Svar: Konflikter med en 5 årig

---

Kære K

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres 5 årige datter og de udfordringer du oplever i hverdagen :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig.

Når man er 5 år gammel, så begynder man at være kreativ og have mange idéer til, hvordan ting kan løses og forklares. Og det tænker jeg, at du skal forsøge at udnytte hos jer. Jeg tror, at jeres datter er lige så ked af jeres konflikter, som du er - og derfor er det en rigtig god idé at tale med hende om, hvad I kan gøre anderledes, for at I ikke havner i de svære situationer.

Det vil være rigtig godt, at I sætter jer ned og taler med hende om det en dag, hvor der er ro på, og hvor I har tid og overskud til at lytte - og I skal netop lytte til, hvad hun siger og anerkende hende for at sige det, hun tænker og føler. Det betyder, at hvis hun f.eks. siger "du er bare altid så sur", eller "du gider aldrig lege med mig" eller lignende, så er det vigtigt, at du ikke svarer "det passer da ikke, jeg er da også glad" eller "det er da ikke rigtigt, i går legede vi da sammen". Prøv i stedet at lytte til, hvad der måske ligger bag - måske mener hun, at når du er i dårligt humør, så smitter det af på hende og hele familien, og måske føler hun, at du leger mere med lillesøster end med hende, eller måske har hun bare brug for lidt hyggetid sammen med dig alene. Lyt til hende og anerkend det hun fortæller.

Tal også med hende om, hvorfor I nogle gange kræver nogle ting af hende - som at hun f.eks. skal have tøj på, når I kører hjemmefra eller skal nå at spise morgenmad før I skal af sted - så hun hører hvorfor. Og at I også kan synes det er træls at skulle noget, når man hellere vil noget andet - men at sådan er det for alle, også jer :) Og tal så med hende om, hvordan I kan sikre at det lykkes bedre. Måske skal I stå tidligere op om morgenen, måske har hun selv et forslag "kan vi ikke spise morgenmad først og så tage tøj på bagefter" eller lignende...

I kan også begynde at inddrage hende. Du fortæller, at hun har en veludviklet retfærdighedssans og det er faktisk rigtig godt. Du fortæller også, at hun ofte protesterer voldsomt, når hun får et nej - og det kan jeg godt forstå. Hvis du fik mange "nej´er " i hverdagen, så ville du også blive frustreret og ked af det.

Med hensyn til indragelse og retfærdighedssans, så vil hun have behov for at føle, at der er visse ting, som hun bestemmer. Og du må gerne sætte ord på dette i hverdagen, så du direkte siger "jeg bestemmer, at vi skal have yoghurt - du bestemmer, om du vil have jordbær- eller bananyoghurt" eller "vi skal have salat i aften, vil du bestemme, hvad der skal i?" eller "vil du have den røde eller den gule bluse på i dag - du bestemmer". Så det bliver tydeligt for hende, hvad hun bestemmer, og at hun faktisk nogle gange får lov til at vælge og bestemme. For lige nu føler hun højst sandsynligt, at du bestemmer alt.

Vær opmærksom på hvordan du kommunikerer med hende. Siger du ofte "du", når der er noget hun skal f.eks. "du skal tage din jakke på nu", "nu skal du komme" - det kan virke bedre at du f.eks. siger "jeg vil gerne have, at du tager din jakke på nu". Det kan også være, at I går ved vejen, og du så siger "du må ikke løbe ud på vejen". Her kan det være bedre at sige "jeg vil gerne have, at du går på fortovet". Når du formulerer dig med et jeg, så bliver det tydeligt, hvad du forventer af hende, og samtidig undgår du ofte at genere hende, så hun føler sig forkert. Det er fokus på, hvad du gerne vil have - fremfor fokus på det, som hun gør forkert.

Det er generelt en god idé at medtænke, at I en længere periode måske har skældt meget ud og hun meget let kan føle sig forkert. Så I nu skal prøve at sætte ord på alt det dejlige I ...

