Brev:

Frustreret over ikke at forstå min datters reaktioner

Kære Helen.

Jeg har din bog om opdragelse, og jeg er meget glad for den. Jeg er helt enig I dit syn på opdragelse, og når jeg læse i den, tænker jeg: selvfølgelig! Og hvorfor synes jeg så alligevel, at det er så svært overfor min egen datter?

Det handler nok mest om, at der er så store følelser i spil, så jeg bliver enormt frustreret, når hun reagerer voldsomt og ubehageligt uden at jeg ordentligt forstår hvorfor. Jeg tænker ofte, at reaktionen netop må være fordi min mand og jeg ikke forstår hende og/eller reagerer uhensigtsmæssigt overfor hende, og så bliver jeg endnu mere frustreret og ked af det.

Min største angst her i livet er virkelig at gøre skade på mine børn, så de får dårligt selvværd eller negative karaktertræk. Gad vide hvor meget der skal til for at gøre det? Bare sådan noget som når jeg læser i din bog, hvor du skriver, at det er uhensigtsmæssigt at sige til sit barn ”Jeg kan ikke lide når du er sådan”, så tænker jeg: noget i den stil kommer jeg sikkert ofte til at sige i min frustration over ikke at forstå hende. Og jeg tænker endvidere, at jeg også siger ting, der er værre end det, og hvad mon så ikke det allerede har gjort af skade på hende! Det er sikkert min reaktion på hende gennem årerne, hvis negative effekt viser sig.

Hvad er det så jeg ikke forstår:
Fx forstår jeg ikke, at hun kan finde på i en alder af 5 ½ år at bide sin lillebror hårdt i fingeren, fordi han tog en kop hun gerne ville bruge, da de var i bad sammen. Det skete i går, og i min frustration sagde jeg til hende, at jeg var rystet over, at hun kunne finde på sådan noget. Hun undskyldte og græd, og jeg sagde, at det var godt hun sagde undskyld, men jeg havde enormt svært ved bare lige at være glad igen (jeg skældte ikke ud, men hun kunne tydeligt se det på mig). Derfor sagde hun: jeg har sagt undskyld mor og jeg er meget ked af det. Til det kom jeg til at sige, at det var godt hun blev ked af det. Det fortryder jeg. Andre voksne ved jo godt, hvad jeg mener med det, men hun tog det jo fuldt forståeligt helt bogstaveligt og blev endnu mere ked af den udmelding og sagde noget i stil med: ”ej, du kan da ikke sige, at du er glad for at jeg er ked af det!” (hvor havde hun dog ret!). Der fik jeg så set mig selv udefra og skiftet, sådan at jeg trøstede hende. På intet tidspunkt råbte jeg ad hende, men jeg er jo helt med på den skyld og skam jeg fik placeret på hende.

Lige for tiden synes jeg, at jeg kommer til det jævnligt, fordi jeg bliver så frustreret over, at hun kan finde på sådan noget. Jeg forstår nok ikke rigtigt, at hun kan det, når hun er 5 ½ år og sådan en lille ting, som at han tog den kop hun ville bruge, kan tricke det. Og så kommer tanken: det er min skyld – jeg har skadet hende. Lige for tiden tænker jeg rigtig meget det.

Jeg er i det hele taget meget perfektionistisk mht. børneopdragelse. Jeg vil ikke sige sådan nogle ting til hende. Jeg vil forstå hende og gøre det rigtige, for når jeg ikke lader mine følelser styre mig, eller jeg forstår hvorfor hun gør som hun gør, så går ...

... det jo meget bedre. Jeg har også veninder (og min mand), der fortæller mig, at det er imponerende så roligt jeg tager tingene. Problemet er når hun reagerer voldsomt og jeg ikke forstår det. Så gør det decideret ondt indeni.

