Svar: Mor lider af separationsangst

---

Kære Stines mor

Tak for dit brev, tusind tak for dine søde ord til mig om mine bøger og mine svar i brevkassen - og tak for din åbenhed og ærlighed omkring, hvor svært det er at skulle give slip på sit barn.

Du er bestemt ikke den eneste, som synes, at det er rigtig rigtig svært. Måske kan det hjælpe dig at vide, at det også var svært for mig :) Min ældste datter er født i december, og jeg skulle starte i fast aftenvagt, da min barsel stoppede, og hun var et år. Det betød vagt juleaften - jeg tudede hele aftenen og måtte stort set opholde mig i medicinrummet og min kollega sendte mig til sidst hjem...

Hvordan kommer man videre, hvordan lærer man det? Jeg tror et eller andet sted, at tiden må arbejde for jer. Det er rigtig vigtigt, at du oplever, at din datter har det godt. At du finder ud af, at det er okay. At du tror på, at andre godt kan passe hende, og at du oplever, at hun trives. At båndet mellem jer ikke går i stykker, fordi du ikke er sammen med hende 24 timer i døgnet.

Det kan også være en hjælp ikke at se det som et bånd, men mere som en elastik, hvor du nogle gange skal lade elastikken være løs, lade elastikken strække sig og andre gange vil der være situationer, hvor elastikken strammes lidt...

Nogle mødre har svært ved at sende deres børn i dagpleje eller institution, fordi det at en anden skal passe ens barn jo kan betyde, at der er noget, man "går glip af". Måske vil dagplejer eller pædagog se hendes første skridt - og det vil du rigtig gerne opleve. Måske er det dem, der hører hendes første ord, og du vil være den, der oplever dette. Nogle mødre er også bange for, at deres barn risikerer at knytte sig mere til dagplejer eller pædagog, end barnet er knyttet til mor. Ikke at man ikke ønsker, at ens barn skal kunne trøstes af en anden, mere mere at man som mor naturligt ønsker at være noget særligt for sit barn, og mange kvinder er bange for, at deres rolle vil træde i baggrunden... måske har du det sådan...?

Nogle mødre er også bange for, at der skal ske deres barn noget. Du elsker hende så højt, at det værste ville være, hvis der skete hende noget, og du ikke var der til at hjælpe hende, rede hende... Men det er du også nødt til at slippe, for du kan ikke være der hele tiden, og selvom du er der, kan der stadig ske ting, og hun kan stadig komme til skade. Det bedste du her kan gøre er at sikre dig, at hun er et sted, hvor de der passer på hende, netop passer på hende, og hvor du kan have tillid til, at de vil være der for hende, når hun har brug for det.

Du fortæller, at du har læst rigtig meget om tilknytning og tryghed. Du fortæller også, at du oplever en meget stærk symbiose med din datter. Du fortæller, at hun er et ønskebarn, som I har brugt lang tid på ...

---

---

... at få... Alt sammen, tænker jeg, er super dejligt og rigtig fint - og ikke problematisk. Det at kunne give slip handler netop om, at du ved, at din datter har en sund og god tilknytning til dig. Jeres kontakt er helt unik, og I har en følelsesmæssig relation, som ingen andre kan have. Man kan tale om et "hengivenhedsbånd" imellem mor og barn.

Du skal tænke på, at det er vigtigt, at din datter kan søge trøst hos en "fremmed", hvis du ikke er til stede. Når hun søger en anden f.eks. en dagplejer, pædagog, en bedsteforældre eller lignende, så vil hun naturligt godt kunne vise tilknytningsadfærd, men dette er ikke det samme som at have tilknytningsbånd på samme måde, som hun har til dig. At du kan give slip handler derfor om, at du fornemmer denne forskel og ikke føler dig afvist eller forfordelt.

At give slip er noget, der kommer hele tiden - fra nu og de næste mange år frem. Du skal slippe hende, så far kan passe hende en gang imellem. Du skal slippe hende, så bedsteforældre, dagplejer eller pædagog kan passe hende. Du skal slippe hende, når hun begynder i børnehave, når hun skal hjem og lege hos en ven eller veninde, når hun begynder i skole, i SFO - første gang hun skal cykle alene i trafikken, første gang hun selv skal tranportere sig til og fra klubben, første gang hun skal i byen med sine venner, når hun engang finder en kæreste osv. osv. Der er masser af situationer, hvor du skal slippe hende, og det begynder stille og roligt nu.

---

---

Det kan også nogle gange hjælpe at tænke på, at hun lærer andre ting, når hun er sammen med andre - og når hun ikke har sin mor. Det er også vigtigt, at hun får lov til at prøve at stå lidt på egne ben og får en oplevelse af at kunne selv. At selvom hun måske savner dig eller i andre situationer ville søge dig og din hjælp, - når du ikke er der, så finder hun ud af, at hun kan nogle ting - og det er en vigtig følelse hos hende at fornemme dette.

Og så kan det naturligvis også være en overvejelse værd, om du kan søge et arbejde, som giver dig mere frihed til at være sammen med din datter. Om I kan indrette jer på en måde, som tilgodeser både dit og hendes behov for at være sammen. Som uddannet sygeplejerske har du flere muligheder for forskellige typer job, forskellige vagter osv og noget vil måske passe bedre end andet. Det kommer helt an på, hvordan du har det, og hvad du vil trives med...

Og til sidst vil jeg lige sige, at du naturligvis også skal overveje, om din angst for at slippe hende bunder så dybt, at du har brug for at tale med en psykolog om det, for at få nogle redskaber til at komme igennem det... Jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre, og at de hjælper dig videre på vej:)

Rigtig meget held og lykke og stort knus med på vejen!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

Viden om børn:

---