Svar: Mælk om natten
Kære L
Tak for dit brev - jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)
I takt med at jeres lillebror spiser mere og mere skemad i løbet af dagen, tilbydes flere og flere måltider og også drikker vand af kop, så kan han stille og roligt trappes ud af flasken midt nat. Det betyder, at det netop er flasken kl 02/03, som han kan begynde at undvære.
Nogle børn vil af sig selv begynde at sove længere tid, begynder måske først at vågne kl 04/05 og ændrer på den måde stille og roligt deres rytme om natten. De fleste børn vil dog stadig have tendens til at vågne, søge flasken og skal lære, at de ikke længere har behov for mælk på det tidspunkt. Og måden at lære dem det på er ved at trappe ud i mængden, så jeres dreng tilbydes mindre og mindre.
Det betyder, at hvis han lige nu tilbydes 200 ml, så begynder I at give ham 180 ml, så 160, 140, 120, 100 ml og til sidst skal han så kunne undvære. Samtidig med at I trapper ned i mængde, så vil det være rigtig godt, at I også begynder at indføre bestemte kærtegn, en putteklud eller lignende. I kan f.eks. lægge en hånd på hans hofte, vugge ham stille imens han ligger nede i sin seng, så han på den måde lulles videre ind i søvnen, I kan holde ham i hånden, evt. hjælpe ham med at finde fysisk ro ved at samle hans hænder på brystkassen... hvad I nu tænker kan hjælpe ham videre og erstatte behovet for flaske. Det er helt okay at hjælpe ham med stillingskift og lulle ham til ro i egen seng - han vil på sigt fint kunne lære selv at skifte stilling om natten og det er godt, hvis han netop lærer at sove i egen seng.
Derfor vil det også være rigtig godt, hvis I begynder at være opmærksomme på, at han ikke skal falde i søvn med sin flaske i munden, men lige skal nå at registrere, at flasken fjernes. Ligesom han skal nå at registrere, at han ikke sover i jeres favn, men falder i søvn i egen seng. Det er netop vigtigt for at han kan komme videre i søvnen om natten uden at behøve jeres favn eller flasken i munden.
Det betyder ikke, at I skal putte ham frisk og vågen. Han skal være parat til at sove, når han bliver puttet. Han må gerne starte i jeres favn og få flasken der og så blive flyttet fra jeres favn lige før han sover helt. Han må også gerne få flasken i sengen, så han ikke oplever det skift der er fra favn og ned i egen seng, som nogle børn kan reagere voldsomt på, men stadig skal han lige nå at registrere at flasken fjernes. Det vil sige, at uanset om han starter i jeres favn eller starter med at være i tremmesengen, så skal han helst nå dertil, hvor han drikker sin flaske, slipper den, smiler til jer og triller om på siden og sover.
Jeg vil lige sende jer en plan for dagen, som den kan se ud til en dreng på 6 måneder:
Tidlig morgen 05/06: Flaske og sover videre
Morgen 7.30-8: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: Frugtmos og frisk blød frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Tilbydes flaske og puttes til formiddagslur
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos og der begyndes stille og roligt med kød eller fisk ...
... i mosen, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur - måske kl 13 - det afhænger helt af, hvor lang formiddagsluren er
Eftermiddag 16: Frugtmos og frisk blød frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop. Tilbydes også ofte stadig en flaske eftermiddag.
Powernappen begynder måske at kunne springes over....
Aften 18: Grøntsagsmos og der begyndes med kød eller fisk, suppleres også her med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, som han selv kan sidde og gumle på, vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca kl 19.30-20
Sen aften 23-24: Flaske - det der også kaldes et drømmemåltid. Sover herefter igennem, hvilket i denne alder svarer til at han sover 5-6 timer uden mælk f.eks. fra 23.30 til 05...
Når jeres dreng bliver 7 måneder, så vil antallet af flasker skulle skrues mere ned. Her anbefaler jeg 4 flasker i døgnet og det vil her være flasken formiddag og eftermiddag der fjernes. Han skal altså i denne alder stadig tilbydes flaske før middagslur, aften, sen aften og tidlig morgen. I stedet for flaske formiddag og eftermiddag gives lidt større mellemmåltider og vand af kop, som derfor går ind og erstatter flaskerne her.
Du skriver "vi er generelt bløde forældre, der helt følger børnenes rytme og præferencer". Jeg bliver nødt til lige at sige, at jeg ikke tror at I er "bløde" forældre, mon ikke I skal kalde det "omsorgsfulde" forældre. At være blød, lyder som om, at der er nogle grænser og krav, som I ikke føler, at i lever op til - og når jeg læser dine tidligere breve, så er det ikke det indtryk jeg får af jer... Så prøv at lytte til jer selv og det I fornemmer er det rigtige - det der føles rigtigt er ofte rigtigt! :)
Med hensyn til at lade børnene sove sammen, så kan I i princippet godt forsøge dette allerede, men I kan også vente til børnene bliver ældre. Jeres datter er 3.5 og lyder til at være meget tryghedssøgende - men hun har naturligvis også lært, at det er sådan det foregår, når hun skal sove - at I skiftevis sover hos hende :) Derfor skal hun naturligvis vænnes til, at det pludselig skal være anderledes og det kan godt være sværere for hende end for lillebror, fordi hun har den alder hun har. Men selvfølgelig kan hun lære det og måske vil hun på sigt synes at det er ret hyggeligt :)
Hvis I lægger børnene til at sove i samme værelse, så vil der i starten naturligvis være en risiko for at storesøster vågner op, når I giver lillebror flaske sen aften og tidlig morgen, ligesom han også kan småklynke osv. lidt om natten.. Men ofte plejer den ældste at acceptere det ret hurtigt og lærer at sove igennem den uro, som den yngste og flaskegivningen giver. Hvis I er der med det samme og f.eks. siger "sov du bare videre, lillebror skal lige have lidt mælk" eller lignende, så hører hun, at I er der, har styr på det og tager jer af det, og så sover hun trygt videre igen...
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.
Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...
Viden om børn:
Uld til børn
En gammel tommelfingerregel lyder, at alle de måneder, som ender på "r", kan uld være en fordel - det vil sige september, oktober, november, december, januar og februar.
Uld har mange fordele:
- Det har blandt andet en rigtig god isoleringsevne, så det hjælper dit barn med at holde sig varm. Uld består af ca. 20 procent fibre og 80 procent luft, og det gør, at ulden isolerer rigtig godt.
- Det kan absorbere 30-40 procent af sin egen vægt i væske. Det...
PKU
Phenylketonuri, PKU, er en stofskiftedefekt og det kaldes også nogle gange for "Føllings syge" efter den læge, som opdagede sygdommen i 1934.
I Danmark er det jordemoderen, der efter fødslen, undersøger om barnet har PKU. Dette gøres ved at tage en blodprøve, en hælprøve på alle nyfødte. Prøven skal tages når barnet er mellem 48-72 timer gammel. Får man et positivt resultat på prøven, skal barnet have behandling før det er 2 uger gammelt og indenfor 24 timer efter det positive...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen,
Tusind tak for dit svar angående min datter, som græd sig selv i søvn. For første gang i lang tid havde jeg en rigtig god fornemmelse i kroppen efter at have læst dit svar. Jeg kunne mærke, at du fik sat mange af de rigtige ord på situationen.
Tak fra Sanne, mor til pige på knap 4 måneder.









