Annonce

Annonce

Svar: Hjælp til at lære at sove selv


30. januar 2018

Kategori:
Alder:
19 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Line

Tak for dit brev, velkommen til og tillykke med, at I venter jer en lillebror, dejligt! :)

Der er ingen tvivl om, at jeres datter har et stort behov for at mærke jer tæt på. Hun har brug for den fysiske kontakt og kravler af sig selv hen på jeres mave, både når hun skal falde i søvn, og når hun skal videre i søvnen om natten. Det lyder selvfølgelig meget hyggeligt, men jeg kan godt forstå, at det bliver for meget, og det er naturligt uholdbart i længden, også når den lille ny kommer.

Det lyder for mig som om, at I skal forsøge en gradvis ændring. Det vil simpelthen være for hårdt for alle, hvis hun fra den ene dag til den anden puttes i egen egen og helt skal undvære fysisk kontakt og nærhed. Samtidig har hun en alder lige nu, hvor hun naturligt ofte vil have svært ved at sove, hvor børn normalt søger ekstra fysisk kontakt og også kan have flere opvågninger om natten, hvor de er kede af det - og det er naturligvis vigtigt at I møder hende, og de behov hun har på grund af den udvikling hun går igennem lige nu.

Jeg tænker også, at hun sandsynligvis mærker, at lillebror er på vej - hun hører, at I taler om baby, men forstår ikke, hvad det betyder - men hun mærker forandringerne. Hun mærker, at din mave vokser og pladsen på dit skød bliver mindre. Hun mærker, at du ikke længere løfter hende op og bære hende, som du tidligere gjorde. Hun mærker, at du begynder at kræve lidt mere selvhjulpenhed - at hun skal spise selv, gå selv, prøve at kravle op selv, finde sin bamse selv osv. sandsynligvis mere eller mindre bevidst, men naturligt udløst af at der kommer en lige ny. Måske ligger du også lidt mere på sofaen end du gjorde før og I opfører jer bare lidt anderledes - og det kan faktisk også være med til at gøre, at hun søger jeres kontakt ekstra meget. Hvis hun om dagen oplever, at du nogle gange afviser at bære hende eller kræver, at hun gør flere ting selv, så kan det godt gøre, at hun vil søge dig ekstra meget, og dermed forstærke hendes behov for den tætte fysiske kontakt om aftenen og natten. Det er derfor vigtigt, at du forsøger at finde balancen mellem at være der og give hende den nærhed, som hun tydligt har behov for og samtidig også forsøge at lære hende, at det er okay, at du og far er der for hende på afstand.

Det vil være rigtig godt, hvis hun kunne vænnes til en putteklud, bamse, slaskedukke eller lignende. En klud kan f.eks. godt være en aflagt t-shirt, som hun forbinder med en af jer, så hun får noget at putte sig med på sigt - som kan være substitut for jer. Fordelen ved klud, bamse, slaskedukke osv. er at hun selv kan styre behovet for dette. Hun kan nulre næse, kramme og putte, når hun har behov, og den kan følge hende gennem hele dagen - både i vuggestuen, når hun skal være hos bedsteforældre, når I triller i barnevognen, kører i bilen osv. Jo mere den indgår i alle dagens rutiner, jo større sandsynlighed er der for, at hun vil knytte sig til den og det vil være godt, at hun hjælpes til at få noget at putte med, som alternativ til mor og far.

Det er super fint med godnathistorien, som en fast del af hendes putteritual, og det lyder også som om, at I lige nu skal fortsætte med at lade hende falde i søvn i jeres seng. Prøv dog om I kan blive ...


Annonce

... siddende op og undgå at lægge jer ned, så hun i første omgang lærer at falde i søvn liggende ved siden af jer, men hvor I stadig er der og hun kan mærke jer tæt på, men hvor hun nu lærer at det er okay ikke at ligge på jeres mave og helt så tæt i jeres favn.

Når hun kan falde i søvn med jer siddende ved siden af sig, så kan I flytte hende til egen seng, hvor I så stadig sidder hos hende, men hvor den fysiske afstand øges lidt mere. I skal stadig putte hende med bamse, klud osv. Stadig sidde og læse højt for hende og tale lidt om dagen, synge en sang eller lignende - alt det som I plejer at gøre, så hendes ritual ligner sig selv, men hvor hun ligger i egen seng.

