Svar: Stop med mme, jernholdig kost, favn, olie, håndvask mm.
Kære Julie
Tak for dit brev og alle dine spørgsmål - som jeg vil bevare i den rækkefølge de stilles:)
Ad 1) Det lyder fint at I gerne vil trappe ud af flaske nu, og jeg anbefaler, at I begynder at give Oliver lidt mindre i flasken, så han får gradvist mindre og mindre og lærer ikke at drikke så meget. Heldigvis drikker han ikke store mængder, så hvis han kan nøjes med ca 100 ml vil det være rigtig godt, og dette kan I så give ham af en kop som en overgang. Så han stadig får lidt mælk, men ikke længere af flaske (hen af vejen skal han have vand af kop og ikke mælk).
Samtidig med at I gør dette, så vil det være rigtig godt, hvis han kan få en putteklud, bamse eller lignende, som han kan putte sig med på sigt. De fleste børn er mellem 12-18 måneder, når de begynder at bruge en klud bevidst, og det vil være rigtig godt, at han får noget nyt tryghedsgivende som erstatning for flasken.
I må også meget gerne indføre en godnatsang, godnathistorie eller lignende, ligesom bestemte kærtegn, beroligende ord osv. vil være rigtig godt. Hele idéen er, at alt det I indfører nu som en fast del af hans putteritual naturligt hele tiden vil være der - også når flasken trappes ud og koppen med mælk erstattes af lidt vand. Alt vil altså være som det plejer at være, eneste forskel er, at flaske og mælk ikke længere gives lige før putning.
Og for så at sikre, at han ikke går sulten eller tørstig i seng, så vil det være rigtig godt, hvis I kan tilbyde ham en godnatgrød, som en fast del af hans putteritual. Det er med til at sikre, at han ikke søger flasken eller vågner og har brug for flasken, fordi han reelt er sulten eller tørstig.
En aftenrytme kan derfor se således ud:
Aften 17.30-18: Aftensmad, spiser samme mad som jer, vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med lidt creme efter behov. Gøres klar til natten.
Tilbydes godnatgrød ca kl 19.15, med lidt mælk af kop (lun eller kold).
Får derefter børstet tænder. Og puttes så i seng kl ca 19.30 med putteklud, bamse, godnatsang, godnathistorie - hvad I nu har fået indført som erstatning for flasken:)
Ad 2) Med hensyn til jern, så findes der jern i mange fødevarer og ikke kun i kød. Man skelner mellem Hæm-jern og Non-hæm-jern. Hæm-jern findes i animalske produkter som kød, fjerkræ, indmad og fisk i varierede mængder. Non-hæm-jern findes i vegetabilske produkter, hovedsagelig i kornprodukter, grøntsager, mælk og æg.
Det er derfor rigtig godt, hvis du kan variere din drengs indtag af fødevarer, så han netop ved at spise varieret også får sit jernbehov dækket. Det vil være rigtig godt, hvis han spiser både kød, fisk og fjerkræ - og leverpostej på rugbrødshapsere giver f.eks også et tilskud af jern. Derudover er det rigtig godt, hvis du giver ham de lidt grovere grødtyper som havregrød, flerkornsgrød, mysligrød, øllebrød og serverer frugt sammen med grøden fordi det fremmer jernoptagelsen.
Grøntsager som grønkål, spinat, grønne bønner, linser, kidneybønner har også et højt jernindhold. Rosiner, svesker, dadler, figner - indeholder også jern. Du kan også give ham f.eks. sesamfrø, hørfrø, fint hakkede nødder og kerner f.eks. mandler, cashewnødder og pinjekerner er jernholdige. Han må ikke få hele nødder og frø når han ikke er ældre, men du kan sagtens knuse/hakke det fint og komme det i grød, brød og lignende og på den måde også øge hans jernindtag lidt.
Hvis du stadig er i tvivl om hvorvidt du kan dække hans jernbehov tilstrækkeligt, så kan du også tale med jeres læge omkring det og hvorvidt det vil være relevant at forstætte med mme lidt endnu, eller tilbyde ...
... ham jerntilskud.
Ad 3. Jeg tænker umiddelbart, at det lyder som om, at Oliver ikke er så tørstig om natten, men måske vågner fordi han har drømt, fået lagt sig i en stilling som han ikke selv mestrer at komme væk fra eller lignede - og ikke fordi at han har brug for vand. men hvis I om aftenen får indført en kop med vand, så vænnes han naturligt til dette og vil så også bedre kunne drikke vand af kop om natten, hvis han vågner og har brug for en trøstetår :) Nogle børn har også glæde af en drypfri som, som de selv - når de bliver lidt ældre - selv kan drikke af om natten... Men som udgangspunkt er det bedst, hvis han kan lære at sove natten igennem uden at drikke vand eller andet :)
Ad 4) Det er helt naturligt, at han ikke forstår, hvorfor du ikke kan bære ham og at han også synes, det er hårdt, hvis han skal gå på sine små ben... Derfor er det naturligvis vigtigt, at du viser han forståelse, også selvom du siger nej og det er rigtig fint, at du netop sætter dig ned hos ham og viser dig tilgængelig.
