Svar: Skal jeg vælge dagpleje eller vuggestue?
Kære mor til 8 måneder pige
Tak for dit brev :)
Jeg kan godt forstå, at du synes det er svært at skulle finde ud af, hvor din datter skal passes, og hvad der vil være bedst for hende. Hun skal jo tilbringe mange timer hver dag i det dagtilbud du vælger og det igennem flere år - derfor er det vigtigt at gøre sig nogle overvejelser omkring, hvad der vil være bedst for hende.
Den god dagpleje og den gode vuggestue kan se ud på tusind forskellige måder - der er altså ikke kun én god måde, og hvad der passer til din datter og til jer, afhænger helt af hvordan hun er og hvad dine behov og ønsker for hende er...
Jeg vil anbefale dig, at du forsøger at besøge nogle forskellige muligheder. Hvis du ved hvilke vuggestuer, der kan være aktuelle (i forhold til f.eks. venteliste), så kan du kontakte dem og spørge om du må komme på besøg. Du kan også kontakte dagplejekontoret og besøge en evt. dagplejer - eller måske kan du besøge dagplejens legestue, hvor flere dagplejere og børn er samlet. Du kan tale med dagplejekontoret om mulighederne.
Når du besøger stedet, så skal du have en god fornemmelse i maven. Stemningen skal være god, det skal virke rart, børnene skal virke til at hygge sig, du skal lægge mærke til, hvad de voksne laver, hvordan de agerer i forhold til børnene og i forhold til dig. Du skal have en fornemmelse af, at der er tillid og tryghed, du skal have en fornemmelse af, at der er omsorg, og at dagplejer/pædagog er engagerede i børnene og i deres arbejde. Spørg meget gerne ind til dagligdagen, hvad de laver med børnene, hvad de prioriterer i hverdagen og hvorfor osv.
En dagplejer har ofte fire børn, som han eller hun tager sig af. Det betyder ofte mere ro og mere hjemlige forhold. Det kræver ikke en pædagogisk uddannelse at blive dagplejer, men mange dagplejere deltager løbende i kurser, og der er også pædagogisk tilsyn med dagplejeren fra kommunen. Det kan være trygt for barnet at blive afleveret til samme person hver dag og i samme hjem - men det er naturligt lidt følsomt, hvis dagplejer bliver syg, skal på kursus eller andet, fordi barnet så enten skal være hjemme eller passes i gæstedagpleje. Det er ofte også forbundet med færre infektioner og færre sygedage at have sit barn i dagpleje, fordi børnegruppen ikke er større end den er.
Dagplejehjem er naturligt forskellige, nogle dagplejere bor i lejlighed, andre har hus med have osv. Hjemmet kan også være meget forskelligt indrettet, nogle dagplejere har dyr, andre har ikke. I dagplejehjemmet vil dagplejers familie (ægtefælle og børn) ofte også kunne være til stede i hjemmet i løbet af dagen, det er jo et privat hjem.
Vuggestuer kan være større eller mindre. Nogle gange har stuerne kun 8 børn, andre steder er der op til 16 børn på en stue, og antallet af voksne på stuen varierer ...
... naturligt efter antallet af børn. En af de voksne (nogle gange flere) vil ofte være pædagoguddannet, og de andre er ansat som pædagogmedhjælpere, hvilket ikke kræver erfaring. Vuggestue giver en vis stabilitet på den måde, at barnet altid bliver afleveret samme sted - uanset hvilken pædagog, der er på arbejde. Basen er på den måde den samme. Vuggestuen kan dog betyde skift af pædagoger, det er ikke nødvendigvis samme pædagog, der hver dag møder jer om morgenen. Barnet skal i vuggestuen derfor opbygge tillid til flere voksne - det kan for nogle børn være svært, for andre er det netop en fordel, at barnet har valgmuligheder og nogle gange kan søge den voksne, som barnet synes bedst om... At der er flere børn og voksne samlet betyder naturligt mere uro og et lidt højere lydniveau, ligesom infektionsrisikoen er større, en fordel kan dog være at der er "flere øjne" på det enkelte barn og at pædagogerne netop i kraft af deres arbejde kan supplere hinanden og måden at se og møde det enkelte barn på.
