Svar: Livet med en pige

---

Kære Idas mor

Tak for dit åbne og ærlige brev og alle dine tanker og fine beskrivelse af dine følelser:) Jeg vil meget gerne give dig lidt tanker med på vejen...

Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det, frustreret og naturligt tager det til dig - der er jo ikke noget, vi hellere vil end at se vores børn glade, og når I dagligt har konflikter, så er det naturligvis svært ikke at tage det personligt og tænke, om man som mor gør et eller andet forkert...

Og det kan godt være. I hvert fald er det altid en god idé at starte med sig selv og medtænke om man kan gøre noget anderledes, kommunikere på en anden måde, møde barnet på en anden måde, med nye øjne osv. Vi kan ikke lave vores børn om, men vi kan nogle gange godt lave os selv om...:)

Der er ingen tvivl om, at du elsker din datter højt. Det kan jeg sagtens læse mellem linjerne i dit brev, og det er også derfor, at det går dig på, når du fornemmer, at hun ikke helt trives, og det ikke fungerer så godt mellem jer. Og det er et godt udgangspunkt! :) Samtidig er det måske også forklaringen på, at hun reagerer så voldsomt som hun gør overfor dig - hun ved at du elsker hende, så uanset hvordan hun opfører sig, så ved hun, at du er der for hende. Overfor dig kan hun være hundrede procent sig selv - og derfor afprøves der flere grænser overfor dig. Det er som du skriver hendes ventil, hendes måde at komme af med frustration, følelser osv. Men når det er sagt, så skal det naturligvis helst være på en måde, som ikke ødelægger jeres forhold:)

Det er helt rigtigt, at du skal være opmærksom på, hvordan du taler til hende og taler til hendes lillebror. Om hun føler en form for jalousi og forskelsbehandling her - der skal være forskel, for de er forskellige, og du kan ikke behandle dem ens - men de overordnede rammer skal være ens. Og de skal begge have en følelse af at være elsket, en følelse af at være noget ganske særligt - hun skal vide, hvad der er særligt ved hende, hvorfor I elsker hende, og have en følelse af at lillebror aldrig kan tage hendes plads, for der er kun en "Ida", og hun er den dejligste i verden.

Det er også vigtigt, at du er tydelig i din kommunikation. Det er vigtigt, at du melder klart ud, og det kan du f.eks. gøre ved at starte dine sætninger med "jeg". I stedet for f.eks. at sige "du skal i seng nu" eller "du skal ikke sige Fucking!", så kan du sige "jeg forventer, at du gør dig klar til at gå i seng nu", eller "jeg vil ikke have, at du kalder mig sådan". Når du starter sætninger med "jeg", så er du mere tydelig omkring dine egne grænser, og hvad du forventer.

Når du nogle gange oplever, at hun ikke hører efter hvad du siger, bevidst overhører det du beder hende om - så må du gerne spørge hende, hvorfor hun ikke reagerer. Du må gerne spørge hende om hun har hørt dig - i det hele taget kan det være en god idé med den alder hun har, at du spørger ind til hendes reaktion, fordi det giver mulighed for at I via en dialog kan nå frem til en løsning.

Nogle gange kan det at hun "lukker ørerne" også være fordi der er for meget snak. Hvis du nu f.eks. flere gange har bedt hende om at tage madkassen op af tasken og hun så ikke gør det, så vil du naturligt ofte kunne endnu ud i - "hvorfor tager du ikke den madkasse op?", "hvor mange gange skal jeg sige det til dig?", "det er da utroligt med dig, du ved det jo godt!" osv. Og ofte vil det fungere meget bedre, at du får øjenkontakt med hende og blot siger "Ida - madkassen" - hun ved godt, hvad det betyder.

Jeg vil foreslå jer, at I sætter jer ned sammen med hende - gerne alene og uden lillebror forstyrrer, hvis det kan lade sig gøre. Og så snakker med hende om, hvordan hun egentlig har det. I kan evt. tegne forskellige smileys - en glad, en neutral, en sur, en ked af det og I kan tale med hende om, at man har forskellige følelser og at man nogle gange godt kan have en følelse indeni, som er anderledes, end det man viser udenpå. I kan spørge ind til, hvilken følelse hun har inden i og uden på, når hun f.eks. er i skole, når hun er derhjemme, når I er i haven osv. Så du på den måde får lidt idé om, hvad hun egentlig føler, og hvordan hun går rundt og har det.

Og du kan på samme måde også tale med hende om, hvordan du har det. At du f.eks. er ked af, at I ofte har konflikter, at du bliver ked af det, når I skændes. Og spørge ind til, hvad du kan gøre for, at det bliver bedre - hun oplever det jo også, hun er også ked af at I ofte bliver uvenner, og I er højst sandsynligt ...

