Svar: Rod i natteroderier
Kære Camilla
Tak for dit brev og dejligt at høre, at det går så godt med drengene! Og også dejligt at høre, at du har kunne bruge mine tidligere svar og har flere af mine bøger, tak :)
Det lyder som en rigtig god idé at forsøge at få drengene til at følge nogenlunde samme rytme, så de spiser, sover og er aktive på samme tid. Det vil give dig lidt pauser i løbet af dagen og give dig lidt mere sammenhængende nattesøvn - og det har du naturligvis brug for.
Det lyder meget passende med de 6 flasker dagligt, de behøver ikke længere flaske både når de vågner og før de skal sove :) Og det lyder også rigtig fint, at du nu er begyndt med lidt smagsprøver på skemad en gang dagligt. Det er meget fint, at du er startet op til frokost, når de kan spise ½-¾ dl. og det går godt og maven følger godt med osv. så må du gerne tilbyde dem skemad to gange dagligt. Så kan de f.eks. få lidt grød til frokost og lidt grøntsagsmos om aftenen. Sammen med skemaden vil det være fint, hvis du tilbyder dem vand af kop.
Og så vil jeg foreslå dig, at du nu forsøger at skabe en rytme, hvor du tilbyder dem skemad og vand af kop, når de vågner - naturligvis bliver dette lettere i takt med at de øges i antallet af måltider :) Og så fortsætter med at tilbyde dem flaske fast før hver lur. Det vil være rigtig godt, hvis de gradvist vænnes til at få mælk som en fast del af deres putteritual. Det vil være med til at sikre dem større mæthed og ro før de skal sove og de vil naturligt ofte kunne sove et lidt længere søvnstræk, før de så melder sig igen. Samtidig er det med til at sikre at de på sigt får både skemad, vand og mælk nok hele dagen igennem og dermed stille og roligt kan begynde at undvære flaske om natten.
De fleste børn vil i denne alder, trives rigtig godt med 3 lure dagligt - en formiddagslur, en middagslur og en powernap sidst på dagen. Du fortæller, at dine drenge sover en god lang formiddagslur og som jeg læser dit brev, så nøjes de på den måde ofte med to lure dagligt, og det må de naturligvis gerne. Nogle gange lykkes det også at skabe en god rytme, hvor den ene lur er meget lang og måske varer 3-4 timer i træk, men det vil ofte være sådan, at børn i drengenes alder, begynder at sove lidt kortere tid af gangen, hvilket vil være helt okay, netop fordi det også er med til at sikre plads til skemad og rytmen bliver derfor lidt en anden.
Jeg er helt med på, at du helst ikke vil vække drengene, når de sover godt - og det skal du heller ikke, men det kan godt være, at du skal prøve at fornemme, om de mon nu og fremadrettet vil trives bedre med to lidt længere lure i stedet for en meget lang lur og en powernap, fordi rytmen ændrer sig nu.
Mit forslag til en dagsplan lavet ud fra dine angivne tider ser derfor således ud:
Tidlig morgen 06: Flaske og sover lidt videre
Formiddag 9-9.30: Flaske
Og puttes til formiddagslur, og må her gerne sove et par timer...
Frokost 11.30-12: Tilbydes lidt grød, evt. med lidt frugtmos som hopping, vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur måske kl. ca. 13.30-14 - det kommer an på hvor lang formiddagsluren er. Og må også gerne her sove et par timer, så de om dagen sover lige så meget som de plejer.
Eftermiddag 17: Flaske som nu
Powernapper måske - eller springer denne over... igen afhængigt af hvordan de har sovet formiddagslur og middagslur
Aften 18: Tilbydes lidt smagsprøver på lidt grøntsagsmos og vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca 19.30-20 som nu
Sen aften 23: ...
... Drømmeflaske - kan gives til dem begge nogenlunde samtidig, så de på den måde vænnes til at spise mere synkront. Selvom de ikke begge vågner op og søger efter flasken, kan I godt tilbyde flasken og de kan spise mere eller mindre i søvne. Det kan I udnytte for at få skabt lidt rytme :)
Midt nat 03: Evt. flaske og sover videre...
Hvis de begge de næste par uger fortsat virker til at trives rigtig godt med en meget lang formiddagslur og en powernap om eftermiddagen, så skal du naturligvis ikke ændre noget og du skal ikke vække dem. Men prøv at være opmærksom på om de begynder at sove kortere formiddagslur og måske vil have lidt tendens til at vågne op, når du har trillet tur - og her så ikke kæmpe for at få dem til at sove videre, men netop lade dem komme op og så arbejde på en længere middagslur i stedet. Prøv at se om du kan fornemme om deres rytme ændrer sig, fordi måden dagen fungerer på naturligt vil påvirke nætterne, og det er som sagt vigtigt, at de gradvist fyldes mere og mere op med både mad, vand og mælk i dagtimerne, så de kan undvære flaske om natten på sigt.
