Svar: Følelsesmæssig sensitiv?

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Det er rigtig dejligt, at du fornemmer, at jeres datter generelt trives. Hun trives i sin børnehave, hun trives når hun er sammen med sine bedsteforældre, hun har det i grunden rigtig godt, men hjemme og overfor jer forældre er der konflikter.. Det kan der være flere grunde til og her kommer lidt bud, som du kan overveje, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge:

- Det kan sagtens skyldes, at hendes tillid til jer forældre er så stor, at hun hjemme tør vise alle sine følelser. En grundlæggende tillid til, at uanset hvordan hun opfører sig eller hvordan hun har det, så er hun elsket - derfor er det hjemme, at I oplever hele følelsesregisteret.

- Det er også helt naturligt, at hun hjemme afprøver flere grænser, siger flere grimme ord, hele tiden forsøger at afprøve, hvad det hun gør - gør ved jer. Igen fordi hun har tillid til jer som forældre, det er trygt at afprøve forskellige situationer på jer - og det kan være en måde at få redskaber til at håndtere konflikter i børnehaven... Hvis hun i dagligdagen f.eks. møder "jeg gider ikke lege med dig" eller "du må ikke være med", så kan hun hjemme afprøve det ved at sige f.eks. "jeg gider ikke være sammen med dig" eller lignende, for at få redskaber til at håndtere sådanne situationer.

- Det kan skyldes at du er for "eftergivende" i din opdragelsesform. At du har en grundlæggende følelse af at I skal være venner og det er bedst, hvis I er gode venner hele tiden. Det er der ikke noget i vejen med - men nogle gange kan det gøre, at du reagerer med "nej, nej.. jamen så gør det da". Hvor du egentlig starter med at sige nej, men giver efter fordi du tænker "hun får lov og jeg får fred" eller måske netop føler, så er vi gode venner og alt er godt...

Hvis du er meget eftergivende i din opdragelse af din datter, så vil hun være mere udforskende og kan mangle selvbeherskelse - simpelthen fordi hun er nødt til at finde ud af, hvor hun har dig, hvor din grænse går...

- Det kan også skyldes, at I er for "autoritære" i jeres opdragelse. At der lægges vægt på for meget myndighed og kontrol. At hun f.eks. mødes med trusler "hvis du ikke gør som jeg siger, så får du ikke aftensmad"... Børn af autoritære forældre mister ofte respekten for deres forældre.

Hvis man opdrager meget autoritært, så har man ofte tendens til at sige "du må ikke", "du skal holde op med", "du skal stoppe, når jeg siger det" osv. Det betyder, at hun ofte vil opleve at være forkert. At I bestemmer alt og hun bestemmer ingenting. Og det er rigtig vigtigt, at hun oplever, at I også ser tingene fra hendes side.

- Det kan også skyldes, at hun har lært, at man hjemme hos jer godt kan råbe af hinanden. Du nævner, at din mand også kan råbe og også råbe af dig? Det ser, hører og oplever jeres datter - og hun gør det, hun ser. Hun lærer at det er okay at råbe af hinanden, at det er sådan, at man taler sammen...

Respekt er gensidigt. Vores børn respekterer os ikke blot fordi vi er voksne. Respekt mellem jer opstår af det samspil, som I har i hverdagen. I har begge ret til at blive lyttet til og taget alvorligt. Du skal lytte til din datter og hendes behov, prøve at sætte dig ind i hendes verden og stille krav, som du fornemmer, at hun vil kunne håndtere... MEN du skal også kunne udtrykke dine egne behov - ikke sådan, at hun skal tage særligt hensyn til dig, men så hun lærer at I f.eks. taler pænt til hinanden.

Du skal kunne rumme, at hun ikke altid er enig med dig i de grænser du sætter eller de regler du har. Og du skal være i stand til at sætte dig selv i respekt. Det gør du ved at være tydelig i dit kropssprog og i dit verbale sprog...

Og det leder så hen til dit spørgsmål "Hvad kan du konkret gøre, når hun begynder at råbe, og du ikke ved, hvad der er galt?". Du skal her naturligvis overveje, hvordan I møder hende i hverdagen, og hvordan I generelt taler til hinanden derhjemme. Måske er der noget i kommunikationen mellem jer forældre, som I er nødt til at tale om og få ændret på. Det kan også være, at far nogle gange skal gå ind og tage dit parti, støtte op om dig og f.eks. sige "jeg vil ikke have, at du taler sådan til mor" - så hun hører, at I er enige om, fælles om reglen, at hjemme hos jer taler man pænt, man råber ikke af hinanden.