---

---

... alle glade for, at få talt lidt om det, så det kan blive bedre. Lyt til hende og være åben overfor det hun siger - uden at du vil forsvare dig eller begynder at moralisere :) Hvis hun siger "du er altid så sur, du skælder altid ud!" eller lignende, så lyt åbent og lad være med at sige "det passer da ikke, i går var jeg da i godt humør" eller lignende. Anerkend, at hun tør fortælle, hvordan hun oplever det og tag det til dig. Og prøv så at invitere til en løsning, du kan f.eks. "det er jeg ked af, jeg har faktisk slet ikke lyst til at være sur og skælde ud - hvad synes du jeg kan gøre anderledes?"

Med den alder hun har, kan I også godt inddrage hende i hverdagen og i de ting, der skal gøres - og spørge hende, hvordan I fælles kan få det gjort. Hun skal jo op om morgenen og nå skolen til tiden, hun skal jo lave sine lektier, hun skal i seng om aftenen og skal have børstet tænder før sengetid osv. Der er en masse ting, som vi alle sammen skal - også selvom det er kedeligt. Men hvis man hjælper hinanden, så går det nemmere og er hurtigere overstået, og så er der måske tid til nogle af de ting, som er sjovere og som I allesammen hellere vil... Prøv at tale med hende om, hvordan I sammen kan få gjort de "kedelige ting", hvordan I kan hjælpe hinanden.

Når hun har lyst til at lave noget sammen med jer om eftermiddagen, så er det klart, at hun bliver frustreret, når du siger nej. I har jo været adskilt hele dagen, og hun savner naturligt at mærke jer, mærke at I prioriterer hinanden og er sammen. Derfor bliver hun ked af det, når du siger, at det tager for lang tid og ikke kan lade sig gøre - nogle gange skal du naturligvis overveje, om det godt kan lade sig gøre. Måske kan I spise rugbrød til aftensmad, så du ikke behøver bruge tid i køkkenet - så kan et svar netop være "jo, hvis vi kan spise rugbrød til aften, så kan vi godt nå det i dag". Andre gange kan det ikke lade sig gøre, men du kan stadig møde hende og f.eks. sige "det lyder super hyggeligt, det vil jeg også rigtig gerne. I dag går det desværre ikke - men hvad siger du til, at vi gør det lørdag?" - og så skal du naturligvis huske det du har lovet og ikke lave andre planer lørdag... Og atter andre gange, så skal du måske høre det der lægger bag hendes ønske og sige f.eks. "Jeg vil rigtig gerne være sammen med dig, jeg har også savnet dig i dag - kunne du ikke tænke dig at vi to lavede maden sammen. Det synes jeg ville være dejligt" eller lignende...

Din mand har ret, når han siger, at det er godt, at jeres datter kan få luft. Det er som udgangspunkt fint, at hun kan reagerer, og hun må godt blive både vred, frustreret, sur - ligesom hun også meget gerne må være glad, jublende lykkelig eller ked af det. Alle følelser skal have plads og være legale. Derfor er det helt okay, at hun nogle gange vælger at gå på værelset, fordi hun bliver sur eller skuffet over, at du f.eks. giver hende et nej. Det er dog vigtigt, at I bliver gode venner igen og at I efterfølgende sætter jer ned og taler om det - og at du ikke bærer nag. Glem det og kom videre. Og har I lavet nogle aftaler, haft en snak om, hvordan I kan hjælpe hinanden, så I har færre konflikter, så kan du her måske huske hende på, hvad det er I har aftalt og tale lidt om det igen - og måske er det dig, der har glemt jeres aftale :)

Jeg synes det lyder som om, at du/I gør det godt - og en del af det I oplever hænger sandsynligvis også sammen med jeres datters alder og den store udvikling hun går igennem, den krav hun møder i hverdagen osv. Men det er rigtig godt, at du er opmærksom på at hun selvfølgelig skal trives og lige nu har du en mavefornemmelse af, at hun godt kunne trives lidt bedre - og derfor er det fint at du reagerer - det viser jo netop hvor god en mor du er:)

---

---

Jeg vil anbefale dig at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse". Selvom hun aldersmæssigt er lidt ældre end bogen umiddelbart går op, så kan du sagtens finde inspiration i den. Også i forhold til lillebror:)

En anden bog du kunne læse, som måske kunne give lidt indblik i, hvad der sker med børn i din datters alder er bogen "Forstå dit barn 5-8 år" af Stein Erik Ulvund. Du kan sandsynligvis få den på biblioteket.

Lola Jensen har også udgivet bogen "Den store bog om skolebørn - værd at vide om barnet 6-10 år". Den kan du måske også finde lidt råd og inspiration i.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke - og rigtig god påske til jer alle fire :)

Knus med på vejen herfra :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---