Svar: Sover pludselig dårligt om natten
Kære Thomas´ mor
Tak for dit brev og dejligt at høre, at I kunne bruge mit sidste svar - og at det gav lidt ro på det hele :)
Det er helt normalt, at børn ofte dier "mere eller mindre hele aftenen", når de ammes. Om aftenen er din mælk mere koncentreret og det betyder, at når han dier hyppigt, så får han naturligt små mængder koncentreret mælk i maven og dermed ekstra mæthed til natten, så han stille og roligt begynder at kunne sove et lidt længere søvnstræk først på natten...
Derudover så er det sådan, at din mælk består af flere forskellige dele. Den første del af mælken er meget vandholdig og dermed tørstslukkende. Derfor vil han nogle gange melde sig kortvarigt om dagen, og die lidt. Det er ikke hygge eller pjat, men blot fordi, at han har brug for at få slukket tørsten. Hvis man malker ud, så vil denne mælk ligne lidt skummetmælk i konsistensen.
Den næste del af mælken ligner lidt mere letmælk og er således en lidt hvidere mælk. Det er den egentlige mad, som fylder godt i maven og som han får, når han spiser et egentligt hovedmåltid.
Og den sidste del af mælken, er det man kalder "fløden". Det er en federe mælk, og hvis man malker ud, så vil man ofte se, at fløden lægger sig øverst i flasken og sidder lidt fast på kanterne af flasken. Fløden er vigtig, fordi den giver ro i maven og ekstra mæthed, og det er samtidig den som sikrer, at han får dobbelthage og tykke lår :)
Med den alder, jeres dreng har nu, så begynder han at blive mere bevidst. Han begynder at kunne se længere, han kikker bevidst efter dig, begynder at smile og pludre bevidst - og det betyder også, at han nogle gange godt kan blive lidt forstyrret. Han kan godt have så travlt med at følge med, at han måske ikke helt spiser nok og samtidig er han fysisk også ved at være så stor, at han kan have behov for at få sat mælkeproduktionen lidt op. Og netop når børn begynder at vågne om natten og søge brystet, så er det ofte fordi de søger at få øget mælkemængden lidt.
Om natten producerer du mere af det mælkestimulerende hormon og det giver derfor en øgning af mælkeproduktionen at amme om natten :) Derudover vil det være rigtig godt, hvis du i løbet af dagen kan prøve at være opmærksom på at få ham til at spise lidt længere måltider ved brystet, så han får "fløden med ud".
Du kan f.eks. gøre det, at du ammer ham i den traditionelle stilling, hvor han ligger i din favn og dier. Når han så har spist godt, slipper og skal bøvse, så tager du ham op, lader ham bøvse af, skifter ham evt. efter behov - og så lægger du ham til igen. Hvis du fornemmer, at du stadig har godt med mælk i det bryst, som han har spist af, kan du lægge ham til samme bryst igen - men i tvillingestillingen. Det vil sige, hvor han ligger med hovedet ved brystet og kroppen ud under din arm. På den måde hjælper du ham til at få "tømt" brystet bedre og få fløden med ud.
Hvis du fornemmer, at han ...
... har taget rigtig godt fra ved det ene bryst og herefter skifter ham, så må du også meget gerne tilbyde ham toppen af modsatte bryst, før du så putter ham. På den måde får du fyldt ham lidt ekstra op før han skal sove - og samtidig får du stimuleret begge bryster mellem hver lur, hvilket også øger din mælkeproduktion lidt. Næste gang han så vågner, så starter du med at lægge ham til det bryst, hvor han tog toppen sidst, så han spiser i bund der, hvorefter du så kan skifte ham og tilbyde ham modsatte bryst.
At skifte lidt mellem ammestillingerne og være opmærksom på at hjælpe ham med at "tømme" brysterne godt i løbet af dagen tænker jeg, kan hjælpe ham til mindre mavekneb og derudover bliver han forhåbentlig fyldt så meget op, så han ikke behøver søge brystet helt så hyppigt aften og nat.
Derudover så tænker jeg også, at hvis det er hver aften, at du oplever at han får voldsomme mavekneb og græder en del, så kan det også være en overvejelse værd at se på, om du mon spiser noget til aftensmad, som han reagerer på...
I princippet må du spise alt, og det er vigtigt, at du spiser så varieret som muligt. Der er ikke belæg for at sige, at du skal holde dig fra visse fødevarer - en varieret sund kost anbefales, når man ammer. Men det er også sådan, at der lidt populært sagt bliver lavet mælk af den mad, som du spiser og modermælk tager f.eks. smag efter, hvad mad du spiser. Undersøgelser viser f.eks. at hvis du spiser løg, så bliver din mælk lidt mere "krydret i smagen", end hvis du spiser ferskner, så bliver den lidt mere "sød" i smagen. Og børn kan faktisk rigtig godt lide begge dele, så derfor er det godt at spise varieret og du må f.eks. gerne spise løg :)
Men nogle mødre oplever, at deres børn reagerer med mavekneb, hvis de spiser bestemte fødevarer. Det kan være jordbær, mange appelsiner, større mængder chokolade, kaffe, kål, spinat.. Som sagt, må du gerne spise varieret - men måske skal du overveje, om det er noget, som du altid spiser og som han måske reagerer på - og som du måske derfor skal prøve at spise lidt mindre af.
Vær også opmærksom på hans sutteteknik, når han dier hos dig. Sluger han meget luft, når han spiser, så vil han naturligt også få mere ond i maven af dette. Det bliver så endnu vigtigere at hjælpe ham med at få bøvset af efter amning - men nogle børn er ikke så gode bøvsere og så skal luften igennem mave- og tarmsystemet... Og det kan naturligvis godt gøre ondt og give en del uro - især om natten.
Bruger han sut? En sut virker beroligende og den sætter også gang i tarmperistaltikken. Derfor kan en sut efter amning nogle gange have en beroligende effekt :) Det kan være rart at få en sut nogle gange, når han virker til at have behov for at sutte, men afviser brystet. Sutten giver ro, uden at der kommer mere mælk ned i maven :)
Jeg håber, at du/I kan bruge disse tanker lidt videre :)
Rigtig meget held og lykke fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Pas godt på babynumsen i sommervarmen
Varme sommerdage er dejlige, men de kan hurtigt genere de små babynumser. Varme, fugt og friktion er desværre en sikker opskrift på en rød og irriteret hud under bleen.
For at bevare en normal og sund hud i bleområdet, er det vigtigt at tænke daglig forebyggelse ved bleskift. ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
2. juli 2025 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dejlig dreng på 4,5 måned. Han er en stor dreng på 9,9...
4. juni 2025 | Sovevaner | 4 år, 2 mdr.
Lange putninger + sover uroligt i mor og fars seng
Hej Helen Tak for dine tidligere svar på vores henvendelser. Dem er vi meget...
23. maj 2025 | Sovevaner | 15 mdr.
Problemer med rytme og dagslure
Kære Helen Vores søn på snart 16 mdr er landet i en meget dårlig søvnrytme....
21. maj 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Kære Helen Vores lille dreng er nu blevet 13 måneder og vågner kun 0-2 gange...
16. maj 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Hej Helen, Min søde datter er startet i dagpleje her d 1 maj. Indkøringen er...
Viden om børn:
Kostfibre og børn
Det lille barn kan få diarré og løs afføring af at få for mange kostfibre. Især hvis barnet spiser grød og brød med hele kerner, eller rå grøntsager og meget frugt, kan barnet få for mange kostfibre.
Små børn må gene spise fuldkorn, men det anbefales, at de også spiser andre kornprodukter, da de let kan få for meget kostfiber. Når barnet i 8 måneders alderen begynder at spise brød, så bør ca. halvdelen af brødet være rugbrød og fuldkornshvedebrød og resten varieres mellem hvidt...
Madras til barneseng
Der findes mange slags madrasser på markedet, og når du skal vælge en madras til dit barns seng, så vil anbefalingen ofte være, at du vælger en skummadras, en latexmadras eller alternativt en madras i et naturmateriale. Vælger du en skummadras (polyurethanskum), skal den være mindst 5 cm tyk og helst med betræk, der kan tages af og vaskes.
Det anbefales, at dit barn ligger på et fast underlag, fordi det giver barnet mulighed for at bruge og udvikle sine muskler. Samtidig sikrer...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen.
Jeg er meget imponeret over din indsats og dit engagement på netsundhedsplejerske.dk. Du formår at være omsorgsfuld og nærværende på skrift og du er utrolig tålmodig i dine svar til alle slags bekymrede mødre. Du udviser stor viden, erfaring og faglighed samtidig med, du respekterer den enkelte familie og moderens unikke viden om eget barn.
Dine fremragende svar bærer tydeligt præg af dit anerkendende børnesyn med fokus på det lille, kompetente barn. Jeg har haft stor glæde af dine mange svar. Tak for hjælpen!
Venlig Hilsen Mira
P.S. Tak for bogen "Du bliver en skøn mor". Jeg føler mig som en skøn mor når jeg læser i den...!