Der er i min dagsplan plads til 7 flasker, hvilket faktisk vil være meget normalt for denne alder - når de bliver 6 måneder, spiser mere skemad, drikker mere vand af kop osv. så vil de ofte kunne trappe ud af flasken midt nat. Men hvis de søger den nu, så lyder det som et reelt behov stadig væk :)
Vær også opmærksom på at selvom flasken skal indgå som en fast del af deres putteritual, så er det vigtigt, at de ikke falder i søvn med flasken i munden. Det vil være rigtig godt, hvis de kan nå dertil, hvor de slipper flasken, smiler til dig, triller om på siden og sover. Det er på samme måde vigtigt, at de lige når at følge med i, at de puttes i deres seng og ikke falder i søvn i din favn. Hvis de vænnes til at falde i søvn i favn og derefter flyttes til egen seng, så vil de når de vågner op føle sig utrygge fordi de ligger et andet sted, og det vil øge deres tendens til at vågne. Derfor er det vigtigt, at de lige når at registrerer, hvor de puttes og forbinder deres seng med stedet, hvor de sover.
Det samme gælder i forhold til bevægelse. Hvis du altid vugger dem, triller dem, har dem i bevægelse, når de skal sove, så kan de blive uhensigtsmæssige afhængige af dette og begynde at forvente bevægelse for at sove. Så når jeres ene dreng vågner og søger bevægelse, vugning, så kan det godt skyldes, at han er vant til at blive bevæget, når han skal sove. Derfor kan det være en god idé, at du også forsøger at vænne drengene til at sove, uden for meget bevægelse, så de ikke efterspørger det om natten. Det er dog en gradvis ændring og du skal naturligvis forsøge at finde en balance, for det er som du også er inde på vigtigt at de får deres dagssøvn og at dagen også fungerer for jer:)
I er i en overgang lige nu, hvor der sker rigtig meget med drengene både udviklingsmæssigt og også med deres søvn og rytme. Jeg tænker derfor, at tiden også arbejder lidt for jer og i takt med at de begynder med mere og mere skemad, så vil dette også hjælpe jer til mere og mere rytme. De vil sandsynligvis begynde at sove kortere tid af gangen og få længere vågenperioder, og på den måde ændrer jeres situation sig. Det er dog rigtig godt, hvis du kan holde fast i den gode rytme og rutine, så de fremadrettet stadig har genkendelighed og dermed tryghed med sig, når de skal sove.
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke :)
Og godt nytår til jeres familie! :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
30. oktober 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Vil ikke sove lur i barnevognen længere
Kære Helen Jeg håber du kan hjælpe os med at finde en måde at gøre vores...
28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.
Søvnunderskud og lange putninger
Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...
24. oktober 2025 | Sovevaner | 8 mdr.
Hej Helen, Vi har en dreng på 8,5 måned med fuld fart på. Han rejser sig og...
16. oktober 2025 | Sovevaner | 12 mdr.
Hej Helen Min søn er netop fyldt 1 år, og i den forbindelse havde vi tænkt...
9. oktober 2025 | Sovevaner | 12 mdr.
Hej Helen Vil hører hvad du tænker om min søns lurer og om der skal gøres...
Viden om børn:
Bad, de første gange
Det spæde barn kan komme i bad ret hurtigt efter fødslen og ofte beder mange om at få hjælp til det første bad, imens man endnu er på barselsafsnittet.
Når I beslutter jer for at bade jeres barn, så er det rigtig godt at have nogle faste rutiner:
- Et babybadekar er en god idé, nogen vælger også at bruge en speciel babyspand. Det vigtigste er at karret er afgrænset i størrelsen, det giver barnet lidt tryghed.
- Det er en god idé at tilbyde barnet...
Opkast - baby og børn
Der er forskel på at gylpe og på at kaste op. Gylp kommer stille efter et måltid, hvor opkast er mere voldsomt og i større mængder. Hvis barnet kaster op, vil det ofte også være uroligt og utilpas. Hvis barnet kun kaster op en enkelt gang, er der ikke grund til bekymring.
Opkastning hænger ofte sammen med, at barnet fejler noget andet og måske også har feber. Barnet vil ofte have ondt i maven, virke slap og træt, vil måske vægre sig mod at spise. Sammen med opkastning kommer...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







