Svar: At blive storesøster - 8 år

---

Kære Mor til tre

Tak for dit brev og din åbne og ærlige beskrivelse af, hvor svært det nogle gange kan føles at være mor... :)

Først - du gør det rigtig godt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du er en sød, omsorgsfuld og nærværende mor, og der er ingen tvivl om, at du elsker alle dine børn højt og rigtig gerne vil dem alle tre. Det er så fint, det du fortæller, om måden du/I forsøger at tackle hverdagen på, og det er helt okay, at du synes det er svært at rumme storesøsters voldsomme reaktioner - men du forsøger, og det lykkes faktisk ret godt :)

Jeg får også indtryk af, at I forældre er rigtig gode til at samarbejde og støtte hinanden. I tager begge aktivt del i opdragelsen af jeres børn, I bruger rigtig meget tid på at være sammen som familie, I har i denne situation faktisk også holdt et familiemøde, hvor I har lyttet til børnene, hvad de gerne har ville, og I har bevidst brugt weekenden på at imødekomme dette - alt sammen rigtig godt.

Der er dog ingen tvivl om, at det er rigtig svært at være jeres ældste datter lige nu, og der er, som jeg ser det sandsynligvis flere ting, som spiller ind. Jeg vil gerne dele lidt tanker med dig og så må du/I selv vælge til og fra, hvad du tænker, at I kan bruge.

Det ene er naturligt det at blive storesøster. Det er svært for hende at skulle dele jer med to yngre søskende, og det giver hun tydeligt udtryk for, når hun f.eks. siger "I elsker mig ikke mere", "I forstår mig ikke", "I skælder altid mig ud", "Jeg ville ønske at lillebror ikke var her". Han er tydeligvis en rival til jeres kærlighed, og nu hvor lillesøster er kommet til, så går det endnu mere ud over ham - måske fordi hun godt ved, at hun ikke kan skælde ud på lillesøster, som jo er en uskyldig lille baby... Det bliver lillebror som står for skud.

Og her skal I naturligvis være opmærksomme på, at I viser hende, at I elsker hende, og at hun er noget særligt. Når hun f.eks. stiller spørgsmålstegn ved om I elsker hende, så er det en god idé at se det som et spørgsmål "elsker I mig stadig væk?" mere end som en konstatering "I elsker mig ikke!", og så sætte ord på, hvorfor I elsker hende: "Jeg elsker dig, fordi ...", "du vil altid være noget særligt, du er jo min store pige", "jeg elsker når du...", "jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke havde dig", så svarene bliver en bekræftelse på det hun søger, det hun spørger om.

Det kan også være en rigtig god idé, at I i hverdagen giver udtryk for, at I har savnet hende. Hun er ked af at være i skolen i øjeblikket (det kommer jeg ind på længere nede), og i stedet for at spørge f.eks. "hvordan er det gået i skolen i dag", så kan I nogle gange sige "jeg savnede dig", "jeg ville gerne have haft din hjælp i dag da..." eller lignende, så hun hører, at I savner hende og har brug for hende, når hun ikke er hjemme. At det ikke er ligegyldigt, om hun er der.

Det kan være en god idé at sætte ord på, hvad det er hun kan, som de andre er for små til og her netop give hende frihed og muligheder, fordi hun er den ældste. Det fortæller du, at I gør - men det kan være en god idé at sætte direkte ord på det, så hun hører, hvad der f.eks. er forskellen mellem hende og lillebror. At der er noget hun kan, fordi hun er den ældste, og noget han ikke kan endnu.

Det er også helt okay at sætte ord på, at I godt kan forstå, hvis hun nyder at have jer for sig selv og at det nogle gange kan være irriterende at have en lillebror og en lillesøster. Har I selv søskende, så kan I måske fortælle hende lidt historier om dengang I var børn og også kunne skændes med jeres søskende - men samtidig naturligvis også tale med hende om, at det er dejligt at have hinanden, det er dejligt at være en familie og ikke være alene.... nogen mennesker er jo alene, og ville ønske at de havde en familie...

Ligesom I naturligvis også gerne må tale med hende om, at nu er jeres familie sådan, at i skal kunne være der alle sammen. Det skal være rart at være hende, det skal være rart at være mor og far, rart at være lillebror og lillesøster. Der er faktisk ikke noget vigtigere, end at I har det godt alle sammen, og derfor skal I hjælpe hinanden, være søde ved hinanden osv. Og naturligt tale med hende om, hvad det betyder, og hvilke krav I naturligt vil stille i den henseende. For når man er 8 år gammel, så er der naturligt nogle ting, som man sagtens kan tale om, og lidt krav man godt kan stille...

Og det betyder også, at I gerne må fortælle hende, at I ikke vil have, at hun taler så grimt til lillebror. Og det vil her være rigtig godt, at I ikke formulerer jer med et "du må ikke... " eller "du skal holde op med", for hvis det er du, du, du, så vil hun høre det som, at I ikke er glade for hende og bedre kan lide lillebror. I skal formulere jer med et "jeg". Det kan være at sige "jeg vil ikke have, at du taler så grimt" eller "jeg forventer, at du kan sige tingene pænt". I må også gerne sætte ord på hendes følelser "jeg kan godt forstå, at du bliver vred, frustreret, ked af det... det er helt okay, men jeg vil ikke have, at du smider med ting", eller hvad det nu kan være. Så det er tydeligt, hvad I accepterer og hvad I ikke synes er okay. ...