I skal altså gradvist forsøge at øge den fysiske afstand mellem jer, så hun lærer, at det er okay at falde i søvn ved siden af jer og ikke behøver være ovenpå jer eller i jeres favn. Da den ene af jer ofte ender med at sove på sofaen, så kan I også overveje, om den der sover med jeres datter om natten, netop skal øve det at sove på afstand, så I forsøger at være der, lade hende mærke jer tæt på, men holder fast i at hun godt kan ligge tæt ved siden af jer og ikke ovenpå jer - igen for gradvist at vænne hende til dette...:)

Har hun behov for at mærke lidt tyngde? Altså giver det hende en følelse af at være holdt, når hun ligger hos jer? Så kan I bruge jeres hænder på hendes krop, så hun stadig mærker jer. Hun må gerne blive puttet på maven og I kan stryge jeres hænder op og ned over ryggen og blenumsen, så hun mærker, at I er der og får fornemmelsen af, at I stadig "holder hende" lidt.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Det kan også være, at hun er en af de børn, som kan have glæde af at sove med en tyngde-dyne/sansedyne. Der fås mange forskellige slags, og nogle kommuner har tyngde- og sansedyner som man kan låne og afprøve i en periode for at se, om det er noget der fungerer. De er ret dyre at købe, så det kan være en god idé at afprøve virkningen først. I kan prøve at kontakte jeres sundhedsplejerske eller børnefysioterapeuten i kommunen og høre, om der er mulighed for dette, hvor I bor.

Der findes forskelige slags dyner. Der findes f.eks. kugledyner, som er fyldt med kugler i forskellige størrelser, og når barnet bevæger sig under dynen, så flytter kuglerne på sig, så barnet får punktvise tryk på kroppen. Det giver barnet en fornemmelse for kroppen og kroppens grænser, og det kan virke beroligende.

Man kan også få det der kaldes en kædedyne, hvori der er syet kanaler og i disse ligger så lange behandlede metalkæder. De gør, at dynen falder tæt ind til kroppen, og det kan også give barnet en følelse af at blive holdt og dermed give større fysisk ro og bedre søvn.

Man kan også få det der kaldes en fiberdyne eller sensorisk dyne. Fyldet kan varierer meget - nogle dyner indeholder glasperler, andre er lavet af forskellige fibre - generelt er formålet at dynen får vægt og tyngde... Alle tyngdedyner ses som et hjælpemiddel og anbefales ofte til børn med sansemotoriske udfordringer, børn med ADHD, autisme og lignende - men de kan nogle gange også give ro til børn, som blot sover uroligt og har behov for at føle sig holdt, når de skal sove :)

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre og glæder mig til at følge jeres lille familie videre frem :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Hudplejeolie til mor og barn

Når huden hos mor eller barn bliver rød, øm eller irriteret, kan der være brug for mere end almindelig hudpleje.
Apotekets Lacto+ Probiom Olie kombinerer plejende olier med levende mælkesyrebakterier, der støtter hudens mikrobiom og naturlige balance.

Når huden er rød, tør ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

5. september 2026 | Sovevaner | 7 mdr.

Meget udfordret søvn

Hej Helen, Jeg har en dejlig, glad og social pige på 7 mdr. der trives godt....

Læs hele brevet og Helens svar


5. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.

Nyfødt søvn

Kære Helen. Så blev vores familie udvidet fra 3 til 4. Lillebror som i dag...

Læs hele brevet og Helens svar


3. september 2026 | Sovevaner | 14 mdr.

Morgenamning forstyrrer søvnen

Hej Helen. Vi har en sund, glad og rask dreng (V) på meget snart 14 mdr....

Læs hele brevet og Helens svar


14. august 2026 | Sovevaner | 7 mdr.

Tvillinger på 6.5 mdr uden rytme

Kære Helen. Jeg har 2 dejlige tvillingepiger på 6.5 måned, som blev født i...

Læs hele brevet og Helens svar


10. juli 2026 | Sovevaner | 2 år

2 år og søvn

Kære Helen Min datter på 2 år er vanvittig svær at putte. Hun har egentlig...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Frysning af babymad

Du kan fryse grøntsagsmos, frugt- og bærmos ned i mindre portioner. Rens grøntsager og frugter grundigt, kog sammen med lidt vand i en tykbundet gryde, blend med kogevandet og frys ned.

Mosen bør kommes i små bægre, der er beregnet til frysning af babymad og som er fri for skadelige stoffer.

Når grøntsags- eller frugtmosen skal bruges, bør den optøs direkte i gryden. Derved bevares vitaminer og mineraler bedst.

Grøntsagsmos kan du med fordel fryse...

Læs mere i Babylex

Æbler og æblemos

Barnet kan fra 6 måneder spise al slagt frugt, frisk eller kogt. Frugten bør stadig moses, og æblemos vil ofte være et hit hos børn - især hvis det serveres, som topping på en grød. Rå æbler bør du dog være opmærksom på.

Børn under 3 år bør ikke få fødevarer, som er meget hårde eller som knækker let. En stor æblebåd kan knække og sætte sig fast i halsen, og af samme grund kan det ikke anbefales at give små børn et helt æble at gnave af. Du skal også være opmærksom på skrællen,...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen,

Tusinde tak for en informationsrig hjemmeside og nogle virkelig fantastiske bøger om børn! Jeg har erhvervet mig hele din bog-serie og efter at have læst dem, bruger jeg dem stadig ofte som opslagsværk. Tak for dem!

Venlig hilsen
Cecilie


Annonce