Svar: Acceptere et nej
Hej med dig
Tak for dit brev :)
Jeres datter gennemgår lige nu en rivende udvikling, og netop 2 års alderen er for mange forældre rigtig svær. For børn i denne alder vil naturligt udforske verden. De vil finde ud af, hvordan verden fungere, hvordan ting hænger sammen, og de vil naturligt derfor nogle gange afprøve grænser - og samtidig er de utroligt følsomme og har rigtig meget brug for at blive set, mødt og anerkendt.
Man siger at børn i 2 års alderen er igang med at udvikle deres selvbillede. Det betyder at hun lige nu vil forsøge at finde ud af, hvem hun selv er, og hvordan hun påvirker andre. Et led i dette vil f.eks. ofte være at sige "Nej!" eller sige "Min!" eller "Det er min!" og måske oplever I dette hos hende nu? Det er helt normalt, at børn på jeres datters alder siger, at ting er deres, også selvom det ikke er det...
Det er også helt normalt, at I har konflikter i hverdagen. Det at hun er igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer, finde ud af, hvem hun selv er, hvad hun står for, hvordan hun påvirker andre og hvordan andre påvirker hende - det giver naturligt nogle gange konflikter fordi hun er nødt til at ville noget andet end dig - hvis hun skal lære dette. Hun kan ikke gøre, som du beder hende om, hvis hun skal finde ud af, hvem hun selv er, danne sin egen personlighed. Hun er ikke dig, hun er sin egen - og derfor gør hun ikke, som du siger...
Hun har rigtig meget brug for ros. Det gør hende stolt og glad, når hun mærker, at du tror på hende, tror på at hun kan, og at du synes godt, om det hun gør. Og hun bliver rigtig rigtig ked af det, når hun mærker at du ikke vil som hun vil, hvis du irettesætter hende eller stopper hende i noget hun gerne vil eller f.eks. sender hende på værelset. Hun vil naturligt med den alder hun har, godt kunne føle stor skam, hvis hun får at vide, at hun gør noget forkert. Og hun er meget følsom og sårbar overfor, hvordan du reagerer på det, hun siger, og det hun gør.
Derfor skal du passe rigtig meget på ikke altid at sende hende på værelset, når hun ikke gør, som du gerne vil have - men i stedet forsøge at rumme de følelser, hun har og vise hende det, som du rigtig gerne vil lære hende - nemlig at bevare roen og ikke lægge sig på gulvet, sparke og vride sig... hun har brug for at være i nærheden af dig for at finde fysisk ro og komme videre, og faktisk siger man, at børn under 5 år ikke bør gives en time-out, som det faktisk er, når du sender hende på værelset. Hun er simpelthen for lille...
Aggression, hysteri, frustration, vrede og fortvivlelse hører alderen til, og det er rigtig vigtigt at lytte efter, hvad det egentlig er, hun prøver at fortælle, og så forsøger at handle lidt forskelligt, alt efter hvad det er der foregår. Jeres datter får det, der kaldes fortvivlelsesanfald, og når hun får dette, er hun ikke uartig, og hun forsøger ikke at modarbejde dig. Hun reagerer med disse anfald, fordi forbindelserne i hendes hjerne endnu ikke er dannet - de forbindelser, der skal få hende til lige at tælle til ti og ...
... bevare roen... Det er hendes mellemhjerne der er styrende - det er ikke den rationelle del af hjernen, storhjernen, som er styrende hos dig. Derfor kan hun ikke reagere, tænke og forstå, som du kan :)
Hun er stadig så lille, at hun har svært ved at overskue situationer, ikke rigtig kan forholde sig til tid og til tingenes rækkefølge - hun reagerer meget impulsivt og meget lystbetonet. Så når du siger nej, så forstår hun ikke din forklaring om, hvorfor hun ikke må - hun mærker blot, at du forhindrer noget, som hun rigtig gerne vil. Derfor er det vigtigt, at du ikke altid siger nej, men derimod viser hende, hvad hun kan i stedet. Så der er et alternativ og som hjælper hende videre. Et alternativ, som er noget andet end at blive sendt på værelset...
Nogle gange, når hun får et nej, så vil hun måske begynde at løbe væk fra dig, fordi hun vil have dig til at løbe efter hende, hun vil have din opmærksomhed. Det kan også være, at hun oplever, at du sidder med lillebror, og det er svært for hende, så derfor laver hun "ulykker", fordi hun ved, at det får dig til at rejse dig, det gør, at du slipper opmærksomheden på lillebror og i stedet giver hende fokus... Og her vil det f.eks. være problematisk at sende hende på værelset, fordi du så faktisk viser hende, at du ikke vil være sammen med hende - du bekræfter den følelse hun har og reagerer på...
