Svar: 3-årig med stort temperament og natlige grædeture

---

Kære Tine

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter og af alle dine tanker - og velkommen til :) Jeg vil gerne dele lidt tanker med dig.

Jeg tror, at flere ting spiller ind hos jer - jeres datters alder, den udvikling hun går igennem netop nu, hendes manglende middagslure, at hun er blevet storesøster, at hun er startet i børnehave osv. Det er højt sandsynligt et sammensurium af det hele, som I mærker, at hun reagerer på.

I forhold til hendes alder og udvikling, så sker der rigtig meget, nu hvor hun er tre år gammel. Hun lærer rigtig meget ved at undersøge verden, hun afprøver forskellige ting, for at finde ud af, hvordan verden fungerer og hænger sammen, hun afprøver også, hvad der sker med dig, hvordan du reagerer, når hun gør noget eller siger noget.

Følelsesmæssigt har hun stadig brug for at have dig i nærheden en stor del af tiden - hvis der opstår konflikter, er hun ikke i stand til at håndtere disse selv. Hun har brug for at få sat ord på sine følelser, sine tanker, genkende følelser hos andre, få et knus, give et knus til andre som er kede af det osv. og på den måde stadig blive guidet - og når det er sagt, så er det dog også helt naturligt, at de 3 årige kan falde helt fra hinanden, hvis de oplever svære og/eller stressede situationer.

3 årige har brug for særlige voksne omkring sig og de bruger især deres forældre, som en sikker base, hvorfra de kan udforske verden. Det er f.eks. ikke usædvanligt, hvis jeres datter siger "du skal gå med" eller "du skal blive der" eller lignende, når I er nogen steder, besøger en legekammerat osv. Også selvom det ikke virker til at hun direkte bruger dig, når I er der, så er det vigtigt for hende at vide, at du er der...

Og netop dette bliver en lille smule truet af, at der jo nu er en lillebror. Når du sidder sammen med ham, så får jeres datter naturligt en følelse af, at I to har noget sammen, som hun ikke er en del af. Selvom hun er glad for sin lillebror, så gør det naturligt også ondt i hende at se og mærke, når du tager dig af ham eller nogle gange afviser hende eller beder hende vente, fordi du er nødt til at tage dig af ham.

Samtidig har hun jo også en storesøster og det giver lidt ekstra udfordringer. For når man er mellemste barn, så kan det være ekstra svært at finde sin rolle. I forhold til sin storesøster, så har hun jo altid været den lille, men i forhold til lillebror, så er hun nu den store. Så hvad er hun - lille eller stor - det er svært for hende at finde sin rolle i dette. Mange mellemste børn giver udtryk for (når de bliver voksne), at de føler sig som "det oversete barn", fordi den ældste og den yngste altid vil være noget særligt, fordi de er "den første" og "den sidste". Når man vil det samme som den ældste, så får man ofte beskeden "du er for lille". Vil man det samme som den yngste, så får man at vide at "du er for stor"...

I vuggestuen har jeres datter været den ældste i en periode, nu er hun i børnehaven og her er hun den yngste. Det stille på samme måde nye krav til hende, og det er naturligt rigtig svært at håndtere for hende.

Jeg tænker, at I skal være meget opmærksomme på at fortælle hende, hvad der gør hende til noget helt særligt, og at ingen kan tage hendes plads. Så hun føler sig set som den pige hun er og ikke føler sig for overset eller bliver for usikker på sin plads i jeres familie. Det er ikke let, men I må forsøge. ...

---

---

... Prøv nogle gange at anerkende hendes lyst til og behov for at være den lille, ligesom I modsat andre gange skal anerkende hendes lyst til og behov for at være stor. Lad hende evt. have nogle ting, som hun gør - netop fordi hun er tre år - hvor storesøster måske er for stor og lillebror for lille, så hun har noget sammen med jer, som hun føler er hendes...

Vær opmærksom på hvor mange krav I stiller til hende lige nu. Nogle gange skal hun måske hjælpes med tøjet og nurses lidt ekstra - eller I kan sætte blusen på benene og opgivende slå ud med hænderne og sige "jeg kan ikke, kan du hjælpe mig", så hun med lidt sjov fra jeres side, selv tager initiativ til at tage tøj på. Hun guides, hjælpes, mærker, at I gerne vil hjælpe hende, samtidig med, at I får hende til selv at gå igang med tøjet...

Det lyder som en god idé med en middagslur. Men jeg tænker, at hun ikke skal sove for længe midt på dagen. Prøv om I kan vække hende stille og roligt efter 1 times tid til max 1.5 time, så hun stadig kan komme i seng i nogenlunde tid om aftenen.. Hvis hun nogle dage er i børnehaven til senere på eftermiddagen, så lad hende få et middagshvil der. Hvis I tager hjem før de sover til middag, så giv hende muligheden for at få sovet lidt derhjemme... I skal regne med, at hun har brug for ca. 12 timers søvn i døgnet. F.eks. 11 timers nattesøvn og 1 times middagslur.

Det er helt naturligt, at hun bliver frustreret, når hun mærker, at tingene ikke rigtig vil som hun vil. Det kan være små ting, der i dine øjne virker som bagateller, men for hende betyder det bare rigtig meget. Det er helt normalt for alderen. Så når blusen driller, eller bukserne er for stramme eller skoene ikke vil sættes rigtigt på fødderne, så bryder hendes verden sammen og hun kan slet ikke overskue det. Nogle gange vil hun blive vred, kaste med tingene, frustreret råbe op. Andre gange vil hun blive oprigtigt ked af det, græde, smide sig på gulvet og være opløst i tårer. Det skyldes alt sammen, at hendes hjerne stadig er meget umoden.

---

---

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår, så hun er fortsat rigtig godt igang... Hun er styret af sin mellemhjerne og dermed i følelsernes vold. Det er mellemhjernen som gør, at hun smider sig i gulvet, græder voldsomt, kaster med ting, bider, slår, sparker osv. Denne del af hjernen styres af storhjernen - den rationelle del af hjernen - men forbindelserne mellem de to hjernehalvdele fungerer ikke optimalt endnu. Og for at danne disse forbindelser, så er det rigtig vigtigt, at du viser hende det, som du gerne vil lære hende nemlig at kunne bevare roen og lige tælle til ti :) Jo mere roligt hun mærker, at du tager det, jo mere hun fornemmer, at du forstår hende og forstår at det kan være svært, jo mere vil hun selv falde til ro og jo mere vil det hjælpe hende på sigt:)

Hendes natlige grædeture skyldes sandsynligvis drømme og dermed bearbejdelse af dagens oplevelser - alt det, som sker i øjeblikket, og som naturligt påvirker hende, stresser hende og gør det hele lidt svært lige nu. Det er rigtig godt, at I er der for hende, forsøger at berolige og betrygge og hjælper hende videre, så hun mærker, at I vil hende og passer på hende :)

Jeg håber, at ovenstående giver lidt idé om, hvad der måske spiller ind hos jer og hvordan I kan møde hende og komme lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke - og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---