Der findes fantastiske dagplejere, som brænder for deres arbejde og hvor det bare er super trygt, dejligt og udviklende for børnene at være. Og der findes også det modsatte... Og der findes fantastiske vuggestuer, som bare fungerer så godt - og der findes også det modsatte. Derfor er du nødt til at besøge lidt forskellige steder, for at finde ud af, hvad muligheder I har, hvor du bor og få din egen fornemmelse af stederne.
Man kan begynde i både dagpleje og vuggestue, når man er 6 måneder gammel, og de fleste børn begynder, når de er mellem 10-12 måneder - men det kan variere meget. Generelt vil jeg sige, at det er en fordel, hvis barnet kan vente med at komme i dagpleje eller vuggestue, til det er stort nok til at kunne kravle eller gå - det er dejligt for barnet at kunne flytte sig fra noget, som det ikke bryder sig om eller at kunne søge en voksen, når barnet har brug for det. Og ja - når børn er ca 1 år gamle, så begynder de ofte at interessere sig lidt for andre børn, de begynder at kommunikere med andre børn og viser glæde ved at være sammen med andre børn. Det betyder dog ikke, at barnet har behov for at blive passet ude flere timer dagligt, og skal jeg sætte alder på, vil jeg sige, at det først er omkring 2 års alderen, at det begynder at være et behov for barnet at lege sammen med andre børn hver dag eller flere gange om ugen...
Den 31. marts udkommer min næste bog. Den hedder "Ha´ en god dag, skat - Dit barns hverdag i dagpleje, vuggestue og børnehave". Jeg har skrevet den sammen med Erik Sigsgaard, der er børneforsker, og i bogen kommer vi stort set omkring alt, hvad du har brug for at vide. I bogen er f.eks. et kapitel der hedder "Sådan vælger du det rigtige dagtilbud"...
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
26. januar 2026 | Diverse | 6 mdr.
Påvirkning af trist mor på baby
Hej Helen Jeg har to overordnede spørgsmål, som jeg brændende ønsker svar og...
11. december 2025 | Diverse | 1 mdr.
Kære Helen. Jeg er blevet mor til en lille dreng for knap 5 uger siden. Det...
27. november 2025 | Diverse | 7 mdr.
Kære Helen, Da min barsel snart slutter, tænker jeg meget over, om vi skal...
6. oktober 2025 | Diverse | 2 mdr.
Hej Helen Vores dreng er nu blevet 10 uger, og han trives umiddelbart rigtig...
27. september 2025 | Diverse | 14 mdr.
Svær og lang indkøring af 1 årig i vuggestue
Kære Helen, Jeg skriver, fordi jeg har brug for gode råd til indkøring i...
Viden om børn:
Høj stol til baby
Når barnet begynder at kunne sidde selv, er det en god idé at anskaffe en høj stol. Så kan barnet sidde med ved bordet under måltiderne, og det kan også følge med i, hvad I laver ved køkken- og spisebordet.
Der findes mange forskellige modeller af højstole, men de fleste vælger i dag en model, som kan stå ved spisebordet. Det giver mulighed for, at baby kan være med ved bordet, når familien sidder og spiser og på den måde naturligt tage del i måltiderne.
De...
Tilstoppet tårekanal
Mange nyfødte børn har en tilstoppet tårekanal. Barnet ser ud som om, at det har søvnklatter i øjenkrogen hele tiden, eller at øjnene konstant virker fugtige.
Tårekanalen er en tynd kanal, som løber fra den inderste øjenkrog til næsen. Det er bl.a. den, der får os til at snøfte, når vi græder.
Tårer er 'øjnenes sprinkleranlæg'. Tårerne løber i en konstant strøm fra øverste, yderste øjenkrog ned og renser øjnene. Øjenvipperne er en slags 'vinduesviskere', og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