---

---

... har sammen og sætte ord på, alt det gode hun gør og det I virkelig nyder. Det hjælper hende også til at fornemme, hvad I gerne vil have mere af - og få følelsen af at I bestemt ikke er trætte af hende :)

Du bruger trusler, hæver stemmen og giver hende også nogle gange time-out - og jeg kan godt høre, at du ved, at det er forkert, og at det kommer fordi du føler magtesløshed. Det forstår jeg godt. Prøv dog at medtænke, at du skal møde hende, som du gerne selv vil mødes. Du skal tale til hende, som du vil tales til eller som du ville tale til din bedste veninde. Prøv derfor nogle gange at medtænke, hvordan tingene kan siges på en anden måde, hvis ikke det var din datter, som du talte til. Hvis hun føler sig lyttet til, anerkendt og mødt, så er der meget større sandsynlighed for, at hun også vil lytte til dig og følge det du siger. Når hun mærker, at du behandler hende med respekt, så vil hun også behandle dig med respekt.

Det kan være en rigtig god idé at læse bøger om forskellige følelser. Der findes blandt andet en bog der hedder "Hvordan har du det? En bog om følelser" skrevet af Amanda McCardie fra Lamberths forlag. Jeg har desværre ikke set den i virkeligheden, men den kunne være en idé. Der findes også en gammel bogserie med titler som "jeg er høflig", "jeg er ærlig", "jeg viser respekt" osv. Prøv at spørge på biblioteket og se om ikke du kan finde noget, som I kan læse højt og tale ud fra. Det at tale ud fra en bog kan være lettere end at tale om sig selv.

Når situationerne går helt skævt, når hun råber, skriger, sparker, spytter, så er der et eller andet i jeres kommunikation, der ikke fungerer. Jeg tænker, at hun ikke med det samme reagerer så voldsomt, men at det er hendes udtryk for afmagt, når hun ikke føler, at der bliver lyttet til det hun siger og det hun vil. Præcis som du kan føle afmagt, så kan hun naturligt også. Prøv derfor at undgå, at I kommer så langt ud, at det er nødvendigt at reagere sådan.

---

---

Når det så nogle gange er ved at gå skævt og du fornemmer, at det her ender med en konflikt, så prøv at stoppe op. I stedet for at du sætter din vilje eller den ekstra veludviklede evne til at tale dig til din vilje, så prøve at spørge ind til hende - sig f.eks. "hov, skatter, hvad sker der lige her?", "hvorfor bliver du så ked af det lige nu?". Og give hende mulighed for at bruge ord i stedet. Vis hende at du gerne vil lytte, så I sammen kan finde en løsning. Det giver hende også mulighed for at rette dig og hun kan f.eks. sige "jeg er ikke ked af det, jeg er vred" - det er rigtig godt, for så kan du spørge ind til dette "okay.. hvad bliver du så vred over?" og så kan I tale om det.

Når I begynder at forstå hinanden, så kan I meget lettere tale om, hvordan I kan håndtere ting anderledes og I kan måske begynde at lave aftaler om, hvordan I fremover kan reagere, hvis en lignende situation skulle opstå igen.

Ligner din datter dig? Det lyder som om, at I er meget selvstændige begge to og begge kan være meget insisterende.. Nogle gange er det sværest at håndtere, når barnet ligner os selv. Det provokerer os ekstra meget - hvor far kan have en anden tilgang til tingene. Han håndterer dig og ved måske også, hvordan han så bedre kan håndtere jeres datter:) Så nogle gange er det faktisk rigtig godt, hvis far tager over - i stedet for at du og hun får trappet en konflikt ekstra op.

Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre :) Jeg vil også anbefale dig rigtig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan du læse meget mere om, hvordan du kan kommunikere, så din datter hører, hvad du siger, og hvordan I kan møde hinanden, så det er rart for jer begge to.

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---