---

---

...

At hun pludselig ikke vil i skole, ikke vil overnatte til gymnastik, let bliver ked af det, får ondt i maven og vil hjem eller blive hjemme, lyder lidt som en form for uro eller angst - det kommer lidt an på, hvor dybt det bunder...

Det kan godt være en let grad, som handler om, at mor holder barsel og går hjemme sammen med lillesøster - så det er hyggeligt at være derhjemme og hun vil hellere dette end at komme af sted og være sig selv. Det kan også være en frygt for at gå glip af noget, hvis hun bliver derhjemme, så er hun sikker på, at hun ved alt, hvad der sker og ikke risikerer, at I laver noget sjovt uden hende - udløst af, at det kan være svært at dele jer med en lille ny, som naturligt er en rival til jeres kærlighed.

Men det kan også være noget dybereliggende - altså en form for angst. Børn kan have forskellige angsttilstande, og når jeg læser beskrivelsen af jeres datter, så tænker jeg, at det du beskriver faktisk godt kunne lyde lidt som det, man kalder for generaliseret angst..

Generaliseret angst er når hun f.eks. siger "men mor, hvad nu hvis...?". Det er en overdreven bekymring for noget, der måske skal ske. Det kan f.eks. være at skulle på gymnastik-overnatning, og hun er på forhånd voldsomt bekymret for, hvad der kan ske. Hun kan forestille sig alt muligt, som kan gå galt og blive overdrevet bekymret. Børn vil her ofte have fysiske symptomer som ondt i maven, ondt i hovedet, de kan virke stressede...

Nogle børn får sammen med deres generaliserede angst, der man kalder for undgåelsesadfærd. Normalt er symptomerne på generaliseret angst tanker (bekymringer) og følelser (fysiske reaktioner) mere end det er adfærd. Men børn kan f.eks. godt reagere med "jeg vil ikke derhen..!" og kan på grund af deres angst nægte at tage i børnehave eller i skole. Det handler ofte ikke om, at der er problemer med stedet, men handler mere om den stress-følelse, der opstår i jeres datter, når hun skal skifte mellem at være hjemme og skulle af sted.

Det kan være rigtig svært for hende at skulle hjemmefra - evt. udløst af mors barsel og det at du går hjemme - men det kan også være svært fordi det kræver en eller anden form for præstation af hende at skulle skifte situation. Og børn med generaliseret angst kan godt have en form for perfektionisme, det er vigtigt for dem at gøre alt så korrekt som muligt, så de bliver angste for, hvis de pludselig ikke kan det..

---

---

Og I fortæller jo, at jeres datter f.eks. siger "jeg kan ikke finde ud af, at gå i skole mere" - og i dette ligger også en form for præstation. Der er noget hun føler, at hun skal leve op til, som hun ikke føler at hun kan - og så trigger det en angst og gør, at hun ikke vil af sted...

I fortæller også at hun en dag brød fuldstændig sammen, fordi lillebror ikke kunne sove i hulen som aftalt. Det skuffede hende rigtig meget - måske fordi det for hende er særligt vigtigt, at man overholder aftaler, og han brød den. For mange børn i jeres datters alder, så er retfærdighed meget vigtigt. Det gælder f.eks. når man skal dele slik, en snack eller lignende - der skal være lige meget til hver. Eller de kan sammenligne størrelsen på et stykke kage, og det er dybt uretfærdigt, hvis lillebrors stykke er lidt større end hendes. Eller hvis han må noget, og hun ikke må, eller hvis hun skal vente på tur.. eller hvis han må ligge i sengen, og hun skal ligge på gulvet... :) Og sammen med retfærdighed hænger også aftaler... hvis hun skal overholde aftaler, så er det simpelthen ikke fair, at han kan slippe for en aftale - og så bryder hendes verden sammen.

Hun er her for lille til at kunne forstå, at han på samme måde som hende kan springe fra noget i sidste øjeblik. Hun kan ikke se, at det er lidt det samme, som når hun springer fra at overnatte til gymnastik, og hun kan slet ikke finde roen, når I forsøger at forklare hende det - i hvert fald ikke i situationen. Så er han bare dum, fordi han jo ødelægger det hun lige havde glædet sig til... Så det er rigtig godt, at I i den situation prøve at hjælpe hende til ro, sætter ord på at I forstår hende osv. og det er også helt fint, at du vælger at gå, når hun begynder at sparke ud efter dig, skriger osv. Nogle gange er det helt okay at trække sig, fordi du ellers kan mærke, at du selv bliver for vred... og at I så efterfølgende kan finde roen sammen.

Jeg tænker, at I forældre skal prøve at vurdere, om I har brug for mere hjælp end mine tanker kan give jer, og I selv kan klare... Det lyder som om, at storesøster og de reaktioner hun har fylder ret meget hos jer, og I skriver også, at hun reagerer i skolen. Det lyder som om, at I har en god kontakt med klassens lærere, og at de er opmærksomme på hende, men de beskriver også en pige, som har ændret adfærd og som ofte trækker sig og virker ked af det...

I kan derfor overveje, om I vil have glæde af at tale med en børnespykolog, familievejleder eller lignende. I kan evt. kontakte kommunens PPR afdeling eller åbne anonyme rådgivning for at høre, hvilke muligheder I har for vejledning, hvor I bor.

Jeg håber, at du/I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Og stort knus med på vejen :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---