Annonce

Annonce

Svar: Rasende baby


20. maj 2016

Kategori:
Alder:
11 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Udvikling.

Hej med dig

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af jeres dreng og den spirende selvstændighed, som han begynder at vise jer :)

Det er rigtig dejligt, at det går så godt i dagplejen og at du fornemmer, at han som udgangspunkt trives, er glad og har det godt. Selvom det er hårdt, at han nogle gange bliver så ked af det og frustreret, så er det du oplever helt normalt og tegn på at han gennemgår en sund og god udvikling. Han udvikler sig rigtig godt både motorisk og verbalt og begynder at blive god til at give udtryk for, hvad han synes om, og hvad han ikke synes så godt om - og det er super dejligt! Men ja, også hårdt:)

Det er rigtig vigtigt, at du forsøger at imødekomme ham og den udvikling, som han går igennem lige nu. Hans selvstændighed spirer, han bliver mere og mere bevidst, og det er helt naturligt, at du lige nu oplever mere temperament og egen vilje. Det er ikke usædvanligt at forældre til børn i 10 måneders alderen stopper op, kikke på deres barn og tænker "hvem er dog den lille dreng?!" fordi man pludselig ser et temperament og en vilje, som man ikke har set før.

Det er vigtigt, at du forsøger at inddrage ham. Det gælder f.eks. når han skal skiftes - han har ikke lyst til at ligge ned på puslebordet og forstår ikke, hvorfor han skal ligge ned, når han skal skiftes - han vil hellere stå op, kravle rundt og lege. Du kan inddrage ham ved at lære ham at løfte numsen. Han skal, når han ligger på ryggen, holde fødderne i bordpladen og når du så siger "løft numsen, skat", så løfter han selv numsen op. Og så kan du få bleen ind under ham. Du kan også prøve at give ham vaskekluden, cremetuben i hånden eller give ham lidt creme på fingrene, som han selv skal prøve at smøre sig med... så han føler, at han er med i det, som foregår.

Og så er det også en overvejelse værd, om han altid behøver ligge på puslepuden, når han skal skiftes. Det er nødvendigt, når han har lavet afføring, fordi det er vigtigt, at han bliver vasket godt i alle folder og holdes ren og tør. Men hvis han kun har tisset, så behøver du ikke vaske ham hver gang, og i denne alder kan det være en fordel med en bukseble - en Up & Go model, som du trækker op og ned som et par underbukser. Det gør, at han kan stå op, når han skal have en ren ble og det vil han ofte bedre kunne acceptere...

Ved middagsbordet kan der også være udfordringer. Han vil naturligt godt kunne finde på at komme maden ud over bordkanten, op i glasset eller tage den ud af munden, for se se, hvordan den ser ud, når den er tygget... Det er vigtigt, at du ikke skælder ham ud, men i stedet prøver at holde fokus på det, som du gerne vil have - nemlig at spise maden. Du kan f.eks. sige "ind i munden skat, ind i munden" og vise ham hvordan, spise sammen med ham.

Han må også meget gerne begynde at spise med en gaffel - det giver ham også en følelse af at være med selv og kunne selv, ligesom en kop med to hanke og en lille huskeregel "to hænder, skat, hold med to hænder", så han selv kan drikke, når han er tørstig.

At få vasket hænder, blive tørret om munden osv. hører med - og selvom ...


Annonce

... han protesterer, så er det helt fint, at du holder fast i det. Du må gerne lade ham selv prøve at tørre sig med kluden, men nogle gange må du naturligvis tørre efter - og det er okay, at han protesterer. Det der er vigtigt er, at han føler sig forstået og lyttet til, og du kan f.eks. sige "det er ikke rart, jeg skynder mig, så er det snart overstået" eller lignende. Det samme gælder, når du lukker opvaskemaskinen og han tydeligt bliver ked af det - sæt ord på "så er det slut, øv det var lige så sjovt", så han hører, at du forstår ham.

Og så er det vigtigt, at du forsøger at aflede ham og tilbyder ham alternativer. Nogle gange kan det være at vise ham noget legetøj, give ham lidt frugt og lidt at drikke, invitere ham hen og få læst lidt højt af en bog osv. Så du viser ham, at I stadig kan hygge jer og at andre ting også kan være rare og sjove. Et alternativ kan også være at give ham hans egen skuffe, så når han tager tingene ud af dine skuffer og hylder, så kan du vise ham den skuffe, som er hans og som han gerne må undersøge. En skuffe skal du naturligvis fylde med lidt nye ting, plastbøtter, piskeris, bagepapir osv. en gang imellem, så den bliver ved med at være spændende.