Du må gerne forsøge at betrygge og berolige på afstand "hej skat, jeg er lige her", eller "sshh-ssshh, det er okay, jeg er her" eller lignende. Så du reagerer på ham og han hører, at du er der, at du ikke går fra ham, at han ikke er alene - men samtidig også får en fornemmelse af, at det kan være okay at sidde sammen med dig, I behøver ikke gå rundt hele tiden. Og andre gange vil han naturligt have behov for at komme op i din favn, lige få et kram og mærke, at du er der, hvorefter han så kan sættes ned på gulvet og lege lidt selv...
Netop i 13-15 måneders alderen vil mange børn virke ekstra klyngende. Man kan tale om en separation-gentilnærmelses-fase, hvor han nogle gange vil op og når han så kommer op så vil han ned igen.. og det kan være svært at finde balancen. Det er dog en periode.
Og så er det i denne alder ofte også en rigtig god idé at aflede ham. Børn i denne alder vil så gerne opleve, følge med og gerne at der sker noget og derfor vil du ofte kunne aflede med noget spændende - få ham til at interessere sig for noget legetøj, give ham lidt at spise, fjolle og danse, pjatte med ham osv. Så han glemmer, at han ville op og synes det er okay og hyggeligt, at I bliver siddende ned et øjeblik.
Ad 5) Med hensyn til badeolie, så kan du godt bruge dette i hans bad. Du bør vælge en olie, som ikke indeholder parfume, parabener og farvestoffer. Der skal ganske lidt i vandet, ellers bliver han "glat som en ål", men lidt kan være helt okay - især her i vintermånederne, hvor huden godt kan have brug for lidt ekstra fedtstof.
Hvis din dreng har problemer med tør hud, så kan du også bruge en fedtcreme f.eks. på hans kinder. Det er vigtigt at bruge en olie eller fed creme - det vil sige noget med et højt fedtindhold og ikke f.eks. en lotion, som har et højt vandindhold. Hvis vandindholdet er højt, vil det kunne fryse i frostvejr og dermed skade hans hud. Om sommeren kan det derimod være en god idé ikke at bruge olie eller fedtcreme, og i stedet bruge lotion...
Når dette er sagt, så har babyer og småbørn ofte ikke behov for samme mængde plejeprodukter som vi vokse har behov for, så brug det, når du føler det nødvendigt og ikke nødvendigvis hver dag :)
Ad 6) Din dreng bør få vasket hænder i forbindelse med bleskift, næsepudsning og i forbindelse med måltider - og hvis han har synligt snavs på sine hænder - f.eks. hvis han har været i sandkassen eller lignende :) Altså på de tidspunkter, hvor du normalt også vasker dine egne hænder.
Jeg håber, at jeg er kommet nogenlunde omkring det hele :)
Fortsat held og lykke - og rigtig god jul!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
6. oktober 2025 | Diverse | 2 mdr.
Hej Helen Vores dreng er nu blevet 10 uger, og han trives umiddelbart rigtig...
27. september 2025 | Diverse | 14 mdr.
Svær og lang indkøring af 1 årig i vuggestue
Kære Helen, Jeg skriver, fordi jeg har brug for gode råd til indkøring i...
27. september 2025 | Diverse | 12 mdr.
Hej Helen Min søn er startet i dagpleje, vi er en uge inde i 2 uges...
20. september 2025 | Diverse | 6 år
Flytteovervejelser og skolestart/skifte
Kære Helen Mig og min kæreste er forældre til en sund og rask dreng på 6...
10. september 2025 | Diverse | 3 år, 6 mdr.
Kære Helen Tak for din inspirerende brevkasse. Det er så dejligt at læse...
Viden om børn:
Psykisk udvikling børn
Lige fra dit barn bliver født, er det aktivt kommunikerende. Det har brug for at blive taget op, holdt om, trøstet og beroliget, snakket med, kærtegnet osv.
Børn vil altid have brug for at blive set og hørt. De har brug for at vide, at de har en vigtig plads i familien, og at det er dejligt at være sammen med dem. Barnets psykiske udvikling skal støttes, fra barnet er nyfødt og hjælpeløst, og til det vokser op og gradvist bliver mere og mere selvstændigt.
I en...
Fedtcreme - fedtprocent
Der findes rigtig mange forskellige cremer på markedet, og til behandling af børneeksem er det en god idé at vælge fedtcreme. Jo højere fedtprocent cremen har, jo mere fedtet og klistret vil den ofte være - og dermed også for mange mere ubehagelig. Derfor er det en god idé at vælge så fed en creme som muligt, som samtidig virker behagelig - og til behandling af børneeksem i ansigtet er det ofte en god idé at vælge en creme med en fedtprocent omkring 30-40%. Det er ofte også en god idé at...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







