Svar: Sociale udfordringer

---

Kære Mor

Tak for dit brev og velkommen til - dejligt, at høre at du har fulgt med på sidelinjen og nu selv har fået lyst til at skrive til mig - og jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig.

Du fortæller at PPR har været inde over jeres datter i vuggestuen og at man nu, efter hun er startet i børnehave, stadig er opmærksom på at hun har brug for hjælp til at styrke sine sociale kompetencer. Det er rigtig godt, og det er vigtigt, at I fortsat drøfter situationen og hvordan I alle hjælper jeres lille datter bedst.

Du fortæller, at jeres datter taler om de andre børn og interesserer sig for dem, følger med i hvad de laver osv. Hun taler dog ikke direkte til dem, og hun henvender sig sjældent til dem, og hun svarer ofte ikke, når de henvender sig til hende - hun vil helst tale med de voksne, det er mest trygt for hende.

Har du talt med børnepsykologen om det der hedder selektiv mutisme? Nogle børn er tavse overfor bestemte personer. De udvælger, hvem de vil tale med, og hvem de ikke taler med. Barnet har ofte ingen sproglige problemer - som du beskriver det, så taler jeres datter fint :) Det kan variere fra barn til barn, hvem og hvor mange barnet taler med. Nogle børn taler kun med en bestemt voksen, andre taler kun hjemme og ikke i institutionen, nogle børn taler kun med andre børn, men ikke voksne, nogle børn taler kun derhjemme, hvis de er alene med deres forældre, men taler ikke, hvis der er gæster...

Så vidt jeg ved, så mener man i dag, at når børn vælger at være tavse, så er det en lidelse der er forankret i separationsangst - en angst for at blive skilt fra dem, som man holder allermest af. Derfor vil barnet ofte tale, når det er sammen med mor og far, men vil være tavs, hvis far og mor ikke er der.

Det bedste I kan gøre er at vise jeres datter, at verden er et trygt sted at tale i og det er rigtig vigtigt at i ikke kritiserer hende eller måske stiller krav om, at hun skal tale eller "tage sig sammen". Det er vigtigt, at hun mærker, at I hjælper hende, at I ikke synes at hun er forkert osv. så hun får opbygget den tillid og tryghed der skal til, for at hun en dag måske tør tale mere selv.

Det er vigtigt ikke at møde hende med tavshed. Nogle gange vil bedsteforældre eller andre måske holde op med at tale med hende, fordi de ved, at hun alligevel ikke svarer - og I og de vil måske ikke bringe hende i så svær en situation. Det er dog vigtigt, at hun bliver talt til. Hvis hun mødes med tavshed bliver det naturligt lettere selv at være tavs.

Men nogle gange skal du prøve at svare for hende. Du fortæller, at du selv er meget tilbageholden og at du er opmærksom på, at din datter spejler sig i dig. Det er rigtig godt, at du er opmærksom på dette - måske skal far så nogle gange være den der tager initiativ og er rollemodel:)

Jeg tænker, at det vil være rigtig godt, hvis I nogle gange kan lege sammen med hende og de andre børn. Vise hende vejen, så hun netop spejler sig i jer, ser hvordan man kan gøre, får nogle redskaber, som hun på sigt selv kan bruge. I skal inddrage hende i samtalen. Når nogle af de andre børn f.eks. spørger "hvad hedder du?" og jeres datter ikke svarer, så svarer I for hende "du hedder ... ikk´?" Kikke på jeres datter, hun nikker og er på den måde med i samtalen.

Det vil være rigtig godt, at I ikke presser ...

---

---

... hende. Pas på med at sige "se de andre børn, hvor de... du kan da også løbe hen og lege med" eller lignende. Det vil hun have rigtig svært ved at leve op til og hun vil meget hurtigt føle sig forkert. Det vil ikke hjælpe hende eller styrke hende til at turde, tværtimod. I stedet vil det være rigtig godt, hvis I går med hende og f.eks. siger "kom vi går lige hen og hilser på de andre" og så tager hende i hånden og går med. Hvis hun vægrer sig mod det, så sig "jeg ved godt, du ikke er så glad for det, men jeg går med dig" eller lignende. Og så hilser I på de andre børn, spørger lidt til, hvad de leger, svarer hvis de spørger jer om noget osv. og så går I tilbage igen - med mindre hun gerne vil lege sammen med dem.

Legeaftaler er godt, fordi det naturligt vil hjælpe hende til at lære de andre børn at kende og derfor måske turde sige lidt mere til dem. Men det skal være en balance, for hun må ikke føle sig presset til noget, som hun på ingen måde er parat til. Det er vigtigt, at hun selv giver udtryk for, at hun har lyst.

I skal også overveje, om hun vil trives bedst med at lege hjemme hos jer, fremfor hos andre, hvor alt omkring hende er nyt. Hvis hun tør tale, når hun er på hjemmebane, så er det en god idé at lade børnene lege hos jer, og i takt med at hun så tør mere og lærer det andet barn at kende, så kan hun komme på besøg hos en anden.

Når de leger sammen, er det også vigtigt, at perioden ikke er for lang. De behøver ikke lege mere end måske 2 timer. Det er vigtigt, at de ikke bliver for trætte, bliver uvenner eller kede af det. Det er bedre at de leger i kort tid og så hygger sig sammen, har en succesoplevelse ved det - det er også med til at gøre hende lidt mere modig og turde lidt mere en anden gang.

Nogle gange kan leg også være at lave noget sammen med jer. Det kan være, at I bager sammen, bygger perleplader, tegner, bygger med modellervoks, spiller bold eller lignende - hvor I voksne naturligt deltager og er med til at gøre det trygt, uden at det virker akavet eller forkert.

---

---

Hvis hun siger nej til at lege og gerne vil hjem eller gerne vil at barnet bliver hentet, så må det være sådan - det vil dog være rigtig godt, at I prøver at finde ud af, hvorfor hun har det sådan. Måske er det netop fordi de har leget for længe eller fordi det er for svært for hende, hvis hun hele tiden er alene med det andet barn, så I måske skal prøve at have fokus på lidt fællesaktiviteter netop for at hjælpe hende til det.

Hvis I svarer for hende, når andre børn spørger hende om noget, og hun selv har svært ved at svare, så er det tænkeligt, at de andre børn ikke stiller så mange spørgsmål. Spørger de alligevel, hvorfor hun ikke selv svarer, så kan I f.eks. sige "(navn) har brug for lidt tid til at tænke, før hun svarer" eller lignende. Det giver hende ikke rollen som "genert":)

Det er rigtig godt, at I er opmærksomme på at hun skal hjælpes og støttes i at lege med de andre børn og turde tale og kommunikere med dem. det er netop rigtig vigtigt, at I ikke bare tænker "det går nok over", men aktivt går ind og hjælper hende og at I netop også taler med pædagogerne, børnepsykologen osv. om hvordan I så hjælper hende bedst.

Læs også gerne min artikel "De tavse børn" fra 31. oktober 2012, som du finder i min artikelsamling.

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---