Svar: Kræsen søn på 3 år

---

Kære Janne

Tak for dit brev og velkommen til :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.

Du fortæller, at jeres dreng spiste godt og varieret, da han var helt lille, men at dette ændrede sig, da han blev 1.5-2 år... Det er faktisk helt normalt for netop denne alder.

Når børn i netop denne alder bliver mere skeptiske overfor fødevarer, så er der ofte ikke tale om kræsenhed, men derimod om at barnet har en fødevare-neofobi. Ordet "fobi" betyder frygt, at man er bange eller utryg ved noget. Ordet "neo" betyder ny. Så når man har en "neofobi", så er man bange for det nye, og når man har en fødevare-neofobi, så er man utryg ved eller skeptisk overfor mad, som man ikke kender. Derfor anbefales det, at man forsøger at give børn under 18 måneder, så varieret en kost som muligt, fordi det netop efter denne alder, kan blive rigtig svært at introducere nye fødevarer...

Det ligger grundlæggende i os mennesker, at vi skal være på vagt overfor forskellige fødevarer, fordi de kan være dårlige eller giftige. Evolutionært kan man sige, at børn har kunne finde mad i naturen fra de var 1.5-2 år gamle og deres neofobi har tjent om beskyttelse mod farlig mad. Det ligger naturligt i børn - også den dag i dag - at være tilbageholdende overfor fremmed mad eller anderledes smag... Og netop i 1.5--2 års alderen så er barnet langt mere bevidst, samtidig med at maden naturligt også bliver spændende at undersøge på en ny måde - hvordan ser maden ud, når den er tygget? Hvad sker det med maden, når man kommer den op i vandglasset osv. Ligesom barnet naturligt også begynder at interessere sig for, hvordan mor og far reagerer, hvis det afviser maden...

Der er ingen tvivl om at, når børn lukker munden for maden, så ser det noget med os forældre. Nogle forældre går i gang med at lave specielle retter, andre lokker med belønning, med legetøj, forsøger at aflede, forsøger at presse skeen ind i munden osv. Begge forældre diskuterer hen over bordet, hen over barnet, hvad taktikken nu skal være osv. Det hele naturligvis af bekymring for at barnet ikke får nok at spise, kommer ud af trivsel osv. Og det lyder som om, at det har været sådan hos jer - I har forsøgt at servere rugbrød med smør i gennem en længere perioder og I drøfter jævnligt situationen og hvad næste træk nu skal være... Og jeg forstår godt, at I kan komme derud. For I ved jo, hvor vigtigt det er, at jeres dreng spiser, så han får de næringsstoffer, som han har behov for, for at trives og vokse som han skal...

Men reaktionen betyder ofte, at han finder ud af, at han netop ved at lukke munden og afvise maden får en særlig reaktion og dermed særlig opmærksomhed fra jer. Han bliver pludselig centrum for middagsbordet - og måske sidder han også ved bordenden med mor og far på hver side...:)

Det er også sådan, at børn naturligt vil udvikle mere og mere egen vilje og selvstændighed. Og det at lukke munden, skubbe maden væk osv. er en naturlig måde jeres dreng markerer, at her bestemmer han selv. Der er rigtig mange ting, som I bestemmer i hverdagen, men lige præcis i forhold til mad, kan han sætte sin egen vilje igennem - og det gør han. Han har brug for at mærke, at det her bestemmer han... Så der er altså mange ting som spiller ind og som kan forklare, at I stadig sidder med en dreng, som ikke rigtig vil udvide repertoiret af fødevarer...:)

Det vil være rigtig godt, ...

---

---

... hvis I har en fast dagsplan - det vil sige fast stå op tidspunkt om morgenen (uanset om det er hverdag eller weekend), faste spisetider i løbet af dagen osv. Jo mere ens rytme I har, jo bedre er det - fordi det er med til at give ham lidt fornemmelse for at være sulten. Hans indre ur indstiller sig på de faste spisetider, så det er med til at gøre, at han faktisk føler sig sulten og parat til at spise, når han så sætter sig til bords...

Det skal også være hyggeligt at spise. Det skal være rart, og det skal forbindes med noget som I prioriterer og nyder alle sammen... Prøv at sørge for en hyggelig stemning ved bordet, dæk bordet fint med lys og servietter, tal om dagen, del jeres oplevelser, grin og hyg jer...

Maden skal være indbydende, den skal smage af noget, der skal være farver på tallerkenen, og det skal se appetitligt ud. Med den alder jeres ældste dreng har nu, så skal maden være serveret adskilt, han vil vide, hvad han spiser og han vil kunne vælge selv. De fleste børn i denne alder bryder sig ikke ret meget om tærter, gryderetter osv. hvor fødevarerne er blandet sammen...

Maden skal også være overskuelig, det er bedre at spise lidt og tit end få og store portioner...

---

---

Og så er I naturligvis også nødt til at overveje, om han får opmærksomhed nok i løbet af dagen. I fortæller, at han har en lillesøster på 14 måneder - og det betyder, at hun jo fylder en del nu. Hun har en alder, hvor hun gør rigtig meget opmærksom på sig selv, hun tager legetøj fra ham, og hun filmer til alt og alle, og alle synes, at hun er noget af det søøødeste! Så at afvise mad og lukke munden kan også være en måde for jeres dreng at sikre, at I stadig ser ham... :)

Lad jeres dreng være med til at lave mad. Jeg vil foreslå jer min nyeste bog "Inger og Carlo hjælper med at lave mad". Det er en billedbog, som inddrager barnet i madlavningen, og alt I taler om via bogen kan overføres til madlavningen i køkkenet. Når han selv er med til at lave mad og dække bord, så bliver lyst til at spise naturligt også større - og der er noget særligt i at være med til at være den der kalder og siger "Nu skal vi spise"... :)

I skal lave almindelige børnevenlige retter, altså ikke "voksen mad" og ikke "børne mad", men retter som hele familien naturligt kan spise. I skal sørge for, at der er mindst en ting, som han godt kan lide. Det kan være et stykke rugbrød, lidt pasta, ris eller andet, for så er der altid noget han kan få - og så kan han derudover tilbydes nogle af de andre fødevarer. Det er altså ikke enten eller, men både og. I skal ikke presse ham til at spise f.eks. kød, hvis han ikke vil have det - men glæde jer over, det han så spiser og måske har lyst til at smage på. I skal heller ikke presse ham til at spise op, men i stedet give ham en mængde, som gør, at han faktisk kan tømme sin tallerken og måske kan bede om lidt ekstra, og det dermed er en succesoplevelse for jer alle...

Og så skal I være rollemodeller. Det er rigtig vigtigt, at I taler positivt om maden og smager på det forskellige og taler om, hvordan det smager. Han skal fornemme, at I synes mad er lækkert og noget der er vigtig for jer. Og når han ser, at I spiser det og han møder det og ser det flere gange ugentligt, så vil han måske af sig selv en dag få lyst til at smage lidt mere...

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---