I stedet for at sende hende på værelset, så kan du nogle gange gå med hende væk. Gå ud i køkkenet, sætte dig på en stol, tage hende på skødet og tale beroligende med hende. Eller du kan vælge og fjerne dig selv et øjeblik - lade hende være på gulvet, men være i nærheden, så hun netop kan søge dig, komme til dig, når hun er parat til at krybe op på skødet og få et kram - så hun ikke oplever, at du skælder ud eller sender hende fra dig, så værelset ikke bliver en "skammekrog", men så hun oplever, at du stadig gerne vil hende.
Når du sender din datter på værelset, for at give hende en "tænkepause" uden at kende den bagvedliggende årsag til, at hun – efter din mening – har opført sig dårligt, er der en risiko for, at du tager fejl. Du sender hende måske væk fra dig på det tidspunkt, hvor hun faktisk har allermest brug for dig og trænger til, at en voksen lytter og prøver at hjælpe hende med at styre sine voldsomme følelser. Og det er netop derfor, at hun bliver så glad, når hun så ser dig igen. Fordi du vender tilbage, du har ikke forladt hende, du er der stadig for hende - endelig kan hun så være rolig :)
Jeg vil anbefale dig min bog "Helens bog om børn og opdragelse". I den kan du læse om, hvordan du kan være tydelig og lære din datter nogle af de ting, som du gerne vil lære hende :)
Og hvis du vil læse mere om børns nej, så kan du læse bogen "Om Børns og Unges NEJ" af Erik Sigsgaard.
Og hvis du vil læse mere om hvad der sker i din datters hjerne og den store og svære udvikling, som hun går igennem, så kan du med fordel læse bogen "Fantastiske Forældre" af Margot Sunderland..
Så et smut på biblioteket vil være rigtig godt :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få eksperternes anbefaling af den bedste hudpleje til babyer
Sundhedsplejersker, jordemødre og børnelæger peger på Olívy
Når det gælder pleje af babyers og småbørns hud, skal man ikke tage nogen chancer. Her er kun det bedste godt nok. Det er derfor værd at lytte til, hvad eksperter og fagfolk siger. Olívy baby care – diaper change bliver anbefalet af ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
14. oktober 2026 | Opdragelse | 4 år
Kære Helen Min mand og jeg har brug for råd og vejledning. Vores fire-årige...
6. oktober 2026 | Opdragelse | 18 mdr.
Afviser far og håndtering af temperament
Kære Helen Jeg har et spørgsmål angående vores datter, som lige er fyldt 18...
3. oktober 2026 | Opdragelse | 1 mdr.
Hej Helen Jeg vil høre dine tanker omkring at ligge selv som lille barn....
9. september 2026 | Opdragelse | 2 år, 10 mdr.
Selvstændighedsfase og børnehaveopstart
Kære Helen Tak for dit tidligere svar - det hjalp rigtig meget, og vi fik...
13. august 2026 | Opdragelse | 22 mdr.
Kære Helen Nu er der ikke længe til at der dukker en lillebror op hjemme...
Viden om børn:
Pethidin ved fødsel
Pethidin er et morfinlignende stof, som især blev brugt ved fødsler førhen i tiden. I dag vil man ofte vælge at tilbyde den fødende en epiduralblokade i stede, hvis hun har voldsomme smerter. I særlige tilfælde kan man dog stadig vælge at give pethidin til fødende. Det gives som injektion, og virkningen indtræder efter ca ½ time.
Der er en del bivirkninger forbundet med at give pethidiin, blandt andet kan det nedsætte ve-aktiviteten, give den gravide kvalme og gøre hende svimmel...
Vælling
Vælling er en tilskudsblanding, og det minder i sammensætning om en tynd grød. Tilskudsblading adskiller sig fra modermælkserstatning ved at have et højere indhold af protein og visse mineraler. I følge sundhedsstyrelsen er der ikke grund til at give barnet tilskudsblanding fremfor modermælkserstatning. Og børn der bliver ammet har heller ikke ernæringsmæssigt brug for at få vælling.
Vælling kan tidligst gives til barnet fra 6 mdr.´s alderen, og det anbefales, at man ikke giver...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.











