Brev:
Vil ikke puttes af mor, frustration og gråd
Kære Helen.
Jeg er pt. lidt rundt på gulvet i forhold til vores datter og hvordan jeg bedst muligt byder ind.
Laura er nu 16 måneder og startede for 3 uger siden i dagpleje ved den dejligste dagplejemor. Vi har haft en rolig og lang indkøring, da jeg som studerende har haft mulighed for at prioritere dette. I starten var Laura skeptisk og kritisk overfor dp-mor, men nu har hun efterhånden gode dage derover, hvor hun leger, spiser og sover rigtig godt. Særligt det der med at sove har overrasket mig. Hun kan snuppe mellem 2-3 timer og når hun bliver lagt i barnevognen, bliver hun liggende.
Herhjemme er det snarere undtagelsen end reglen at jeg har succes med at få lagt hende ned; hun græder, vender sig og bliver virkelig frustreret. Tit bliver hun siddende i lang tid - oftest går jeg med hende - og falder så i søvn foroverbøjet. Når jeg siger, at hun skal lægge sig ned og put-sove så kaster hun sig forover. Hvis jeg så prøver at lægge hende ned når hun sover, vågner hun og bliver...ja, vred.
Når hendes far eller mormor putter hende i barnevognen lykkedes det oftest. Ikke uden protest, men slet ikke så dramatisk som hvis jeg insisterer på at hun lægger sig ned.
Ved puttetid om aftenen er det klart lettest, når far putter: hun accepterer at skulle ned og ligge og bliver faktisk liggende og kan falde i søvn, selvom han er gået. Når jeg putter, bliver det et værre show for så suser hun hurtigt op, skal stå og hoppe og vil hen og lægge hovedet på min arm/hånd/kramme. Om natten er det også lettere for far end det er for mig.
Efter opstart i dagpl. er der kommet en del "konflikter" mellem hende og jeg. Det kan være det første dør vi møder om morgen; den vil hun åbne v håndtaget og lukke igen og protesterer når vi går videre; på puslebordet rejser hun sig oftest op og vil åben det lille vindue - det kan hun ikke, så hun tager min hånd og fører derop. Når jeg så siger, "nej, lige nu skal vinduet ikke åbnes - kan du hjælpe med at finde børsten (fx) i stedet?".
Særligt når vi ...
... kommer hjem om eftermiddagen, så giver ALT næsten anledning til frustration og arrighed. Hun græder, smider med det hun har i hånden og signalerer på mange måder at jeg skal hjælpe hende videre. Men når jeg så sætter mig ned til hende eller tager hende op, skubber hun mig væk eller laver flitsbue og bliver faktisk endnu mere frustreret. Hvis jeg forsøger at aflede, giver dette i 75% af tilfældene anledning til yderligere frustration.
Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal stille op. Jeg har forsøgt at lade hende være og tale roligt til hende, men det virker lidt forkert at være passiv, når hun nu er så frustreret. Omvendt virker det også helt forkert - og faktisk bliver jeg selv en kende frustreret/irriteret når hun så voldsomt afviser mig. Jeg ved godt at det er barnligt at føle så'n men jeg synes efterhånden at det er svært.
Hvis mormor er her, kan hun afledes ret nemt og så er der næsten fest. Far kan ikke så nemt aflede, men bliver ikke på samme, ambivalente måde afvist.
I dag holdte jeg en fridag med hende, hvor vi besøgte en fra mødregruppen. Det var en frygtelig dag: hun fik ikke sovet trods halvanden times gåtur og køretur i bil, og fik et frygteligt "anfald" hvor hun græd (skreg) og bare slet ikke ville lade mig holde hende eller aflede. Jeg blev desperat og fik mormor til at komme susende - det hjalp. Men det duer jo ikke at jeg ikke kan trøste min egen datter!
Når jeg træder et skridt tilbage, tænker jeg at det er naturligt at hun reagerer på omvæltningerne. Hendes verden er blevet større, mere kompleks og hun bliver fysisk træt samtidig med at alle indtrykkene skal bearbejdes. Og det sikreste sted at ventilere er vel ens mor. Men jeg er bare så usikker på, hvordan jeg skal hjælpe hende bedst muligt med det her. Og det er svært, når jeg får en følelse af, at jeg ikke KAN hjælpe hende, men derimod bare er virkelig skod til min rolle......
Håber du har bare en smule råd, anvisninger eller bare et spark i r.. så jeg kan komme videre herfra.
Med venlig hilsen
L
Annoncer
Sponsorerede artikler
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
26. januar 2026 | Opdragelse | 18 mdr.
Halvandenårig gør skade på sig selv - Er det normalt?
Kære Helen Jeg skriver fordi jeg er lidt bekymret for min søn på snart 18...
12. januar 2026 | Sovevaner | 13 mdr.
13 måneder og konstant dårlig søvn
Kære Helen. Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Vi er...
6. januar 2026 | Udvikling | 13 mdr.
Kære Helen. Mange tak for din hjælp ift putning af min datter efter...
30. december 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Uro ved aftenputning - 13 mdr.
Kære Helen Jeg har en datter på snart 13 måneder. Hun har næsten lige...
8. december 2025 | Sovevaner | 18 mdr.
Søvnrytme dreng 18 måneder - del II
Kære Helen, Tak for dine tanker og anbefalinger, det er meget værdsat. Jeg...
Viden om børn:
Calcium
Calcium findes hovedsagligt i mælkeprodukter, herunder modermælk og modermælkserstatninger.
Calcium er vigtigt til opbygning af skelettet og er derfor af stor betydning for børn, der naturligt skal vokse meget. Hvis barnet ikke får calcium nok, vil der frigøres calcium fra skelettet for at opretholde koncentrationen af calcium i blodet.
Børn der ammes eller får flaske får dækket deres behov for calcium derigennem og det anbefales at børn får modermælk eller...
Ekstra væske baby
Børn, der får flaske, kan i visse perioder have behov for at få ekstra væske. Det kan være ved sygdom med feber, eller i særligt varme sommerperioder.
Nogle gange vil barnet vise behov for en ekstra flaske mælk, og det er helt fint. Børn der får flaske skal have lov til at selvregulere deres behov. Men andre gange vil det være fint at tilbyde væsken som vand. De første 4 mdr. skal vandet koges. Derefter kan barnet få vand fra hanen, med mindre man har privat vandboring.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...