Nogle gange er det også en rigtig god idé at spørge ind til, hvad der lige sker. Stoppe op og kort sige "skat - hvad sker der lige nu, forklar mig det?" for at få hende til at sætte lidt ord på, så du har en idé om, hvad der udløser ...

---

---

... hendes vrede, frustration, fortvivlelse, ked af det hed... Hvis du ved, hvad der udløser det, og om hun er vred eller faktisk ked af det, så er det naturligt lettere for dig at hjælpe hende.

Nogle gange vil hun har brug for tæt kontakt. Nogle gange har hun brug for at du tager hende på skødet eller tager hendes hånd, går ned i hug, skaber øjenkontakt, holder om hende eller lignende - og med din fysik viser dig hundrede procent tilgængelig.

Andre gange kan det være bedre at du fjerner dig. Børn i 5 års alderen kan godt få det man kalder for kontrollerende anfald. Det er hvis barnet græder og skriger helt vildt, fordi det ved, at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg "skaber mig længe nok", så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om, at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer, og ofte er barnet også i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"...

Denne type anfald håndterer man bedst ved at sikre, at barnet ikke får publikum. Ikke nødvendigvis sende barnet væk, men i stedet gå væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan barnet opfører sig, ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

Hvis din datter får denne type anfald, så skal du ikke forhandle med hende, men kort og godt holde fast i dit nej. Du skal derfor heller ikke give efter. Hvis du giver efter, så lærer hun jo netop, at hun ved at råbe og blive ved længe nok, kan få det som hun vil have. Det går altså ikke at sige "nej, nej, nej, jamen så gør det da", fordi hun har råbt og været krævende så længe, at du ikke orker at tage diskussionen mere ...

Nogle gange kan du f.eks. sige "Jeg har sagt nej, og et nej er et nej". Andre gange kan du sige "jeg forventer, at du taler pænt til mig" eller "jeg vil ikke have, at du råber af mig". Andre gange kan du sige f.eks. "jeg kan mærke, at du har brug for at være lidt alene. Jeg går ud i køkkenet og begynder på maden. Du kan komme ud til mig, når du er klar" eller lignende... Det kan du f.eks. også svare, hvis hun spørger "hvorfor går du fra mig?".

---

---

Når hun spørger "hvorfor trøster du mig ikke?" - så kan du f.eks. svare "jeg vil ikke have, at du råber af mig. Jeg vil gerne sidde sammen med dig, men jeg vil have, at du taler stille og roligt til mig".

Når hun nogle gange i en konflikt siger, at hun savner sin far, så betyder det ikke nødvendigvis, at hun ikke synes, at du gør det godt nok - eller at far gør det bedre. Det er blot det kort på hånden, som hun har, og det hun naturligt bruger... Og hun kan godt fornemme, at det gør noget ved dig og hun ved også, at det ikke er noget, som du kan gøre noget ved... Jeg tror ikke det bunder så dybt og måske skal du prøve at reagere med et "jeg savner også far. Jeg ville også ønske, at far var hjemme" og måske fortsætte med et "men nu er det jo dig og mig, så skal vi to ikke prøve at finde ud af det?"...

Om jeres datter er særligt sensitiv... måske :) Børn der er særligt sensitive er bærere af et gen der gør, at de bearbejder indtryk med større dybde. Det betyder, at det er arveligt, så din datter kan sagtens have sin sensitivitet fra dig...

Børn der er særligt sensitive, kan godt have svært ved at modtage kritik. De vil ofte opfatte kritik meget voldsomt og stærkere, end det egentlig er ment. Derfor er det vigtigt, at hjælpe disse børn med at "oversætte", hvad der egentlig siges, og hvordan det menes. Disse børn kan have glæde af at få hjælp til at skelne mellem måden tingene siges på og det der siges. Og ja - det kan godt være, at jeres datter skal støttes lidt i at tolke, hvad du siger, hvordan du siger det, og hvad det betyder.

Nogle gange kan det være en idé at lave en billedbog f.eks. med forskellige ansigtsudtryk og kropsudtryk. I kan sætte jer og lave den sammen, klippe billeder ud, enten fra blade, magasiner, aviser, I kan søge på nettet, printe, klippe og finde billeder der viser forskellige udtryk, så hun hjælpes til at afkode andres humør og følelser... Det kan både virke i forhold til at hun kan høre forskel på det du siger, om du "skælder ud" eller blot forklarer noget bestemt, ligesom det måske også kan hjælpe hende til at afkode, hvad det hun siger og gør, gør ved dig...

Der udover kan det måske hjælpe dig at læse lidt mere om de særligt sensitive. Det er især psykolog Lise August, der har specialiseret sig i de særligt sensitive børn, du kan læse meget mere på hendes hjemmeside - sensitiv.dk :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---