som du selv skriver.

Jeg synes det er en rigtig god idé, hvis I en gang imellem deler drengene mellem jer og laver noget med dem hver især. I skal naturligvis også lave noget sammen som familie alle fire, men en gang imellem vil det være rigtig godt, hvis I også deler jer op. Når man har pseudotvillinger som jer og begge er drenge, så kan man let komme til at sammenligne dem og give dem samme udfordringer, stille samme krav - og de kan godt have behov for at blive set lidt hver især. Ikke at de ikke også har meget stor glæde af hinanden i hverdagen og det kan være guld værd at have en bror som kun er 15 mdr ældre/yngre end en selv, men det kan også være rart en gang imellem, at mærke, at der er noget man kan, fordi man er den ældste eller noget man kan som den yngste.

Samtidig kan det være rigtig dejligt for begge drenge at mærke jer for sig selv. At få lov til at føle sig særligt prioriteret. Det kan være at gå til noget med dem hver især, men det kan også bare være at den ene tager med mor op at handle, mens den anden laver noget med far eller omvendt.. så de ikke oplever, at de altid skal følges ad, men oplever tid med jer hver især :) Det er en god idé, at du f.eks. en gang imellem tager A med ned at fodre ænder og en anden dag er det måske lillebror som gør det i stedet, hvor A så laver noget andet...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - og at det også giver lidt ro med på vejen :)

Knus herfra!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---