Svar: Min datter har lukket af

---

Hej med dig

Tak for dit brev, dine åbne og ærlige tanker :)

Der er rigtig mange ting, som spiller ind på, hvordan vi er, hvordan vi udvikler os, hvordan vi ser os selv, hvordan vi møder andre mennesker - noget er arv, andet er miljø.

Nogle gange, går tingene måske lidt skævt hos jer, fordi din datter ligner dig for meget (måske er I begge meget selvstændige eller "stædige" som du skriver), andre gange opstår konflikten, fordi I er forskellige og du naturligt ikke forstår, hvorfor hun reagerer som hun gør, fordi det er så forskelligt fra dine egne reaktioner. Måske ligner hun her sin far... Her kan arv altså spille ind.

Andre gange går tingene måske skævt, fordi I får kommunikeret forbi hinanden, ikke helt forstår hinanden, ser hinanden og hinandens behov. Det kan her naturligvis godt spille ind, at du har haft en længere perioder, hvor du har manglet overskud. Måske har hun i den periode oplevet, at skulle klare en del ting selv, og sådan føler hun det så naturligvis stadig... hvorom alting er, så har du dog sadlet om, har valgt en ny hverdag, som giver dig meget mere overskud end tidligere - og det er super godt. Det er derfor også vigtigt, at du ser fremad og forsøger at være der for hende nu:)

Som jeg læser dit brev, så er jeres største udfordring, at få hende til at høre efter. I oplever, at hun er stædig, sætter hårdt mod hårdt, og du giver som eksempel, at I hele tiden skal sige "tag dit tøj på", "børst dine tænder", "spis din mad", "ryd op efter dig". I skal sige det mange gange.

I mine ører lyder det som om, at hun får mange små kommandoer, og at I bruger rigtig meget "du skal...!" - og det protesterer hun naturligt imod. Hvis hun sagde sådan til jer, ville I sandsynligvis skælde hende ud eller kalde hende næsvis - og det er rigtig vigtigt, at I nu begynder at tale til hende, som I selv gerne vil tales til:)

Derudover er det rigtig vigtigt, at du tænker over, om du egentlig får sagt, hvad det er du gerne vil have eller ikke have? Det vil her være rigtig godt, hvis du i stedet for at starte alle sætninger med "du" kunne begynde at starte dem med "jeg" og f.eks. siger "jeg vil gerne have at du...". Det vil gøre det meget lettere for hende at forstå, hvad du forventer af hende. Samtidig er det ikke nedgørende på samme måde som "du skal" kan være.

Læg også mærke til, om du har tendens til at komme med meget lange forklaringer og rigtig meget snak? Om du har tendens til at gøre "et stort nummer ud af lidt". Hvis hun f.eks. selv skal tage sin madkasse op af tasken, I har bedt hende gøre det mange gange, og hun gør det ikke. Så vil I måske ...

---

---

... nogle gange havne der, hvor I siger "nu har du igen ikke taget den madkasse op. Hvorfor gør du ikke det? Hvor mange gange skal jeg sige det til dig? Det er simpelthen for dumt, at du ikke kan overholde så simpel en aftale. Hvis du ikke snart lærer det, så gider jeg ikke smøre din madpakke..." osv. osv.

Der er rigtig meget belæring, moralisering og også straf i sætninger som disse, og de gør hende ikke noget godt. Det er kritik af hende som person, hun lukker ørerne - helt naturligt. Det vil være meget bedre i en sådan situation at sige "skat, madkassen?!" eller blot spørge "er der ikke noget, du har glemt?" - for hun ved det jo godt. Ovenstående er naturligvis blot et eksempel, det er slet ikke sikkert, at det er sådan hos jer:)

Med den alder hun har, kan I også godt sætte jer ned og tale med hende om, hvad det betyder at være i jeres familie. At I forventer at hun og lillebror hjælper til derhjemme. At det er vigtigt, at I alle sammen yder en indsats, fordi det giver plads til, at I kan lave noget sammen alle sammen, som I rigtig gerne vil. I kan godt tale med hende om, at hvis hun f.eks. selv rydder op, så sparer I tid, som I kan bruge på noget sammen. Når det er sagt, så skal der naturligvis også være plads til at hun roder på sit eget værelse...

I kan også forklare hende, at når I skynder på hende, så er det fordi I ellers kommer for sent - og at I bliver ked af ikke at komme til tiden eller at dem, der venter jer, bliver skuffede over, at I kommer for sent, fordi de står og venter.. Så hun får en forklaring på, hvorfor hun nogle gange er nødt til at skynde sig.

---

---

Nogle gange kan en løsning også være, at I bruger uret og lærer hende klokken: "Vi skal køre, når klokken er 15 minutter over". Det giver hende mulighed for selv at holde øje med tiden, i stedet for at I hele tiden skal sige "det er nu!". På den måde anerkender I hendes selvstændighed og udnytter, at hun faktisk er en meget kvik pige, og hun vil føle sig set på en helt anden måde.

Hun lyder til at have en oplevelse af, at I bestemmer for meget og det er derfor hun ofte siger, at hun selv ved bedst. I nogle situationer har hun naturligvis ret - hun kender sig selv bedst. I andre situationer er det klogt at lytte til mor og far, fordi I er voksne, har erfaring og ved nogle ting. Generelt kan det dog nogle gange hjælpe, hvis I kan prøve at sætte ord på de ting, som hun bestemmer, situationer hvor hun træffer valg. Så det bliver synligt for hende, at I ikke bestemmer alt, men at hendes mening faktisk også tæller.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre :)

Fortsat held og lykke med hende!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---