Et alternativ kan også være at fjolle med ham, få ham på andre tanker. Nogle gange prøve at få ham til at grine. Der skal ikke så meget til i denne alder - at du pludselig hopper, at du slår håret ud, så det falder ned over dit hoved (hvis du har langt hår), at du laver et mærkeligt udtryk - det kan få latteren frem og det er så dejligt når børn griner - det kan hjælpe på en dag :)


Helens bog til far
LÆS OGSÅ: "Helens bog til far" - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Når han er ked af det, frustreret, græder, så skal du naturligvis være der, hjlæpe ham osv. Når han har brug for dig, så skal han have dig. Men nogle gange vil det være okay, at du på afstand prøver at hjælpe ham. Du kan motivere ved at bruge din stemme "hej skat, jeg er lige her, kom herud til mig" eller "hovsa, op igen skat, prøv igen" osv. Han skal høre, at du er der og at du gerne vil hjælpe men også fornemme, at du har tillid til at visse ting kan han godt klare - for nogle gange er det netop hans frustration, som gør at han lige mobiliserer de ekstra kræfter der skal til, for at noget lykkes for ham og han finder ud af det.

I autostolen skal han jo være spændt fast - måske skal selerne løsnes lidt, fordi han er vokset blevet længere. Måske skal han have lidt mindre tøj på i stolen, fordi han hurtigt får det for varmt. Måske hjælper det med lidt underholdning i bilen... Og så skal du naturligvis prøve at tilrettelægge jeres køreture i bilen på tidspunkter, hvor han er parat til det og ikke der, hvor han naturligt hellere vil lege og tumle rundt på gulvet:) Og igen er det en god idé at sætte lidt ord på "det er også dumt, at man skal spændes fast i autostolen, øv!", så han føler sig forstået - men stadig holder du fast i at sådan er reglerne, sådan er loven :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - og vil også anbefale dig to af mine bøger "Helens bog om dit barns udvikling" og "Helens bog om børn og opdragelse".

Rigtig meget held og lykke med ham fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Din guide til sund babyhud fra top til tå

Brug Olívy som naturlig hudpleje til babyer og småbørn
Vidste du, at Olívy baby care – diaper change kan bruges til meget mere end bleskift? Det er udviklet til den særligt sarte hud i bleområdet, og de unikke egenskaber fra ekstra jomfruolivenolie og kalk gør Olívy velegnet til blid pleje ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

14. september 2026 | Udvikling | 17 mdr.

Lav og høj arousal?

Hej Helen Min datter er knap halvandet år, og jeg oplever ofte, at hun...

Læs hele brevet og Helens svar


6. juli 2026 | Udvikling | 1 mdr.

Aftenuro - 6 uger gammel

Hej Helen. Vores datter på 6 uger har været urolig om aftenen næsten siden...

Læs hele brevet og Helens svar


25. marts 2026 | Udvikling | 2 år, 1 mdr.

Opfølgning: Svære afleveringer i Vuggestuen

Kære Helen Tak for dit svar i mit sidste brev ang. vores nu 2 årige datter...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Barnevogn

Når I skal købe en barnevogn er det vigtigt at I gør jer klart, hvad vognen hovedsageligt skal bruges til.

Skal den mest stå på altanen, eller skal den bruges til at gå lange ture med. Skal den kunne bæres op og ned ad trapper? Og skal den kunne være i bilens bagagerum?

Det er også vigtigt at tænke på årstiden. Både sommer, men især om vinteren, er det vigtigt at både kassen og kalechen er vandtæt. Om vinteren er det vigtigt, at både sider og bund er godt...

Læs mere i Babylex

Gråd og børn

Når det lille barn græder, så fortæller dit barn dig, at det ikke har det ikke har det helt godt eller ikke er helt tilfreds med, hvad der foregår omkring det.

Det nyfødte barns gråd er meget ensartet, men forholdsvis hurtigt vil barnets gråd ændre sig og vil have forskellige nuancer. I takt med at barnet vokser, vil du lære at tolke barnets gråd og finde ud af, hvordan du skal handle i forhold til barnets behov.

Nogle gange vil det være svært at finde ud af,...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om dit barns udvikling. Bogen er propfyldt med nyttig viden for alle forældre!

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Tusind tak for de gode smid-sutten-lidt-væk-råd. Det er gået over al forventning. Barnet har nu kun sut om natten og i yderste fortvivlelses-tilfælde - og det accepterer han faktisk. Godt du findes! Vi manglede lige det der bløde spark i måsen :)

Tak fra en glad mor


Annonce