Andre eksempler kan være, at hun råber og bliver vred ud af det blå (i mine øjne) eller over meget små ting. Jeg spørger ofte hvorfor, men det ved hun ikke, og jeg tror hun lynhurtigt føler sig presset når jeg spørger og forklarer. Det kan også være, at jeg siger nej til noget hun efterspørger, hvortil hun så kan råbe fx: ”så vil jeg aldrig mere være din datter!” Jeg synes det er voldsomme reaktioner på små ting. Jeg siger ikke så meget til sådan en udmelding, men tilbyder hende for det meste trøst. Jeg kan jo godt se på hende, at det ikke er rart at sige sådan noget. Dermed ikke sagt, at jeg ikke siger fra. Fx giver hun ind imellem kommandoer og så beder jeg hende roligt om at spørge mig pænt.

Andre ting jeg ikke helt er fx, at hun ud af det blå tager legetøj fra sin lillebror, uden at der er en situation, hvor han fx får mere opmærksomhed end hun. Det kan også være at en nabodreng, som hun leger med kommer løbende glad mod hende, når han ser hende, og råber ”hej Sofie”! Så kan hun finde på at sige: ”Stop Asger”. Det første eksempel med lillebror er noget hun gør tit, det sidste er ikke. Selvom hun driller sin lillebror tit, så er hun også enormt kærlig og leger meget med ham. Mht. Nabodrengen som er halvandet år yngre, så synes jeg, til trods for at de ofte leger godt sammen, at hun styrer ham lige lovligt meget, og det bryder jeg mig ikke om. Derfor kom jeg i afmagt til at sige til hende i går, hvor hun sagde stop, da han sagde hej, at jeg ville have hun var sød ved ham, og hvis man ikke er det, så holder andre op med at ville lege med én. Det fortryder jeg også at have sagt! I går var virkelig en skidt dag, hvor jeg frustrationen var stor i mig, og jeg to gange fik sagt noget rigtig dumt til hende.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg vil have ud af at skrive til dig, for det er jo svært at give dig et helt retvisende billede af min datter og vores relation. Lige nu har jeg fokus på det der ikke virker – det er det der fylder i mit hoved og dermed i brevet.

Jeg tror jeg håber på, at du kan gøre mig klogere på min datter og give mig nogle råd til at håndtere hende bedre. Ofte gør jeg det muligvis fint, men ikke når jeg bliver overvældet af frustration og afmagt. Så er det i hvert fald svært. Hvordan mon jeg kan undgå at følelserne bliver så stærke i mig? Er jeg mon en god nok mor, der ikke er i gang med at gøre skade på hende? Er hendes reaktion tegn på at vi ikke gør det rette, eller er det normalt? Måske handler det mest af alt om, at jeg skal arbejde med at acceptere mig selv… Ikke desto mindre, så synes jeg at hun er følelsesmæssigt kompliceret. Jeg vil for alt i verden ikke at det kommer til at blive et problem for hende i livet. I stedet vil jeg give hende så meget godt, at hun kan bruge hendes følsomhed positivt.

Mange hilsner, en mor fuld af tvivl

Læs Helens svar »

Derfor vælger flere Tiny Tumult – blødt tøj til sensitiv hud

Kender du følelsen, når selv det blødeste tøj ikke er blødt nok til dit barns sensitive hud? Hos Tiny Tumult skaber vi præcis dét, mange forældre leder efter: silkeblødt, ansvarligt produceret børnetøj, der giver dit barn komfort og bevægelsesfrihed – og dig som forælder ro i maven.

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

20. september 2025 | Diverse | 6 år

Flytteovervejelser og skolestart/skifte

Kære Helen Mig og min kæreste er forældre til en sund og rask dreng på 6...

Læs hele brevet og Helens svar

5. august 2025 | Kost og ernæring | 4 år, 8 mdr.

Stadigvæk kræsen

Kære Helen Vi kunne godt bruge noget hjælp ang. vores datter E på 4,5...

Læs hele brevet og Helens svar

25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.

Skole parathed

Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: